Penge er der ingen af, og på kreditkortet er der kun en enkelt krone tilbage. Køleskabet er tomt… Og ude fra græsset betragter to smukke, men meget sultne øjne dig. Hvad ville en almindelig person gøre i sådan en situation? Hvem ved! Ida har aldrig betragtet sig selv som normal, så hun havde ingen valgmuligheder. Hvad gør det for en forskel, om man sulter alene eller sammen? Sammen er det trods alt lidt sjovere, sammen er det mere interessant.
Men killingen holdt sig på afstand og gav sig ikke nemt. Hele dens kropssprog sagde klart og tydeligt:
– Hør her, dame… Hold fingrene væk fra mig! Jeg kender jer godt – I klapper mig, men giver mig ikke mad. Fyld mad her, lige her! Her er der et godt sted. Hvorfor skal jeg ellers blive ved med at rende heromkring?
Ida måtte jage lidt efter killingen. Begge blev forpustede… Den lille killing blev træt og overgav sig til sidst.
– Okay, du kan bære mig, jeg er træt.
Killingen føltes næsten vægtløs i hendes arme, som om der intet var inde i dens bløde, pelskede lille krop. Men alligevel, på hvilket grundlag holdt den sig i live?
Udelukkende på styrken af katteånd og livsvilje, for killingen havde intet fået at spise i to dage. Og før det heller ikke noget særligt at skrive hjem om. En tør skorpe pizza, en halv frikadelle, og slikket resterne af en ispinne. Det var alt, hvad den lille, sultne killing havde fået fat i, efter den mistede sin mor.
Ida bar killingen forsigtigt og tænkte. Sult er til tider godt, det ville ikke skade hende at gå lidt ned i vægt. Men en lille skal jo have mad! Så hun besluttede at droppe den forbandede stolthed.
Denne stolthed havde hindret hende i livet. Det var udelukkende hendes stolthed, der havde forhindret hende i at dele den fælles bolig med sin mand. Han havde jo trods alt været hende utro i hele two års ægteskab!
Af stolthed afviste hun også hjælp fra sine forældre. Og det var denne stolthed, der havde jaget hende til en fremmed by. En by, hvor hun var helt alene – uden familie, uden venner og uden penge.
Men for killingens skyld glemte Ida sin stolthed.
Hun gik ind i den lille butik i nærheden af hendes hjem. Der var fyldt med folk: en lettere beruset mand, et ungt, ægtepar og en ældre kvinde.
– Hej. – Ida henvendte sig til ekspedienten.
– Jeg bor i den tredje opgang. Kunne jeg få et par poser vådfoder på kredit? Jeg betaler om et par dage, jeg har ikke en krone lige nu. Lige så snart jeg får løn, så kommer jeg tilbage… Jeg har fundet en lille killing, og jeg har intet at fodre den med.
Den berusede mand så træt og en smule irriteret på Ida.
– Et par poser? Nej, det duer ikke! Kan du fodre en killing med det? Du skal have oksekød! Vej op det stykke til mig. Og torsk, to haler. Hvor meget skylder jeg?
Han betalte og rakte posen til Ida.
– Her, giv din pelsede ven noget mad. Hvad er det for noget med to poser, to poser. Åh, kvinder, kvinder…
Mumlede han og gik.
– Tag lidt mælk.
Den ældre kvinde nærmede sig Ida og rakte en literpakke ud.
– Den lille killing vil elske det. Tag det, jeg har alligevel nok.
Sukker inderligt og forlader også butikken. Det unge par udvekslede blikke og forstod hinanden uden ord. Kvinden gik til disken:
– Vi tager 10 poser killingefoder, brød, ris og kefir.
Som du sikkert har gættet, gik alt dette også til Ida. Hvor følte hun sig dog forlegen over for disse mennesker, men de tilbød alle produkter af egen fri vilje og med et godt hjerte.
Ida bar killingen og varerne hjem. Killingen klynkede og forsøgte at komme tættere på posen. Duften af friskt kød gjorde den lille kat helt vild.
Og Ida, hun kunne slet ikke forstå… Hvordan er det muligt? Hver for sig var de begge ulykkelige og håbløse. Ida havde lige fået et arbejde, men den første løn kom først i slutningen af ugen. Killingen havde også været ude på gaderne i flere dage uden mad. Men i dag, da hun tog den med, rørte den ved hjerterne hos flere forskellige mennesker.
Hjemme efter aftensmaden, legede to piger (en stor og en lille) sammen, og om natten lå killingen og spandt taknemmeligt ved hendes skulder.
– Tror du, det var mig, der fodrede dig?
Ida spurgte killingen mens hun kælede dens lille pote.
– Du tager fejl. Det var dig, der fodrede mig!
