Petter. En fortælling
Vinduerne på hospitalsstuen stod på vid gab, som sygeplejersken havde sørget for om morgenen. Luften var frisk, gardinerne blafrede, det grønne løv udenfor løftede humøret, og der var længe til sommerens bragende hede ville melde sig.
Petter havde fået sin blindtarm opereret væk. Lægerne sagde, det havde været kompliceret, de nåede det akkurat men Petter frygtede ingenting.
Er du ikke bange for nåle? spurgte sygeplejersken smilende om morgenen, mens hun trykkede luften ud af sprøjten.
Petter vendte sig bare tavs om på siden, han måtte helst ikke stå op endnu.
“Hun tror, hun kan skræmme mig…”
De hentede ham ind fra en baggård, der havde han fået smerter. Nej, han var ikke hjemløs han var opvokset på børnehjem. Han gik bare med de andre drenge fra Frugtmarkedet i Roskilde, hvor de prøvede at tjene et par sorte kontanter, og der slog det til.
Han fortrød kun én ting: Nu havde han sat både Lennart og lille Steffen i klemme der ville blive ballade på børnehjemmet. Allerede i går efter operationen havde souschefen, fru Mikkelsen, været forbi og spillet bekymret. Petter lå endnu døsig, huskede dårligt hvad hun sagde.
Havde han dog bare fået anfaldet hjemme på børnehjemmet der var så kort igen. Men sådan gik det altså…
Han klandrede abrikoserne. Ved boden fik de en kasse halvbrunede abrikoser for at hjælpe til, og de var sødere end som så og de spiste, til de mistede mælet.
Nå, superhelten! Hvordan har du det? spurgte en ældre læge med behårede hænder, mens han tjekkede stingene, Det værste er overstået. Nu er der ikke noget at frygte.
Jeg har nu ikke været bange.
Sej type, hva? sagde lægen alvorligt, Men du må ikke spise endnu. Ingen søde sager bringes ind! Hold dig lige lidt endnu. I aften får du saft.
Petter nikkede pænt mest af respekt. Han vidste godt, at der ikke var nogen, der ville komme med søde sager til ham. På børnehjemmet var de nok også mere vrede end bekymrede over hans tur udenfor især fordi de havde listet ud gennem et hul i hegnet, og netop på vejen tilbage fik han så et ildebefindende!
Men lægen havde nu ret Petters mod skyldtes livet. Mod må man have! Hans mor fødte ham sikkert lidt ved et tilfælde der var måske ikke penge til abort. Petter var ti år, men tænkte nøgternt over sådan noget, som børnehjemsbørn gør.
Han var ikke vred på sin mor. Tværtimod taknemmelig over hun fødte ham. Selvom hun straks skrev sig fra ham. Tak, alligevel.
De første tre år var han i spædbørnshjem, så til børnehjem i Holbæk, så flyttede han til et andet i Slagelse. Hele sit liv havde han bare kæmpet for at eksistere.
Han husker slagsmålene om maden i spisesalen. Det var 80ernes mere rolige tid, men køkkenet og forstanderen tog det meste med hjem ud i bilerne og hjem.
Men der blev kæmpet om alt, ikke bare maden. Han blev robust. Brækkede armen et par gange. Og engang, da en frisør kom for at give dem alle karseklip, måtte hun næsten græde, da hun så alle arene på hans hoved.
Hvad så hvorfor græde? Petter havde aldrig grædt.
Og så vil de nu skræmme ham med ar på maven og sprøjter…
Tåbeligt!
Voksne var kolde og rationelle, syntes han. Han var ikke en sød lille pige, som nogen kunne holde særlig af han var kontant, rå og havde sin egen vilje.
Hør nu her, Vestergaard! Hvis du har numre med, ryger du i isolation! truede fru Mikkelsen tit.
Han svarede ikke, men han underkastede sig heller ikke. Han havde haft sine egne principper længe.
