Pindsvinet
Igen! Jeg skimmede beskeden i børnehavegruppens chat og kastede mobilen på sofaen ved siden af mig.
Hvad nu, mor? Laura løftede hovedet fra hæftet og så spørgende på mig.
Konkurrence igen! Jeg er SÅ træt af det dér. Hvem i alverden har brug for alt det? Og selvfølgelig skal det afleveres i overmorgen. Jeg har nattevagt i morgen. Hvornår i alverden skal jeg nå at lave det?
Skal jeg ikke bare gøre det? Laura skubbede matematikbogen til side. Jeg er nærmest færdig med lektierne for i dag. Der er kun matematik tilbage, men det kan jeg skrive af fra Maria i morgen. Det er alligevel en mærkelig opgave jeg har ikke fattet noget som helst. Hun kan sikkert lige forklare det.
Nej du, skat, du skal passe dine egne sager. Du har lige afsluttet kvartalet, og prøverne venter jo lige om hjørnet.
Men… Viggo bliver ked af det igen. Kan du huske, hvordan han græd sidst, da alle andre fik diplomer, og hans kreation slet ikke blev set? Og han lavede den altså selv…
Det er præcis derfor, den ikke blev set! Jeg rynkede brynene endnu mere. Der er folk blandt os, der tror, de er Thorvaldsen eller Anne Marie Carl-Nielsen. Eller hvis de tegner, så bilder de sig ind, de er Asger Jorn. Bemærk det er ikke børnene, der gør det, men forældrene. Hvordan skulle børn kunne lave noget i det niveau, der blev udstillet til sidste konkurrence? Men det er faktisk ikke det, der irriterer mig allermest.
Hvad så?
At pædagogerne insisterer i kor, at det er børnenes egne ting. Man skulle se det! Der er da ikke mange voksne, der kan gøre efter…
Mor, hvorfor siger alle bare ingenting? Hvorfor tager ingen det op? Alle gør bare som de plejer. Kan du huske, hvordan det var i min klasse i 1. klasse? Så var der endelig en forælder, der sagde, at nu var det nok, eller at børnene burde lave det selv.
Det var dengang jeres lærer, Jette, nærmest opgav jer?
Præcis! Laura lo. Alle blev jo glade! Og senere sagde Helle, at fra nu af lavede vi tingene selv, kun os børn. Da Nina så havde en bamse med, hun havde fået strikket af sin mor, så fik hun straks en reprimande. Men først roste Helle Nina, så bad hun os alle tage garn og hæklenål med næste gang, kan du huske?
Tja, det var da jeg måtte ud til naboerne efter garn sent på aftenen! Jeg husker det tydeligt.
Præcis! Så satte hun Nina til at hækle en rund serviet. Det kunne hun ikke, så hun fik minus. Kan du virkelig ikke huske det?
Det er helt ude af min erindring… Det var jo så længe siden.
Synes du ikke, det burde være forældrene, der fik diplomer ved sådanne konkurrencer, ikke børnene? Så de ikke bliver kede af det. Laura smed kuglepenne i penalhuset og rejste sig. Vil du have, jeg laver te? Jeg kan også lige læse en godnathistorie for Viggo.
Det lyder fantastisk! Jeg rejste mig og gik hen til min datter. Krammede hende og kyssede hende i tindingen. Du er godt nok blevet stor! Nu kan man ikke længere nå højden af din isse, ligesom før. Du ligner din far…
Lad nu være, mor. Laura trak sig lidt. Jeg har ikke lyst til at snakke om ham.
Det gør vi heller ikke! Lav du bare teen, så ringer jeg lige til nogen. Du har givet mig en god idé.
Jeg trak min datter ind til mig et kort øjeblik mere og puffede hende venligt.
Kom så!
Mens jeg så hendes ranke ryg på vej ud i køkkenet, gik det op for mig, hvor forunderligt genetik egentlig er. Jeg er selv en rund, lysblond kvinde og Viggo ligner mig. Lyshåret og robust. Laura derimod er slank som en lille statuette, alle linjer er præcise, hele hendes krop er liv og bevægelse. Den holdning, lange hals og tynde håndled. Sin far og farmor op ad dage. Svigermor var ballerina. Ikke hoveddanser, men det ellevte svane på søen. Man kan ikke tage fra hende den ranke ryg, viljen og det arbejdssind. Hun var også evigt kritisk. Den eneste forskel med Laura hendes varme og blide væsen. Jeg smilede let. Laura overraskede mig altid med sin indlysende varme, alle fornemmede det og udnyttede ofte hendes hjælpsomhed og godhed. Og selvom det oftest gik ud over hende, nægtede hun at ændre sig. Hun fandt altid på en måde at hjælpe andre.
