Peter. En fortælling
Jeg mindes det nu, som det var for længe, længe siden. Dengang da hospitalets vindue stod på vid gab, og morgensolen ramte de let dansende gardiner. Luften var frisk, det var endnu tidligt på sommeren, og bladene udenfor var så grønne og gode for øjet.
Peter havde netop fået fjernet blindtarmen. Sygeplejersken fortalte, at operationen havde været vanskelig, de nåede det knap. Men Peter frygtede intet.
Er du ikke bange for sprøjter? smilede sygeplejersken, mens hun trykkede luften ud af kanylen.
Peter vendte sig blot tavst på siden, for han måtte endnu ikke stå op.
“Ærlig talt, trusler om sprøjter bider man sig ikke i næsen over”
Han var blevet bragt hertil fra porten til børnehjemmets gård. Det var dér smerten slog til. Han var ingen hjemløs tværtimod, han havde boet på børnehjem, siden han var ganske lille. De gik over fra torvet sammen med de andre drenge. De havde prøvet at tjene lidt ekstra ulovligt, og netop på vejen hjem blev han dårlig.
Der var kun én ting, han fortrød: Han havde fået Line og den lille Søren i problemer nu ville der være ballade på børnehjemmet. Allerede dagen efter operationen var fru Kristiansen viceforstanderen kommet løbende, havde lagt hovedet over ham og vist stor bekymring, mens han endnu var døsig af narkosen. Det meste stod tåget, kun hendes bøjede ansigt huskede han klart.
“Hvorfor kunne det ikke være sket indenfor fællesskabets mure på børnehjemmet? Jeg manglede kun få skridt, så var jeg hjemme.” Men sådan var skæbnen.
Af alle ting abrikoser! På torvet havde de fået en kasse let fordærvede abrikoser, men de smagte sødt som honning. Drengene gik hårdt til dem Peter især.
Nå, du er en sand helt! Hvordan har du det? En ældre læge med buskede arme kiggede på såret. Nu er det værste overstået, så du kan roligt slappe af.
Jeg har jo ikke været bange.
Nej, du er modig, kan jeg høre. Men nu skal du holde dig i ro, og ingen søde ting til dig, forstår du? I aften får du lidt saft.
Peter nikkede blot, ud af respekt for voksne. For sandt at sige var der ikke én eneste, der kunne finde på at komme med gaver til ham. På børnehjemmet var de nok rasende på ham for at han havde smuttet ud, og for besværet, han havde skabt, især for de voksne. De havde listet sig ud på torvet gennem et hul i plankeværket og han skulle selvfølgelig snuble og blive dårlig netop på vejen tilbage.
Det var nu sandt, han var modig. Livet havde gjort ham sådan. Mor havde sikkert født ham ved en fejltagelse; pengene var der ikke til abort dengang. Ti år var Peter blevet, og han tænkte nøgternt over det, som alle børn uden forældre gør.
Af en eller anden grund bar han ingen nag til sin mor. Tværtimod tak fordi hun fødte ham, tænkte han. Selvom hun straks afskrev sig ham, havde hun dog givet ham livet.
De første tre år var han på spædbørnshjem, så kom han til børnehjemmet i Odense, og derefter til Viborg. Så langt han kunne huske, havde han kæmpet for at klare sig.
Han mindedes slagsmålene om mad i spisesalen. Selvom det var rolige tider i landet, tog køkkenpersonalet og ledelsen sig godt for medvarerne og tog det meste af maden med hjem man kunne se, hvordan de kørte af sted med det i bilerne.
Men det var ikke kun kampen om mad. Nej, det var om alt om legetøj, tøj, alt muligt. Peter voksede sig stærk og fysisk robust. Mere end én gang brækkede han både arme og ben. Den omrejsende frisør, der barberede dem korthårede, havde engang næsten grædt, da hun så alle arrene på hans hoved.
“Hvorfor græde?” Peter græd aldrig. Ikke dengang, ikke senere.
De ville nok gerne true ham nu med ar på maven eller sprøjter men hvor latterligt!
Voksne virkede kolde og beregnende for Peter. Han var hverken en lille størrelse eller en yndig pige, alle automatisk havde lyst til at holde af. Han var grov, lidt barsk, men lige ud ad posen med egne regler.
