Bekvemme bedstemødre
Birthe Jensen vågnede med et sæt af latter, ikke et forsigtigt fnis, ikke et stækket grin, men en rungende, halvsyg og upassende latter for en hospitalsstue, en lyd Birthe havde hadet hele sit ordentlige liv. Det var hendes værelseskammerat, der skrattede igennem af glæde, mobilen trykket mod øret, mens hun gestikulerede vildt med fri hånd, som om nogen på linjen kunne se hende.
Hør nu bare, Lærke! Siger du virkelig, han sagde det der? Foran alle?
Birthe Jensen sendte et blik til uret. Kvart i syv. Femten minutter, før dagen officielt begyndte. Femten stjålne minutters mærkelig stilhed, hun kunne have brugt på at samle tankerne før operationen.
I går, hvor hun trillede ind på stuen, lå kammeraten allerede under dynen, trykkede hurtigt løs på mobilen. De nåede kun et kort God aften, Hej hej, før begge forsvandt ind i deres egne tanker. Birthe satte pris på tavsheden. Men nu et cirkus.
Undskyld, sagde hun lavt og tydeligt kan du dæmpe dig?
Kammeraten vendte sig om. Fladt og rundt ansigt, gråt pagehår uden forsøg på at skjule årgang, pyjamas med rødprikket mønster, som fra et Matador-afsnit. Og det i hospitalet!
Åh Lærke, jeg ringer senere, jeg får skældud her, hun afbrød mobilen og smilede til Birthe. Undskyld. Jeg hedder Margrethe Holm. Har du sovet godt? Jeg kan aldrig falde i søvn før en operation, så jeg ender med at ringe vildt rundt.
Birthe Jensen. At du ikke kan, betyder ikke at andre ikke vil have ro.
Men du sover jo ikke længere, Margrethe blinkede. Nå, jeg skal prøve at hviske. Jeg lover.
Hun hviskede ikke. Nåede at ringe igen to gange før morgenmaden stemmen voksede for hver samtale. Birthe drejede demonstrativt ryggen til og trak dynen over hovedet. Uden effekt.
Det var min datter, sagde Margrethe ved morgenmaden, som de ikke kunne få en bid ned af. Hun bliver nervøs, den stakkel. Jeg prøver at berolige hende.
Birthe sagde ingenting. Sønnen havde ikke ringet. Men hun havde heller ikke ventet det, han havde varslet morgenmøde. Sådan havde hun selv lært ham: Arbejde er alvor, det er ansvar.
Margrethe blev hentet først til operation. Hun gik ned ad gangen, vinkede farvel og råbte noget til sygeplejersken, som lo. Birthe tænkte, at det ville klæde hende at blive overflyttet til en anden stue bagefter.
Birthe selv blev hentet en time senere. Hun havde altid lidt af narkosen. Vågnede med kvalme og en mat smerte i siden. Sygeplejersken sagde, det var gået godt, bare lidt tålmodighed. Birthe var tålmodighed. Hun kunne ikke andet.
Om aftenen, da hun blev kørt tilbage, lå Margrethe på sin seng igen. Ansigtet gråt, øjnene lukkede, drop i armen. Stilhed. Første gangs stilhed.
Hvordan går det? spurgte Birthe, uden at det var hendes plan.
Margrethe åbnede øjnene, smilede mat.
Lever. Dig?
Ja.
Tavshed. Udenfor voksede tusmørket. Dropslangerne klukkede.
Beklager morgenen, sagde Margrethe pludseligt. Jeg snakker og snakker, når jeg er nervøs. Jeg ved godt det er irriterende, men jeg kan ikke styre det.
Birthe ville svare skarpt, men ordene var væk. Hun var for træt.
Det er sådan set ok, mumlede hun.
Om natten sov ingen. Smerten lå over dem begge. Margrethe ringede ikke, men Birthe hørte hende vende og dreje sig, sukke én gang lød det endda som om hun græd sagte ind i puden.
Næste morgen kiggede lægen på deres sår og termometre og sagde: Fint godt gået. Margrethe greb straks mobilen igen:
Lærke, hej! Jeg lever, du behøver ikke bekymre dig… Hvordan går det hjemme? Er det Hans der har feber? Nå, det er væk? Hvad sagde jeg? Det skulle jo nok gå!
Birthe kunne ikke lade være at høre efter. Mine altså børnebørn. Datteren rapporterer.
Hendes egen mobil var tavs. Mor, hvordan går det? og Skriv, når du kan. Sendt i går aftes, mens hun stadig var omtåget efter narkosen.
Hun skrev: Alt fint. Lagde en smiley til. Sønnen insisterede på smileyer uden dem, sagde han, lød alting for tørt.
Tre timer senere kom svaret: Super! Kram.
Kommer dine ikke? spurgte Margrethe om eftermiddagen.
Sønnen arbejder. Bor langt væk. Ingen grund til at komme jeg er jo ikke et barn.
