Papirhuset
– Alvida, vi kommer for sent!
– Far, jeg er på vej! Alvida hoppede på ét ben, mens hun trak en sok på.
Sokkerne var underlige. Forskellige farver. Én lyserød, én grøn. Det var faster Stine, der havde foræret dem til hende. Ligeså de skævfarvede sneakers. Stine sagde, det var moderne nu.
Alvida stolede på Stine. Fasteren var lidt af en modeguru. Hun sagde altid, at hvis naturen havde snydt én for ydre skønhed, måtte man kompensere på andre måder.
Med det ydre var Alvida og Stine nu uenige. Alvida så godt nok ikke ud som piger plejer nu om dage ranglet, som mormor sagde, mørkhåret og med grå øjne men Stine var så livlig, at folk altid vendte sig, når de gik sammen på gaden.
– Ser du? Du bliver da opdaget hele tiden! Hov, se alle drejer hovederne!
– Hvem? Stine stoppede op og så sig forvirret om.
Alvida kunne ikke lade være med at grine, hver gang det skete. Faster Stine var på mange måder som et barn. Selvom hun var ældre, følte Alvida sig altid lidt voksen i hendes selskab.
Stines barnlighed forundrede hende.
– Han sagde, han kunne lide mig! Alvida, hvad gør jeg?
– Kan du lide ham?
– Meget! Men jeg er bange!
– Hvorfor?
– Han er for flot. Alle pigerne på kontoret løber efter ham. Men han ser mig. Det føles mærkeligt!
– Stine, du er slet ikke mærkelig! Du er smuk og klog! Hvorfor skulle han ikke falde for dig?
Det var et retorisk spørgsmål. Uanset hvor meget Alvida prøvede at slå sprækker i Stines usikkerhed, lykkedes det aldrig. Hun blev vred, sommetider helt til tårerne, men nyttede gjorde det sjældent.
– Det er svært at ændre det, der er formet gennem årene, sagde Søren, Alvidas far, og rystede på hovedet.
– Formet af hvem, far? Hvorfor? Hvorfor gør man en smuk pige til en, der tvivler på sig selv? Du opdragede mig anderledes!
– Det gjorde jeg, ja. Jeg havde gode lærerere.
– Hvad med Stine? Far, jeg ved, du taler om mormor. Men aldrig direkte.
– Hvad skal jeg sige? At min mor opdragede sit barn forkert? Ville det gøre noget godt? Du er gammel nok til at forstå respekt for forældre. Hun opfostrede mig alene, uden far. Siden kom min stedfar, Preben. Jeg holdt af ham som en far. Han lod ikke mor blande sig for meget i min opdragelse mænd skal opdrage drenge, sagde han.
– Men hvorfor blandede han sig så ikke i Stines opvækst?
– Det gjorde han. Men hun var hans prinsesse, og mor mente bedst at vide, hvad en pige havde brug for. Døm hende ikke hun havde sine grunde.
– Hvilke, far? Når jeg ser på Stine, vil jeg græde! Hun er sød, så rigtig men så jeg ved ikke usikker, ulykkelig. Hun er bange for alt! For mennesker! Hvorfor?
– Din mormor var altid ræd for Stine. Måske kommer det derfra. Det gik hende på nerverne hun førte hende i hånden næsten til gymnasiet. Fordi hun var bange for at miste hende. Det var svært at få Stine jeg husker det. Mor var indlagt næsten hele graviditeten. Preben og jeg blev tætte mens vi ventede. Jeg så ham laver suppe til hende, juice, handlede ind før daggry. Først da forstod jeg, hvordan det er at være mand. Og hvordan kærlighed ser ud. Han sagde ikke meget, men betød alt. Du husker ham ikke, vel?
– Ikke rigtigt. Men jeg husker den gyngehest, han lavede til mig.
– Netop! Han lavede den, mens vi ventede på dig. Han havde det skidt, men arbejdede alligevel, bange for ikke at nå det.
– Hvor er den nu?
– På loftet. Til børnebørnene.
– Far!
– Ja, ja en dag, ikke?
– Ikke foreløbig!
– Pyha, godt!
– Far!
– Hvad har jeg nu sagt?
Søren trak på skuldrene, joker med sin datter, men var lettet. Spørgsmålene ville aldrig ende, men han havde ikke flere svar.
I vores familie var alt komplekst. Som barn kaldte Stine huset for papirhuset.
– Hvorfor papir, lille ven?