En voksen havde han dog tænkt på indimellem. Han vidste egentlig ikke, hvordan andre børn tænkte på deres mor, men denne kvinde, der engang dukkede op på børnehjemmet i Holbæk, tænkte han ofte på. Måske var hun pædagog, måske vikar. Bare hendes blå øjne, hendes smil, hendes trygge hænder blev hængende i hukommelsen. Når hun vuggede ham, hviskede hun:
Du skal være stærk, lille Peter. Spis godt og pas på dig selv. Lyt efter det bliver svært, men du skal klare det. Bare prøv, ikke?
Og siden sang hun for ham.
Lille, lille mis, halen er så grå,
Luk nu øjnene, sov nu sødt,
Halen er grå, poterne små,
Sov nu sødt, min ven.
Selvom han nu syntes, han var meget voksen, vendte han tit tilbage til melodien, når det hele var sort. Lukkede øjnene, nynnede stille, huskede de varme hænder, og så blev det lidt lettere.
Så forsvandt hun forduftede bare og efterlod ham sangen og et minde. Han glemte hendes navn, men kaldte hende mor for sig selv. Sikkert havde hun bare været en vikar, men han ville så gerne bilde sig selv noget andet ind.
Sygeplejersken lukkede vinduet, begyndte at rede sengen overfor ham. Petter var lettet det var ensomt at ligge alene.
Kort efter kørte en seng ind, omringet af folk i hvide kitler. Der var hektisk aktivitet. Fra sin vinkel kunne Petter dårligt se, men skimlede en spinkel, spidssnudet dreng med drop over sig. Snart var kun sygeplejersken og en mand tilbage.
Ingen snakkede rigtigt. Kun enkelte ord blev udvekslet.
Han skal sove, sagde sygeplejersken.
Tak.
Kald hvis…
Ja.
Hun gik ud, og manden sad stille med albuerne på knæet, hovedet ned, urørlig. Drengen sov.
Det var varmt, men manden sad i jakke under kitlen. Petter syntes, det så ud som om han også sov.
Ryggen værkede, Petter vendte sig, sengen knirkede. Manden kiggede op. Mellem brynene en fure og mørke poser, men et blødt blik.
Hej, hviskede han, som om først nu bemærkede han Petter.
Hej, svarede Petter.
Manden vågede op, så på sin søn, løftede så stille en stol og satte sig hos Petter.
Du er blevet opereret?
Ja, blindtarmen.
Det var godt. Kan du rejse dig op?
Ikke endnu.
Skal du have noget?
Nej tak. Jeg må ikke spise. Hvad er der med ham? Petter nikkede mod den anden dreng.
Ham? Manden sendte et blik, rynkede panden, Noget andet… Må jeg sidde her hos dig? Jeg hjælper hvis du skal noget. Kommer nogen til dig, går jeg ud.
Javist, sagde Petter, hvad skulle han protestere for.
Manden satte sig igen og lo stille:
Han hedder Simon, han er elleve. Og du?
Petter. Ti.
Tak, Petter, sagde manden, og Petter forstod ikke helt hvorfor.
Dagen efter vrimlede det med folk. Simon fik drop, lægen kom flere gange. Faren sov på den anden seng, snakkede lidt indimellem. Simon rørte på hænderne, med hovedet men åbnede ikke øjnene. Han så sovende ud.
Så dukkede Simons mor op, høj, rank, rødmusset ved øjnene, krøller i en hestehale. Hun blev støttet ind, satte sig ved sønnen, kælede uafbrudt.
Skal I ikke flytte drengen? spurgte Simons far lægen, og pegede hen på Petter, bekymret for sin kone.
Jo, i dag, sagde lægen.
Lægen kom hen til Petter.
Nå, hvordan går det? Smerter?
Lidt…
Natten før sov han dårligt, stingene kløede og kateteret generede. I går ingen mad, måske var det for tidligt.
Nu kan du godt begynde at rejse dig. Vi flytter dig til stuen ved siden af. Så i gang, min ven, sagde lægen. Sygeplejersken fjerner snart kateteret.
