Pindsvinet
– Ikke igen! Signe stirrede på meddelelsen i børnehavegruppens chat og slyngede resolut mobilen ned i sofaen ved siden af sig.
– Hvad sker der, mor? Liv løftede blikket fra sin kladde og så opmærksomt på sin mor.
– Endnu en konkurrence! Jeg kan snart ikke mere. Hvem har brug for sådan noget, og hvorfor? Og selvfølgelig skal alt afleveres i overmorgen. Jeg har nattevagt i morgen. Hvornår skal jeg dog få tid?
– Skal jeg lave den? Liv skubbede matematikbogen til side. Jeg er næsten færdig med lektierne alligevel. Jeg mangler kun lidt, men det kan jeg skrive af fra Maja i morgen. Den opgave giver ingen mening, jeg fatter den ikke alligevel. Måske kan hun forklare mig den.
– Nej, skat, du klarer dit eget. Det mangler bare! Det er snart kvartalsslut, og prøverne nærmer sig.
– Men hvad med Hugo bliver ked af det igen. Kan du huske sidst, da han græd, fordi alle fik diplomer, bortset fra ham? Og han havde lavet sin ting selv…
– Det var derfor, hans ting ikke blev set på! Signe kneb øjnene sammen. Alle tror de hedder Thorvaldsen eller Anna Ancher. Når nogen tegner, tror de straks, de er P.S. Krøyer. Men det var jo ikke børns arbejde – det var forældrenes. Hvem forventer, at et barn kan lave det de udstiller? Men det, der irriterer mig mest, er ikke engang det…
– Hvad så?
– At pædagogerne insisterer på, at alt er børnenes arbejde. Bør du se tingene! Selv voksne ville få problemer…
– Hvorfor siger ingen noget? Hvorfor finder ingen sig? De gør det bare igen og igen. Kan du huske, dengang i første klasse? Da en af forældrene sagde, nu må det stoppe, eller også skal børnene lave det hele selv.
– Det var dengang jeres lærer sagde op?
– Præcis! Liv lo. Det var en lettelse for alle! Og så sagde Helle, at nu laver vi kun tingene selv. Slog Ninna ned, da hun kom med den bamse, moren havde strikket. Først blev hun ellers rost, men bagefter skulle vi alle have garn og hæklenål med. Kan du huske det?
– Ja, du milde. Det var den aften, jeg løb fra dør til dør og ledte efter garn, ikke? Jeg husker det tydeligt.
– Sådan! Og Ninna kunne ikke hækle en cirkel, det endte bare i kludder. Så fik hun et nul. Husker du det virkelig ikke?
– Det er længe siden Jeg havde glemt det.
– Jeg synes forældrene skulle præmieres, ikke børnene. Børnene bliver bare kede af det. Liv lagde pænt sine biologi-penne på plads og rejste sig. Har du lyst til te? Og skal jeg læse eventyr for Hugo?
– Det vil jeg gerne! Signe rejste sig og gik over til sin datter. Hun trak Liv ind til sig og kyssede hende på tindingen. Du er blevet så stor! Ikke mere nuss i pandehåret som i gamle dage. Du ligner din far…
– Lad nu være, mor. Liv trak sig lidt. Jeg vil helst ikke tale om ham.
– Det behøver vi heller ikke! Lav du bare teen, jeg skal lige ringe til nogen. Du gav mig faktisk en god idé.
Signe gav Liv et ekstra kram og skubbede hende varmt afsted.
– Gå så, skat!
Signe betragtede Livs ranke ryg, så lige, som om den var skåret ud med lineal, og tænkte: genetik er noget underligt noget Hun selv var en rund blondine og Hugo lignede hende med sit lyse hår og kraftige figur. Liv lignede en figur fra porcelæn; slank og spinkel, fuld af livsenergi, ynde og bevægelse. Den perfekte holdning, lang hals, smalle håndled alt fra farens slægt, især farmoren, Ellen, som havde været balletdanserinde. Ikke i front, men måske hvid svane nummer otte. Det eneste, Liv ikke havde arvet, var den stride karakter. Signe sukkede og smilede blidt Liv overraskede hende altid med en indre varme, det kunne alle omkring hende mærke. Andre kunne dog finde på at udnytte Livs hjælpsomhed, men Liv lod sig ikke ændre. Hun fandt altid måder at hjælpe på.
