POSTFRIMÆRKE… – Ilya er gået fra Katja, – min mor sukkede tungt. – Hvad mener du? – jeg forstod ingenting. – Jeg forstår det heller ikke. Han var på forretningsrejse i en måned. Kom hjem som en anden. Sagde til Katja, “Undskyld, jeg elsker en anden,” – moren stirrede ud i luften. – Sagde han virkelig det? Det må være en misforståelse. Forfærdeligt, – jeg begyndte at blive vred på min søsters mand, Katjas mand. – Sonja ringede, sagde at din mor var dårlig, hun havde ringet 112. Det viser sig, Katja fik et neurologisk problem med at synke, – moren blev stille og blinkede ofte. – Slap nu af, mor. Selvfølgelig burde Katja ikke have sat sin mand i stuen under alterbillederne og danset omkring ham. Nu smager hun på livet med en spiseske. Jeg har ondt af hende. Jeg håber ikke det med Ilya og den anden er alvorligt. Han elsker Katja og Sonja – jeg nægtede at tro på det, jeg hørte. …Ilya og Katja havde et stormfuldt, passioneret forhold. De blev gift efter to måneder, fik datteren Sonja. Alt var roligt, hyggeligt, stabilt – så pludselig… Som en lavine… Jeg tog straks hen til min søster. Det er svært at tale om følelser med familie. – Katja, hvordan kunne det ske? Forklarede Ilya sig? Er han blevet tosset? – jeg tæppebombede med spørgsmål. – Åh Nina, jeg forstår det ikke selv. Hvor kom hun fra? Fortryllede ham vel? Ilya løb hen til hende som besat. Intet kunne stoppe ham. Han sagde, “Katja, livet skal leves, ikke uddrives.” Smed tingene i en taske og tog af sted. Det var som at blive trukket med ansigtet ned ad asfalten. Jeg forstår intet… – Katjas tårer flød endeløst ned ad kinderne. – Katja, lad os vente. Måske kommer din flygtning til fornuft. Hvad som helst kan ske, – jeg krammede min grædende søster. …Flygtningen kom ikke tilbage. Ilya slog sig ned i en ny by med sin nye kone. Xenia var atten år ældre end Ilya. Aldersforskellen spillede ingen rolle, de elskede hinanden og var lykkelige. “Sjælen har ingen alder”, sagde Xenia ofte. Ilya var fanget af sin nye kone. Hun blev hans fyrtårn i livet. Xenia var noget for sig selv… Hun kunne både elske og ikke elske. Hun var vildtvoksende, fri. Kunne servere sukker-søde ord eller være skarp som en kniv. Ilya forgudede Xenia. Han sagde ofte: – Hvor har du været hele mit liv, min Xenia… Jeg har ledt efter dig i halve livet… Imens besluttede Katja at tage hævn over mænd i al almindelighed. Hun var smuk. Alle traf blikket, både kvinder og mænd. Hun flirtede med sin chef – charmerede ham helt væk. – Katja, gift dig med mig. Jeg gør dig rig, lover det. Du vil være min dronning. – Jeg gider ikke giftes, Dimitri, har fået nok… Tag mig hellere med til havet. Jeg vil have Sonja på rekreation, – Katja blinkede frækt. – Selvfølgelig, min kære… Sander var mere simpel. Han hjælp til derhjemme, lavede hendes lejlighed i stand. Han friede ikke; han var solidt gift… Katja snoede begge om sin lillefinger… Ingen kærlighed, kun praktisk hjælp mod sorgen. Men Katja savnede Ilya. Hun drømte om ham. Vågnede grædende. Minderne rev i hjertet. “Hvorfor kan jeg ikke give slip på en mand? Hvad gjorde jeg forkert? Jeg var tålmodig, omsorgsfuld, indfriede alle hans ønsker. Vi skændtes aldrig…” …Årene gik. Katja fortsatte sit liv: smilende