Petter ville gerne op, men sygeplejersken lod vente på sig. Folk kom og gik.
Først da gik det for alvor op for ham, at Simon nok var ved at dø. Han vågnede aldrig, ingen grinede, alle talte lavmælt, stemningen var tung.
Senere sad en slægtning vagt ved Simon. Petter var lidt flov over hende da sygeplejersken endelig kom for at fjerne kateteret, sagde han lavt, at han var genert, men hun var bare kort for hovedet.
Der er ingen, der ser på dig nu, slap af. Det går hurtigt.
Sådan var det også, men Petter mærkede friheden, da det var overstået. Han var splitterravende nøgen og vidste ikke, hvor hans tøj var. Pigen sad, kiggede skiftevis ud og på Simon, rettede tæppet, gav vand. Petter fortrød, han ikke havde spurgt om tøjet.
“Ingen har brug for dig!” tænkte han. Men alligevel samlede han mod og satte sig op, dækket af tæppet.
Pigen vendte sig.
Skal jeg hjælpe?
Nej… han blev svimmel og lagde sig ned igen. Men snart prøvede han igen.
Ved du, hvor mit tøj er? spurgte han.
Hun svarede ikke, men lovede at undersøge det.
Du holder bare øje med Simon imens, ikk?
Petter prøvede at gå, men benene rystede, han turde ikke rigtig forlade sengen. Det overraskede ham, hvor svært det var bare at gå tværs gennem rummet.
Til sidst kom der noget tøj patienttøj, ikke hans eget.
Jeg vender ryggen til, slap bare af, sagde pigen.
Han trak de kæmpestore bukser på, måtte snøre dem ind. Buksebenene var for lange, og han kunne ikke bukke sig. Først da han listede væk, bemærkede hun det og bukkede dem op.
Vent hold da op, hvor er de store! Hun satte sig på hug og bukkede og bukkede, til Petter blev dårlig.
Jeg besvimer…
Så, så… hun støttede ham op, fik ham på en stol, Du er jo endnu godt syg. Har du spist? Hvad hedder du?
Petter.
Jeg hedder Amalie. Skal vi ikke ringe til din mor? Bare for at…
Jeg har ingen mor.
Far da? Hvem bor du hos?
Det går, det går. Jeg skal bare på toilettet.
Han nåede frem, så på sig selv i spejlet. Kraftige rande under øjnene, læberne hvide. Hans sorte øjne brændte. En pædagog sagde engang, at han nok hed Vestergaard for de sorte øjne som en ravn. De kaldte ham Ravn på børnehjemmet. Det var han stolt af.
Han vaskede sig med koldt vand det hjalp straks. Amalie havde sørget for saftevand til ham.
Og hvis jeg skal hente mad, så må du selv komme til spisesalen.
Hvor?
Til højre, ned ad trappen og til højre igen. Kan du ikke lugte maden? grinede rengøringsdamen.
Han var lige ved at styrte om! Jeg henter selv saftevand til ham, sagde Amalie, Og han må kun få det.
Petter kunne ikke ligge stille, trampede lidt rundt. Kiggede på Simon en køn dreng, nærmest piget, med krøllet hår som moren. Alt for tynd.
Dør han? Petter spurgte, ligeud som kun børnehjemsbørn gør.
Amalie skælvede.
Vi ved det ikke… Men ja, Simon er meget syg. Fire operationer… Forældrene er udmattede. Jeg er hans faster Amalie, og der sker jo mirakler indimellem, ikke?
Det ved jeg ikke, svarede Petter og satte sig.
Han tænkte længe på Simon. Et liv som i film far, mor, bedsteforældre, alt muligt… Men der lå han og var nok ved at dø.
Han selv blev ikke flyttet. Om aftenen kom Simons far igen, der blev travlt, og Petter hørte dem tale om ham: “Hele dagen ingen har besøgt ham.”