Søren, dengang næsten voksen og stadig spinkel, fandt tid til at tale med sin lillesøster. Stine morede ham.
– Fordi det ligner din papirblomst! Stine snurrede med papirtulipanen, hendes bror havde foldet. Se, hvor fin! Men hvis jeg gør sådan
Hun lagde blomsten i hånden og klaskede til den.
– Hvorfor det?! Søren forskrækket.
– Tom indeni. Se? Lav én til!
– Men hvad nu hvis du gør det samme?
– Nej. Jeg vil vise dig noget.
Stine maste, pustede, trykkede farvet modellervoks gennem et lille hul i papirblomstens bund, og fyldte blomsten.
– Nu kan jeg ikke mase den flad. Den er stadig papir, men stærk. Vores hus mangler modellervoks indeni.
Søren så på blomsten fyldt med visdom fra et barn. Han havde lært at flette tulipaner fra klassekammeraten Line. Hun kunne ikke sidde stille til time, hendes hænder lavede altid noget. Ved timens slut var der altid en papirtrane eller frø, måske endda et helt papirbukét.
Lærerne vidste det og sagde intet. Hvorfor også? Hun var dygtig og svarede altid på spørgsmål. Kun at hun brugte papir holdt man overbærende med.
Søren samlede Lines papirværk til Stine, som blev lykkelig for dem.
– Hvordan gør hun det?
– Vil du se, spørger jeg hende.
– Ja, det vil jeg!
Søren fik lov at gå i parken med sin søster at tage Line med hjem faldt ham aldrig ind, for han vidste, at mor aldrig ville acceptere det.
Lone, deres mor, var streng. Nok for streng. Søren elskede hende, undskyldte hende indtil han blev voksen hun var bare bange, tænkte han.
– Søren! Du må tænke på fremtiden! Ingen skylder dig noget! Jeg har gjort mit født dig og opdraget dig. Nu er det dit liv. Jeg har Stine. Og regn ikke med Preben. Han er ikke din rigtige far.
Søren sagde aldrig imod men vidste, at Preben ville støtte ham, om så hele verden gik imod. Han havde ikke kaldt ham “stedfar” i årevis.
Han vidste også: Lone snakkede aldrig sådan, når Preben var hjemme. Han byggede kun familiens fællesskab op, alt skulle være rigtigt men “rigtigt” var forskelligt for dem. Hvor Preben ville forkæle, talte Lone om strenghed og frygt.
Lone frygtede for sine børn mere end noget andet. Evig årvågenhed “man ved aldrig”. Hun byttede job for at hente Stine, tog kørekort blot for at køre hende til aktiviteter, slap hende aldrig. Da Stine blev ældre, havde Søren sit eget liv.
Hans liv var også tætbevokset Line. Og senere deres lille datter, som Lone mente kom alt for tidligt.
– Søren, hvorfor så tidligt? Du har jo ikke engang færdiggjort studierne endnu!
– Mor, jeg er ikke noget barn. Aline venter mit barn. Forstår du det?
– I kunne jo have ventet der er stadig tid til at
– Stop. Siger du det, kan jeg aldrig tilgive dig.
Søren gik sagde farvel til Stine og til sidst til Preben, der allerede var syg. De snakkede i mørket og Preben sagde kort:
– Vi ordner papirerne i næste uge. Bekymr dig ikke for din mor og søster, de får huset. Snart bygger de luksusvillaer her, grundene stiger. I får lejligheden, du har brug for et hjem til dit barn.
– Tak, far.
Preben nåede aldrig at se Alvida. Hun blev født ugen efter han gik bort, uden et farvel, uden et ord.
Søren tog rollen som familieleder uden at hun bad ham om det, og Stine åndede lidt lettere. Alvida opdagede engang, at hendes onkel gemte en lille hjemmelavet papirtulipan over sit skrivebord.
– Hvorfor?
– Den minder mig om, at jeg ikke må leve tomt. Jeg må fylde jeres liv med indhold ikke kun for Aline og Alvida men også for dig og mor.
– Det er svært, Søren. Hun lytter jo ikke til dig.
– Men jeg kan da prøve.
– Ja Du kan prøve Stine sukkede og skiftede emne.
Hun ville ikke have Søren i konflikt med mor.
Efter Prebens død lukkede Lone noget bag sig. Stine forstod det ikke, Søren genkendte det. Da hans far forlod dem huskede han siden altid mors gråd, og hvordan hun smadrede vasen, stak ham i hjørnet og råbte og kyssede ham om hinanden.
