PØLSETYVEN
Han kunne slet ikke lade være med at bemærke den kat. Den stjal nemlig i hans lille købmandsbutik. Og det gjorde den på sådan en måde, at man umuligt kunne blive vred. Nærmest tværtimod.
Ejeren begyndte decideret at glæde sig til den særlige stund. Han filmede hele scenariet med sin mobil. Om aftenen viste han det til sin kone, og sammen grinede de længe. Men, altså.
Katten sad altid længe foran den åbne dør og lod, som om den bare var kommet for at tage sig en pause, ikke for noget andet. Den så sig forsigtigt om og tjekkede, at ingen var i nærheden. Ejeren selv stod skjult bag det største køleskab, hvorfra han hemmeligt optog det hele.
Katten listede forsigtigt ind, gik lige hen til hylden med pølser. Her satte den ekstra fart på, greb en medister eller en rød pølse og susede ud igen, men…
Sulten holdt den fra at løbe langt væk. Allerede et par meter fra butikken stoppede den brat og kastede sig over maden.
Ejeren gik ud og råbte, uden at komme nærmere:
Smager det godt?
Katten løftede hovedet og miauvede samtykkende.
Det var da godt, sagde ejeren.
Kom bare igen.
I undrer jer måske: Hvorfor ligger der pølser fremme, udenfor køl, endda i skiver, ikke engang godt gemt? Forklaringen er simpel:
Købmanden har bare et venligt hjerte.
Han havde besluttet at sørge for den udsultede kat, som første gang kom til butikken mager, træt og stækket af livet. Men katten nægtede pure at tage imod mad direkte fra menneskehånd eller nærme sig mennesker. Så købmanden opfandt sin lille finte.
I starten placerede han pølserne tæt på døren, så Solbjørg sådan havde han navngivet tyven, et navn kun en ægte dansk kat ville bære kunne stjæle sin egen mad og dermed ærligt have “arbejdet” for sin føde.
Det virkede. Sidenhen flyttede ejeren pølserne længere og længere ind, til de lå på nederste hylde, hvor foderstationen lå for foden af reolen.
Solbjørg kunne forlængst bare tage, hvad det passede ham, men det var tydeligvis processen, der gjorde hele forskellen. Stjålet mad smager åbenbart bedre.
Ejeren satte senere en vandskål, et stort fad med det fineste kattemad og en plastkasse med sand udenfor ved kirkegårdsmuren. Ved siden af stillede han et vaskeægte hundehus foret med lammeskind.
Solbjørg var stadig lidt reserveret og ville bestemt ikke røres, men han snakkede gladeligt. Så snart han havde stjålet en pølse, gik købmanden ud og begyndte samtalen, hvor katten, mens den spiste, kiggede op og svarede.
Men et spørgsmål begyndte at nagede ejeren. Solbjørg var tydeligvis blevet både flottere og rundere, han behøvede ikke længere stjæle for at få mad. Alligevel gentog han sin daglige rutine og forsvandt bag hjørnet med sine små lækkerier.
Ejeren forsøgte mange gange at følge efter, men Solbjørg var altid for hurtig.
Derfor købte manden et lille kamera, der sendte billeder til computeren på kontoret. En dag opdagede han omsider Solbjørgs hemmelighed.
Fra kældervinduet i huset om hjørnet sprang en lille rød killing frem, ivrig efter den pølse, Solbjørg havde bragt med.
Allerede i morgen, hører du? Allerede i morgen skal du tage dem med hjem! græd købmandens kone om aftenen tårerne løb ned ad kinderne.
Men det var lettere sagt end gjort. Det var blevet nemt nok at fange Solbjørg han sov nogle gange midt i butikken men killingen var usandsynlig sky.
Dagene gik. På optagelserne så købmanden, hvordan den lille røde killing sneg sig til at drikke af Solbjørgs skål og snuppe en lur i hundehuset, men straks nogen nærmede sig, fløj den af sted som en rød raket.
Men så, en dag, ændrede alt sig. En sær lyd fra butiksindgangen fangede opmærksomheden. Der var ingen kunder.
Ejeren gik frem og fandt, siddende på dørtrinet, den lille røde killing, der mjavede fortvivlet op.
Hvad er der, lille ven? spurgte han undrende.
Killingen spurtede hen til ham, kiggede ham lige i øjnene og løb så ud på gaden. Ejeren tøvede ikke og fulgte med. Bag huset lå Solbjørg og stønnede han var blevet bidt i bagbenet af en hund. Han havde sluppet væk, men såret var dybt.
Killingen stødte sin lille pande mod Solbjørg og udstødte endnu et bekymret skrig.
Nå, du gode Gud, sagde købmanden.
Han svøbte den forpinte Solbjørg ind i sin frakke og løftede killingen op i jakkelommen.
På vejen lukkede han butikken og kørte af sted.
Fem timer tilbragte de hos dyrlægen, mens Solbjørgs ben blev behandlet og syet sammen.
I mellemtiden blev han gode venner med Flamme det navn gav han den lille, livlige røde killing, der viste sig at være uhørt selskabelig.
Senere på aftenen, da butikken var lukket, tog de hjem både en sløv, stadig bedøvet Solbjørg og Flamme under armen.
Konen var henrykt. Og hvad gør en dansk kvinde, når hun er glad?
Hun ringer naturligvis til sine veninder det blev til lange snakke med indgående forklaringer og gode råd.
Da hun endelig blev færdig, lå manden, Solbjørg og Flamme strakt ud på sengen og sov.
Utroligt, bemærkede hun tørt.
Hvor skal jeg så ligge?
Flamme rykkede gladeligt tættere på og trykkede sig op ad hende, mens de små poter æltede hendes mave.
Sådan fandt de et rigtigt hjem.
Nu er de to store, afslappede katte næsten uigenkendelige fra dengang på villavejen. Af vane slikker Solbjørg stadig Flamme på hovedet, og Flamme klager sig ikke.
Overfor, tværs over vejen, ved siden af skobutikken, bor der nu en lille, grå kat. Salgsdamen derfra løber hele tiden over til købmandsforretningen for at købe godbidder til sin egen sky ven.
Måske inviterer hun den snart hjem? Måske – en dag – sker det for dem alle?
Mon katte bliver så sjældne, at de skal udleveres efter venteliste og særlig kursusdeltagelse?
Hvad tror du?
Kan sådan noget overhovedet ske i Danmark?
