Pigen stod på den anden side af gelænderet. Der var ingen tvivl om hendes hensigt at hoppe fra broen…
I starten af sin nattevagt blev en ung mand bragt ind med ambulancen. Hans bil var kollideret med en SUV på et kryds. Efter en operation på flere timer blev patienten ført til intensivafdelingen, mens kirurgen, Eleonora Sørensen, sad på lægeværelset og skrev operationens forløb i journalen.
“Kaffe, Eleonora Sørensen.” Den erfarne sygeplejerske, Mette Hansen, satte en kop kaffe på bordkanten.
“Tak. Kald på mig, når patienten vågner,” sagde Eleonora uden at løfte blikket fra papirerne.
“Hvil dig, mens du har muligheden. Det er stille for nu.”
“Du ved godt, at sådan en start på vagten ikke varsler noget godt,” svarede Eleonora.
Og som hun havde forudset. Hun nåede ikke at drikke kaffefærdig, før en ny patient blev bragt ind. Ved daggry var Eleonora helt udmattet og faldt i søvn ved bordet med hovedet på papirerne. Pludselig blev hun vækket af Mette, der fortalte, at bilulykkens patient nu var ved bevidsthed.
Eleonora kunne have sagt, at hendes vagt var forbi, at en anden læge ville tage sig af ham, men hun rejste sig og gik mod intensivafdelingen. Det var ikke hendes stil at gå hjem uden at vide, hvordan hendes patient havde det.
Under lysrørene skinnede linoleumgulvet i gangen som vandets spejl. Eleonora trådte stille ind på værelset. I går havde hun ikke rigtig set ham, men nu så hun en ret attraktiv mand, omviklet af ledninger og sensorer. Hun tjekkede monitorernes tal, og da hun igen så op, bemærkede hun, at han studerede hende.
Selv på hospitalssengen virkede han selvsikker og så ned på hende. Hun kunne godt bruge en smule af hans selvtillid. Hun knækkede næsten sammen under hans blik.
“Hvordan har du det, Alexander Kristoffersen? Vi måtte fjerne din milt. Du mistede meget blod. Du har to brækkede ribben, men lungen er uskadt. Der er ingen fare for livet. Du slap billigt. Politiet har allerede ringet – de vil tale med dig. Jeg bad dem vente, så du kan komme dig.”
“Tak,” mumlede han dæmpet.
“Min vagt er forbi. Vi ses i morgen.” Eleonora forlod værelset.
Ambulancen, der havde bragt en ny patient ind, kørte hende hjem. I entrén mødte den røde kat hende. Den gnavede sig om hendes ben og trippede hen til køkkenet med halen i vejret. Hun var dødtræt, men måtte fodre Marquis først, ellers ville han ikke lade hende sove. Eleonora faldt i søvn, før hovedet rørte puden.
Næste dag så patienten meget bedre ud og smilede endda, da Eleonora trådte ind på værelset.
“Goddag. Jeg ser, du har det bedre. I dag bliver du flyttet til et almindeligt værelse, og du får din telefon tilbage, så du kan ringe til familie.”
“Jeg har ingen i denne by. Gav jeg dig meget besvær i går?” Han så stadig ned på hende. Hvordan lykkedes det ham?
“Hvornår bliver jeg udskrevet?” spurgte han.
“Du er lige blevet opereret, har brækkede ribben… Du bliver her mindst en uge. Undskyld, andre patienter venter.” Eleonora forlod værelset.
Før hun gik hjem, tjekkede hun hans monitor og dropet. Da hun endelig så på ham, bemærkede hun igen hans nysgerrige blik. Han smilede spørgende.
En kuldegysning løb ned ad hendes rygrad. Hun havde set det smil før. Hun havde et godt ansigtshukommelse, men kunne ikke placere ham – alligevel virkede smilet bekendt.
Hele aftenen grublede hun, men kom ikke på det. Næste morgen sad han oppe i sengen. Nogen havde givet ham en t-shirt.
“Sygeplejersken gav mig den. Mine tøjer var fulde af blod,” sagde Alexander og fangede hendes overraskede blik. “Af en eller anden grund tror jeg…” Han kiggede på hendes navneskilt, “Eleonora Sørensen, at du vil spørge mig om noget.”
“Nej… jo. Har vi mødtes før?”
“Jeg kan ikke huske dig. Jeg har et godt hukommelse – jeg ville ikke glemme så smuk en kvinde. Din blik… jeg har kun set det én gang før. I en anden by, et andet liv, for mange år siden.” Han smilede igen og rynkede brynene af smerte. Ribbenene gjorde ondt.
“Du må gerne rejse dig, men forsigtigt,” sagde Eleonora.
“Kommer du tilbage?” spurgte Alexander pludselig.
“Ja, hvis vagten er rolig.”
*Hvad er det for en besættelse? Hvorfor opfører han sig, som om jeg skylder ham noget?*
“Nå, doktor, har du husket, hvor vi mødtes?” spurgte Alexander næste dag.
“Det var bare en følelse,” svarede hun.
“Men jeg tror, vi har mødtes før. DinMen denne gang, da Alexander tog hendes hånd og smilede, vidste hun, at nogen endelig havde set hende for den, hun virkelig var – og hun havde ikke længere lyst til at løbe væk.
