**Dagbogsnotat: Pålæg til en uge – eller hvordan svigermor besluttede, at vi spiser for meget**
Den varme julidag stod Agnete Kirstine tidligt op for at vaske vinduer, banke puder og minde sin datter om, at det var på tide at besøge sommerhuset – hvidløgen var ved at være klar. Mette prøvede at undskylde sig med arbejde, andre forpligtelser og børnene, men som altid var moderen ligeså påtrængende.
»Sommeren er snart forbi, og I sidder bare derhjemme og glor på jeres telefoner!« brummede hun i røret. »Bærene bliver rådne, kartoflerne bliver grønne, og I får ikke engang set dem!«
Så blev det aftalt: de skulle komme i weekenden, hjælpe i haven, og som sædvanlig skulle de også have en hyggelig aften sammen.
Jakob var ikke særlig begejstret. Sidste besøg endte med en ubehagelig episode, som han åbenbart stadig ikke havde glemt. Dengang havde han blot bedt om en smule spegepølse til risengrøden – og svigermor nægtede ham bogstaveligt talt. Så brutalt, at han næsten gispede af forbløffelse.
Lørdag morgen kørte de afsted. De arbejdede hurtigt og effektivt: hvidløg blev trukket op, sorteret og pakket. Nu måtte det være tid til afslapning, aftensmad og hygge. Jakob tog et brusebad og gik ind i køkkenet. Mette og hendes mor dækkede bord. Duften af risengrød fyldte luften. For ikke at vente åbnede han køleskabet, tog en skive spegepølse og ville til at lave en mad – men så…
»Lad vær!« lød Agnete Kirstines stemme som et pistolskud.
Spegepølsen forsvandt øjeblikkeligt tilbage i køleskabet. Jakob stivnede. Han forstod ingenting.
»Hvad foregår der, mor?« spurgte Mette forvirret.
»Spegepølse er kun til morgenmad, ikke til aftensmad!« snappede svigermor. »I spiser jo bare alt sammen på én gang!«
Jakob satte sig til bordet og prøvede risengrøden, men den var uden svinekød. Han bad om bare et par skiver spegepølse – men fik atter afslag.
»Hvorfor insisterer I sådan på den pølse?« brokkede Agnete Kirstine sig. »I har allerede spist halvdelen! Ved I, hvad den koster? Den skulle holde en hel uge!«
Jakob skubbede tallerkenen fra sig. Appetitten var helt væk. Han rejste sig og gik udenfor. Senere fulgte Mette efter. Manden lå på sofaen og stirrede op i loftet.
»Lad os køre hjem. Jeg kan ikke være her. Hun følger jo med i alt, som om jeg stjæler fra hende. Hvis jeg smører bollen for tykt, tror jeg næsten, hun tager den fra mig.«
»Der er ikke engang en købmand herude,« sagde Mette undskyldende. »Kun en mobilbutik en gang om ugen.«
»Vi skulle have taget madvarer med i stedet for kirsebær og abrikoser,« gryntede Jakob. »Jeg tager hjem i morgen. Så kan du komme senere. Jeg kan ikke holde til at være uden kød så længe.«
»Vi kører sammen,« sagde Mette bestemt.
Næste morgen gjorde de netop det. Mette løj og sagde, at Jakob var blevet kaldt ind på arbejde. Svigermor så dem afsted med et utilfredst blik.
Nu er der gået næsten et år. De har ikke besøgt Agnete Kirstine siden. Men hun har ingen problemer med at besøge dem – og det mest underlige er, at hun åbner deres køleskab, som om det var hendes eget. Hun tager, hvad hun vil, uden at spørge. Selv Jakob grinede en dag:
»Se, spegepølse! Tydeligvis må hun godt her…«
Men foråret kom, og så ringede telefonen igen:
»Hvornår kommer I? Haven venter ikke.«
Jakob undskyldte sig først. Men Mette fandt på en løsning:
»Vi tager madvarer med. Så mor ikke skal sidde og tælle, hvem der spiser hvad.«
Jakob gik med på betingelse af, at de stoppede i et supermarked på vejen. Og der stod de igen, på dørtærsklen til sommerhuset – med poser fulde af indkøb.
»Hvad er det nu, I har med? Flere abrikoser?« knurrede svigermor, men da hun kiggede ned i poserne og så ost, kød og spegepølse, tav hun.
»Så du ikke behøver at tælle, hvor mange gram jeg spiser,« grinede Jakob.
Agnete Kirstine fnøs, men sagde ikke mere. Senere, da ingen hørte det, hviskede hun til Mette i køkkenet:
»Det var nu godt, I tog mad med. Så er det lettere for os alle.«
Mette nikkede bare. Hun følte sig både irriteret og underholdt, men det vigtigste var, at Jakob nu var villig til at komme igen – bare de tog madvarer med. Ingen skænderier, ingen bebrejdelser. Og måske var dét, sådan set, en form for familie-lykke.