Vores hjem var kendt for syge dyr, som Laura slæbte med hjem fra gaden, plejede og fandt et nyt hjem til.
Den eneste, der blev boende, var vores enorme, gamle hankat, som Laura fandt sidste vinter. Det var så koldt, at skole og børnehave blev aflyst. Laura var hjemme med sin syge lillebror. Efter at have sagt farvel til mig for at tage på nattevagt, gik hun i gang med at lave mad, men opdagede, at vi var løbet tør for løg. Kiosken lå i nabobygningen, og Laura befalede strengt Viggo at blive på sofaen og se tegnefilm, slukkede komfuret og løb af sted. Da hun kom tilbage, gled hun på trappen udenfor, faldt og fangede pludselig blikket fra et par ravgule øjne. Katten sad øverst, som om den havde opgivet livet. Stor, sort og forfaldet i pelsen, lappet med bare områder og beskidte øjne.
Fryser du? Vil du med mig hjem? spurgte hun.
Katten svarede ikke, men trak kun benene tættere til sig.
Laura prøvede at løfte den, men den var for tung. Så åbnede hun døren og kaldte:
Kom nu, det er koldt! Vi har mælk!
Katten så op på hende, udmattet blik som om den sagde: “Hvem behøver mig?” Laura blev så rørt, at hun satte sig midt på den glatte trappe.
Vær ikke bange… Kom nu, ikk’? Jeg har brug for dig…
Længe sad katten og så på hende, men til sidst stødte dens store hoved ind i hendes hånd og rejste sig.
Sådan! Laura knejsede og gik foran frem, trods smerten i ryggen. Vær ikke bange for Viggo. Han larmer, men er rar.
Jeg rystede bare opgivende på hovedet, da hun næste dag fremviste det klodsede væsen.
Laura, den holder næppe længe…
Bare den kan få varmen, mor?
Jeg har ikke sagt noget. Den kan blive…
Jeg havde ikke kræfter til at protestere længere. Jeg havde svært ved at gøre noget som helst. Jeg fungerede på autopilot arbejde, få hverdagen til at glide, prøve at tage mig af børnene. Det hele føltes som at gå igennem sirup. Alt klistrede, men var samtidig glat og tomt. Alting uden børnene, de var det, der holdt mig oppe.
Min mand forlod mig ikke med det samme. Han boede på skift mellem os og sin nye familie i mere end et år prøvede at finde ud af, hvor han blev mest værdsat. Jeg var for længst holdt op med at sætte pris på hans selskab, men han nægtede at gå.
Du gider åbenlyst ikke se mig, det kan jeg mærke. Men børnene elsker mig.
Vi begyndte at bo i hver vores værelse heldigvis var lejligheden stor nok. Laura sagde ikke noget, da jeg flyttede ind hos hende og lagde mig i den smalle sofa. Hun forstod forbavsende meget for sin alder.
Jeg vidste, at han havde fået en søn lidt yngre end Viggo med den anden kvinde, der havde overtaget min plads. Jeg har set hende den perfekte skandinaviske type; høj, slank, moderne, altid i smart tøj med drengen på armen. Med hende kunne jeg aldrig konkurrere. Jeg smilede skævt og betragtede den nye kone.
For første gang i et halvt år gik jeg fra arbejde gennem vores gamle yndlingspark i stedet for at tage bussen hjem. Efteråret var lunt og tørt, og det trak i mig at sparke blade, trække frisk luft og for én gangs skyld stoppe alle tanker om “hvordan skal jeg få mit liv på plads?” Halvanden times rolig gåtur gjorde mere end stakke af nervepiller. Jeg lo faktisk, da en fræk egern hoppede lige foran næsen på en forskræmt hund, ført af en ældre, sølvhåret mand. Høj og rank… Sådan ville min ex-mand se ud som gammel præcis sådan, med den selvsikre holdning. Men ved hans side ville stå en anden kvinde. Ikke mig, som jeg engang havde drømt. Ingen flere grillaftener i kolonihaven med børnebørn, ingen flere bjerge og strandture. Det var slut nu…
Jeg vendte mig væk med en sagte sukken, netop som jeg så min ex gå gennem parken med sin anden familie.
