Pensionisten Lisbeth (eller som alle kaldte hende, Lisbeth Marie) sukkede tungt, mens hun med besvær vendte sig om i sengen. Leddende smertede, benene var stærkt opsvulmede. Hun var blevet træt af at gå til lægen og havde opgivet al behandling.
Lisbeth boede alene. Hun havde aldrig været gift, men hendes søn kom til verden for mange år siden hendes første kærlighed. Pludselig lød der et bank på døren. Langsomt og med ømhed gik hun hen og åbnede.
På dørtrinet stod hendes søn, Mads, med sin kone, Sofie. Ved siden af dem stod fireårige barnebarn, Freja, hvis små hænder trykkede fast om en lille bil. Og sammen med dem en stor hund.
Mor, det bliver hurtigt. Vi er nødt til at tage af sted med det samme. Freja og Frikadelle bliver hos dig. Vi er nok hjemme om fem dage, så kommer vi og henter dem, sagde Mads, mens han så undskyldende på hende.
Jamen jeg er syg, går dårligt, jeg, fik Lisbeth kun fremstammet, mens hun støttede sig til dørkarmen.
Vi ville helst ikke forstyrre dig, mor, men vi kan ikke have både hund og barn med otte timer i bil til Viborg. Min mor Ja, hun er her ikke længere, sagde Sofie bedrøvet, og tårerne pressede sig på.
Freja begyndte at græde, og den store hund trak sig tættere ind til hende. Der gik det op for Lisbeth Marie: Der er kun mig. Jeg må tage mig sammen!
Sygdommen havde sneget sig ind for et halvt år siden.
Lisbeth var kun lige fyldt tres. Men i Danmark, hvem kender ikke synet af ældre med stok? Sundheden kan vende på en tallerken.
Hun tænkte på svigermoren Irene, hårdt ramt af sygdom. Svigermorens mand, Poul, var død for længe siden. Nu, pludselig, var Irene væk sygdommen tog hende på et øjeblik, også selvom hun var yngre end Lisbeth.
Mads og Sofie var nu kørt, og Lisbeth sad alene tilbage med smerter i skulder og ben og så på det lille barnebarn og den store hund.
Pigen omfavnede den enorme hund, som ivrigt slikkede hendes hænder.
Freja Han bider vel ikke? Hvorfor har I sådan en stor en? Kunne I da ikke bare have fået en lille puddel? Hvad er det for en én? spurgte hun, lettere opgivende.
Det er, bedstemor, en engelsk bulldog. Han er rar nok! Han hedder Frikadelle, svarede Freja, mens hun nussede den bløde pels.
Ham skal man vel gå tur med? Lisbeth mærkede hjertet slå hurtigt.
Selv havde hun aldrig passet andet end katte, og dem havde hun ikke længere.
Det gjorde ondt i hjertet at tænke på Irene, der var gået så uventet bort.
Men hvordan skulle hun med dårligt helbred klare en livlig pige og sådan en hund?
Jojo! Han skal have mad også. Han elsker kød og grød! Kom, bedstemor, vi skal altså ud at gå! Det er på tide! sagde Freja, og begyndte at tage sine små støvler på.
Lisbeth kunne ikke senere huske, hvad hun egentlig havde på, da de gik ud første gang. Pigen rakte hende hundesnoren, og tog hendes hånd. Sammen gik de.
Hun havde ikke været udenfor en hel uge. Ubehaget var slemt, men nu gik hun med tårer i øjnene og bønner i tankerne: Giv mig styrke, Herre, der er ingen andre til at hjælpe!
Frikadelle gik roligt ved siden af hende. På spadsereturen trak han ikke i snoren, og han ignorerede de bjæffende hunde i parken.
Lisbeth begyndte at respektere ham. Og stolt rettede hun ryggen, da hun passerede naboerne, som sad på bænken og snakkede.
Har du gæster? Er du ikke syg? Hvordan vil du dog klare både hund og barn? Hun falder jo sammen, råbte fru Jensen ovre fra femte sal.
Mens Lisbeth mærkede, at børnebarnets hånd blev spændt. Selv Frikadelle så fornærmet ud.
Nu må I lige, kjællinger! I har jo ingen børnebørn selv, og så bliver I bare jaloux! Det er mig, der selv har bedt om besøg! Hunden her er udstillingsmester, så det så! Og der er ingen grund til at snakke grimt foran barnet! Min søn er afsted for at sige farvel til sviger, ikke for at holde ferie! svarede Lisbeth, og gik stolt videre, glemte for et øjeblik sine ømme ben.
Lyt ikke til dem, Freja! Bedstemor er altid glad for dig! omfavnede hun pigen i elevatoren.
Bedste du flyver vel ikke op til stjernerne, som farmor Irene? Mor og far siger hun skulle bo der nu. Men så er både farfar og hun der. Jeg har jo kun dig, bedstemor Du forlader mig vel ikke? Freja klamrede sig grædende til Lisbeths ben.
