**Dagbogsnotat**
Jeg stod i døren og så ned på den lille pige, der måske var seks år gammel. Hun stirrede på mig med store, grå øjne, fulde af spørgsmål.
“Er du tilbage?” spurgte jeg.
“Jeg leder efter min mor. Har du set hende?” Hendes stemme var lille og usædvanlig modig for en på hendes alder.
Jeg tøvede. Jeg havde kun boet i denne lejlighed et par uger, og så vidt jeg vidt, stod den overige lejlighed på gangen tom.
“Der bor ingen der,” svarede jeg.
Hun begyndte pludselig at græde og sat sig på trappen, lille og forladt.
“Tante, vi har brug for hende! Far savner hende så meget…”
Jeg stod målløs. Jeg havde ingen børn selv og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle hjælpe. Skulle jeg give hende et knus? Invitere hende ind på en kop kakao? Men ville hun overhøvlet gå med en fremmed? Lige da blev min telefon ringende. Jeg bad hende vente og løb ind for at tage den. Da jeg vendte tilbage, var hun væk.
Hele aftenen tænkte jeg på hende. Til sidst ringede jeg til min udlejer, Birthe, for at høre, hvem der egentlig boede på gangen.
“Den lejlighed har stået tom i årevis,” sagde hun. “Hvorfor spørger du?”
“Der var en lille pige her i dag. Hun ledte efter sin mor…”
Birthe tav et øjeblik, som om hun tænkte sig om.
“Det må være Annemettes datter… men hun er desværre ikke her mere. Hendes mand stod tilbage alene med den lille. Hun boede dér engang, men de flyttede efter det skete. Lejligheden har stået tom siden.”
“Hvis hun kommer igen,” tilføjede Birthe, “så følg hende hjem.” Hun gav mig adressen.
Tiden gik, og jeg glemte næsten historien, indtil en aften lige før jul, da jeg hørte en svag banken og hulkende gråd. Jeg skyndte mig til døren og der stod hun igen. Den samme lille pige.
“Hvad er der sket? Hvor er din far?”
“Han er hjemme. Men jeg leder stadig efter mor,” hviskede hun.
Jeg bad hende komme indenfor, mens jeg ledte efter adressen. Hun satte sig på gangens puff, og da jeg endelig fandt papiret, sov hun allerede, sammenkrøbet som en lille bold. Forsigtigt bar jeg hende ind i stuen og ringede til Birthe.
“Undskyld for ulejligheden, men husker du den lille pige? Hun er her nu. Hun faldt i søvn, mens jeg ledte efter adressen. Jeg er bange for, at hendes far måske leder efter hende…”
Birthe lovede at gå forbi deres hjem og se til dem.
Mens jeg ventede, så jeg på den sovende pige og rettede forsigtigt på en løs lok. Jeg havde altid drømt om børn, men det var ikke blevet til noget. Min eksmand og jeg levede engang lykkeligt, men efter to en miskariager kunne jeg ikke blive gravid igen. Til sidst gik han sin vej. Jeg hørte, han fik en datter med en anden, men jeg slettede ham fra mit liv fuldkommen.
Pludselig blev mine tanker afbrudt af en sagte banken på døren. Da jeg åbnede, stod min eksmand, Jakob, foran mig.
“Jakob? Hvordan…?”
“Jeg er her for at hente Annemette.” Han så træt ud. “Bor du her nu?”
Jeg nikkede og bad ham komme ind. Annemette sov stadig. Vi gik på køkkenet, og jeg satte vand over til te.
“Hun har været her et par gange,” forklarede jeg. “Hun banker på den tomme lejlighed overfor.”
Jakob lukkede øjnene et øjeblik. Så begyndte han at fortælle:
“Vi boede dér engang med Freja. Lejligheden var hendes. Da vi blev gift, flyttede vi ind, og kort efter blev hun gravid.” Hans stemme knækkede.
“Da tiden kom, kørte jeg hende på hospitalet. Hun græd og bad mig passe på barnet, hvis noget gik galt… Og så mistede vi hende.”
Jeg lagde en hånd på hans skulder. Han kæmpede mod, men tårerne sejrede.
Lige da hørte vi små fødder i stuen.
“Far?”
Jakob sprang op og tog hende i sine arme.
“Annemette, hvorfor løs du væk?”
“Jeg vil bare finde mor…”
“Det vil vi også. Men nu skal vi hjem.”
Han rakte mig en visitkort. “Ring, hvis hun kommer igen. Vi bor ikke langt herfra.”
“Hvordan vidste hun overhovedet om denne lejlighed?” sprugte jeg.
“Jeg viste hende den,” sukkede han. “Jeg sagde, Freja var rejst… men at hun en dag ville komme tilbage.”
De gik, men Jakob ringede tilbage få dage senere. Snart begyndte vi at tilbringe weekender sammen gåture i parken, cafébesøg, biograf. Annemette blev hurtigt knyttet til mig og kaldte mig en dag endda for mor.
En aften sagde Jakob: “Hvorfor skal du bo her alene? Flyt ind hos os. Annemette savner dig.”
“Og du?” spurgte jeg.
“Også mig.” Han tog mine hænder. “Jeg har savnet dig. Undskyld… for alt.”
Siden da har vi været sammen. Og nu vokser vores lille lykke Annemette op i en familie. Selvom jeg ikke fødte hende, er hun mit hjertebarn, og hver dag takker jeg skæbnen for denne gave.
For kærlighed behøver ikke blodsbånd den finder sin egen vej.