mystisk til Dimitri, sendte Sander tilbage til sin kone og tog ham ind igen… …Sonja var fyldt tyve, da hun tog beslutningen om at opsøge sin far. Hun tog toget, spekulerede på, hvordan hun skulle hilse på Xenia, kvinden der havde stjålet hendes far. Hun ankom til den fremmede by. …Ringede på døren. – Du må være Sofie, – en interessant kvinde stod i døren. “Mor er meget smukkere,” tænkte Sonja. – Er du Xenia? – Sonja gættede. – Ja, kom ind. Far er ikke hjemme, men han kommer snart, – Xenia bød hende velkommen på køkkenet. – Hvordan går det? Hvordan har din mor det? – Xenia var lidt nervøs, – Vil du have te eller kaffe? – Xenia, hvordan lykkedes det dig at få min far væk fra vores familie? Han elskede jo min mor, det ved jeg – Sonja så hende direkte i øjnene. – Sofia, livet kan ikke altid forudses. Kærlighed har ingen garantier. Nogle gange opstår uventet lidenskab. Et enkelt møde ændrer alt. Himlen bestemmer. Nogle gange forstår man ikke hvorfor. Man må bare skifte dansen, så at sige. Det er uforklarligt, – Xenia satte sig træt på stolen. – Men kan man ikke stoppe sig selv? Tænke på sit ansvar overfor familien…? – Sonja forstod ikke Xenias logik og stirrede på hende med et hadsk blik. – Nej, min pige. – Tak for ærligheden, – Sonja lod kaffen stå. – Vil du have et frækt råd, Sonja? Mænd er som postfrimærker: Jo mere du spytter på dem – jo hårdere sidder de fast, – Xenia grinede, – Med mænd skal du skifte mellem at være stål og fløjl… For resten, din far og jeg har skændtes. – Tak for rådet. Kan jeg vente på far? – spurgte Sonja nervøst. – Ved det ikke. Han bor på hotel den her uge. Jeg kan give dig adressen, – Xenia skrev noget på en lap papir, – Her. Det passede Sonja egentlig fint. Nu kunne hun tale med sin far i ro og mag. – På gensyn. Tak for kaffe, – Sofie skyndte sig ud. Hun fandt hotellet. Bankede på farens dør. Ilya blev glad for at se sin datter, lidt forlegen. – Sonja, jeg ville faktisk tage hjem i dag… Det der med skænderiet og alt… – Det er jeres sag, far. Jeg ville bare se dig, – Sonja trykkede forsigtigt faderens hånd. – Hvordan har mor det? – spurgte Ilya, uden grund. – Alt går fint, vi har vænnet os til at være uden dig, – Sonja sukkede. Hun og faren fik en stille aften på hotellet, med grin og tårer… – Far, elsker du stadig din Xenia? – spurgte Sofie pludselig. – Meget. Undskyld, min pige, – svarede Ilya ærligt. – Klart. Men nu er det tid til at gå, mit tog kører snart, – sagde hun og begyndte at samle sine ting. – Kom snart igen, Sonja. Vi er jo familie, – Ilya kiggede ned. – Selvfølgelig, selvfølgelig… – Sonja svævede ud af hotellet. …Hjemvendt besluttede hun sig for at følge Xenias råd: Ikke elske, ikke værdsætte, ikke tro på tomme løfter fra mænd. Pyt… …Men efter tre år dukkede en særlig mand op. Carl. Han var lavet til Sonja. Han var sendt fra oven… Sofie vidste det straks. Mærkede det… Når man møder Den Rigtige, bliver alt andet ligegyldigt… Carl favnede sin kvinde med hjertet – og lod aldrig slip igen. Han rørte ved hendes sjæl. Sofie forelskede sig hurtigt. Uden betingelser. Helt og holdent… POSTFRIMÆRKE: En familie splittet af kærlighed, løgne og lidenskab – og vejen mod forsoning og sand kærlighed i dagens Danmark