Pas nu på, Vorre! Hvis du laver ballade, ryger du i isolationen! truede Fru Kristiansen ofte.
Men Peter svarede aldrig igen. Han bøjde sig, men bøjede aldrig rigtigt han havde sine egne regler og principper.
Der var dog én voksen, han ofte huskede på. Han forestillede sig ikke, hvordan børn tænker på deres mor, men når han tænkte på denne kvinde der ganske kort besøgte hans liv talte han ofte til hende i sine tanker.
Han var seks, da hun kom til børnehjemmet på Fyn. Hvem hun var, vidste han ikke blot huskede han hendes blide smil, de lyseblå øjne, de varme hænder. Duften af hende. Hun tog ham på skødet, hviskede ham i øret:
Du skal være stærk, Peter. Spis godt, pas på dig selv, lyt efter. Livet bliver hårdt, men du skal klare det. Forsøg det bedste, du kan. Ikke sandt?
Så sang hun for ham:
Lille kat, lille mis, gråt er din fine pels,
Sov sødt, sov sødt.
Poten blød og halen hvid,
Sov sødt, sov sødt.
Øjne sorte, ører spidse,
Sov sødt, sov sødt…
Og selvom Peter mente sig voksen, huskede han ofte den lille godnatsang, når livet var sortest. Med lukkede øjne hviskede han teksten indeni, huskede varmen fra hendes hænder, og så blev det hele lidt lettere.
Senere forsvandt hun som om hun var opløst i luften, og efterlod kun sangen og et minde. Navnet havde han glemt i tankerne kaldte han hende mor. Hun var sikkert kun en barnepige, men han ville sådan ønske, det havde været hans mor.
Sygeplejersken lukkede vinduet, redte op i den modsatte seng. Peter glædede sig det var ensomt at ligge alene.
Kort efter blev en båre trillet ind, omgivet af hvide kitler. Larmen og travlheden begyndte. Peter kunne ikke selv se det ordentligt fra sin seng, men opfattede alligevel, at der nu lå en tynd, spidsnæset dreng med drop i armen. Til sidst var der kun sygeplejersken og en mand i hvid kittel tilbage.
Ingen af dem talte meget kun et par ord.
Han skal sove, sagde sygeplejersken.
Godt, tak.
Kald, hvis der er noget
Ja, tak.
Hun gik, manden satte sig, sank sammen og stirrede ned, uden at røre sig han sad der længe, også selv om det var varmt i stuen. Peter syntes næsten, han sov.
Peters ryg blev træt, han vendte sig. Sengen peb. Manden kiggede op, mellem brynene en dyb rynke, mørke ringe under øjnene, men et venligt blik.
Goddag, hviskede han, som om han først nu opdagede, at der lå endnu en på stuen.
Goddag, svarede Peter.
Manden kiggede igen på sin søn, flyttede sin stol og satte sig hen til Peter.
Du har været opereret?
Ja, slettet blindtarmen.
Det var godt. Du må endnu ikke stå op?
Nej.
Vil du have noget?
Det må jeg ikke. Ikke før i aften. Hvad fejler han? Peter nikkede mod pigen.
Han? Tja, han har en anden slags sygdom. Det generer dig ikke, hvis jeg sidder her, vel? Sig til, hvis du mangler noget og hvis der kommer nogen til dig, skal jeg nok gå.
Nej, det går fint.
Manden satte sig tættere på.
Han hedder Simon, han er elleve. Og du?
Peter, jeg er ti.
Tak, Peter, sagde manden, og Peter forstod ikke helt hvorfor.
Næste dag kom mange og gik på stuen. Om morgenen fik Simon drop, lægen kiggede ofte forbi. Hans far overnattede, talte lidt til den sovende dreng, der kun vred lidt på sig, men aldrig slog øjnene op. Det var, som om han sov med åbne øjne.
Så kom en gammel mand og kone, og med dem en høj, rank kvinde Simons mor. Hendes øjne røde, håret samlet i en hestehale, hun sad og nussede Simon uden at holde op.
Kunne man ikke flytte Peter? spurgte faderen lægen, pegende på Peter, bekymret for sin kone.
Jo, han bliver flyttet i dag.
Lægen huskede Peter med et pludseligt blik.
Hvordan går det så, min ven? Har du ondt?