Det blev aldrig småt med syge dyr hjemme hos dem; Liv slæbte dem ind, plejede og gav dem trygge hjem. Af alle hendes dyr var kun én tilbage; den gamle store hankat, Birk, som Liv kom hjem med sidste vinter. Det var så koldt, at skolerne blev lukket. Liv passede Hugo, som heller ikke kunne komme i børnehave pga. sygdom. Da Signe tog på nattevagt, gik Liv i gang med at lave frokost, men fik øje på, at de ingen løg havde. Minikøbmænden lå i naboejendommen, så efter at have beordret Hugo til at se Ramasjang og ikke røre sig fra sofaen, slukkede hun komfuret og susede afsted. På vejen hjem skrider hun på trappen og dunker mod jorden, netop da hun møder et par gule øjne, klare som rav. Katten sad på trappens øverste trin sort som natten og kæmpestor. Pelsen var sammenfiltret, øjne røde og våde. Katten virkede frosset fast og opgivende. Uden at tøve tørrede Liv tårerne bort og spurgte forsigtigt:
– Fryser du? Vil du med mig hjem?
Katten svarede ikke, men strammede sine kolde poter mod sig og betragtede hende.
Liv prøvede at løfte den, men den var tung som en sæk sand. I stedet åbnede hun døren og kaldte:
– Kom nu! Det er bidende koldt. Vi har mælk derhjemme.
Katten så på hende, udpint og drømmeløs i blikket. “Hvem skulle ønske mig?” stod der malet i de øjne. Liv blev så rørt, at hun faldt på knæ på den glatte trappe.
– Ingen grund til at være bange. Kom nu Du fryser ihjel her. Jeg har brug for dig, jeg har…
Katten så længe på hende, men skubbede så sin store pande mod hendes hånd og rejste sig. Liv smilede, glemte næsten rygsmerterne og sagde:
– Bare rolig med Hugo. Han er larmende, men godhjertet.
Dagen efter rystede Signe på hovedet over denne lasede skabning.
– Liv, den der overlever ikke.
– Lad ham i det mindste få varme, mor?
– Jeg har ikke sagt noget. Den bliver her…
Signe havde alligevel ingen kræfter til at protestere. Alt fungerede på rutinen – arbejde, lidt husarbejde, forsøg på at tage sig af børnene. Det føltes som at gå i gelé, klistret og glat på samme tid, men også tomt. Alt, bortset fra Liv og Hugo. De holdt hende oppe.
Manden forlod hende ikke med det samme. I over et år levede han dobbeltliv, uden at kunne vælge side. Signe holdt for længst op med at glæde sig over hans tilstedeværelse, men han nægtede at flytte ud.
– Det er klart, du ikke savner mig. Til gengæld elsker børnene mig.
De boede nu i hver deres værelse, heldigvis var lejligheden stor nok. Liv sagde intet, da Signe rykkede ind til hende på den smalle sofa. Liv forstod på forunderlig vis meget for sin alder.
Signe vidste, at manden havde en søn med den anden kvinde, yngre end Hugo, og hun kendte hende også den nye, en slank blondine med modetøj til drengen. Endnu en blondine Signe lo stille, mens hun betragtede sin efterfølger.
Første gang i halve år gik hun ikke direkte hjem fra arbejde med bussen, men valgte at træde gennem Frederiksberg Have. Det var en mild efterår, uden regn, og Signe ville trække frisk luft, sparke til orange blade som i ungdommen og glemme alle de bekymringer. En halv times gåtur hjalp mere end alle de slags beroligende midler, hun spiste. Hun grinede endda over en fræk egern, der dansede drilsk foran en forvirret hund, holdt ved en høj, gråhåret mand. Høj Signe kneb øjnene sammen – sådan kommer min mand til at se ud som gammel, tænkte hun. Men det bliver en anden, der følger ham, ikke mig Ingen flere somre ved Vesterhavet, ingen familiehygge – intet…
Hun vendte sig væk og så pludselig sin mand spadsere i parken med sin nye familie.
Nogle gange skriver livet et scenarie, der betyder, at et øjeblik ændrer alt, uden mulighed for udsættelse. Signe stod stille og så sin nu, uden tvivl, eksmand lege med den lille dreng. Så vendte hun sig og gik beslutsomt mod udgangen med en fast beslutning.
Samme aften pakkede hun hans tøj og sagde roligt uden at vise følelser:
– Gå nu!
Han ville måske have protesteret, men Liv trådte ud og gentog lavt, som et ekko:
– Gå.
Da døren smækkede efter ham, gled Signe ned ad væggen i entreen og Liv gisnede:
– Mor, hvad laver du?
Signe lukkede øjnene, trak vejret dybt og sagde kort efter:
– Kog lige lidt vand til te, Liv. Jeg trænger.
Børnene reagerede forskelligt. Hugo var lille endnu, han manglede intet. Faren var alligevel sjældent til stede. For Liv var det derimod et traume. Hun sagde intet, men lå vågen om natten og studerede mønstre i mørket fra kastanjetræets skygger i vinduet. Træthed nagede, hun blev irritabel, græd uden grund. Signe tog hende til psykolog, men det hjalp kun lidt. Først da Birk kom til, begyndte tingene at ændre sig.