Helt rigtigt, nikkede Margrethe. Min datter siger også: mor, du klarer dig selv! Hvad skal vi komme for, så længe du har det godt?
Noget i stemmen fik Birthe til at se nærmere på hende. Margrethe smilede, men øjnene var underligt matte.
Hvor mange børnebørn har du?
Tre. Hans er ældst, otte år, så er der Mette og Mikkel, tre og fire. Margrethe fiskede mobilen frem Vil du se billeder?
Fotografier tog hun frem i et kvarter. Børn på sommerhus, børn ved vandet, børn med fødselsdagskage. Overalt var Margrethe selv på billederne. Hun krammede, kyssede, lavede fis. Ikke et eneste af hendes datter.
Min datter tager billederne, forklarede Margrethe. Hun kan ikke lide selv at være med.
Er børnebørnene tit hos dig?
Jeg bor nærmest hos dem. Datteren arbejder, svigersønnen ligeså så jeg henter, laver mad, hjælper med lektier.
Birthe nikkede. Sådan havde hun også gjort. De første år efter barnebarnets fødsel hjalp hun hver dag. Så blev det sjældnere nu en gang om måneden, hvis planer tillod det.
Og du?
Ét barnebarn. Ni år. Klarer sig flot, går til fodbold.
Ses I tit?
En søndag indimellem. De har travlt det forstår jeg.
Ja, Margrethe kiggede ud. Travle allesammen.
Tavshed. Regn trommede mod ruden.
Om aftenen sagde Margrethe:
Jeg vil ikke hjem.
Birthe kiggede op. Margrethe sad på sengen, armene om benene, blikket stift mod gulvet.
Helt ærligt. Har tænkt på det hele dagen, og jeg vil ikke.
Hvorfor?
Hvorfor? Kommer hjem, og så har Hans problemer med matematik, Mette er snotnæset, Mikkel har hul i bukserne. Datteren arbejder til sent, svigersønnen er altid væk. Jeg skal vaske, lave mad, rydde op, hjælpe. Og de… de siger ikke engang tak. Det er ligesom om: sådan er bedstemor jo bare.
Birthe blev stum. Noget stoppede i hendes hals.
Undskyld, Margrethe tørrede øjnene. Jeg er helt ude af den.
Du behøver ikke undskylde, sagde Birthe stille. Jeg gik på pension for fem år siden, og troede endelig jeg skulle nyde livet. Ville gå i teatret, til udstillinger. Meldte mig til fransk-kursus. Holdt ud i to uger.
Og så?
Min svigerdatter gik på barsel. Bad om hjælp. Jeg er jo bedstemor og arbejder ikke, det måtte være nemt for mig. Jeg kunne ikke sige nej.
Hvordan var det?
Tre år hver dag. Så begyndte børnebarnet i børnehave, så en gang over to dage, siden skole, nu sjældnere. Nu har de ansat en ung pige. Jeg sidder hjemme og venter bare på de ringer hvis de da husker det.
Margrethe nikkede.
Min datter, Lærke, sagde hun ville komme ud til mig i november. Jeg gjorde hele huset rent, bagte boller. Så ringede hun: Hans skulle til fodbold, de kunne ikke. Så mødte hun aldrig op bollerne gav jeg til naboen.
Tavshed. Regnen rislede på glasset.
Ved du hvad der gør mest ondt? sagde Margrethe. Ikke at de ikke kommer. Men at jeg alligevel går og håber. Sidder med telefonen, bare for at høre: hej mor, vi savner dig, uden at de vil have hjælp.
Birthe mærkede næsen snurre.
Jeg håber også hver gang, mobilen ringer, at det er sønnen som bare vil snakke. Men nej. Det er altid noget praktisk.
Og vi hjælper, sagde Margrethe skævt. For vi er jo mødre.
Ja.
Næste dag begyndte de med sårsprit. Sved for dem begge. De lå tavse bagefter, indtil Margrethe sagde:
Jeg troede jeg havde en lykkelig familie. Elsket datter, god svigersøn, dejlige børnebørn. Troede jeg var uundværlig.
Og?
Og nu ser jeg, de kan sagtens selv. Datteren nævnte ikke én gang at det var hårdt tværtimod, hun lød glad. Så de kan uden mig. Men bedstemor er belejlig og gratis.
Birthe satte sig.
Ved du hvad jeg indså? At det er min egen skyld. Jeg lærte min søn, at mor altid hjælper, altid venter, altid tilsidesætter sine egne behov, hvis han har planer.
Sådan gjorde jeg også. Min datter ringer, jeg smider alt.
Vi har jo vist dem, vi ikke selv har et liv, sagde Birthe eftertænksomt. At vi ikke er personer.
Margrethe nikkede. Pause.
Og hvad nu?
Det ved jeg ikke.
Dagene gik. Femte dag rejste Birthe sig uden hjælp, sjette dag gik hun hele gangen igennem. Margrethe fulgte trop lidt bagude, men sammen slentrede de i korridoren, langs væggen.