Nej, søde! Ikke jeg! Du bliver nok træt af bedstemor! Jeg bliver hos dig! Følger dig til skole og læser op til dig. Bliver klar til at tage imod dig, hvad end livet bringer. Din bedstemor er altid med, Freja! hviskede Lisbeth beroligende og krammede barnebarnet.
Hun lavede aftensmad med besvær. Kom også i Brugsen for indkøb. Gik aftenstur med Frikadelle, der tålmodigt gik ved siden af hende.
Da både børnebarnet og hunden sov trygt, indtog hun sine piller. Alt værkede i kroppen, som om hun havde gravet grøft i flere timer. Men Lisbeth forstod: der var ingen andre at stole på. Hun huskede Frejas gråd: barnets frygt for at miste hende.
Kære Gud, hjælp mig! Lad smerten lette lidt ikke for min skyld, men for Frejas! hviskede hun i mørket.
Næste dag drev legene dem til gulvet; at sidde og lege med bil sammen med Freja havde hun ikke gjort i årevis. De lavede grød sammen og vaskede Frikadelle, som havde været ude at rulle sig i forårs vandpytter.
Pludselig kyssede hun hunden på snuden.
Hvorfor troede jeg, du var farlig? Hvor er du dog skøn, kloge Frikadelle! grinede hun for sig selv, mens hun tørrede pelsen.
Freja, hvorfor hedder han Frikadelle? spurgte hun nysgerrigt.
Pigen grinede.
Han elsker frikadeller! Men hans rigtige navn starter med F, det er virkelig fint. Men Frikadelle passer til ham, bedstemor! smilede barnet.
Dagene fløj. Der blev læst eventyr, og Freja viste hende endda, hvordan man kunne se dem på iPaden.
De øvede bogstaver, og det kvikke barn begyndte at stave ord. Frikadelle lå i lænestolen og bad om is eller små bidder ost.
Mor! Hvordan klarer du dig? Undskyld, men vi havde ingen udvej! Vi må blive lidt længere. Jeg forstår ikke, hvordan du klarer Freja og hunden, når du selv er dårlig, sagde Mads i mobilen.
Jeg klarer mig! Lad være med at tale pjat! Støt nu Sofie, hun har mistet moren sin. Og bekymr dig ikke om mig hvem bliver yngre? Alt kan løses med mod og vilje! svarede Lisbeth optimistisk.
Da Mads og Sofie vendte tilbage, havde de forestillet sig det værste. En svag mor, som næsten ikke kunne gå, med barnebarn og hund?
Se, er det ikke din mor, der løber derovre? spurgte Sofie forundret.
Jo, minsandten! Hun kan endnu! svarede Mads overrasket.
Hen over gårdspladsen kom Lisbeth løbende, skubbende til en bold. Hun følte, hun ikke havde løbet i hundrede år! Lige efter hende løb Freja og Frikadelle med glade hvin.
Da det var tid til at sige farvel, klamrede barnet sig til bedstemor og græd.
Freja! Bedstemor kommer og besøger dig om to uger! Så skal vi i café og på karuseller! Du skal bare vente! sagde Lisbeth, tog barnebarnet op de arme, der for nyligt dårligt kunne løfte en tekande.
Mor! Hun er tung, pas nu på! udbrød Mads.
Det går nok! Vent på mig, Freja! Vi ses snart! Farvel, Frikadelle! Bedstemor kommer snart og går tur med dig også! lo Lisbeth glad.
Hun var min genbo. Hun har selv fortalt mig denne historie. Jo, hun havde dårligt kunnet gå. Men så, som ved et mirakel, begyndte hun at bevæge sig igen. Det er alle vi i gården stadig forundrede over.
Det var Freja og Frikadelle, der helbredte mig. Lidt ondt har jeg stadig, men det er bagateller. Man må ikke bare blive liggende så kommer man sig aldrig! Man må ikke ynke sig selv, så bliver det værre.
Det er ikke altid læger og medicin, der skaber mirakler. Men kærlighed kan. Jeg tænkte: hvordan skulle barnet og hunden klare sig uden mig? Hvis jeg blev liggende? Så rejste jeg mig og begyndte at gå. For jeg var nødvendig!
Der ER noget at leve for! Så uanset hvor dårligt eller smertefuldt det kan føles: Rejs jer! Gå! For de små, tillidsfulde barnehænder i jeres hænder. Det er det fineste, livet kan give!
For børnene, for manden, for hundene og kattene, der også har brug for én.
Bed Gud om styrke, og saml mod. Der er intet, et menneske ikke kan, hvis nøden er stor. Kroppen finder altid skjulte kræfter.
Nyd hver dag sæt pris på livet! råder Lisbeth Marie til alle!
Kære venner, hvis I vil høre flere af vores historier, så skriv gerne en kommentar og giv et lille hjerte! Det inspirerer os til at skrive mere.