POSTFRIMÆRKET…

Mads er gået fra Anne, moren sukkede tungt.

Hvad mener du? forstod jeg ikke.

Jeg fatter det heller ikke. Han var på forretningsrejse i en måned. Kom hjem helt ved siden af sig selv. Sagde til Anne, undskyld, men jeg elsker en anden, moren stirrede ud i luften, tabt i sine egne tanker.

Sagde han virkelig det? Det må være en misforståelse. Frygteligt, jeg blev vred på Annes mand.

Karen ringede, sagde at moren havde det dårligt, havde kaldt på en ambulance. Viste sig Anne havde fået en mærkelig synkeforstyrrelse, moren blinkede forundret med øjnene.

Rolig nu, mor. Anne burde måske ikke have sat Mads på piedestal i stuen under salmesangene. Altid trippende omkring ham. Nu spiser hun grød med ske. Det er synd for hende. Jeg håber, Mads ikke tager det alt for alvorligt med den nye… Han elsker jo både Anne og Karen, jeg nægtede at tro hvad jeg netop havde hørt.

…Der var brændende kærlighed mellem Mads og Anne, voldsom lidenskab. De blev gift efter kun to måneder. Deres datter Karen blev født. Alt var roligt, jævnt, stabilt indtil det hele væltede.

En snebold fra Himmelbjerget ned ad bakke…

Jeg skyndte mig straks hjem til min søster. Det er svært at tale om følelser, især med egen familie.

Åh Anne, hvordan er det dog kommet så vidt? Forklarede Mads sig overhovedet? Er han blevet vanvittig? spurgte jeg i ét væk.

Åh, Pernille, jeg er selv i chok. Hvor kom hun fra? Har hun forhekset ham? Mads forsvandt til hende som besat der var intet at gøre. Han sagde, livet skal flyde ikke drænes og smed alt i en taske og rejste. Jeg føler mig som om jeg er blevet slæbt med ansigtet mod brostenene. Jeg forstår intet… Tårerne trillede bare ned ad Annes kinder.

Vi må vente og håbe, Anne. Måske ombestemmer han sig, din flygtning. Der sker mange sære ting, jeg omfavnede min grædende søster.

…Men Mads vendte ikke tilbage.

Han slog sig ned i Aarhus sammen med sin nye kone.

Birgit var atten år ældre end Mads. Det betød intet for dem de elskede og var lykkelige. Sjælen har ingen alder, plejede Birgit at sige.

Mads var blind for alt andet Birgit var blevet hans ledestjerne, hans fyrtårn.

Hendes personlighed var som vinden over Limfjorden vild, fritvoksende. Hun kunne tale med honning eller hakke som knive.

Mads forgudede Birgit.

Han spurgte ofte:

Hvor har du været hele mit liv… Halvdelen af livet har jeg ledt efter dig…

…Imens besluttede Anne, at hun ville tage en ordentlig hævn over alle mænd.

Hun var smuk både kvinder og mænd vendte sig efter hende på gaden.

Hun begyndte at have en affære med chefen på arbejde. Gjorde ham tosset af lyst.

Anne, gift dig med mig. Jeg sværger, du får alt hvad du ønsker. Du skal bare leve som en dronning ved min side.

Jeg har haft nok af ægteskab, John. Følte det på kroppen…

Lad os tage på en tur mod Vesterhavet. Jeg vil give Karen ny luft i sindet Anne blinkede drillende.

Det gør vi, min elskede!

Søren var lidt enklere. Hjælpsom derhjemme. Han lavede alting i Annes lejlighed.

Han friede ikke han var fast gift andetsteds…

Anne holdt begge på afstand.

Det handlede ikke om kærlighed de hjalp hende bare til at komme igennem sorgen og binde smerten med snor.

Men hun savnede Mads. Så ham i drømme. Vågnede i tåbelige tårer. Minderne fik hjertet til at gyse. En ustoppelig længsel efter Mads.