Lidt…
Natten forud havde været hård såret gnavede, han sov næsten ikke, og mad fik han ikke alligevel.
I dag må du begynde at stå op. Du bliver flyttet til en anden stue. Kom så, kom i gang. Sygeplejersken kommer og tager kateteret ud.
Peter længtes efter at stå op, men sygeplejersken lod vente på sig. Folk kom og gik.
Først nu gik det op for Peter, at Simon måske var ved at dø. Han vågnede ikke, og de voksne talte lavt og roligt men der var en underlig tristhed over dem alle.
Hele dagen sad Simons kusine hos ham. Peter var genert overfor hende. Da sygeplejersken endelig fjernede kateteret, hviskede han til hende, han egentlig var flov. Hun svarede bare, at ingen havde tid til sådan nogle følelser.
Du skal bare tage det roligt, hurtigt færdig. Skal videre.
Og helt rigtigt hurtig var hun. Peter lå, glædede sig over at være fri, men han var splitter nøgen og vidste ikke, hvor tøjet var. Kusinen så ganske rolig ud, stak Simon lidt vand på læberne og rettede på hans tæppe. Peter ærgrede sig over ikke at have spurgt om tøjet.
“Hvem har egentlig brug for mig overhovedet” tænkte han. Men efter én time besluttede han at rejse sig. Han satte sig forsigtigt på kanten af sengen.
Kusinen så op.
Skal jeg hjælpe dig?
Nej…, hans hoved snurrede, han lagde sig ned igen.
Men kort efter sad han op igen.
Ved du, hvor mit tøj er? spurgte han.
Hun vidste det ikke, men lovede at finde ud af det.
Men du holder øje med Simon, ikke?
Peter prøvede at tage tæppet om sig og gå, men benene var svage, og han turde ikke rigtig slippe sengen. Han havde aldrig forestillet sig, hvor svært det kunne være bare at gå rundt i en stue.
Endelig kom tøjet ikke hans, men hospitalstøj.
Jeg skal nok kigge væk, sagde hun venligt.
Han trak bukserne på, alt for store fik fikset elastikken, men buksebenene var også for lange. Han kunne ikke bøje sig og få dem ordnet; da han prøvede at gå, så hun det og bukkede dem op.
Stop, hun gik ned på hug foran ham, men gjorde det så længe, at han fik det dårligt.
Jeg falder snart…
Hov, kom her, hun satte ham på en stol. Du er helt slap jo. Har du spist? Hvad hedder du?
Peter.
Og jeg hedder Sofie. Du skal have din mor hos dig. Skal jeg ringe til hende, eller har I ikke telefon hjemme?
Jeg har ingen mor.
Åh… Hvad så med far…?
Det går, det går. Jeg har det lidt bedre. Skal på toilettet bare…
Han stavrede sig derhen og kiggede i spejlet. Blå rande, blege læber, men sorte øjne, der lyste. En pædagog havde engang sagt, at efternavnet Vorre sikkert kom af de sorte øjne ligesom ravnens vinge. De kaldte ham Ravnen på børnehjemmet, og det var han faktisk lidt stolt af.
Han skyllede ansigtet, og det hjalp. Sofie havde vist tryllet, for han fik serveret varm saft.
Skal jeg selv hente maden nu?
Nu kan du selv finde vej ned til spisesalen, grinede rengøringsdamen.
Han kan knapt stå op! Hent maden op til ham, protesterede Sofie.
Peter havde svært ved at være i ro. Han gik lidt rundt og kiggede på Simon en køn dreng, næsten smuk som en pige. Lidt for tynd, men med de samme krøller som sin mor.
Dør han? Spørgsmålet kom råt, som kun børnehjemsbørn kan.
Sofie gøs.
Det ved vi ikke men ja, Simon er meget syg. Fire operationer, senest på tarmene. Hans forældre har kæmpet, og nu også os andre. Jeg er hans faster, Simons fars søster. Men… der sker da mirakler, ikke?
Jeg ved det ikke, Peter satte sig.
Han tænkte på Simon. Et andet liv end det, Peter var vant til mor, far, bedsteforældre, familie… Alt, hvad man kunne ønske sig. Og dog, nu lå han der.
Sådan er livet
Peter blev aldrig overflyttet. Om aftenen kom Simons far igen. Mere travlhed. Peter hørte dem tale om ham ingen havde været på besøg hele dagen.
