Peder voksede op i en stor familie på landet. Hans far, der havde det med at tage sig en tår over tørsten, gik fra det ene job til det andet, mens moren sled på posthuset og derhjemme for at få mad på bordet til de tre børn.
Som den ældste hjalp Peder altid tilhan bar brænde og vand, passede sine yngre søstre og lærte dem, hvordan man gav en hånd med, efterhånden som de voksede til. Faren forsvandt ud af familien, da han ved en uheldig lejlighed drak noget, han ikke skulle, og det blev hans endeligt. Familien fik det ikke nemmere bagefter.
Morens stemme blev tit vemodig, når hun tænkte tilbage:
– Han var da godt nok lidt af en dranker, men han var rolig, lavede ikke ballade. Og selvom der ikke var meget, så kom der da lidt penge hjem Din gamle skalle, Vagn Hvorfor skulle du forlade os?
For ikke at høre sin mors suk og klagen, skyndte Peder sig ud, når han var færdig med sine pligter. Han opsøgte de andre børn i landsbyen til deres aftenhygge. De samledes ved det gamle bindingsværkshus i udkanten af byen, hvor der i flere år ikke havde boet nogen, og trappen fungerede som bænk for dem alle.
Som små spurve satte de sig tæt sammen, spiste solsikkekerner og fortalte hinanden historierbåde påfundne og virkelige hændelser.
Peder havde aldrig penge til solsikkekerner, og hans mor købte dem heller aldrighun sparede hvor hun kunne. Men hans veninde og nabo, Frida, delte altid sine kerner med ham. Hun gjorde det diskret og uden store armbevægelser, lod stille og roligt flere og flere kerner glide ned i hans lomme eller håndflade.
– Tak, hviskede Peder altid stille, mens han nød de salte, knasende kerner sammen med de andre. Han fornemmede, at Frida satte sig lidt tættere på ham end på de andre, for at kunne give ham flere. Først blev han lidt genert, men snart var det ham selv, der fandt pladsen ved siden af den betænksomme og gavmilde pige.
Men at tage imod uden at give igen, fik Peders samvittighed ikke lov til. Så han begyndte at komme forbi Fridas hjem efter skole, når hun arbejdede i køkkenhaven.
– Er dine forældre på arbejde? spurgte han altid.
– Selvfølgelig, sagde hun smilende. De er altid væk på dette tidspunkt.
Så satte han sig ned ved siderne af hendes rækker og luede ukrudt sammen med hende, mens de snakkede om stort og småt.
Frida sagde aldrig nej til hans hjælphun nød selskabet, og snakken med ham gjorde dagens arbejde lysere. Når de var færdige, hentede Frida te og småkager ud i haven; Peder nægtede for syns skyld, men Frida insisterede, til han tog for sig og fik lidt te og noget sødt. Hjemme hos Peder var slik og småkager sjældne gæster, så han følte sig altid dybt taknemmelig.
Peder gjorde også, hvad han kunne med skolearbejdet, men studierne faldt ham aldrig let. Til gengæld var han den bedste til sport, og derfor startede han efter folkeskole på idrætsseminariet i Aalborg. Frida uddannede sig til sygeplejerske.
Efterhånden som de blev voksne, så de hinanden mindre, kun til højtiderne, når de begge var hjemme. Peder, der var en spinkel dreng, voksede sig stærk og muskuløs. Frida var stadig den samme blåøjede, milde pige-kvindeslank, yndig og altid med et smil.
Frida blev gift i en ung alder. Hun havde tidligt mistet sine forældre i en tragisk trafikulykke og længtes efter kærlighed og tryghed til at skabe sin egen familie. Til Peders overraskelse giftede hun sig hurtigt med Martin, en snakkesalig fyr fra byen, som Peder ikke syntes matchede hende særligt godt. Men de fik en søn året efter brylluppet.
Peder skyndte sig ikke med at finde sig en kone. Til morens overraskelse klarede han sig hurtigt godt på arbejdet på byens idrætsskole og blev efter få år leder af sportshallen i Aarhus.