Nogle gange ændrer et tilfældigt møde alting på et øjeblik. Jeg stod bare og så til, mens min nu helt klart tidligere mand legede med den lille dreng, og vendte mig så og gik med faste skridt mod udgangen, endeligt afklaret med, hvordan jeg ville leve videre.
Samme aften pakkede jeg hans ting. Ville ikke høre på hans indvendinger og sagde bare stille:
Du skal gå.
Han havde næppe gjort det, hvis ikke Laura var kommet ud og stille havde gentaget:
Mor har ret. Du skal gå.
Da døren smækkede bag ham, gled jeg ned ad væggen i entreen, og Laura udbrød angst:
Mor, hvad sker der?
Jeg lukkede øjnene et øjeblik, samlede tankerne og sagde så:
Sæt vand over. Jeg trænger virkelig til te…
Børnene reagerede forskelligt. Viggo var lille nok til, at han ikke savnede far, han havde sin mor. Men Laura tog det langt værre. Hun sagde ikke noget, ville ikke gøre mig ked af det, men lå søvnløs og så i loftet, ledte efter figurer i de sorte skygger, trækronerne kastede. Nogle gange lykkedes det hende, og hun faldt i søvn. Ellers sled trætheden på hende, hun blev urolig, græd for ingenting. Jeg fik hende til psykolog, men det hjalp ikke. Først da katten, som Laura døbte Kisser, flyttede ind, blev hverdagen bedre.
Børnene blev hurtigt vilde med Kisser, selvom han af og til stadig kunne skræmme mig, når han pludselig dukkede op i køkkenet om natten.
Kan du ikke sove? mumlede jeg, når katten satte sig ved siden af mig.
Han spandt aldrig, tiggede ikke om kærlighed, men sad bare tavst tæt på. Det blev en slags terapi. Han sagde selvfølgelig ingenting, men jeg snakkede. Hviskende for ikke at vække børnene fortalte jeg ham om mine sorger og frygt, om hvor svært det var at give slip på ‘familien’ sådan som det en gang var, om træthed og tristhed. Han gik aldrig fra mig. Sad bare med sine gyldne øjne og lod som om han forstod alt.
Da Laura blev mere rolig, gik det op for mig, at ikke kun jeg snakkede med katten “om sjælen”. Laura blev overrasket, da jeg en dag uden videre sagde:
Hvis du overvejer at finde nyt hjem til Kisser så får du kamp til stregen. Han bliver her.
I løbet af det år, Kisser boede hos os, blev han rund og pæn, lagde pels og lignede mere og mere en rigtig dansk stuekat. Når veninder spurgte om kærlighedsfronten, sagde jeg grinende:
Jeg har fundet drømmemanden. Han hører på alt mit brok, elsker mine børn, forlanger kun sjældent mad og går aldrig i uldne sokker. Er det ikke lykken?
At finde en ny mand var ikke på tapetet. Jeg følte mig ødelagt som en dukke med brækkede arme og ben, stivnet fast. Min eneste glæde var børnene.
Med Laura var børnehavetiden fyldt med fester den ene kjole afløste den anden, sko og hårpynt hele tiden.
Med Viggo var det anderledes. Nye pædagoger, og forældrerådet var fyldt med initiativrige mennesker, der satte alles tålmodighed på prøve. Da jeg smed eksmanden ud, sagde han, at jeg kun kunne få børnebidrag gennem fogedretten velvidende, hvad jeg tjente som social- og sundhedsassistent. Han satsede på, at jeg ville trygle ham om hjælp, men han tog fejl. Efter to skrabede måneder fandt jeg et ekstra job. Det kostede masser af energi og tid, men jeg beholdt min uafhængighed.
