Jenta sad på sengen med bena trukket op til brystet, og med en irritabel stemme gentog hun:
Jeg har ikke brug for ham. Jeg afviser ham. Jeg vil kun have Rasmus, men han sagde, at han ikke vil have et barn. Så jeg vil heller ikke. Gør, hvad I vil med ham jeg er ligeglad.
Afdelingslederen, en hård kvinde med årtiers erfaring, rystede på hovedet:
Min pige, det er barbari at afvise sit eget barn. Selv dyrene ville ikke gøre det.
Jenta trak på skuldrene:
Hvad dyrene gør, er mig ligegyldigt. Udskriv mig nu, ellers vil jeg give jer en ordentlig lærestreg.
Lederen sukkede dybt:
Din dumhed må tilgivnes, Gud! sagde hun med en kold tone.
Hun vidste, at medicinen var magtesløs i dette tilfælde.
Kun en uge siden var pigen blevet overflyttet fra fødselsafdelingen til børneafdelingen. En skør og skændende ung kvinde, der nægtede at amme sit barn, uanset hvor meget man prøvede at overtale hende. Hun gik kun med på at pumpe mælk, men så stod hun uden andre muligheder.
Den unge læge, Maja, kæmpede forgæves med den uberegnelige mor. Jenta kastede sig i endeløse hysterier, og Maja forklarede, at hendes handlinger var livsfarlige for barnet. Jenta svarede, at hun ville flygte, hvis det fortsatte. Maja kaldte på afdelingslederen, som i en time forsøgte at overtale den uforstandige mor. Men moren insisterede på, at hun måtte møde sin kæreste, som hun mente ville forlade hende, hvis hun ikke rejste sydpå.
Afdelingslederen gav dog ikke op. Efter mange år i jobbet havde hun set utallige lignende mødre. Hun kunne holde pigen her i tre dage mere lad hende ligge, tænke, måske indse sin fejl. Da hun hørte om de tre dage, eksploderede jenta i raseri:
Er I tosser? Anders er rasende på mig for dette forbandede barn, og nu kaster I mig i grøften igen. Forstår I ikke, at hvis jeg ikke tager med ham mod syd, så tager han Katja med sig?
Hun brød ud i gråd og råbte, at de var dumme og ikke forstod, at Katja kun ventede på at tage hendes kæreste. Barnet var kun vigtigt, fordi hun håbede på et ægteskab.
Lederen sukkede igen, gav hende en dosis valerian og gik ud af værelset. Ordinatoren, som havde holdt sig tavs hele tiden, fulgte efter. I gangen stoppede hun og spurgte lavmælt:
Tror I virkelig, at barnet vil have det godt med en såkaldt mor?
Min pige, svarede lederen. Hvad skal vi gøre? Ellers sender de ham på børnehjemmet, så ender han i plejehjemmet. Familien er dog anstændig både hendes og drengens. Måske kan vi tale med forældrene? Det er deres første barnebarn, og drengen er en flot fyr. Find deres kontaktoplysninger, så jeg kan tale med dem.
Den samme dag flygtede pigen. Lederen ringede til forældrene, men de unge mænd i familiens kreds ville ikke engang tale med hende. To dage senere kom pigens far en sur, ubehagelig mand til afdelingen. Lederen prøvede at tale med ham og tilbød at se barnet.
Han svarede, at han ikke var interesseret, og at datteren ville skrive et afslag, som han ville sende videre med sin chauffør. Lederen insisterede på, at barnet måtte udskrives af egen vilje, ellers ville det bryde reglerne. Vreden steg i manden, men han trak sig tilbage og sagde, at hans kone ville tage sig af sagen.
Næste dag kom en lille, bleg kvinde og satte sig på en stol. Hun begyndte straks at græde og hviske, at det var en frygtelig tragedie. Drengens forældre var netop fløjet ud i udlandet med en formue og store planer, men nu stod de over for en ubehagelig situation. Datteren hylede i dagevis, slog ud i forbandelser mod barnet og sagde, at hun ville rejse efter ham udenfor grænserne. Hun ville have, at han skulle blive hos Anders, så verden kunne brænde af hendes vrede.
Lederen sukkede, bad kvinden se på barnet i håb om, at bedstemorens hjerte ville smelte. Hjertet smeltede, men kun forværrede situationen. Kvinden holdt barnet i armene, græd og klagede over, hvor smukt det var. Hun ville tage ham, men hendes mand havde forbudt det, og datteren nægtede. Kvinden trak et nyt lommetørklæde frem og græd endnu højere.
Lederen kun mumlede: “Mhm”, og beordrede sygeplejersken til at give kvinden valerian, mens hun knurrede over, at beroligende midler hurtigt ville løbe tør i afdelingen.
