Sådan handlede jeg, da jeg en nat i lommen på min mands jakke fandt to gavekort til et maritimt cruise på Kattegat. På det ene kort stod et navn et navn, som føltes som en fremmed fisk, slimet og koldt, i min håndflade.
Jeg stødte på min mand, Rasmus, på busstoppestedet ved Nørreport. Klirrende regn dryssede fra himlen, og idet jeg famlede efter mit Dankort, gled mine nøgler ud af lommen væk ind under bænken, som tænkte den kun på at skjule mine spor. Rasmus hjalp mig med at fange dem mellem sine lange fingre og takkede med sit urolige smil. Vi måtte samme vej. Vores øjne mødtes over buskortet.
Han fulgte mig hele vejen hjem til min lejlighed i Vanløse, og vi begyndte at ses, som bølgerne, der ikke kan lade være med at skylle ind over bred. Efter seks måneder i bløde og blå aftener blev vi gift på rådhuset i Frederiksberg, med kage og cykelklokker og duften af regnvåd asfalt. Rasmus sagde ofte, at han var blevet forelsket i mig i det sekund, han så mig tabe mine nøgler. Vi levede trygt mellem aftensmad og sommerferie, tre år. Men da han fik job som konsulent, begyndte han at forandre sig lige så glidende som skyer i hastig bevægelse. Jeg sagde ingenting, tænkte det var indbildning; i drømme kan man ikke altid skelne.
En aften sad han længe og pakkede kufferten. Han sagde, han skulle på kursus i Aarhus, væk i to uger, måske mere. Da han gik i bad, besluttede jeg at vaske hans bukser, men en mærkelig vægt i lommen gjorde mig rastløs: to rutchede og blanke billetter til et cruise. Det ene bar navnet Freja et navn der isnede i maven på mig, dansk og smukt, men ikke mit.
Bedraget dansede i mit indre som strømmen under isen. Jeg elskede ham, men mit hjerte snurrede rundt som en mønt i vaskemaskinen. Til gengæld sagde jeg ingenting, men skrev straks til min gamle barndomsven, Kasper, som jeg altid har kunnet stole på. Sammen begav vi os ud i drømmenes tåge, ind på det samme cruiseskib på Øresund, hvor Rasmus og hans hemmelige, nye kærlighed svævede mellem glas og bølgende buffet.
Kasper og jeg lod som om vi var forelskede, holdt i hånd og så gennem hinanden, mens alting duftede af saltvand og søde jordbær. Pludselig stod Rasmus der som en skygge dækket af nordisk lys, og begyndte at råbe, at jeg bedrog ham, at jeg var hans vind og vejr. Jeg smilede og sagde, idet citronmånen drejede rundt på dugen:
Troede du, du kunne bedrage mig, mens jeg bare ventede på dig? Se, jeg fandt hurtigt nogen, der kunne fylde din plads.
Tæt på stod Freja, som et egetræ midt i sneen, chokeret og forvirret. Hun anede intet om, at han var gift han havde snydt os begge, som et dobbeltspil i et gammelt HC Andersen-eventyr. Splinten i øjet blev til en hel skov af is. Skilsmissen skete i stilhed, som sne, der lægger sig på tagene midt om natten.
Seks måneder senere dansede jeg ind i et nyt bryllup med Kasper, min gamle ven, og glæden var grøn som de første bøgeblade i maj. Rasmus og Freja gik hver til sit; hun kunne aldrig tilgive ham den løgn, og natten gled ind over København, tung og drømmende.
