Altså, jeg føler mig helt til grin, alle naboerne har fået ryddet op på køkkenhaven, og vores ligner bare noget katten har slæbt ind. Vi ville jo også gerne selv, men du ved, min gigt har virkelig gjort sine indhug, og mor har fået så ondt i ryggen, hun knap kan rette sig ud.
Mikkel, jeg kom altså for at spørge far stod der og vred sin kasket mellem hænderne kan I ikke hjælpe os lidt med at tage kartoflerne op? Det er lidt pinligt, at vi ikke har fået det gjort som alle andre. Vi ville jo helst selv, men gigten og ryggen, du ved
Mikkel, der var i gang med at trække gummistøvlerne på, mumlede lidt tørt:
Hvorfor lægger I egentlig så mange kartofler? Det er jo ikke fordi I sulter. Jeg kan altså ikke i dag, far, jeg skal til Slagelse.
Far så ud som om han havde noget skarpt på tungen, men trak bare på skuldrene og gik ud. På gårdspladsen tog han greben og haltede ned mod køkkenhaven.
Gunver, der havde viklet sit ømme lænd ind i et tykt halstørklæde, humpede med:
Tror du, børnene kommer, Knud?
Han brummede:
Det kan du glemme alt om. Tag spanden, så samler vi. Fem styk har vi fået, og ikke én kan hjælpe deres gamle forældre. Kom nu, gamle, vi skal da nå lidt inden det bliver mørkt.
Imens gav Ida, Mikkels kone, ham tørt på hadet:
Det forstår jeg altså ikke, det der med jeres familie. I gør alt selv, kan ikke engang hjælpe jeres forældre! Jeg ville altså komme flyvende, hvis det var mine.
Mikkel lagde armen om hende:
Du har ret det er ikke i orden. Vi bor så tæt, og alligevel ses vi næsten aldrig. Lad os gøre det sådan jeg tager fri fra arbejde, og du må lige ringe rundt til de andre.
Ida satte sig med sin mobil og notesbog.
Hva så, kan I ikke? Arbejde? Vi har sgu alle sammen travlt. Tag nu bare fri! Det er ikke spor pinligt de gamle knokler jo, og så kan vi ikke være bekendt at dovne foran fjernsynet. Tag ungerne med ud, de har godt af at komme ud og bruge kroppen i frisk luft. Vi forventer jer, bum!
Med lidt overtalelse, lidt skældud, fik Ida samlet hele banden.
Knud satte sig på havebænken for at få vejret:
Ja, Gunver, vi kan lige så godt indstille os på at vi graver kartoffel til jul. Og det er din skyld, du og dine hvis nu børnene mangler! Hvor er dine børn henne? Ikke meget hjælp at hente. Kan du huske dengang, da alle hjalp til, og vi var færdige før middag? Det var tider
Gunver spidsede ører:
Hører du, Knud, der er vist nogen, der kommer nu? Gå lige hen og kig.
Knud stavrede mod lågen. Pludselig lød der latter og børnestemmer på gårdspladsen. Gunver rettede sig op og maste sig halvløbet ud.
Hold nu op! Sikken en folk! Ungerne og børnebørn hele flokken. Sikke en glæde.
Hov, far, hvor har du spader og kurve? Mikkel råbte lidt kækt.
Far tørrede en enkelt tåre væk og råbte tilbage:
Du ved jo godt, hvor de står, din knold.
Og så gik det ellers løs. Nogle gravede, nogle samlede, nogen bar kartoflerne ind under halvtaget til tørring. Gunver blev sendt ind for at hvile ryggen.
Svigerdøtrene smøgede ærmerne op og gik i køkkenet for at bikse noget god mad sammen til hele banden. Men selvfølgelig kunne Gunver ikke sidde stille, hun skulle lige tjekke, om de nu gjorde det rigtigt.
Ude i haven var der grin og spøg:
Kan du huske, da du smed en kartoffel lige i panden på mig, Mikkel? grinede Søren. Nu får du igen!
Den gamle Knud brokkede sig kærligt:
I er jo gamle nok til at få alderstillæg, men opfører jer som drenge
Endelig var det hele klaret køkkenhaven ryddet, toppen lagt i bunke, og kartoflerne var trygt under tag. Det var tid til en velfortjent pause og lidt mad.
De dækkede det store havebord. Snakken gik lystigt, og gamle barndomsminder blev delt.
Gunver sad og tørrede en tåre væk nu og da. De er altså nogle gode børn, sagde hun lavt. Naboerne kiggede forbi, hilste venligt, nogle kom med ros, andre stod og tænkte på deres egne børn, som de længtes efter.
Ida lænede sig ind til Mikkel og spurgte:
Hvad sagde du egentlig på arbejdet?
Han slog armen om hende og svarede:
Jeg sagde bare, at forældrene havde brug for hjælp. De sagde, at det var helt i orden det kan man ikke sige nej til.
Man kan nemt glemme sine forældre i hverdagen, men de gamle tør altså tit ikke sige noget. Husk nu at tjekke op på dem de bliver altid glade, når børnene samles til en dag i solen.
