Peter voksede op i en stor søskendeflok på landet på Fyn. Faren, som havde en svaghed for øl og snaps, kunne sjældent holde på et job, mens moren sled sig op med posten om formiddagen og alle de huslige pligter bagefter, for at få enderne til at mødes for de tre børn.
Peter var den ældste, så han måtte give en hånd med hver dag han passede de små søstre, hentede brænde og vand, og da pigerne blev større, fandt de også deres roller i husholdningen. Men inden da døde faren han var en af dem, der en aften på bænken ved havnen kom til at hælde noget farligt i halsen. Og så var han væk.
Det blev ikke lettere for familien af den grund. Moren sørgede, selvom han aldrig havde været nogen stor støtte.
Jaja, han var nu ikke slem, sagde hun ofte, i det mindste lavede han aldrig ballade. Og lidt penge kom der jo hjem, når han gad arbejde Åh, Vagn, din stakkel Hvem skal nu tage sig af os?
Peter kunne ikke holde ud at høre på morens jammer, så han lavede alt færdigt hurtigt og løb ud til drengene og pigerne i landsbyen. De samledes tit om aftenen ved det gamle bindingsværkshus for enden af vejen. Der havde ikke boet nogen i mange år, men trappen var god og bred, og den brugte de som bænk.
De sad der i flok på trappestenen, spiste solsikkefrø, som nogen havde taget med, og fortalte hinanden historier både de ægte og dem, de fandt på. Peter havde aldrig penge til solsikkefrø, de fik kun det allermest nødvendige derhjemme, og moren købte aldrig sysler og snacks. Men han havde en rigtig god veninde, Stine, som boede ved siden af. Hun delte altid ud af sine frø med ham. Hun gjorde det helt diskret, uden postyr, lagde bare lidt nye frø i hans hånd eller jakkelomme altid med et lille smil.
Peter hviskede altid tak og nød dem som alle de andre. Han kunne mærke, at Stine hellere ville sidde tæt på ham, så det blev hurtigt sådan, at de to sad sammen, og han blev vant til at tage imod hendes venlighed.
Men selvom han blev glad, ville han gerne gengælde hende på sin egen måde. Derfor begyndte han tit at komme forbi Stines have efter skoletid, hvor hun alligevel gik og luede ukrudt. Når han kom, spurgte han altid:
Er dine forældre hjemme?
Nej, de arbejder begge to, selvfølgelig der er ikke andet at gøre.
Så satte Peter sig bare med og hjalp, og sammen luede de i rækkerne og snakkede om løst og fast. Det blev en slags tradition. Når de var færdige, gav Stine ham kaffe og hjemmebagte boller ude i æblelunden, og han slog lidt for syns skyld, men hun holdt fast han skulle nu have noget.
Konfekt var en stor sjældenhed hjemme hos Peter. Kager og slik kom der kun på højtider. Alligevel var han så taknemmelig, at Stine sådan lyste hans barndom op.
Han knoklede også i skolen, så godt han nu kunne. Men det boglige var svært for ham. Kun til idræt var han den bedste, og så tænkte han, det måtte være hans vej. Efter folkeskolen startede han på idrætslinjen i Odense, mens Stine uddannede sig til sygeplejerske.
Da de blev voksne, blev det mest til gensyn til jul og påske, når de kom hjem. Peter, der var ranglet som dreng, var blevet bredskuldret og veltrænet, mens Stine stadig var den kønne, blåøjede pige smal, lidt stille og altid venlig. Hun blev tidligt gift; hendes forældre døde pludseligt i en trafikulykke, og siden længtes hun bare efter tryghed og kærlighed.
Da Peter hørte, at Stine havde giftet sig med Thomas ham den højrøstede fra parallelklassen, blev han overrasket. De to virkede aldrig særlig ens, men de fik et hurtigt et barn sammen og prøvede at starte på et liv som en lille familie.
Peter skyndte sig ikke med sin egen familie. Til morens overraskelse blev han hurtigt leder for byens idrætsforening og flyttede til Odense. Søstrene flyttede også til byen og fik deres egne hjem.
Stines ægteskab gik skævt.
Tja, det er jo næsten ligesom med din egen far, sagde moren en dag til Peter. Han drikker, kommer ikke hjem, interesserer sig ikke for barn eller kone… Det er synd for hende.
Peter slog i bordet.
Hvorfor har hun giftet sig med ham? Nu har hun det bare hårdt. Jeg kan huske vores far Det var ikke nemt.
