Pensionist Eva Jensen eller bare Eva, som alle kaldte mig sukkede tungt og vendte mig besværet om på den anden side. Mine led gjorde ondt, mine ben var hævet. Jeg var træt af sygehusbesøg, træt af behandlinger.
Jeg har altid boet alene. Aldrig været gift. Min søn kom til for mange år siden, et resultat af min første store forelskelse. Pludselig ringede det på døren. Jeg slæbte mig derud og åbnede.
På dørtrinnet stod min søn, Thomas, og min svigerdatter, Katrine. Ved siden af fireårige barnebarn Villads, de små hænder krammede en lille legetøjsbil. Og så selvfølgelig den kæmpestore hund.
“Mor, vi har travlt. Vi må køre nu. Villads og Frikadelle bliver hos dig. Vi klarer det på fem dage! Vi henter dem igen,” sagde Thomas.
“Jamen Jeg er jo syg, jeg kan ikke klare det,” fik jeg mumlet og støttede mig til dørkarmen.
“Vi ville aldrig forstyrre dig, ærligt Men vi kan jo ikke have både barn og hund med otte timer til Odense. Min mor hun er her ikke mere,” svarede Katrine og brød sammen i gråd.
Villads begyndte også at græde, hunden sukkede næsten vemodigt. Og jeg forstod: “Nu skal jeg tage mig sammen!”
Sygdommen kom snigende for et halvt år siden.
Jeg var jo kun lige fyldt 60. Men hvor jeg end kiggede, var der pensionister med stokke og rollatorer alle vegne. Helbredet slår fejl på et øjeblik.
Jeg vidste desuden, at Katrines mor, Birthe Kristensen, havde været rigtig dårlig længe. Hendes far, Poul, gik bort for mange år siden. Nu, altså, var det også svigermorens tur Så hurtigt kan det gå. Og hun var endda yngre end mig.
Thomas og Katrine var allerede smuttet. Nu sad jeg så med smerter i skuldrene og benene og kiggede på de to: barnebarnet og hunden.
Barnet puttede sig ind til den store hund, som gav sig til at slikke ham bag ørerne.
“Villads bider han egentlig ikke? Han ser altså skræmmende ud I kunne da have nøjedes med en puddel! Hvad er han for en størrelse?” spurgte jeg usikkert.
“Det er en engelsk bulldog, Bedste! Frikadelle hedder han. Han er verdens sødeste,” forklarede Villads, mens han klappede den tilfredst.
“Og skal sådan en ikke luftes også?” Spørgsmålet fik mit hjerte til at hamre.
Jeg har aldrig selv haft andet end katte (og de er borte for længst). Erfaring med hunde? Nul.
Mit hjerte blev tungt af sorg over at miste svigermoren sådan før tid.
Men jeg anede virkelig ikke, hvordan jeg med min svækkede krop skulle klare det hele: Et aktivt lille barn og en kæmpehund.
“Han skal have mad han spiser både kød og grød, alt muligt. Kom nu, Bedste, nu skal vi ud og gå tur, det er tid!” Villads sukkede som en lille voksen og begyndte at tage sine støvler på.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik på af tøj den morgen. Barnet stak snoren i min hånd, tog min anden hånd og sådan gik vi ud.
Havde ikke været ude hele ugen så skidt havde jeg haft det. Men nu gik jeg. Igennem smerterne, med tårer bag ved øjnene. Hvad skulle jeg gøre? Jeg bad til Gud om bare lidt styrke. Der var jo ingen andre, kun mig! Barnebarnet og den dér Frikadelle
Frikadelle gik roligt. Han trak ikke i snoren en eneste gang, lagde ikke mærke til hverken gøende eller løbende hunde.
Jeg begyndte faktisk at respektere ham. Rankede ryggen, da vi passerede naboerne, der sad på bænken og sladrede.
Har du gæster, Eva? Du sagde, du var syg! Hvordan skal du klare både et barn og sådan en hund? Du ender jo med at blive endnu mere syg! Lille ven, hvorfor er du dog hos din bedstemor? Hun kan dårligt gå! Og en kæmpehund?! Dine forældre har ingen skam i livet
Sådan råbte fru Nielsen fra femte sal ud over hele gården.
Jeg mærkede Villads hånd knuge sig om min. Selv Frikadelle så bebrejdende på naboen.
Hold nu op, sladdertanter! I er bare misundelige, fordi jeres børnebørn ikke vil besøge jer! Jeg har selv bedt Villads komme, og jeg er bestemt ikke så syg. Og Frikadelle her han er udstillingshund, det skulle I vide!
Og lad være med at sladre foran barnet! Min søn og svigerdatter måtte til begravelse ikke på ferie, hvis nu I ikke vidste det! Udbrød jeg, og gik hastigt videre, næsten glemte mine fødder slet ikke kunne følge med.
Du skal ikke høre på dem, Villads! Bedste er altid glad for dig! sagde jeg kærligt i elevatoren.
“Bedste du flyver vel ikke op til skyerne, ligesom mormor Birthe? Mor og far siger hun er flyttet op i himlen og morfar er der også. Du er den eneste jeg har. Du flyver ikke væk, vel Bedste? Bliv hos mig, jeg elsker dig” snøftede Villads og krammede mine knæ.
