PØLSETYVEN
Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at bemærke den kat. Ikke fordi den skabte uro, men fordi den stjal i min lille købmand på Nytorv i Odense. Og den gjorde det på sådan en måde, at det var umuligt at blive sur. Snarere tværtimod.
Jeg begyndte med tiden ligefrem at glæde mig til det lille ritual, og jeg optog hele seancen på min telefon. Om aftenen viste jeg optagelserne til Jytte, min kone, og vi lo sammen af den frække ballademager. Men nuvel.
Katten blev hurtigt en fast gæst. Den sad længe foran de åbne døre, så det ud som om, den bare holdt sig en pause, intet skulle, intet ville. Sådan bare en rolig kat, der ikke havde andet at tage sig til. Den kiggede til begge sider og holdt øje med, at ingen så dens forehavende. Selv gemte jeg mig bag det store køleskab, hvorfra jeg kunne filme begivenhederne.
Katten sneg sig forsigtigt ind og styrede direkte hen til pølsehylden. Her satte den tempoet op, snuppede lynhurtigt en medister eller grillpølse og så var den ellers væk med det samme. Men sulten var ikke større, end at den stoppede op et par meter fra butikken og begyndte at spise sin fangst.
Jeg kom ud og stillede mig på behørig afstand.
Smager det godt? spurgte jeg.
Katten så op og gav et tilfredst mjav fra sig.
Det glæder mig, svarede jeg. Du er velkommen igen.
Du undrer dig måske over, hvorfor der lå pølser fremme i løs vægt, ikke i køledisken, ikke bag disken men sådan, lige til at snuppe. Forklaringen er ganske simpel: Jeg har et blødt hjerte for dyr.
Katten var kommet første gang, dengang den var ynkelig tynd og næsten gennemsigtig. Men den nægtede kategorisk at spise af hånden eller komme tæt på nogen. Så jeg fandt på en løsning. Først lagde jeg en medister helt tæt på indgangen, så vores pølsetyv jeg døbte den for sjov Viggo kunne få lov at stjæle ærligt og redde egen værdighed.
Det virkede. Efterhånden førte jeg pølserne længere ind mod hylden med de andre varer. Nederst på hylden, langs gulvet, indrettede jeg en lille foderstation til Viggo.
Viggo kunne for længst bare være kommet ind og spise sig mæt smilende, uden at nogen sagde noget. Men damer og herrer det er processen, der gør livet lidt mere krydret. Stjålet mad smager nu engang bedst.
Senere satte jeg en vandskål, en stor skål med førsteklasses kattemad og en bakke med rent sand op udenfor butikken. Lige ved siden af parkerede jeg et gammelt hundehus foret med et lunt tæppe. Viggo forblev dog på afstand, ville ikke i armene. Til gengæld nød han en snak over maden.
Når jeg fulgte efter med pølsen udenfor, slog vi et lille sludrechartol an. Katten afbrød imens sin middag og svarede på sine egne vilkår.
Der var dog én ting, jeg længe undrede mig over. Viggo var blevet både rund og blank og led bestemt ingen nød. Alligevel stjal han stadig et par pølser to gange om dagen og forsvandt bag hjørnet af ejendommen. Jeg forsøgte flere gange at følge efter, men han var altid hurtigere.
Derfor købte jeg et lille overvågningskamera til mit kontor. En dag opdagede jeg forklaringen. Ud af et kældervindue, bag hjørnet, dukkede en lille rødstribet killing op og kastede sig grådigt over Viggøs pølse.
Allerede i morgen, hører du! Allerede i morgen tager du dem altså med hjem! råbte Jytte forskrækket, mens hun tørrede øjnene efter videooptagelsen.
Men det var ikke spor let. Viggo havde nu vænnet sig til at ligge og sove midt i butikken, så ham kunne jeg sagtens fange men den lille røde var et helt andet kapitel.
Ugerne gik, og via kameraet kunne jeg se den lille røde killing drikke af Viggos skål eller ligge og blunde i hundehuset, men forsøgte jeg at komme tæt på, så var den pist væk som en orange lyn.
Indtil den dag, hvor alt blev anderledes. En underlig lyd vakte min opmærksomhed. Der var ingen kunder, og jeg gik ud for at undersøge det.
På butikstrappen sad den lille røde og miavede så hjerteskærende, at det gik gennem marv og ben.
Hvad er der galt, lille ven? spurgte jeg forundret.
Killingen løb straks over til mig, kiggede mig direkte i øjnene og løb hen mod hjørnet. Uden tøven fulgte jeg efter.
Bag huset lå Viggo og klynkede. Han var bidt i bagbenet af en stor hund; såret var dybt, men han var sluppet væk. Killingen satte straks sin lille pande mod Viggos mave og begyndte at jamre igen.
Jamen, for pokker da, sagde jeg og smed hurtigt jakken om Viggo, bar ham op og stoppede den lille røde med i lommen på min jakke. Jeg smækkede døren til butikken og sprang ud i bilen.
Vi sad hos dyrlægen i fem timer, mens Viggos sår blev renset og syet. Imens blev jeg gode venner med den røde. Jeg døbte ham Flamme for han var både legesyg og kærlig.
Samme aften lukkede jeg butikken og tog både den forsovede Viggo og Flamme med hjem. Jytte var ellevild. Og hvad gør en dansk kvinde, når hun er glad? Ringer til alle sine veninder, selvfølgelig. Det kræver tid, forklaringer og gode råd på kryds og tværs.
Da hun endelig var færdig, lå jeg, Viggo og Flamme på langs i sengen, trætte og tilfredse.
Ja, hvor skal jeg så ligge? sagde Jytte med et skævt smil.
Men Flamme flyttede sig straks, krøb tættere på hende og begyndte at ælte hende med små bløde poter.
Og således fandt vi alle et hjem sammen.
Nu sidder to mætte, glade katte i sofaen, ikke til at kende fra dem, der førurerede på gaden. Af og til vasker Viggo stadig Flamme, og Flamme finder sig troligt i det.
Overfor butikken, ved siden af skobutikken, har der nu indfundet sig en lille grå hunkat. Ekspedienten derovre løber tit over til os for at købe mad til hende.
Måske tager hun hende med hjem en dag? Måske får de sig alle et hjem?
Hvem ved måske bliver katte en dag så sjældne, at man skal stå i kø og tage et kursus for at få én?
Det tænker jeg tit over og det har lært mig, at i Danmark kan lidt næstekærlighed forvandle selv de mindste stjålne pølser til store, hjertevarme historier.
Henrik Rasmussen, OdenseNogle dage efter satte jeg en lille seddel op i butikken: “Pølser stjålet af Viggo og Flamme. Betales i klø og spind.” Kunderne lo og spurgte nysgerrigt. Nogle lagde ekstra små bidder i kattefadet på vejen ud. Butikken blev kendt som stedet, hvor selv en pølsetyv kunne finde varme og venskab og måske lidt tilgivelse med i posen.
Nogle kommer langt for at handle nu. Måske for pølserne, siger de. Men jeg ser blikket, når de smiler til de to katte og til hinanden, for de ved ligesom jeg at det ikke blot er varerne, der gør et sted værd at vende tilbage til. Det er historierne og hjertet. Og sommetider, hvis man lytter ekstra grundigt, kan man høre en fin, tilfreds spinden blande sig i summen fra kasseapparatet.
En pølse ad gangen. En dag ad gangen. Lykkelige tyve og endnu lykkeligere hjerter.