Han blev hårdkogt.
– Du er tykhudet, Søren! Jeg græder, men du græder aldrig! Lone skabte drama og lod det fare, hvis han kneb sammen.
Søren huskede altid disse tricks og prøvede at beskytte Stine, men boede han under samme tag som mor, ville det gå galt. Aline var for skrøbelig som de dyr hun foldede i papir.
– Søn, jeg sagde det jo, det er heldigt Alvida blev født sundt! Hvordan kan en ung kvinde have dårligt hjerte? Det må ikke ske! Dit valg får så store konsekvenser
Søren bed sig i læben.
– Stop nu! Vi ender med at blive uvenner!
– Jeg mente ikke noget dårligt, Søren! Jeg har bare altid været lidt for direkte.
– Alt for Søren tog sin datter fra mormor og gik.
Stine beklagede sig aldrig hun lignede sin far: tavs, alvorlig, lukket for andre end de nærmeste.
Med mor var alting kompliceret. Kærligheden dansede på tynd is ét forkert skridt og så gled hun ned i ensomhedens mørke.
Aline døde fem år efter Alvida blev født. En morgen vågnede hun ikke. Søren hørte ikke tefløjten, spildte det kogende vand, og katten fór rundt. Men han skyndte sig ikke for han vidste. Han skyndte sig kun mod én tanke: “Alvida!”
Han gik til Alvidas værelse. Hendes plyskat, som altid lå ved hovedpuden, var der. Heldigvis, hun havde overnattet hos mormor.
Søren brølede ind i pelsen, druknede i mørket, indtil han kunne bevæge sig, ringe til mor:
– Mor? Lad Alvida blive hos dig lidt endnu. Jeg ringer senere
To måneder blev til tåge. Han lavede mad, sørgede for sin datter. Alvida klyngede sig til ham og spurgte næsten ikke til mor. Først da han så hende sidde hos billedet af Aline, tale med billedet, forstod han, at hun vidste det hele.
Søren satte sig ikke ind, men krammede hende da hun kom ud.
– Hvem har fortalt dig det?
– Mormor. Hun sagde, jeg skulle passe på dig, og ikke nævne mor, for så ville du blive ked af det.
Søren krammede hende tæt.
– Undskyld, min lille. Du kan altid tale med mig om mor. Hør kun på mig, forstår du?
Da hun brød sammen, forstod han, hvor tungt hun havde båret det hele alene.
Men vreden eksploderede først næste nat, da Stine dukkede op, drivvåd af regn. Hun styrtede ind, omfavnede ham, væltede næsten.
Ambulancen kom, og Stine sov snart på datterens madras. Om morgenen opdagede Søren blå mærker på hendes arme.
– Hvad er det?
Hun skjulte det dårligt.
– Stine?
– Jeg vil ikke tale om det, Søren.
– Jeg bliver nødt til at vide det, hvis jeg skal hjælpe.
Hun begyndte at græde og sagde ikke ét ord kun nikkede, da Søren spurgte: “Var det mor?”
Hun krammede hans hænder.
– Send mig ikke hjem. Ikke endnu. Jeg er bange, Søren
Han tænkte hurtigt. Hvis han lavede ballade, var alle broer brændt.
– Fortæl mig det. Så finder vi en løsning. Jeg vil aldrig lade dig græde igen, det lover jeg!
Hvis Stine havde tøvet, havde han brudt sit mandsløfte. Hendes nøl fyldte ham med angst, men hun nikkede og sagde:
– Mor fandt ud af, jeg så Michael. Kan du huske ham?
– Ham med det vilde hår? Søren satte en kop te foran hende og skubbede madder over.
Spis!
– Senere. Han var sød. Søren, vi var bare biografen og gik i parken. Om dagen! Han kyssede mig ikke engang!
– Jeg tror dig, Stine. Hvad skete der med mor?
– Hun råbte. Ruskede mig, skreg Søren, de ting hun sagde Stine krympede sig. Hvorfor er jeg aldrig god nok? Har jeg fortjent det her? Jeg har altid adlydt! Jeg er ikke dum jeg ved, jeg ikke er klar til forhold endnu! Men hun råbte, at jeg ville ende som dig Undskyld Jeg burde ikke gentage det! Men hun sagde det virkelig!
Hun græd så uudholdeligt, at Søren næsten glemte, hvad han skulle stille op. Men hun lignede Alvida, og han satte hende på skødet, krammede og knurrede kærligt:
– Vandflod! Græder du, så kom her! Ingen må gøre dig ondt ingen, hører du? Ikke engang mor. Jeg har lovet Preben det.