Efter min mand døde forsvandt jeg, sagde Margrethe. Datteren sagde: nu er det børnebørnene, du skal leve for. Så jeg levede kun for dem. Men… der kom aldrig noget den anden vej. Jeg gav, de tog.
Birthe fortalte om sin skilsmisse for tredive år siden, sønnen kun fem. Hvordan hun slæbte sig gennem uddannelse og to job for bare at klare sig.
Jeg troede, hvis jeg var den perfekte mor, blev han den perfekte søn. At taknemmeligheden kom af sig selv.
Men så vokser de op og lever deres eget liv, sagde Margrethe.
Ja. Måske er det normalt. Jeg så bare ikke ensomheden komme.
Nej, det gjorde jeg hellere ikke.
Syvende dag døren gik pludseligt op. Sønnen stod der, høj, i dyr vinterfrakke, et net med appelsiner.
Hej mor! Hvordan har du det? Bedre?
Bedre.
Godt! Lægen siger tre dage endnu, så kan du komme hjem. Jeg tænkte, du kunne flytte hjem til os et stykke tid? Pernille siger gæsteværelset er tomt.
Tak, men jeg trives bedst hjemme.
Som du vil men ring, hvis du har brug for noget.
Han blev i tyve minutter. Fortalte om jobbet, barnebarnet, bilen. Spurgte, om hun manglede penge. Lovede at kigge forbi ugen efter. Smuttede hurtigt, lettet.
Margrethe lå med lukkede øjne og lod som om hun sov. Da døren lukkede, kiggede hun op.
Var det din?
Min.
Han er pæn.
Ja.
Kold som is.
Birthe svarede ikke. Halsen snørede sammen.
Ved du, sagde Margrethe sagte, måske skulle vi holde op med at forvente deres kærlighed. Bare… give slip? Acceptere at de er voksne nu. Vi må finde noget for os selv.
Det lyder nemt.
Svært, men hvad er alternativet? At sidde her og vente for evigt.
Hvad sagde du til din datter? spurgte Birthe pludselig, uden at tænke over det.
Jeg sagde, at nu skal jeg hvile ud to uger. Lægen har sagt ingen tunge løft. Jeg kan ikke hjælpe med børnebørnene.
Blev hun vred?
Hun var rasende til at begynde med. Så sagde jeg Lærke, du er voksen, du klarer dig. Og ved du hvad? Jeg følte mig lettet bagefter. Som om noget tungt forlod mine skuldre.
Birthe lukkede øjnene.
Jeg er bange. Hvis jeg siger nej, bliver de fornærmede. Måske ringer de aldrig igen.
Hvor tit ringer de nu?
Tavshed.
Der kan ikke blive værre. Kun bedre.
På ottende dagen blev de udskrevet, begge på én gang. De pakkede tavst. Som et farvel for altid.
Skal vi ikke bytte telefonnumre? sagde Margrethe.
Birthe nikkede. De tastede numre ind. Stod lidt.
Tak, sagde Birthe. Fordi du var her.
I lige måde. Ved du… jeg har ikke haft sådan en snak i tredive år.
Mig heller ikke.
De krammede. Forsigtigt, akavet, bange for sårene. Sygeplejersken dukkede op med udskrivningen og ringede efter taxa. Birthe kørte først.
Derhjemme var der stille. Hun pakkede ud, tog et langt bad, lagde sig på sofaen. Greb mobilen. Tre beskeder: Mor, er du kommet hjem?, Ring når du er landet, Husk dine piller.
Hun svarede: Er hjemme. Alt i orden. Lagde mobilen.
Rejste sig, gik til skabet. Fandt en mappe hun ikke havde åbnet i fem år. Fransk-kursus og Filharmoniens program lå der stadig. Hun så længe på brochuren.
Telefonen ringede. Margrethe.
Hej. Undskyld jeg ringer så hurtigt. Jeg… jeg havde brug for at høre din stemme.
Jeg er glad for det. Rigtig glad.
Skal vi mødes, når vi er ovenpå? Om to uger, måske på en café. Hvis du vil, altså.
Birthe så på brochuren. Så på mobilen. Så på brochuren igen.
Jeg vil gerne. Meget gerne. Og ved du hvad? Lad os mødes på lørdag. Jeg har fået nok af at ligge hjemme.
På lørdag? Mener du det? Lægerne sagde…
Ja men jeg har passet på alle de andre i tredive år. Nu vil jeg passe lidt på mig selv.
Så er det en aftale. Lørdag.
De sagde farvel. Birthe lagde telefonen og tog brochuren op igen. Fransk-kurset begyndte igen om en måned. Man kunne stadig nå at tilmelde sig.
Hun tændte computeren og begyndte at udfylde tilmeldingen. Hænderne rystede, men hun tastede færdig.
Udenfor regnede det. Men bag skyerne gled en solstråle frem, svag, efterårsagtig, men lys.
Og Birthe tænkte, at måske, måske begyndte livet nu først. Hun trykkede på send.