Du er altså fra børnehjemmet, ikke? spurgte Simons far, Mads, en dag.
Jo.
Skal du ikke have dit eget værelse? Simon er meget syg…
Nej, jeg kan godt blive. Må jeg blive her?
De fire næste dage lignede hinanden. Petter fik feber og blev flyttet ind til en stue med de gamle. Han kedede sig, og gik over til Simon. Ingen sendte ham væk.
Udskrivelsen blev forsinket på grund af feber.
I mellemtiden havde Mads, Simons far, der nu kendte Petter virkelig godt, fået spurgt stille til hans liv, og havde givet ham noget tøj Simons. Petter tog imod, kiggede på den syge dreng.
Er det hans tøj?
Ja.
Hvad nu hvis han alligevel ikke dør?
Mads så overrasket på ham. I familien sagde man aldrig ordet “dø” højt alle vidste, det var tæt på, men at sige det… Det var for frygtelig.
Kun én gang havde Simons mor, Sofie, sagt det i et anfald af fortvivlelse: “Hvorfor! Hvorfor dør han, selvom vi har gjort alt!”
Når sjælen forlader en, svigter kroppen også. Sofie kunne ikke mere, ville ikke leve, fik beroligende, men det hjalp kun lidt.
Hvad nu hvis han klarer den? spurgte Petter.
Mads ville egentlig svare ærligt, mest for sin egen skyld.
Men desværre… han overlever ikke, Petter. Han er ved at dø.
Gør det ondt? Petter holdt Simons skjorte ind til sig og så på ham, rynket i panden.
Den voksne forstod Petter led med ham, følte med familien, og måske var det endnu sværere for et forældreløst barn.
Det går hurtigt, som at falde i søvn, og vi gør alt for, han ikke skal have ondt. Det lover jeg.
Men han bevæger sig jo…
Ja, derfor taler vi til ham. Vi håber, han hører… men vi ved det ikke.
Konstant sad familien om Simon. En aften var Mads væk et øjeblik og efterlod Petter alene hos Simon. Da han kom tilbage, standsede han i døren.
Petter sad og holdt Simon i hånden, talte til ham:
Og min mor ved ikke hvor hun er. Måske er hun allerede død. Men jeg er ikke sur. Hvis hun kom, ville jeg tilgive. Tro mig. Du må ikke dø. Se hvor din mor græder! Og din far… Hvis jeg havde sådan en far, ville jeg aldrig dø. Jeg passer godt på dine skjorter, lover dig! Ryg dig, kom nu, Simon. Kæmp alt, hvad du kan…
Mads hostede klumpen sad i halsen. Petter fløj op.
Han kan høre mig, han trykkede min hånd! Helt ærligt, tror du ikke?
Det tror jeg, Petter. Det tror jeg.
Familien ventede bare på endeligt. Simons sygdom var fundet, da han var otte: muskelsvind. Så begyndte det hele hjertet, lunger, tarmene… De havde fået ham behandlet på Rigshospitalet og i Odense, søgt land og rige rundt. Det var derfor, han blev elleve og ikke døde tidligere. Han havde vænnet sig til sygdommen.
Især havde det slidt på moderen, Sofie. Hun sad nat og dag ved ham, kæmpede for ham, opsøgte alle, bad i kirken, alt. Mads var der, men han var manden han måtte være den stærke.
Da det stod klart, at Simon ikke overlevede, brød hun sammen. Hun fik beroligende.
Sig noget til ham, Petter. Han hører det nok, og det glæder.
For Mads blev samtalerne mellem hans søn og Petter et lys i mørket. Han stod gennem døren og lyttede:
Prøv at høre, da Lennart knækkede min arm, jeg sværger, alt blev sort! Men jeg rejste mig, kiggede på ham og sagde Vil du knække den helt? Kom bare! og han blev bange. Jeg skreg ikke. Bare for at showe, ikke?
