Pludselig annoncerede han, at han ville dække hovedregningen for brylluppet, så jeg skulle betale hele rejsen selv.
For seks måneder siden gifte min veninde Lærke sig. Jeg var til stede ved seremonien i Aarhus. Kort efter fandt jeg ud af, at hun allerede havde indgivet skilsmisse. De så ud som et drømmekob, så noget må have gået galt jeg ringede til hende i weekenden, og vi aftalte at mødes.
Hun ankom lidt forsinket til vores yndlingscafé på Strøget. Hun virkede forpustet, som om hun lige var løbet en tur. Jeg drillede med, at hun var for sent, men hun så ud til at være helt udslidt. Noget må have ramt Lærke, for hun er normalt en af de skarpeste vittighedsfortællere.
Lærke, jeg vil ikke gå i ring. Hvorfor vil du have skilsmisse? Har han snydt dig, eller hvad er der sket?
Nej. Han har hverken snydt eller slået mig. Han er bare grådig. Derfor skal vi skilles.
Så grådig, at han vil skilles?
Jo, du ved. Fra dag ét sagde han, at vi skulle dele alle udgifter lige. Jeg troede først, det kun gjaldt brylluppet. Selvfølgelig kunne han ikke klare det, så jeg bidrog også. Men så begyndte han at insistere på, at jeg skulle betale præcis det samme som ham. Min løn er tre gange så høj som hans, så jeg havde forventet, at han så gerne ville give mig en lille lommepengegave af og til. I stedet begyndte han at lære mig, hvordan man sparer.
Hver dag sad vi og regnskabsførte gårsdagens udgifter. Han ønskede endda at se kvitteringerne! Jeg troede først, det handlede om efterbryllupsudgifter. Han prøvede bare at forbedre vores økonomi. Da vi planlagde brylluppet, betalte vi alt selv ingen hjælp fra forældrene. Men det blev kun værre. Han førte en detaljeret logbog, hvor jeg skulle notere og begrunde hver eneste udgift.
Bad han dig om at ansøge om madbudget?
En gang blev han så sur over et par sko, jeg havde købt uden ham, at han krævede, at jeg først skulle spørge om lov, før jeg købte noget dyrt, og så rapportere købet til ham.
Hvorfor løb du ikke væk før?
Jeg ved det ikke. Men det værste, jeg oplevede, var vores mislykkede smuglertur til Kreta. Vi havde planlagt den som vores bryllupsrejse, før vi sagde ja til hinanden. Jeg havde sparet i flere år og lånt penge af venner. Jeg regnede med, at han også ville bidrage. Så sagde han pludselig, at han havde betalt hoveddelen af brylluppet, så jeg skulle betale hele rejsen selv. Han bebrejdet mig, at jeg ikke kunne spare. Men så, dagen før, kom han med beskeden, at han selv ville tage til Kreta og sørge for pengene. Jeg næsten fik en blackout. Om aftenen pakkede han en kuffert og gik. Jeg sagde ikke farvel. Jeg begyndte selv at pakke, og i går indleverede jeg skilsmissepapirerne.
Jeg har støttet ham så meget, jeg kan. Ingen har brug for en så grådig mand. Synd, at hun ikke så det før vielsen. Men det er bedre at blive skilt nu end at lide i årevis. En sån type ville ikke engang skåne sine egne børn.
