2. marts 2024
I dag talte jeg med min ældre nabo, fru Jensen. Hun bor alene i sin lejlighed et par opgange fra min. Hendes stemme har altid været rolig, men i dag, da vi kom til at sidde sammen ude i gården, var der noget særligt tungt over hende.
“Fru Jensen, hvor længe er det siden, din søn sidst har besøgt dig?” spurgte jeg forsigtigt, og jeg kunne mærke mit hjerte snøre sig sammen med spørgsmålet.
“Hmmm, jeg har faktisk ikke set Rasmus i over seks år nu,” svarede hun stille og så ned på sine hænder. “Da han flyttede til Aalborg sammen med sin kone, ringede han en gang imellem, men det stoppede efter et stykke tid. Jeg husker tydeligt den dag, jeg havde bagt en lagkage til hans fødselsdag og tog toget hele vejen men…” Hun stoppede op, øjnene blev blanke, og hun tørrede en tåre væk.
“Hvad skete der så?” spurgte jeg blidt.
“Det var Katrine, min svigerdatter, der åbnede døren. Hun sagde ligeud, at jeg ikke var velkommen. Rasmus sagde ikke noget. Han stod bare bag hende og kiggede væk, som om jeg havde gjort noget galt. Det var sidste gang, jeg så ham,” sagde hun og klemte servietten mellem fingrene.
“Og han har ikke ringet til dig siden dengang?” Jeg kunne næsten ikke tro det.
“Jeg ringede til ham en enkelt gang. Det var, da jeg besluttede at sælge min gamle treværelses og flytte i noget mindre her på Frederiksberg. Selvfølgelig ville jeg give ham lidt penge jeg tænkte, det kunne hjælpe dem. Han kom over, skrev under på papirerne, fik pengene og så hørte jeg aldrig fra ham igen.”
“Er du meget ensom, eller har du bare vænnet dig til det?” spurgte jeg.
“Jeg har fundet fred med det,” sagde hun med et lille smil. “Jeg blev forladt af min mand, da jeg var ung han fandt en anden. Så stod jeg alene med Rasmus. Jeg opfostrede ham selv, gav ham al min kærlighed og opmærksomhed. Så sagde han selv, at han gerne ville flytte i egen lejlighed, og jeg blev faktisk glad. Jeg troede, det betød, han var blevet voksen og selvstændig.”
Hun trak på skuldrene. “Men det handlede mere om Katrine. Hun ville ikke have nogen blandede sig. Så blev hun gravid, og så havde jeg ikke længere en plads i deres liv.”
“Fortæller du mig det her uden at være vred? Gør det dig ikke ked af, at din søn har sluppet kontakten?” spurgte jeg.
“Jo, men jeg har vænnet mig til det. Jeg kan godt lide mit nye hjem. Jeg har penge nok til det, jeg skal bruge havde det været værre, har vi jo folkepensionen. Hver morgen laver jeg kaffe og sidder ude på min lille altan med tæppe om skuldrene og kigger ud over København. Da jeg var ung, arbejdede jeg dobbelt for at få det hele til at løbe rundt, og drømte bare om en rolig stund, hvor jeg kunne sove længe. Jeg drømte om at blive gammel med familien omkring mig, men det skulle ikke være sådan.”
“Hvorfor får du ikke et kæledyr? Det er nu sjovere at være to,” sagde jeg med et forsøg på opmuntring.
Hun smilede træt. “Ved du hvad, søde ven, selv katte løber hjemmefra somme tider, og jeg tør ikke anskaffe en hund. Hvem ved, om jeg vågner op i morgen? Jeg vil ikke tage ansvaret for nogen, jeg ikke kan passe på. Jeg har allerede dummet mig én gang. Det er nok.”
Hun kæmpede længe mod tårerne, men til sidst måtte hun give slip.
Det er svært at se en gammel kvinde græde over noget, man ikke kan ændre. Men i dag lærte jeg én ting: Man må aldrig vende ryggen til sine forældre. De har givet os alt, og deres hjerte følger os selv hvis vi glemmer dem.