Selv om jeg prøvede, kunne jeg ikke nå alt. I starten gik det hvor lang tid tager det at lave en pap-abe? Laura hjalp hvor hun kunne. Viggo ville selvfølgelig altid selv lave sine ting. Men hans kreationer endte bagerst på hylden, aldrig rost eller anerkendt. Snart blev jeg offentligt kaldt ud på forældremødet og talt ned til foran alle. De andre forældres harme afsluttede dog pædagogens svada og jeg satte mig med hede ører, fast besluttet aldrig at tage til forældremøde igen.
Ro på, ro på! forsøgte pædagog Lene at dæmpe den ophidsede forsamling. Husk, at børnene er vores fremtid! Hvis vi ikke bruger kærlighed, tid og omsorg, forpasser vi chancen. Hvis I ikke kan finde en halv time til at hjælpe jeres barn med papfiguren… ja, så… Er det ikke bare en god måde at være sammen med barnet på?
Jeg hørte ikke færdigt. I stedet tænkte jeg på Kisser og glædede mig til at servere aftensmad, drikke te på køkkenet med katten og høre børnene snakke om deres dag. Den time skulle være min ikke brugt på ligegyldigheder.
Da mødet var slut, listede jeg af, ignorerede spørgsmål og rystede afværgende på hovedet af forældrerådets formand.
Jeg ringer, Lene!
Jeg nikkede fraværende og besluttede at slukke lyden på mobilen.
Mødet var en uge siden, og nu var der så besked om endnu en konkurrence. Pludselig blev jeg vred. Nu var det nok! Hvis det er børnenes konkurrence, så skal det også være børnene, der laver tingene! Snart havde jeg talt sammen med tre mødre og én far, som også havde børn i Viggos gruppe de var helt med på ideen.
En uge senere var der fest i børnehaven. Jeg gik derhen i godt humør. Hvis det ikke lykkes, så pyt men jeg ville ikke længere skamme mig over at være mor. Aldrig mere ville jeg lade nogen se ned på mig eller mine børn, som om vores mening var ligegyldig.
Viggos lille pindsvin stod som sædvanlig bagerst på øverste hylde. Jeg gik hen til udstillingen, flyttede de flotte figurer (klart lavet af voksne) og placerede Viggos værk frem i midten.
Anne, hvad laver du? pædagog Lene så forbløffet på mig. Forældrene kommer snart til fernisering.
Jeg synes bare, alle skal kunne se min søns arbejde, han har selv lavet. Retter lige skiltet. Jeg satte pindsvinet midt i udstillingen.
Jeg så godt, hvor rød Lene blev af irritation, men hun turde ikke flytte kreationen lige nu. Viggo måbede da han så sin figur stå i forreste række og flere roste den ovenikøbet. Hans stolthed lyste langt væk.
Stille og roligt fyldtes lokalet af børn og forældre forberedelser, snak, udklædning. Til sidst gik vi alle ned i den store sal, hvor festligheden skulle være.
Jeg blinkede til Varas far på vej ud og gik efter Viggo. Det, der skulle ordnes i lokalet, kunne de selv klare nu.
Koncerten gik glat. Viggo reciterede remsen, som Laura havde øvet med ham, og dansede vals med Vera. Jeg bemærkede, hvor let han bevægede sig. Måske var det bedstemorens gener måske skulle han starte til dans? Mine tanker blev afbrudt af Lene, som begyndte at overrække præmier til konkurrencen. Børnene kom på række, fik diplomer og chokolade, som forældrerådet havde købt. Viggo og de andre børn, der selv havde lavet deres kreationer, blev selvfølgelig ikke kaldt op.
Og til sidst… Lene skulle til at afslutte, men jeg rejste mig og afbrød.
Undskyld, hvis jeg må… Forældrene fra gruppen vil gerne sige lidt.
Nogle forældre smilede i forudseenhed. De andre så undrende til, mens jeg gik op på scenen og tog en bunke diplomer og pegede på Lises mor med slikæsken.
Allerførst, tusind tak til vores pædagoger for en fantastisk fest og for deres indsats for børnene og forældrene! Tak fordi I altid er klar med nye sjove ideer. Skal vi ikke lige klappe?
Først lidt tøvende, men så blev det en fælles applaus.
Nu vil vi gerne give diplomer til de børn, som ikke vandt i konkurrencen. De har også været dygtige! Lad os klappe for dem!