Er du fra børnehjemmet, Peter? spurgte Simons far.
Ja.
Vil du ikke hellere flytte stue? Simon har det meget dårligt…
Jeg har det fint her. Må jeg blive?
Dagene lignede efterhånden hinanden. Peter fik feber, blev flyttet til en stue med gamle mænd, og kedsomheden nagede ham. Han kom tilbage til Simon, satte sig ved siden af ingen jagede ham væk.
At blive udskrevet trak ud på grund af feberen.
I den tid spurgte Simons far, der hed Hans Christian, alt ud og lyttede til Peters livshistorie. Han kom en dag med tøj til Peter det var Simons.
Det er Simons, ikke sandt?
Nemlig.
Men hvad nu, hvis han klarer den?
Hans Christian så overrasket ud. I familien nævnte de ikke det uundgåelige med navn. Hvordan kunne de sige det om deres eneste søn?
Én gang råbte Simon mor, da Hans Christian forsøgte at trøste: Hvorfor! Vi har gjort alt, alligevel dør han! Hvorfor skulle det så hjælpe?
Når sjælen svinder, følger kroppen med. Hans kone, Anna-Sofie, kunne ikke mere; hun blev sat på beroligende medicin, men intet hjalp.
Men hvad, hvis han ikke dør? spurgte Peter.
Hans Christian ville sige sandheden, mest for sig selv.
Desværre, han kan ikke overleve. Han er ved at dø, Peter. Det gør ondt at sige, men det er sandheden.
Er det så slemt at dø? Peter krammede Simons skjorte, så på ham med en rynket pande.
Hans Christian så det. Drengen havde medfølelse mere end han troede. Måske fordi han også var alene en forældreløs.
Det går hurtigt, Peter. Vi gør, hvad vi kan, så han ikke skal mærke noget smerte. Det er derfor, vi er her.
Men han bevæger sig jo.
Ja, derfor taler vi til ham i håb om, at han måske hører. Men vi ved det ikke.
Simons familie sad hele tiden hos ham. En aften gik Hans Christian hurtigt ud for at hente kaffe, og kun Peter sad hos Simon. Da Hans Christian kom tilbage, stod han i døren.
Peter sad og holdt Simons hånd.
Jeg ved ikke, hvor min mor er. Måske er hun død. Men hvis hun dukkede op, ville jeg tilgive. Ville du tro på det? Og du skal ikke dø. Se, hvor meget din mor og far holder af dig. Havde jeg sådan en far, ville jeg aldrig dø. Din skjorte passer jeg på, du får den igen. Jeg har masser af skjorter. Bliv nu, kæmp!
Hans Christian måtte rømme sig, følelserne sad i halsen. Peter sprang op.
Han kan høre det, jeg sværger. Han gav min hånd et klem!
Jeg tror dig, Peter. Jeg tror dig.
Hans Christian og hele familien ventede kun på enden. Sygdommen var blevet opdaget, da Simon var otte. Først muskelatrofi, så tarm, hjerte, lunger De havde prøvet medicin i København, Aarhus, alles eksperter givet råd uden resultat. Kun derfor havde Simon levet så længe som elleve år. Han havde vænnet sig til sygdommen, brokkede sig aldrig.
Hans kone Anna-Sofie bar det hele nat og dag, hun ventede på stolene på hospitalerne, tryglede læger. Hans Christian var altid nær, men det var hende, der til sidst gik helt ned, da Simon ikke kunne reddes.
Bliv ved at tale med ham, Peter. Det tror jeg, han er glad for.
For Hans Christian var samtalerne mellem Peter og Simon en gave som frisk luft ved sygesengen. Han stod somme tider udenfor, bare for at høre:
Tænk, dengang brækkede Sarena mig min arm. Alt blev sort. Jeg troede ikke, jeg ville klare den, men jeg jamrede ikke det turde jeg ikke lade ham vide Og nu, min arm har det fint. Så du kan også klare dig! Vær nu stærk, kammerat!
Simon døde om natten. Peter lagde ikke mærke til det, ingen sagde noget med det samme. Om morgenen kiggede han ind til sengen, hvor Simon havde ligget, men alt var pakket væk.
Hvor er…? spurgte han den nye patient.