Hvorfor kan man ikke koble et menneske af? Hvorfor var jeg ikke nok? Jeg var jo ydmyg, omsorgsfuld, opfyldte alle hans ønsker. Vi skændtes aldrig

…Mange år gik.

Anne levede videre: hun smilede forførende til John, og sendte jævnligt Søren tilbage til hans familie.

…Karen var tyve, da hun besluttede sig for at besøge sin far.

Hun købte togbillet for at tage på besøg. Mens hun sad i kupéen, tænkte hun på hvordan hun skulle tale med den kvinde, Birgit blev kaldt.

Hun kom frem til Aarhus.

…Ringede på døren.

Du må være Karen, sagde en interessant kvinde med halvsmil i døren.

Mor er meget kønnere tænkte Karen.

Og du er Birgit? gættede hun.

Ja, kom indenfor. Far er her ikke, men kommer snart hjem, Birgit førte Karen ind i køkkenet.

Hvordan går det? Hvordan har din mor det? Vil du have te? Kaffe? Birgit rendte rundt.

Birgit, kan du fortælle hvordan du fik min far væk fra os? Han elskede jo min mor, det ved jeg, Karen så hende direkte i øjnene.

Karen, ikke alt i livet kan forudsiges. Der er ingen garantier for kærlighed. Nogle gange kommer der en storm af passion, der ikke kan standses. En enkelt møde kan ændre alt. Skæbnen danser, så vi må skifte partner. Det kan ikke forklares, Birgit sank tungt ned på en stol.

Men burde man ikke standse sig selv? Tænke på sit ansvar, familien Karen forstod ikke Birgits forklaringer. Hun nærede et had til denne fremmede kvinde.

Det kan man ikke, barn, svarede Birgit kort.

Tak for ærligheden, Karen rørte ikke kaffen.

Vil du have et drilsk godt råd, Karen? En mand er som et postfrimærke: jo mere du spytter på ham, jo stærkere klistrer han sig fast, lo Birgit. Og med mænd skal man skifte mellem at være stål og fløjl… For resten, vi har skændtes ret heftigt med din far.

Tak. Kommer far hjem? blev Karen usikker.

Det ved jeg ikke. Han har boet en uge på et hotel. Her er adressen, sagde Birgit, skrev noget på en lap og rakte den.

Karen blev lettet nu kunne hun tale med sin far uforstyrret.

Farvel. Tak for kaffen, sagde hun, og forsvandt ud af døren.

Hun fandt hotellet. Bankede på døren til sin far.

Mads blev glad for at se hende. Han virkede lidt flov.

Karen, jeg ville faktisk hjem i dag Du ved, sådan en skænderi, alt det der

Far, det er jeres sag. Jeg ville bare se dig, Karen tog forsigtigt hans hånd.

Hvordan går det med mor? spurgte Mads, uden grund.

Det går fint, far. Vi har vænnet os til at være uden dig, sagde Karen træt.

Karen og hendes far havde en stille aften på hotelværelset. Samtalen gled. Der blev både grinet og grædt.

Far, elsker du stadig Birgit? spurgte Karen pludseligt.

Meget højt. Undskyld, min pige, sagde Mads bestemt.

Det forstår jeg. Jeg må videre, mit tog kører snart, Karen begyndte at pakke sammen.

Kom og besøg igen, Karen. Vi er jo familie, Mads kiggede ned.

Selvfølgelig Karen svævede lydløst ud fra hotellet.

…Da hun kom hjem besluttede hun at følge Birgits råd.

Ikke elske, ikke værdsætte, ikke stole på de tomme, sølle løfter. Bare lade det fare…

Men så fandt hun efter tre år en ganske særlig mand. Emil. Det var, som om han var sendt til Karen fra himlen.

Hun forstod det straks. Hun mærkede det…

Når man møder sin egen, smager alt andet tomt…

Emil favnede sin kvinde med hjertet og slap hende aldrig. Han rørte hendes sjæl, usynligt. Karen blev forelsket. Uden forbehold. Fuldstændigt…