Jeg læste navnene op og børnene blev livlige og glade og modtog diplomerne og chokoladen, nøjagtig som dem, der havde vundet. Latter og liv fyldte rummet og endda de mest stædige blev glade.
Men, det er jo ikke alle, der har deltaget. Nu skal forældrene også have diplomer!
Lidt muntert rakte jeg den største slikkepind og diplom til forældrerådets formand overrasket tog hun imod.
Anne, hvorfor det?
Du er ikke eneste vinder, jo. Jeg blinkede; forældrene med de “magiske hænder” gik ikke tomhændede hjem.
Selvfølgelig hørte jeg efterfølgende om al den ballade, udstillingen havde skabt. En ekstra reol var dukket op under koncerten med børnenes egne værker og et stort håndskrevet banner af Laura: “Jeg kan selv!”
Da festen var forbi, hjalp jeg Viggo hurtigt i overtøjet og vi skyndte os hjem, hvor Laura ventede med nyheder.
Mor?
Hvad, min skat? Jeg så på Viggos glade ansigt, stolt med diplomet.
Hvis jeg fik diplom, så er min figur vel god?
Naturligvis! Hørte du ikke, hvad de sagde? Den var allerbedst, fordi du lavede det helt selv. Laura hjalp end ikke denne gang.
Men mit pindsvin er lidt skævt
Og hvad så? Det er helt dit eget.
Han gik et par skridt og forsøgte at følge mit tempo, så så han op på mig:
Mor, er du stolt af mig?
Jeg standsede og greb fat i ham, gik på knæ og drejede ham mod mig.
Jeg er mega stolt af dig! Du er blevet så selvstændig, tigger ikke, men prøver selv. Du forstår, at jeg ikke altid har tid det hjælper du med. Jeg ved jo godt, du vaskede op i går, ikke Laura. Tak! Jeg er stolt af, at du bliver til en rigtig mand!
Hvad er en rigtig mand?
Jeg tænkte mig om.
Det er én, der ordner sine problemer selv, men altid siger tak for hjælp. Der ikke synes, at opgaver er enten kvinde- eller mandsjob. Én, der hjælper sine kære som du med opvasken. Laura kunne lave lektier, fordi du hjalp. Takket være dig fik hun topkarakter. Det gælder om at skabe tid og bruge den rigtigt.
Hvordan gør man det?
Det skal jeg lære dig. Du ved hvad? sagde jeg, rejste mig og tog ham i hånden.
Hvad?
Jeg synes, vi har fortjent en lille fest, hva’?
Ja!
Skal vi ikke købe kage?
Jaaa!
Senere, med en kop te med timian i køkkenet, så jeg børnene snakke, Kisser krøllet sammen i hjørnet, og tænkte, hvor lidt der skal til for at gøre børn glade. Bare man fortæller dem, de er vigtige, at alt de gør betyder noget.
Jeg putter mobilen på lydløs, lægger den i tasken, og sletter chatten fra børnehaven dagen efter. Beder Lises mor give mig de vigtigste nyheder kort og kontant. Så kan jeg grine med hende over, hvor overraskede alles ansigter var, da vi gav dem slik.
To år efter bliver Viggo optaget på kadetskolen og hans lidt skæve pindsvin står stadig på køkkenhylden ved siden af min yndlings-tepotte, som Laura har med hjem fra København, hvor hun læser.
Når børnene flytter, er jeg alene med Kisser, lidt fortabt i starten. Men med tiden kommer en ny mand ind i mit liv. En, der slet ikke ligner den første. Lav, lidt rund som mig, og Egon giver mig alt det, jeg havde håbet på efter børnene. Dage med fred, ro og kærlighed. Grill på kolonihavegrunden, roser og ture til Vesterhavet alt det jeg længtes efter. Allervigtigst får Egon et godt forhold til børnene, og jeg opdager, hvor forkert det var at tro, det ikke er muligt at elske andres børn. Laura kommer hjem i ferier og betragter, hvordan mor og Egon går hånd i hånd gennem parken og drømmer om selv at få samme lykke. For det er ligegyldigt hvor gammel man bliver det vigtigste er, at man har én at gå hånd i hånd med, sparke til blade, fodre egern og derefter drikke te og bare være sammen i stilhed. For nogle gange er ord unødvendige, hvis man har én, der hører med hjertet.