Ja, han sælger endda ud af alt fra hjemmet radioen, sine skjorter, morens arvestykker. Endda håndklæderne. Og der er nogen, der køber det. Folk ved jo godt, hvorfor…
Kommer hun for at låne penge? spurgte Peter.
Nej, men hun har ikke mange penge selv, tjenesten giver jo ikke meget. Og Thomas hjælper ikke.
Peter gik rundt i stuen, tydeligt i gang med at lægge planer, mens moren blev eftertænksom.
Du skal ikke blande dig, Peter. Det er hendes liv. Hvis hun bliver, må hun jo elske ham
Peter satte sig og fortalte moren, hvordan Stine aldrig lod ham mangle noget som barn, og at han ikke kunne sidde roligt og vide, at hans gode barndomsveninde kæmpede så meget nu med et lille barn oven i.
Hvad vil du gøre, Peter? spurgte hun forsigtigt. Pas nu på, så du ikke havner i problemer. Vi kan hjælpe hende på andre måder.
Han nikkede og tog tilbage til Odense samme aften. Men efter et par dage dukkede han op igen i mors indkørsel, og ud af bilen læssede han kaffe, rugbrød, et par store sække solsikkefrø, kasser med pasta og ris, dåsemad, tøj og lækkerier.
Er du flyttet hjem igen, Peter? spurgte moren. Hvor er det dejligt at have dig tæt på igen!
Nej nej, jeg arbejder jo stadig i byen, og har lejligheden dér. Du skal bare tage imod, mor, og hvis du synes, så del med Stine. Jeg har prøvet at række hende solsikkefrøene selv, men det føles mærkeligt. Det er nok bedre, du gør det sådan lidt diskret. Og glem ikke dig selv.
Hvad med dine søstre?
Du ved, jeg sender dem penge til højtiderne. De klarer sig fint, de har begge fornuftige mænd.
Moren sukkede lykkeligt og gentog hans ord.
Peter kørte tilbage til byen, og moren gik i gang med at pakke ud. Hun gemte hurtigt ting til sig selv men sørgede også for at gå forbi Stine om aftenen, altid med en pose eller et lille bundt, hun gemte under jakken. I starten ville Stine ikke tage imod, men da et spandfuld solsikkefrø dukkede op, grinede hun og blev helt rørt over tanken hun kunne jo godt regne ud, hvorfra det kom.
Hils Peter og sig tak, sagde hun til moren med et smil og tårer i øjnene. Tænk, han husker det stadig. Men han skal ikke bekymre sig, jeg har søgt om skilsmisse. Giv ham det med på vejen.
Moren nikkede og gik hjem. Hvem vidste, tænkte hun, måske bliver de to til noget engang? De er jo begge alene nu Men tiden gik, og hun fortsatte med at hjælpe, som Peter havde bedt om. Stine tog glade imod, men insisterede på, at hun ville betale tilbage en dag.
Tænk ikke på det, sagde moren. Det er til din dreng, ikke dig. Gud hjælper gennem andre så lad nu bare gå.
Da Stine havde været skilt et år, blev hun igen den glade pige. Hun malede køkkenet lyst, satte gardiner op i stuen, hendes søn gik i børnehave, og når Nanna det var Peters mor var barnepige for drengen, kaldte han hende “bedste”.
Peter kom tit hjem på besøg, altid med noget i bagagerummet til både moren og Stines søn. De sad tit sammen allesammen, drak te, talte om barndommen og lo og ingen nævnte de svære år.
Peter blev mere og mere hjemmevant, og hver gang han trådte ind ad døren spurgte han først:
Har Stine været her for nylig? Er lille Mikkel her?
Kan du ikke lige spørge til min helbred først? grinede hans mor.
Jo, hvordan har du det, mor? sagde han men stod allerede med blikket i vinduet.
Gå nu bare over hun er hjemme i dag, hun venter nok. Hele byen snakker jo allerede om jer, lo moren.
Typisk, så går folk alt for hurtigt i gang med at snakke, grinte Peter og krammede sin mor.
Tak mor, fordi du forstår alt det her. Du har bare altid været der.
Moren smilede, kyssede ham på kinden og gik ind for at tænde lys i vinduet. Peter tog en buket hvide chrysantemum ud af bagagerummet og gik hen over græsset mod barndomshjemmet, alt imens Stine stod skjult bag gardinet og kiggede nervøst, om hun turde åbne eller om han måske endelig havde tænkt sig at sige, hvad de begge havde ventet på, så længe nu.