Jeg ved det ikke, svarede han.
Peter løb afsted, spurgte sygeplejersken, men ingen så ud til at ville snakke. Han fandt en ung læge.
Simon? Hvor er Simon?
Han var meget syg…, svarede lægen stille.
Døde han? spurgte Peter.
Lægen nikkede.
Skuffet gik Peter ud på gangen. Han var vred på hospitalet, lægerne, alle.
“Forbandet sted! Hele hospitalet fyldt med læger, og ingen kunne redde min ven.”
Hvordan skulle han vise sin vrede? Han sparkede til rengøringsdames spand; vandet flød ud, hun råbte, flere sygeplejersker og læger kom rendende. Peter smækkede døren op til stuen, satte sig med hænderne for ørerne.
Så mange mennesker, men ingen kunne hjælpe Simon. Han forstod det ikke selv, men Simon blev hans ven, selvom Simon aldrig rigtig var vågen. Peter fortalte ham alt om sit liv, sin mor, den fremmede kvinde, sangene, alle sine kampe.
En nat drømte Peter, at Simon satte sig rank op i sengen, smilte trist, og Peter forsøgte at løfte ham, men Simon bad bare om at sidde lidt. Han fortalte om sit liv, alt imens Peter lyttede. Pludselig steg Simon op i vinduet, og Peter vågnede med et sæt af skræk for, at han skulle falde ud.
Udenfor svajede de sorte grene, månen lyste. Simon vred sig, faderen sov. Peter satte sig på Simons seng, tog hans hænder og sang den gamle vuggevise:
Lille kat, lille mis, gråt er din fine pels,
Sov sødt, sov sødt.
Poten blød og halen hvid,
Sov sødt, sov sødt.
Øjne sorte, ører spidse,
Sov sødt, sov sødt…
Siden talte Peter ofte med Simon indeni. Simon fortalte om sommer ved havet, om bedsteforældre bedstefar måtte være general og om skolen, vennerne, værelset fyldt med legetøj og hans mor, der vækkede ham om morgenen.
Sådan forestillede Peter sig familiens liv og sådan lod han Simon fortælle. Indimellem var det langt fra sandt, men Peter kendte jo kun familieliv fra tv.
Han forestillede sig, at alle havde en seng i én stue, at der var et lille skab til hver for overtøjet, torsdagen var fiskedag og kaffen blev øset op med suppeske af mor.
***
Det er mærkeligt at tænke tilbage, at Hans Christian da sønnen døde næsten blev lettet. Ikke fordi han ikke elskede Simon, eller var en dårlig far tværtimod: Sønnen led ikke længere. Alt hvad der var tilovers, var sorg og tomhed, Anna-Sofie sad ved Simons portræt, tændte lys, gik i kirke, på kirkegården.
De kunne ikke få flere børn, sagde lægerne efter hendes operation. Og Peter ville måske aldrig opleve, hvordan det er at have forældre.
Ja, Peter var noget ganske andet end Simon grov, klodset, med sorte øjne, men Hans Christian var sikker på, at der bag det slidte ydre boede en ren og god sjæl.
Anna, jeg var forbi hospitalet. De har udskrevet Peter nu, han fik lov at blive længere på grund af feber.
Hvorfor tog du derhen?
Jeg, øh … jeg hentede Simons papirer. Peter lavede ballade, da han opdagede, Simon var væk. Gjorde opstand.
Den dreng, sukkede hun.
Ja…, nikkede Hans Christian.
Lad være at presse på. Lad mig få fred.
Jeg siger ikke mere
Men han kunne ikke lade være. Han besøgte børnehjemmet i weekenden. Talen han havde hørt fra Peter sad dybt. Mødet gik dog ikke, som håbet han blev spurgt og udspurgt, mistroen var ikke til at tage fejl af. Forstanderen var ikke venlig, og forklarede at Peter ikke kunne møde uden videre.
Men Hans Christian gav ikke op han opsøgte en kammerat fra skoletiden, Marianne, som nu arbejdede med adoption og plejeforhold. De talte sammen længe, Marianne forstod, lovede at undersøge for Peter, men understregede, at det vigtigste var Annas accept og Peters samtykke.
Hans Christian gik til kommunen, fik papir til adoption, og sagsbehandlerne var uventet hjælpsomme. Han sagde intet til Anna-Sofie, kun til sin svigerfar og søster Sofie.