Han blev bange og løb efter en voksen. Se nu min arm blev fin igen. Din sygdom går også væk. Bedre at brække armen end det du har! Kom igen, Simon!
Simon døde om natten. Petter opdagede det ikke, ingen sagde noget om morgenen, før han så sig om efter Simon.
En ung mand pakkede sengene ud.
Hvor er… ham, der lå dér? spurgte Petter.
Ved ikke. Han var der ikke, svarede manden.
Petter styrtede ud, ledte efter sygeplejersken, men hun var væk, pludselig løb han forvildet rundt, ind til lægerne.
Hvor er Simon? Er han kørt væk? Hvor?
Simon…? Åh… desværre, sagde en yngre læge, meget syg dreng…
Er han død?! Petter udbrød.
Lægen nikkede.
Ja. Det sker.
Petter gik baglæns ud af lokalet. Nu var han vred på hele hospitalet, på alle.
Skiderikker! De reddede ham ikke!
Hvordan kunne han vise sin vrede?
Rengøringsdamen vaskede gulv, Petter sparkede til spanden, vandet drev ud, hun skreg op, personalet kom løbende.
Alle skældte ham ud, men han gik bare tilbage, åbnede døren, satte sig på sin seng, holdt sig for ørerne.
Et helt hospital, fyldt med læger og de kunne ikke sørge for at redde hans ven. Ingenting!
Hvorfor var Simon hans ven selvom han hele deres korte venskab havde været bevidstløs? Petter anede det ikke. Men de blev venner. Han fortalte alt om sin mor, om engang der blev sunget for ham, om slagsmål, om ar og sår.
En nat, mens han stadig delte stue med Simon, drømte Petter at Simon satte sig op med et lille, trist smil. Petter ville røre ham, men Simon sagde, han bare ville sidde. Han begyndte at fortælle sit liv.
Petter huskede ikke detaljer, men stemmen rungede. Pludselig kiggede Simon mod vinduet, rejste sig og begyndte at klatre op på karmen. Petter blev rædselsslagen for, at han skulle falde, så rædselsslagen, at han vågnede.
De sorte grene udenfor svajede, månen skinnede. Simon vred sig, hans far var udmattet.
Petter satte sig stille ved hans side, tog hans benede hænder og begyndte at synge den eneste vuggevise, nogen havde sunget for ham:
Lille, lille mis, halen er så grå,
Sov nu sødt, min ven,
Grå lille hale, små hvide poter,
Sov nu sødt, min ven…
Fra den nat talte Petter med Simon i tankerne. Simon fortalte om sin barndom, om ture ved havet med familien, om bedsteforældre bedstefar general, om skolen og klasselokalet, om sit værelse, om moren der vækkede ham.
Sådan forestillede Petter sig familiens liv det fortalte Simon ham så i drømmen. Nogle gange blev det lidt urealistisk, men Petter kendte ingen familier, kun fra tv.
Han forestillede sig, at alle sov i én stue, hver havde egen seng, egen skab i entreen; torsdage spiste de fisk, og moren hældte te op til morgen med øse.
***
Mærkeligt nok, da Simon døde, var det som et suk for Mads. Ikke fordi han ikke elskede sin søn, eller var en dårlig far tværtimod. For Simon led længere end noget barn burde. I stedet for smerten blev han fri.
Nu skulle han lære at leve med tabet, hjælpe sin kone videre.
Oftere og oftere tænkte han på Petter.
Det var ikke tiden til adoption Sofie ville ikke forstå. Ingen skulle erstatte Simon! Selvfølgelig ikke. Portrættet stod i stuen, Sofie tog på kirkegården hver dag. For otte år siden havde hun mistet muligheden for børn akut operation.
Men Petter ville aldrig få nogen forældre.
Han var helt anderledes rå, ujævn, sortøjet. Men Mads hørte ham tale sjælen var lige så smuk som Simons.
Sofie, jeg var i dag på sygehuset. Petter blev udskrevet. De holdt ham længe.
