PØLSETYVEN
Du ved, jeg kunne simpelthen ikke lade være med at lægge mærke til den kat. Og det var selvfølgelig fordi, den stjal fra min lille købmand i indre Aarhus. Men måden han gjorde det på altså, man kunne slet ikke blive sur. Tværtimod faktisk.
Jeg begyndte faktisk at glæde mig til hans små pølsemissioner, og jeg filmede det altid på mobilen. Bagefter viste jeg det til Helene om aftenen, og vi grinede sammen over det. Altså nu skal du bare høre.
Katten sad længe ude foran de åbne døre og lod som om, han bare lige hvilede sig, og bestemt ikke havde planer om noget frækt. Han kiggede sig forsigtigt omkring, for at sikre sig, at han var alene. Jeg gemte mig altid selv bag den store køledisk, hvor jeg kunne filme det hele.
Så luskede katten forsigtigt ind, og trissede direkte hen til hylden med pølser. Pludselig satte han farten op, greb en medister eller en fransk hotdog, og spænede ud i fuld fart, men
Sulten stoppede ham altid kun et par meter uden for butikken. Allerede der gik han i gang med at spise pølsen.
Så gik jeg ud på trappen og sagde, uden at komme for tæt på: Smager det godt?
Så kiggede katten op, og svarede med et logrende miav.
Det var da godt, svarede jeg. Du er velkommen en anden gang.
Du synes måske det lyder mærkeligt hvorfor ligger der overhovedet pølser fremme, udenfor køleskabet, på små stykker og ikke lige midt i synsfeltet? Men der er altså en god grund.
Jeg har bare så blødt et hjerte. Katten var dukket op ved butikken, virkelig mager og tynd, men han nægtede fuldstændig at tage imod mad fra hånden eller komme tæt på folk. Så jeg måtte finde på en plan.
Først lagde jeg et par skiver rullepølse eller ostepops helt tæt på udgangen til katten, som jeg kaldte Sigge. Så kunne Sigge selv få fingre i maden, sådan næsten helt ægte stjålet med stolthed!
Det fungerede faktisk rigtig godt. Med tiden rykkede jeg pølserne længere og længere ind i butikken, indtil de nåede hylden helt nede under slikafdelingen. Der lavede jeg en slags lille foderstation på nederste hylde.
Sigge kunne længe bare have gået direkte ind og taget, hvad han ville, men for ham det var hele processen, der var hyggelig. Der er altså bare noget magisk ved stjålne pølser de smager altid bedre!
På et tidspunkt satte jeg også en vandskål og en stor portion tørkost ud ved døren. Og lige ved siden af en fin lille hundekurv med uldtæppe i, hvis nu han skulle få lyst til at ligge lidt.
Men Sigge var stadig forsigtig og ville ikke røres. Til gengæld kunne han godt lide at snakke lidt. Når jeg gik ud efter den stjålne pølse, satte vi os ofte og hyggesnakkede. Sigge holdt pauser i sin frokost og kiggede nysgerrigt på mig.
Men der var efterhånden en ting, jeg ikke kunne lade være med at tænke på. Han var nemlig blevet helt rund og flot, og så ud til ikke at mangle noget. Men alligevel kom han hver dag og stjal pølser og så gemte han sig omme bag hjørnet.
Jeg prøvede mange gange at finde ud af, hvad han lavede deromme, men han var altid hurtigere end mig som et lille lyn.
Så købte jeg et kamera, som kunne filme alt udenfor, og billedet gik direkte ind på min bærbare på kontoret. Og en dag fandt jeg ud af, hvad Sigges hemmelighed var.
Ud fra et lille kældervindue bagved sprang en lille, rødstribet killing frem. Og det lille myr kastede sig straks over den haps af pølse, Sigge havde slæbt med.
Da jeg viste videoen til Helene, kunne hun næsten ikke holde tårerne tilbage.
“Hørte du det? I morgen tager du dem hjem. Begge to!” sagde hun og snøftede, mens hun ringede rundt til hele venindeflokken bagefter.
Men altså, det var nemt nok at tage Sigge ind han sov jo næsten midt i butikken nu. Men killingen, som jeg døbte Glimt, var en anden sag. Han var lynhurtig og panisk sky.
Dagene gik. Jeg så på kameraet, hvordan Glimt drak af Sigges vandskål og indimellem sneg sig ind i kurven for at sove, men bare jeg nærmede mig, var han væk som et lyn.
Så en eftermiddag hørte jeg et mærkeligt miav ude fra indgangen. Der var ikke en kunde i butikken. Jeg gik derud, og dér, midt på trappen, sad den lille, røde killing og råbte så det kunne høres til Banegårdspladsen.
“Hvad er der galt, lille ven?” spurgte jeg bekymret.
Killingen løb hen til mig, kiggede mig lige i øjnene, og løb derefter straks ud om hjørnet. Jeg fulgte efter uden at tænke mere over det, og derude på asfalten lå Sigge og klynkede. Han var blevet bidt af en hund i bagbenet, men var dog sluppet fri. Men det var et dybt sår.
Den lille Glimt puffede straks sig selv tæt ind til Sigge og peb.
“Åh Gud!” sagde jeg, smed jakken og pakkede Sigge forsigtigt ind i den. Glimt puttede jeg i inderlommen, hvor han holdt sig roligt.
Så lukkede jeg butikken og kørte afsted til dyrlægen. Vi sad der i fem timer, mens Sigge blev syet og renset. Men i det tidsrum blev jeg rigtig gode venner med Glimt. Han viste sig at være både nysgerrig og humørfuld.
Senere lukkede jeg butikken og tog begge katte med hjem til Helene, Sigge stadig halvskæv af bedøvelse, og Glimt, som allerede var faldet til.
Helene blev næsten rørt til tårer. Og hvad gør en glad kvinde? Ringer naturligvis til alle veninderne, og det kan hurtigt tage det meste af en aften.
Da hun endelig var færdig, havde jeg allerede bredt mig ud i dobbeltsengen med både Sigge og Glimt, selvfølgelig.
Jamen, hvor skal jeg så ligge? grinede Helene, men Glimt flyttede sig med det samme og lagde sig tæt ind til hende.
Sådan fandt vi vores lille familie.
Nu ligger to store, forkælede katte og flyder i sofaen, og man kan slet ikke se, de engang var hjemløse. Sigge vasker stadig Glimt indimellem, og Glimt brokker sig ikke det mindste.
Overfor, på den anden side af Søndergade, foran skobutikken, bor nu en lille, grå hunmis. Og ekspedienten derovre kommer dagligt over for at købe mad til hende.
Mon hun også en dag får lov at flytte hjem hos nogen?
Måske ender det med, at vi må have kø til de få hjemløse katte, der er tilbage, og man kun kan få lov at adoptere én, hvis man har bestået et kursus?
Hvad tænker du, tror du det kommer så vidt?