Lidt efter lidt begyndte Anna-Sofie at lytte.
Første gang Peter kom på besøg, var han sammenbidt, så ned i gulvet, bange for at gøre noget forkert. Gav ikke engang hånd til Hans Christian, selv om han rakte frem.
Marianne sad i hjørnet, sagde intet, observerede. Peter var stiv, bleg, meget anderledes end på hospitalet.
Man havde nærmest lyst til at tage ham i fagnen, men det blev ved snak om vind og vejr.
Efter mødet sagde Hans Christian:
Jeg tror ikke, han vil. Vi skræmmer ham nok væk.
Nej, sagde Marianne, han vil meget, meget gerne, men han tør knap tro på det. Han længes, men er bange for ikke at være god nok.
Synes du, vi er så slemme? spurgte Anna-Sofie.
For ham ligner I rigtige forældre, og han ved ikke hvordan man er sig i nærheden af sådanne, svarede Marianne.
De aftalte at Peter skulle komme hjem til dem. Endnu var ingen beslutning truffet. Anna-Sofie var i tvivl, og Peter endnu mere.
Første gang han sad ved deres køkkenbord, gled sveden i hænderne, han så kun på koppen, nægtede næsten at spise var bange for at gøre noget galt, forstyrre freden.
Og han frygtede Anna-Sofie mest.
Da Hans Christian tabte skeen, gik der et ryk gennem Peter:
Pokkers også.
Hans Christian smilede hurtigt:
Ja, pokkers! Gå du bare løs på kartoflerne, Peter. Vær ikke bange.
Peter tog en lille bid, men det sad fast.
Kom nu, kammerat!
Peter, vil du se Simons værelse? forsøgte Anna-Sofie.
Med det samme lyste hans øjne. Han trådte ind og så straks Simons store billede ikke helt som i hospitalet, men glad og med åbent smil. Det føltes godt at se sin ven sådan. “Se nu,” tænkte Peter, “han er stadig her.
Hej, Simon, sagde han lavt, rørte ved rammen. Han var tykkere her.
Han var ikke altid så tynd, sagde Anna-Sofie. Før…
Før han døde, ja, nikkede Peter ærligt. Må jeg se, hvor han boede?
Anna-Sofie forstod ikke straks, fandt dog hurtigt fotoalbummet. Jeg kan ikke se billederne nu, men du bladrer bare.
Peter satte sig og begyndte at se dem igennem. Til sidst udbrød han:
Se, havet! Han sagde, I tog til havet!
Anna-Sofie rystede på hovedet, trist.
Sagde han det? Peter, han har jo ikke kunnet tale længe…
Peter mødte hendes blik, blev lidt forfjamsket og sagde stædigt:
Men han sagde det altså til mig!
Hun sagde ikke imod. Sammen så de billeder. Sorgen lettede lidt.
Ud af det blå spurgte Anna-Sofie:
Peter, hvis vi gerne ville adoptere dig, ville du så sige ja?
Han strammede albummet i hænderne, blev tavs.
Jeg ved ikke. Simon var god. Jeg… jeg kan slet ikke finde ud af det.
Pludselig tog hun ham i favnen, holdt ham ind til sig.
Det er okay. Vi tager ikke dig i stedet for Simon, men gerne som hans ven.
Peter stivnede af krammet; han var ikke vant til berøring. Han mærkede hendes duft, varmen fra hendes arme.
Han blev ved at bladre albummet, uden rigtigt at se, mens hun vuggede ham let.
Peter græd aldrig men nu kom gråden, klumpen i halsen, og tårerne trillede.
Græder du? Peter, nu græder du? Kom nu, ikke græd ellers gør jeg også. Du skal holde hovedet højt, du skal være stærk! Hun tørrede tårerne væk.
De ord havde han hørt før.
Vinduet stod på klem, luften var frisk, solen skinnede, bladene svajede. Og fra billedet smilede Simon venligt til ham.
Peter sagde stille:
Kender du en sang? “Lille kat, lille mis, gråt er din fine pels, sov sødt, sov sødt…”
Den har jeg hørt om. Det er en vuggevise, er det ikke? Vil du have, jeg øver mig på den til dig?
Han nikkede.
Det var alt, han ønskede sig…