Hvorfor? spurgte hun.
Ja… hentede bare Simons papirer. De sagde, Petter lavede stormvejr da han fandt ud af, at Simon var væk.
Fjollede dreng, sukkede hun.
Nemlig, nikkede Mads.
Vær ikke bekymret for mig, jeg finder fred lidt efter lidt.
Godt.
Lad os bare ikke tale om Petter lige nu.
Mads nævnte det ikke mere. Men lørdag morgen tog han ind til Petters børnehjem. Noget trak ham derhen, han kunne ikke slippe det igen. Han kendte Petters historier om huset, og rigtigt nok chefen tog ikke imod ham, så ham mistroisk, spurgte og spurgte mødet blev ikke til noget.
Men det skræmte ham ikke, tværtimod det satte ham op. Han huskede sin klassekammerat, Grethe, nu rådgiver for pleje- og adoptivforældre.
Allerede dagen efter ringede han på hos Grethe. De talte længe, hun forstod tabet. Hun ville finde ud af noget, men det vigtigste var Sofies og Petters samtykke.
Mads gik trods alt til kommunen og tog listen over krav ved plejefamilie eller adoption. Kommunens folk var venlige og lovede at arrangere et møde med Petter.
Han nævnte ikke meget for Sofie, kun til sin svigerfar og søster Amalie. Amalie var positiv hun kunne lide Petter. De lovede at tale med Sofie.
Men Sofie græd, så snart nogen nævnte Petter.
Han skal ikke erstatte Simon. Forstår I ikke!
Det er klart, sagde Mads, men han har ingen. Han er rå og usleben, helt uden familie. Men Sofie, hvis du hørte hvordan han talte til Simon, hvor højt han ønskede ham tilbage, den dreng kunne give mig ro… Lad os bare mødes ham.
Pres mig ikke…
Og det var det første skridt.
Da de første gang mødte Petter i direktørens kontor, var han stiv af skræk, stirrede i jorden, hvide knoer. Gav ikke Mads hånden, selv da han rakte frem.
Grethe var med, men blandede sig ikke. Sofie observerede stille. Mads prøvede talestrømmen for ikke at gøre alt for akavet.
Petter sad musestille, så genert, at han blev sendt tilbage før tiden.
Så meget for at være frygtløs!
Han vil nok ikke med os, vel? Han så bange ud, sagde Mads på vejen hjem.
Du tager fejl, sagde Grethe. Han har aldrig ønsket noget mere han vil gøre alt for at blive valgt, men er dødsens angst for at skuffe jer.
Er vi så farlige? spurgte Sofie.
Nej, I er rigtige forældre han har aldrig haft sådanne. Han er ikke vant til kærlighed, nu drømmer han kun om jer.
De aftalte, Petter skulle på besøg. Han sagde ikke ja med det samme, og Sofie tøvede stadig.
Da Petter kom på besøg, sad han med hænderne fugtige, så kun på sin kop, bange for at træde ved siden af, løfte blikket.
Han frygtede Sofie mest.
Da Mads tabte skeen, fløj Petter sammen og mumlede:
Satans, for pokker.
Mads grinede:
Ja, det var fandme uheldigt! Spis nu lidt kartofler, Petter, tag for dig!
Petter fik presset et stykke i munden. Det føltes mærkeligt.
Hey, slap nu af!
Vil du se Simons værelse? forslog Sofie.
Og der lyste Petter op og nikkede.
Inde på værelset så han straks det store billede af Simon. Her så han anderledes ud, mere fyldig, åbent smilende. Det var dejligt at se vennen sådan som om han sagde: “Bare rolig, jeg er her med dig.”
Hej Simon! han gik straks hen og rørte ved rammen, så på Sofie, Han er lidt tykkere der.
Ja, det var kun til sidst, han blev så spinkel…
Lige før han døde, ikke? spurgte Petter åbent, strøg rammen og sagde: Vil I vise mig, hvordan han boede?