Hun gik til overlægen, fortalte alt og sagde, at hun ville holde barnet på afdelingen så længe. Overlægen, der engang var en glimrende børnelæge, smilede ved synet af den lille dreng og spurgte, hvad han blev fodret med. “En lille donut,” sagde han, og drengen fik straks kalden “Donut”.
Donut blev på afdelingen i flere måneder. Lederen forsøgte at overtale hans mor, som kom flere gange, legede med ham og sagde, at hun sparede penge til en billet, fordi hun troede, hun havde fundet ud af, hvor hendes kæreste var. Mens hun kedede sig, kom hun og legede, som om hun vænnede sig til lillegutten.
Maja, den unge læge, prøvede utrætteligt at få ham til at smile. Hun gik med perler og farverige armbånd, men drengen så bare på hende med et dødt blik. Hun spurgte:
Donut, vil du have en hånd? Kom, lad os lege.
Han lå stille, som om han var fanget i sit eget lille univers.
En dag brød moren sammen og råbte:
Vi forråder ham! Vi er de forbandede forrådere! Han har ingen skyld i, at han blev født hos disse djævle! Jeg hader ham!
Hun sad på sofaen med hovedet i knæene, stønnede uden tårer. Lederen rejste sig fra sit skrivebord, gik hen og slog hende blidt på skulderen:
Min pige, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler med Donut, du forstår ikke, hvor hårdt det er. Åh Gud, hvad har vi lavet?
Maja svarede fast:
Jeg vil ikke sidde her og vente, jeg vil handle.
Lederen skarpt:
Så lad være med at sidde! Du skriger, så din kåbe er gennemblødt. Handl, men lad mig ikke tro, at du vil adoptere ham. Du får ham aldrig. Du bor på kollegieværelset én gang. Ingen mand to gange. Jeg vil ikke engang høre på det. Hvor mange Donuts har jeg haft i mit liv? Alt for mange, så lad os aftale: Vi giver dig tid, så du kan finde forældre til ham.
Maja gik i gang med at lede efter de bedste forældre for Donut. Hun gik så inderligt til værks, at selv kollegaerne på afdelingen blev berørt. Engle findes også på jorden, og Donut fik heldet med sig. Da han blev forkølet, måtte hun stadig holde ham, men afdelingslederen sagde:
For første gang i mit liv er jeg næsten glad for, at et barn bliver syg. Undskyld, Gud!
Endelig fandt hun et par: Lise og Lars. De var i deres tredivere, uden egne børn, men med en drøm om at blive forældre. Lise var en sød, yndefuld kvinde med en blid stemme, mens Lars var en solid, militæragtig mand, der elskede sin kone. Deres hjem var lyst og varmt. Maja trak vejret dybt og håbede, at de ville falde for den lille dreng.
Afdelingslederen mødte dem også. Da hun så Lars, fløjtede hun lidt, men korrigerede sig selv:
Undskyld, jeg er bare begejstret. Sådan en stor fyr ser man ikke hver dag. Hun spurgte:
Hvor meget vejede han ved fødslen, min pige?
Lars snublede:
Undskyld Jeg ved ikke Skal jeg spørge moren?
Lise lo og sagde:
Han vil nok drille os med spørgsmål.
Afdelingslederen svarede:
Det er ikke nødvendigt for adoptionen. I ligner ham meget.
Lise åbnede døren, gik ind i værelset, hvor Donut sov. Hans lille hånd strakte sig ud, hans øjne glimtede af tårer, men så fangede han Lises store tommel med et fast greb. Alle lo og sagde, hvor livlig drengen var. Lise så dybt ind i hans øjne, og han kiggede tilbage, som om han ventede på en tryghed.
Lederen hostede diskret og sagde:
Lad os afslutte dette møde for nu. I kan gå hjem, tænke over det og beslutte.
Lise svarede roligt uden at vende sig om:
Vi behøver ikke tænke; vi har allerede besluttet.
Lederen så forvirret på Lars, som hurtigt svarede:
Ja, vi har allerede aftalt, at vi vil have netop dette barn.
Lise smilede til Donut, rakte ud, og han greb hendes finger så fast, at hans lille ansigt bevægede sig i en kort, usikker smil. Stille lagde lederen mærket til:
Det er en stærk grebsrefleks, som de har i denne alder.
Lise sagde:
Han er bare bange for, at jeg går væk.
Hun så blidt på ham og sagde:
Slip mig, venligst. Jeg må gå, men jeg kommer tilbage. Du skal stole på mig.
Donut lyttede til hendes stemme, tøvede et øjeblik og släppte sit greb. Så smilede han bredt med sit lille melketand og udstødte et lyst lille skrig.
Lederen mumlede:
Åh Gud, det er kun reflekser. Hun tørrede hurtigt sine briller af den hvide frakke, mens hun mumlede for sig selv.