Det var Liv og Hugo, der fandt på at kalde katten Birk. De blev mærkelig nok knyttet til uhyret, der stadig kunne skræmme Signe midt om natten, når den pludselig dukkede op i gangen.
– Hvorfor sover du aldrig? brummede hun til katten, når den lagde sig hos hende.
Aldrig spandt, aldrig maste sig ind til kæleri men Birk sad bare og så på hende. Det blev som terapi for Signe. Katten sagde ikke noget, men hun kunne hviskende dele alt tvivl, vrede, sorg. Intet blev sendt bort – han lyttede bare med gyldne øjne, som forstod alt.
Signe indså, at Liv sikkert havde samme fortrolige samtaler med Birk. Liv løftede blot sit bryn overrasket, da moren én dag bemærkede:
– Hvis du beslutter at finde Birk et nyt hjem, så er jeg uenig. Han bliver hos os.
Efter et år blev Birk buttet og flot, mindede nu mere om en hyggelig stuekat end et fortabt gadedyr. Når veninder spurgte til kærlighedslivet svarede Signe:
– Jeg har fundet den perfekte mand han lytter, klager aldrig, elsker børn og beder sjældent om mad. Han bruger heller ikke strømper! En drøm!
At tænke på en ny mand var fjernt. Hun følte sig, som en defekt marionet, med stive lemmer og ødelagte led uden lyst til noget. Børnene var det eneste, der gav liv.
Med Liv slap hun for konkurrencer og stress. Livs børnehavetid huskede Signe kun som fester altid mere tyl, flere sko, flere spænder.
Med Hugo blev det en anden sag. Her var forældregruppen fuld af passionerede ildsjæle, der knapt nok efterlod tid til pusten.
Da hun smed manden ud, sagde han straks:
– Du får kun børnepenge via domstolen. Ingen hjælp herfra!
Han vidste, hendes sygeplejeløn næppe ville dække samme levestandard. Han regnede med, hun ville komme krybende men Signe tog en ekstra nattevagt. Sliddet var stort, men hun undgik at bede ham om noget. Dog blev der endnu mindre tid til børnenes problemer, selv om Liv hjalp til hvor hun kunne. Hugo holdt på at lave sine ting selv, men hans arbejder blev glemt af pædagogerne, indtil Signe endda blev udstillet over for alle på et forældremøde.
Andre forældre protesterede, og Signe sad tilbage med blussende kinder og beslutningen om aldrig at deltage i endnu et møde.
– Ro på, ro på! sagde Marianne, pædagogen, og prøvede at tæmme stemningen. Vores børn er Danmarks fremtid! Vi må engagere os, investere tid og kærlighed…
Signe lyttede ikke længere. Hun tænkte på Birk, sin kop te på køkkenet, snakken med børnene alt det, der virkelig betød noget, uden ligegyldigt tidsfordriv.
Efter mødet forsvandt hun hurtigt, ignorerede spørgsmål og den påtrængende forældrerepræsentant:
– Signe, jeg ringer senere!
Hun nikkede, besluttede at slukke for lyden på mobilen.
Det var kun en uge siden, og nu var den næste konkurrence annonceret. Noget i hende knækkede: Nok! Er det for børn så lad børnene lave det! Sammen med tre mødre og én far fik hun lavet en plan.
Festdagen var hyggelig kaos, og Signe havde det overraskende godt. Hvis ikke, så ikke men fra nu af lader hun aldrig nogen via insinuationer kalde hende dårlig mor.
Hugos figur et lille pindsvin af kastanjer og tændstikker blev, som altid, gemt bagest. Signe gik op til reolerne, flyttede de overdrevne mesterværker, løftede Hugos pindsvin frem på en podieplads.
– Signe, hvad laver du? spurgte pædagog Marianne.
– Jeg vil sikre mig, at alle kan se Hugos pindsvin. Bare retter mærkaten.
Marianne blev rød i kinden, men lod pindsvinet sidde fremme. Hugo stivnede i overraskelse, da han så sit pindsvin centralt placeret. Nogen roste det endda, og Hugo strålede.
Forældrene strømmede ind. Snakken, juleklip, pyntede børn. Til sidst samledes alle i festsalen.
Inden forestillingen begyndte, blinkede Signe til Stardans far og listede efter Hugo ned ad trappen. Det andet kunne de klare selv.
Koncerten gik fantastisk. Hugo deklamerede det digt, Liv havde lært ham, og valsede med Alma. Signe bemærkede, hvor naturligt han bevægede sig måske var der danser-gener alligevel.
