Mange år er nu gået, men jeg husker stadig tydeligt dengang, da jeg, Amalie, nærmest ikke kunne tro mit held, da jeg fik et job, som helt ærligt føltes som en drøm, der var gået i opfyldelse. Jeg blev ansat af en velhavende familie fra Gentofte, og fik muligheden for at bo i en elegant villa, mens jeg skulle tage mig af to livlige og nysgerrige drenge, begge på fem år. Familien skilte sig ud fra de andre, for ægteparret virkede overraskende fjerne overfor hinanden. Fruen, Astrid, viste ikke den store interesse for børnene sine, mens hendes mand, Henrik, værdsatte ethvert øjeblik med dem.
Når jeg tilbragte tid sammen med Henrik og drengene i haven, eller på cykelture gennem Dyrehaven, mærkede jeg langsomt varmen fra hans nærvær. Jeg kunne ikke undgå at få følelser for ham, selvom jeg godt vidste, han stadig var gift. Det overraskede mig meget, da han en sensommerdag betroede mig sine følelser og sagde, at han havde besluttet at gå fra Astrid. Han havde indset, at deres eneste bånd var børnene, for hans hustru virkede ligeglad, både med ham og drengene.
Jeg blev næsten helt fortumlet over Henriks indrømmelse, for jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville tage sådan en drejning. Jeg vidste, hvor vanskeligt det kan være med en mand, der stadig er i gang med at skilles, men kunne ikke benægte, at mit hjerte bankede for ham. Indeni blev jeg splittet mellem mine følelser og fornuften, for vejen frem ville ikke blive nem; vi skulle igennem mange smalle passager, hvis det skulle blive os.
Jeg passede fortsat børnene og gjorde alt for at give dem tryghed og glæde, alt imens jeg vekslede stjålne ord og blikke med Henrik. Tanken om fremtiden optog mig, og jeg anstrengte mig for at overveje alle konsekvenserne, som en sådan forbindelse kunne have, ikke kun for mig selv, men især for de to små drenge.
Mit hjerte var én stor uro, men jeg forstod, at det, der lå foran mig, krævede både besindighed og omtanke. Jeg måtte veje mine handlinger nøje, sørge for min egen trivsel og drengenes velvære først og fremmest. Hvilken vej, jeg end fandt mod lykken og kærligheden, håbede jeg på et fremtidigt liv fyldt med glæde og tryghed for mig selv og de børn, jeg kom til at holde så meget af.
