Det er lidt pinligt, du ved alle naboerne har allerede fået ordnet deres køkkenhaver, og vores ligner sådan lidt en øjenbæ. Vi ville jo gerne selv gøre det, men min gigt driller, og min mors ryg er helt låst fast.
Mikkel, jeg kom egentlig for at høre sagde far, mens han stod der og vred sin kasket mellem hænderne tror du, du og din kone kunne hjælpe mig og mor med at tage kartoflerne op? Det er flovt, synes jeg, alle har høstet, bare ikke os. Vi ville jo selv, men jeg har fået gigt, og mors ryg kan ikke mere.
Mikkel sad og trak i sine gummistøvler og mumlede:
Jamen, hvorfor har I sat så mange? I sulter jo ikke, vel. I dag kan jeg altså ikke, far jeg skal til møde i kommunen.
Far så ud som om han havde lyst til at sige et eller andet skarpt, men så slog han bare ud med armen, trak på skuldrene og gik ud. Ude på gårdspladsen greb han høtyven og humpede ned mod haven.
Anne-Lise viklede det uldne sjal fastere om sin ømme ryg og fulgte efter ham.
Nå, hvad tror du, Niels, kommer børnene og hjælper?
Han brummede:
Ja, sikkert. Så tag nu den spand og begynd at samle kartoflerne. Havde vi ikke fået fem børn, men bare én, så havde der måske været tid til at hjælpe forældrene. Kom nu, gamle ven, vi skal nå lidt, inden solen går ned.
Imens gik Mikkels kone, Ida, og småskældte på ham.
Hvad sker der for jer? Alt skal gøres alene, og man hjælper ikke sine forældre engang. Det er altså lidt flovt. Havde min mor og far levet, var jeg strøget afsted uden at tænke, sagde hun og snøftede.
Mikkel lagde armen om hende.
Det er sgu rigtigt nok, det er ikke pænt. Vi bor jo for pokker ikke så langt væk, vi kunne godt tage os lidt sammen. Ved du hvad, jeg tager en fridag, og så må du lige ringe til de andre.
Ida satte sig straks med telefonen og adresselisten.
Hvad mener du, I kan ikke? Arbejde? Arbejde har vi sgu alle sammen. Tag fri, for pokker! Jeg synes faktisk ikke, det er i orden, at de gamle skal knokle alene. Kan I ikke få nogen til at passe børnene, så tag dem bare med! Det er da meget sjovere ude i haven end at sidde med en iPad indenfor.
Med lidt overtalelse, lidt sure miner og lidt latter, fik Ida overtalt alle til at komme.
Imens satte Niels sig tungt på en bænk for at få en pause.
Anne-Lise, vi bliver da ikke færdige før jul med alle de kartofler. Hvorfor satte du egentlig så mange? Du sagde altid hvad nu hvis børnene mangler nogle. Men hvor er de børn? Rører ikke en finger. Kan du huske, dengang alle hjalp til? Til middag var vi færdige. Dengang, ja det var tider!
Anne-Lise spidsede ører.
Hør nu, Niels, lyder det ikke som om, der kommer nogen?
Niels stavrede ud mod indkørslen. Ud over gårdspladsen lød der pludselig latter og råb. Anne-Lise gik, trods den stive ryg, ud for at se.
Hold da op! Hvor er I mange. Børnene, og børnebørnene med. Sikke en glæde.
Nå far, hvor har du greb, spader og baljer? kommanderede Mikkel.
Far dæmpede hurtigt en klump i halsen og råbte lidt hårdt:
De ligger, hvor de plejer. Har du glemt det?
Og så gik det ellers løs. Nogle gravede, nogle samlede op, andre bar kartoflerne ind under halvtaget til tørring. Anne-Lise blev sendt indenfor hun havde gjort sit.
Svigerinderne smøgede ærmerne op og begyndte at kokkerere der skulle nok blive mad til alle senere. Men Anne-Lise kunne ikke sidde stille. Hun gik og rodede lidt, kom med gode råd. Altid et vågent øje med, at alting gik ordentligt for sig.
Ude i haven blev der fjollet og joket.
Kan du huske, Mikkel, dengang kastede du en kartoffel lige i panden på mig! grinede Søren.
Far brummede bare:
Jeg fatter ikke, hvad I laver. Voksne mænd, men som små drenge igen.
Endelig var haven klaret, toppene lagt i pæne bunker, og kartoflerne kom på plads under halvtaget. Så var det tid til at spise.
De dækkede et langt bord på gårdspladsen. Stemningen var god, og snakken gik om gamle dage.
Anne-Lise måtte lige tørre et par tårer væk. Gode børn, tænkte hun. Naboerne gik forbi, hilste, roste dem. Nogle blev lidt stille og tænkte måske på deres egne, som sjældent kigger forbi.
Ida lænede sig over mod Mikkel og spurgte lavmælt:
Hvad sagde du egentlig på arbejdet?
Han lagde armen kærligt om hende:
Jeg sagde det bare, som det var at mine forældre havde brug for min hjælp. Min chef sagde med det samme, at selvfølgelig skulle jeg det det er vigtigt at hjælpe sine forældre. Sådan er det.
Så ja, husk nu i hverdagen at tænke på jeres gamle forældre en gang imellem. De kan have svært ved at spørge, men det gør dem lykkelige, når børnene kommer forbi og hjælper til.