Hans søstre var flyttet hjemmefra og havde stiftet små familier i byen. Men Fridas ægteskab blev hurtigt svært. Peders mor fortalte, hvordan Martins opførsel lignede Vagn, Peders far, til forveksling:
– Han drikker, roder rundt og gad vide hvor han render. Hverken barn eller kone betyder noget. Hun har det svært, den pige Jeg forstår hende så godt.
Peder slog i bordet:
– Hvorfor giftede hun sig dog med ham? Hun kunne have haft det bedre Jeg husker jo selv, hvordan det var.
– Han slæber alting væk fra hjemmetstereo, tøj, endda arvesølvet fra Fridas forældresælger det for at få råd til mere sprut. Og folk køber! Jo, penge mangler hun tit, men hun kommer aldrig og spørger, sagde moren.
Peder gik rastløst rundt og moren tilføjede:
– Lad nu være med at blande dig, Peder. Det er ikke vores saget andet hjem er en gåde. Hun er der jo stadig, så elsker hun ham vel.
Men Peder fortalte sin mor om alle de gange Frida i barndommen havde delt sine solsikkekerner og hjemmebagte boller med ham, og at han ikke kunne bære at tænke på, at hun og hendes lille søn skulle lide.
– Hvad har du tænkt dig? spurgte moren nervøst.
– Du skal ikke røre ham, Peder. Så ender det med ballade. Lad os hellere prøve at hjælpe på anden vis.
Peder nikkede og tog til Aarhus. Nogle dage senere vendte han tilbage med sin bil fuld af poser og kasser med madvarer, tøj og legetøj.
– Flytter du hjem igen? grinede moren glad. Dejligt, hvis du gør!
– Nej mor, jeg bor stadig i Aarhus. Det her er til digog til Frida. På solsikkekernerne skal du ikke undre digFrida skal nok forstå det. Du rækker hende det bare nu og da. Og sørg for, at der altid er lidt til hende og drengen. Jeg sender stadig penge til mine søstre, de mangler ikke noget.
Moren tog imod, og hver uge gik hun over til Frida om aftenen med små pakker gemt under frakken. Frida nægtede i starten at tage imod, men da hun så spanden med solsikkekerner, vidste hun godt, hvem de kom fra.
Hun begyndte at græde. Hun lod hænderne glide gennem de skinnende kerner og sagde stille:
– Sig tak til Peder. Tænk, at han stadig husker Men han skal ikke bekymre sig mere, jeg har søgt skilsmisse. Mit uheld er snart overståetdet håber jeg.
Efterhånden blødte Fridas liv op igen. Nye gardiner kom på vinduerne, sønnen gik i børnehave, lykkelig og livlig som sin mor. Nogle gange passede Peders mor drengen, som begyndte at kalde hende bedstemor. Peder selv kom oftere hjem og havde altid noget med til drengen. De sad tit sammen hos moren, drak te, lo og mindedes barndommenog hvert år gled fire tunge år mere og mere i baggrunden.
Morens faste spørgsmål blev til:
– Har Frida været forbi i dag? Har du Villy hos dig?
– Mor, er du ikke bare lidt nysgerrig? grinede Peder.
– Gå nu bare over til hende, smilede moren. Hun er hjemme, og hun venter nok på dig. Folk i byen taler jo allerede.
Peder krammede moren.
– Du har altid forstået Tak, mor.
Han fandt en buket hvide krysantemum i entreen og gik uden tøven hen til Fridas husendelig uden at gemme sig for landsbyens snak.
Bag gardinet så Frida ham nærme sig med blomsterne, og hun mærkede sit hjerte slå hurtigt i forventning.
I det stille danske landsbysamfund handler sand kærlighed og venskab ikke om store ord, men om hjælpsomhed, omsorg og evnen til at se, hvad andre har brug forog handle på det. Man skal ikke holde sig tilbage for at hjælpe et medmenneske eller være bange for, hvad folk mon siger. Livet finder ofte sin vej, når man tør stå ved, at man vil hinanden det godt.