“Hvor får du dog det fra, skat? Nej, Bedste slipper dig aldrig! Jeg skal følge dig i skole, og på studiet, og når du skal i militæret! Jeg bliver her længe endnu, Villads!” lovede jeg, mens jeg trak ham tæt ind til mig.
På trods af smerter fik jeg lavet aftensmad. Gik endda over for at handle ind. Og ud på aftentur med Frikadelle han gik altid roligt ved siden af mig.
Da Villads og Frikadelle endelig sov, måtte jeg tage min medicin. Jeg havde ondt overalt, som havde jeg gravet et kæmpe hul hele natten. Men jeg vidste også, der ikke var andre at regne med. Og Villads ord rungede stadig i mine ører. Han grædede bange for at miste mig.
“Giv mig styrke, Gud! Bare lidt lindring af smerten ikke for min skyld, men for Villads,” hviskede jeg.
Næste dag legede vi med biler, og jeg opdagede pludselig, at jeg kravlede rundt på gulvet sammen med barnebarnet det havde jeg ikke kunnet i årevis. Vi lavede grød sammen. Bagefter måtte Frikadelle i bad, fordi han havde rullet sig i forårsmudderet.
Pludselig overraskede jeg mig selv ved at kysse hunden.
Hvorfor syntes jeg, han var grim? Han er jo både nuttet og kvik! Sikke en fantastisk hund! snakkede jeg til mig selv, mens jeg tørrede ham.
Villads, hvorfor hedder han Frikadelle?” spurgte jeg.
Drengen grinede. Han elsker frikadeller! Egentlig hedder han noget meget mere fint på T, men Frikadelle passer bare bedre!
Dagene fløj afsted. Vi læste eventyr, og på Villads tablet viste han mig, hvordan man kunne se historier sammen. Vi øvede bogstaver og begyndte endda at lave ord. Frikadelle elskede at ligge i lænestolen og tigge om is eller ost.
“Mor, hvordan går det? Undskyld, men vi havde intet valg! Vi må blive et par dage mere. Jeg fatter ikke, hvordan du klarer både Villads og Frikadelle, når du er dårlig?” lød det bekymret fra Thomas, da han ringede.
“Det går så fint! Lad nu være med at pive, jeg er jo Bedste! Bliv bare så længe, der er brug for. Støt nu Katrine, hun får brug for dig. Og mit helbred? Vi bliver ikke yngre, men alt kan overvindes,” sagde jeg med optimisme.
Da Thomas og Katrine vendte hjem, forestillede de sig det værste: en svækket Eva, der knap kunne gå; et barnebarn og en stor hund hvordan var det gået?
Er det ikke din mor? Se, hun løber, sagde Katrine forbløffet.
Du milde! Det havde jeg ikke regnet med! svarede Thomas, da han så mig.
Jeg kom løbende lidt klodset efter en bold over græsset. Synes knap jeg havde løbet i 100 år! Men Frikadelle og Villads hvinede af fryd og løb bagefter.
Da de skulle hjem, hang Villads med tårer i øjnene fast i mig.
“Villads! Jeg kommer over til dig om to uger! Vi tager i café, og du får en is husk at vente på Bedste!” sagde jeg og løftede ham op, selvom armene knap havde kunnet bære en elkedel få uger før.
Mor! Han er jo tung! Er du sikker? udbrød Thomas.
“Det går fint! Bare vent på mig, Villads! Alt skal nok gå! Hej, Frikadelle Bedste skal nok komme på besøg og gå med dig også!” grinede jeg.
Jeg er hende, der fortæller dig dette. For jeg gik virkelig dårligt jeg var meget syg. Og så en dag pludselig begyndte jeg at kunne bevæge mig igen. Folk i kvarteret kan stadig ikke forstå det!
“Villads og Frikadelle helbredte mig. Jeg har stadig lidt ondt, men det er bagateller. Hvis du bare bliver liggende, så rejser du dig aldrig igen! Man skal ikke synes for meget synd om sig selv for det gør kun alting værre.
Det er ikke altid læger og medicin, der kan gøre mirakler. Kærlighed kan. Jeg tænkte bare: hvad nu hvis jeg gav op? Hvem skal så tage sig af Villads og Frikadelle? Derfor rejste jeg mig! Der er nogen, der har brug for mig.
Så længe der er nogen i dit liv, der har brug for dig er det værd at kæmpe videre! Uanset hvor ondt du har: Rejs dig. Gå. For de små hænder, der stoler på dig. Det er det smukkeste og mest eventyrlige, du kan opleve!
Gør det for dine børn, mænd. For dine kæledyr, som også har brug for dig!
Bed til Gud, saml kræfterne vi mennesker kan klare mere, end vi tror. Når livet er svært, finder kroppen de skjulte ressourcer!
Nyd hver eneste dag og vær glad for dit liv!” sagde jeg til alle, der ville lytte.
Venner, hvis I vil høre flere af vores historier, så skriv endelig en kommentar og husk at give et like det inspirerer os til at skrive videre!