Sofie forstod ikke først, men greb fotoalbummet.
Jeg kan ikke se på billeder endnu, du må kigge selv.
Petter satte sig, kiggede i albummet. Sofie gik til vinduet.
Er det ham sådan en bette? Er det Simon?
Ja.
Hun satte sig ved siden af, og sammen så de billeder, der før havde været umulige for hende at tåle at se på.
Han var sjov… Skæg… hviskede Petter.
Derpå fandt han et billede fra stranden.
Se havet! Han sagde, I tog til havet!
Sofie rystede på hovedet undrende.
Sagde han? Han kunne ikke tale længe…
Petter så op, bange for at virke for fantasifuld.
Han sagde det alligevel…
Sofie lod det ligge. Med Petter ved siden af oplevede hun, at det gjorde mindre ondt. Måske kunne hun netop sammen med ham lære at acceptere tabet.
Hun tog luft ind og spurgte så:
Petter, hvis vi gerne ville adoptere dig… hvad ville du sige?
Han stivnede, bladrede i albummet.
Jeg ved ikke… Simon var god. Jeg er ikke meget værd. Jeg kan ikke rigtig finde ud af det…
Hun hev ham brat ind til sig.
Det er fint. Vi vil ikke have dig i stedet for Simon. Bare som hans aftro ven.
Petter blev forskrækket over omfavnelsen, musklerne spændte ingen havde rørt ham sådan, så længe han kunne huske. Han mærkede duften af kvinde, hendes varme hænder.
Han bladrede fremmest i albummet for at aflede, men hun holdt bare om ham, vuggede ham lidt.
Petter havde aldrig grædt.
Nu kom gråden op, og han snøftede.
Græder du, Petter? Det gør ikke noget… Hold ud. Du er en mand! Du skal være stærk! sagde hun og tørrede hans tårer væk.
De ord havde han hørt før.
Vinduet stod åbent. Luften var frisk, gardinet blafrede. Det grønne løv var smukt, og Simon smilede ned fra sit billede.
Som en lille dreng spurgte Petter pludselig:
Kender du sådan en sang? “Lille, lille mis, halen er grå, sov nu sødt…”
Jeg har hørt den, en vuggevise, ikke? Vil du ha jeg lærer den?
Petter snøftede, nikkede. Mere kunne han ikke ønske sig.
***Sofie tog ham tættere ind til sig og begyndte stille at nynne. Hendes stemme var forsigtig i starten, men blev varmere, stærkere, mens Petter lyttede, trykket mod hendes blødhed. Verset dansede, gled over i stilhed, kun blafrende gardiner og sporadiske mågeskrig udenfor brød lyden.
De sad længe sådan, og Petter mærkede for første gang, hvordan alting kunne falde til ro, at man godt kunne blive holdt fast uden at nogen ville noget ondt. Han lukkede øjnene. En duft af saltvand og saftevand drev gennem tanken, billeder svævede op og forsvandt igen.
Da de senere gik ud i haven sammen, havde Sofie stadig armen om Petter. Hun pegede på buskene ved hækken, hvor sommerfugle svirrede, og Mads kom ud med kolde sodavand og grin i stemmen. Snart kunne Petter ikke andet end grine med: det klang underligt, næsten fremmed, men føltes godt.
For første gang, siden han kunne huske, var der nogen, der kaldte på ham, bare fordi de ville ham. Da de skulle gå ind, grinede Mads og sagde:
Kom, Petter, lad os se, om vi stadig husker gemmeleg. Simon var en mester måske kan du slå ham!
Petter fandt et grin frem, og forsvandt mellem buskene med et lille sus under fødderne han blev næsten let som et blad. Over ham skinnede himlen, og inde i huset ventede nogen på ham.
Han havde aldrig haft sådan et sted før. Nu vidste han, at det fandtes.
Farvel, Simon. Tak, tænkte Petter, og løb videre ind i det nye liv, hvor ingen længere var helt alene.
