Frøken, sæt nu dit barn på skødet, sagde en kraftig dame midt i halvtredsårsalderen bestemt til mig. Forresten, jeg havde faktisk købt en plads til min søn på bussen og betalt 570 kroner for det.
Den dag skulle jeg tage Magnus hen til hans mormors hus. Han er familiens store dreng, selvom han kun er fem år, men alle behandler ham som om han allerede går i skole. Derfor køber vi altid en ekstra plads til ham i busserne, for han opfører sig som en voksen, og han er både lang og tung det er umuligt at holde ham på skødet hele vejen og vi ville begge blive helt mast. Derudover risikerer han at gøre folks tøj beskidt med sine sko, hvis han sad på mit skød. Så det er klart, at Magnus skal sidde i sin egen stol det gør hele turen meget mere behagelig for alle.
Lige denne dag sad Magnus ved vinduet og jeg sad ved siden af ham. Vi havde taget pladserne foran, så det ville være nemt at komme ud, for vi skulle stå af før de andre. Jeg havde også forklaret chaufføren at jeg havde købt en billet til barnet, så han ikke skulle placere en anden på den stol.
Vi kørte ud af byen. På landevejen stoppede bussen op, og ind steg en bulkig dame der var stadig ledige pladser bagerst, så chaufføren stoppede. Da kvinden kom ind, rystede bussen nærmest, og passagererne blev helt stille, mens de iagttog hendes entré. Hun slamrede døren i, og alle hørte chaufføren sukke opgivende. Bussen kørte, og damen begyndte at bevæge sig hen mod sæderne foran.
Du skal altså sætte dit barn på skødet, gentog hun. Jeg forklarede hende roligt, at jeg havde betalt for Magnus plads, og han skulle ikke sidde på mit skød. Chaufføren bakkede mig op og sagde, at der var ledige pladser længere fremme. Damen mumlede surt, at hun selvfølgelig skulle have en plads, og det var meget nemmere for os at flytte. Desuden plejer hun altid at tage et vinduessæde på denne bus.
Men jeg nægtede at flytte mig. Bussen kørte hurtigere, og damen stod stadigt ved vores pladser, uden at gå om bagved. Jeg kunne mærke at det begyndte at boble indeni, men jeg ville ikke skændes foran Magnus. Så vi begyndte at snakke om noget hyggeligt til at tage tankerne væk fra damen. Hun blev endnu mere irriteret, fordi jeg bare tog det roligt, og hun råbte: Flyt dit barn NU, jeg vil sidde her! Har du slet ikke forstået noget? Jeg svarede stille, at jeg altså ikke kom til at give hende pladsen Magnus er stor nok, og jeg har købt en billet til ham. Vi kom først på, så vi valgte først. Og det er ikke engang nummererede pladser.
Chaufføren lod sig ikke distrahere, men det virkede som om det ikke var første gang han stod i sådan en situation. De andre passagerer lagde først ikke mærke til balladen nogle havde musik i ørerne, andre sad bare og sov. Efterhånden begyndte folk dog at give sig til kende: Dame, sæt dig på en ledig plads. Du behøver ikke råbe, det er ikke dit eget hjem. Hun svarede, at hun ikke kunne gå bagud, fordi det var svært for hende. Men alle vidste godt, at det handler om princippet det var netop vores plads hun ville have.
Der blev uro i bussen. Og så skete der noget ret sjovt. Chaufføren stoppede bilen, gik ud i kabinen, tog dameens tasker og satte dem udenfor, og derefter fulgte han selv damen ud af bussen. Hun nåede knapt at reagere, før chaufføren satte sig og kørte væk. Ingen sagde noget der blev helt stille. Vi samlede en lille pulje sammen og gav chaufføren de penge, han havde mistet på damens billet. Da vi stod af, gav vi ham pengene, og han blev så glad, at han lovede aldrig at tage hende med igen hun havde altid ballade med alle!