Men hun blev afbrudt, da Marianne begyndte prisoverrækkelsen. Børnene kom én for én op og fik diplomer og marcipanbarer. Hugo og flere andre, der havde lavet tingene selv, blev glemt.
– Og nu Marianne afrundede, men Signe afbrød.
– Vi forældre har også noget at sige.
Nogle forældre smilede, vidende hvad der ville ske. Andre så overraskede til, mens Signe gik op på scenen, modtog diplomerne og vinkede en kasse frem, leveret af Lises mor.
– Først siger vi tak til pædagogerne, for deres flotte arbejde, deres kreativitet og store indsats. Sig lige tak, alle sammen!
Rummet responderede i kor, først tøvende, så entusiastisk.
– Og nu vil vi fejre de børn, der også deltog uden at vinde. De er alle seje og fortjener klapsalver!
Børnene fik diplomer og marcipanbarer. Stemningen lettede, grin og hvisken bredte sig.
– Men det er jo ikke alle deltagere! Nu hylder vi de børn… undskyld, forældre, der lavede de flotteste ting!
Signe lod Lises mor læse listen, mens hun selv uddelte chokoladekugler til alle fra forældregruppen.
– Signe, hvad i alverden…?
– Du var ikke den eneste vinder i dag. Her, tag den!
Den dag gik ingen forælder, kendt for deres “guldhænder”, hjem uden diplom og slik.
Efter arrangementet mødte Signe mange kommentarer over udstillingen. Mens børnene sang i salen, var et nyt bord, forbeholdt børnenes egne arbejder, kommet op, med Livs håndskrift på stort papir: Jeg selv!
Signe hjalp Hugo i tøjet, og de løb mod hjemmet, hvor Liv ventede med te og sladder.
– Mor?
– Ja, skat? svarede Signe til den stolte Hugo med diplomet trykket ind til sig.
– Hvis jeg fik diplom, betyder det så, min ting er god?
– Selvfølgelig! Den er min yndlings, fordi du lavede den helt selv, endda uden Livs hjælp.
– Men… mit pindsvin er lidt skævt.
– Til gengæld er det dit!
Hugo var stille et øjeblik, så så han op på sin mor igen:
– Mor, er du stolt af mig?
Signe stoppede brat, Hugo fór næsten forbi hende, men hun tog ham i hånden, satte sig på hug:
– Jeg er meget stolt af dig! Både fordi du bliver mere selvstændig, fordi du ikke plagede om hjælp, og fordi du forstår, at det kan være svært, når jeg har lidt tid. Jeg ved, du vaskede op i går, ikke Liv. Det betyder meget for mig. Du vokser til at blive en rigtig mand.
– Hvad er det?
Signe tænkte sig om.
– Det er én, der håndterer sine egne problemer, men siger tak for al hjælp. Én der ikke mener, noget arbejde kun er til kvinder eller mænd. Én der støtter dem, han holder af. Se mens du vaskede op, lavede Liv lektier og klarede sin kemiopgave, fordi du hjalp hende. Du gav hende tid, og det er det vigtigste at bruge tiden rigtigt.
– Hvordan gør man det?
– Det fortæller jeg dig senere. Ved du hvad? Signe rejste sig og tog Hugo i hånden.
– Hvad, mor?
– Vi har alle fortjent en lille fest, ikke?
– Helt sikkert!
– Skal vi købe en kage?
– JA!
Senere sad de i køkkenet med varm te med timian, glade børn og Birk sammenkrøllet i hjørnet og Signe tænkte, hvor lidt der skulle til for at gøre børn lykkelige. Man skulle bare sige, at de betyder noget, og at deres arbejde ikke er forgæves.
Hun ville slukke for sin mobil og gemme den væk. Næste dag ville hun slette børnehavechatten og få Lises mor til at orientere hende om det væsentligste. De ville grine af alles forvirrede ansigter, da de delte overraskelser ud.
To år senere ville Hugo begynde på kadetlinjen, og det lille skæve pindsvin stå på køkkenhylden ved siden af Livs smukke tekande, som hun sendte hjem fra København, hvor hun studerede.
Og Signe alene med Birk ville først føle sig fortabt, men med tiden finde tryghed med sin nye kærlighed, Jens Møller, rund og lav, venlig og tryg. Han ville give hende den ro og varme hun savnede og forstå børnene, som ingen før. Liv ville komme hjem i ferier, se sin mor og Jens gå hånd i hånd, sparke til visne blade, fodre egern, brygge stærk te med timian og bare tie sammen i hjørnet. For nogle gange behøver man ikke tale, når der er nogen, der lytter med hjertet.
