Jeg er 38 år gammel og i de sidste to år har jeg boet sammen med en mand, som er fem år ældre end mig. Mikkel har tidligere været gift, han har to børn og en ekskone, Lise, der er arbejdsløs og ringer til ham hver eneste aften for at bede om penge eller hjælp med et eller andet.
Selv har jeg aldrig været gift og har ingen børn. Mange ville nok sige, at jeg derfor ikke forstår, hvad det vil sige at have børn eller familie. Men jeg forstår det godt og jeg forstår også, at det ikke er normalt at leve sammen med én kvinde, mens man samtidig konstant løber tilbage til den anden.
Mikkels ekskone ser ud til at forsøge at få ham tilbage. Hun ringer hver dag med et eller andet problem derhjemme. Mikkel tager altid direkte over til dem efter arbejde og vender først hjem sent om aftenen. Vi kan end ikke fejre jul bare os to, som alle andre par. Endnu engang ringer telefonen, og han skynder sig afsted. Hvorfor skal han altid gå?
Han har en stor familie og gode venner, som alle bor her i København eller tæt på. Men svaret virker oplagt: hun vil have min kæreste tilbage. Jeg er ved at miste tålmodigheden. Men hvad skal jeg gøre? Skal jeg gå fra ham? At tage snakken hjælper alligevel ikke længereJeg begynder at trække vejret dybt. Sidder blot i mørket og mærker stilheden i stuen, som kun bliver brudt af min egen puls. Noget indeni mig siger, at dette ikke er kærlighed – ikke sådan en jeg fortjener. Jeg kan ikke redde nogen fra deres fortid, uanset hvor meget jeg elsker ham.
Da døren går op et par timer senere, og han kommer ind med et træt smil, kigger jeg ham længe i øjnene. “Mikkel,” siger jeg stille, “jeg savner dig men jeg savner også mig selv. Jeg kan ikke blive ved med at leve i skyggen af dit gamle liv. Jeg håber, du finder din vej, men jeg må finde min egen.”
Han forsøger at protestere, men hans blik viger. Jeg mærker en mærkelig lethed i mig, en styrke der vokser, mens jeg begynder at pakke mine ting. Uden drama, uden råb. Bare en stille beslutning.
Da jeg går ud af døren for sidste gang, sender jeg et sidste blik tilbage mod det liv, jeg troede, jeg ville have. Og idet jeg går ud i nattens kølige luft, forstår jeg, at nogle gange er det først, når man tør give slip, at kærligheden til sig selv begynder for alvor.