Stine stirrede på ham og han gjentog roligt:
– Ingen ikke engang mor. Mænd holder deres ord, ikke?
Hun nikkede.
– Godt. Passer du Alvida? Hun vågner snart. Giv hende mad jeg kører over til mor.
– Nej, lad være!
– Det skal jeg! Spis, vask dig du må ikke skræmme barnet!
Samtalen med Lone var brutal. Hun skreg og græd og Søren ventede tålmodigt.
– Mor, Stine bliver her nu. Hun har brug for ro og du også.
Hun protesterede løst om skolen og prøver, men Søren sagde:
– Mor, du ser os ikke som mennesker længere. Hvornår spurgte du sidst til MIG til hvordan jeg havde det efter Aline døde? Med Katja det samme. Du er ikke vores chef! Du er vores mor men du fatter det ikke, mor. Hvordan kan du eje og kontrollere os? Nej. Stine vil være dyrlæge det sørger jeg for!
– Du kan ikke bestemme over hende!
– Du mener, du kan knække hende? Søren havde aldrig været mere rolig.
Hun stod foran ham, rodet og opgivende, uden den gamle sikkerhed.
Han tog hende om skuldrene, så hende i øjnene:
– Vil du ende alene? Det her er ikke en trussel. Bare et faktum. Hvis du fortsætter, mister du os. Jeg forlader aldrig Stine men hvad gør du, hvis du er alene?
En kindkys, en tung dør lukkes. Søren satte sig på trappen mellem etagerne.
Hvor mange gange havde han løbet her? Nu kunne han næsten ikke bevæge sig han talte trinene hjælpeløst. Hvorfor havde han aldrig talt dem før?
Telefonen sang i lommen han rejste sig, talte trinene, nikkede for sig selv og begyndte hjemturen. Nu vidste han, hvad han måtte gøre.
Han havde ret. Lone holdt ikke længe ud. To dage senere forsøgte hun at forlige sig med sin datter.
Stine tilgav ikke straks. Der gik fem år inden forholdet helt blev balanceret et svingende pendul uden retning.
Lone forsøgte, for hun forstod nu, at de ikke var børn mere. De ville ikke vente tålmodigt, mens hun samlede sig. Nu var hun alene og det var en ny virkelighed.
Stine fik sit bevis og blev dyrlæge på en god klinik. Alvida grinede, hver gang Stine slæbte nyt patient ind.
– Stine, det er en kongesnog!
– Så? Se, hvor fin den er! Varm, blød. Rør ved den! Nå, kom nu bare lidt
– Hedder den Georg? Åh gud, den har navn?
– Selvfølgelig!
Alvida grinede og truede far med at gøre det samme som faster.
– Det skal du ikke finde på! Søren holdt sig dramatisk for hovedet.
Job, hjem, forsigtige møder med mor. Stine levede som om alt gik af sig selv. Alvida prøvede at sætte hende sammen med venner, uden held.
Men så en nyhed!
– Jeg vil præsentere jer for min kæreste, Stine kiggede genert ned. Og I skal ikke grine!
– Kære Stine, jeg burde snart græde af lykke! Alvida omfavnede hende.
Højre sneaker, som Stines sidste patient havde trukket under hele huset, dukkede op under sengen, og da Alvida havde trukket den på, fløj hun ud i gangen.
– Jeg er klar!
– Er du? Søren trak på skuldrene. Så haster det ikke. Stine bærer nag i generationer, hvis vi kommer for sent!
– Far, overdriv ikke! Vi har en halv time endnu.
De spottede snart parret på parkalléen.
– Far, far, er det ham? Den langhårede?
Hvisken var så høj, at Stine rynkede panden og svingede en finger.
– Mikkel.
– Søren.
Et håndtryk, et smil, et nik.
– Alvida.
– Langhåret! Mikkel lo højt og så på Stine. Katte, lad være sur! Smil! Sådan! Jeg vil have sneakers som dine!
Alvida grinede, og så forstod hun, hvad der var ændret i sin tantes blik. Stål var blevet sølv. Det var så smukt, at Alvida klappede i hænderne af bare overraskelse.
– Hvad? Vi er alle sammen lidt skøre i familien. Væn dig til det!
– Du beroliger mig! Nu ved jeg, jeg passer ind i jeres flok? Eller hvordan man nu siger?
– Familie, Mikkel, familie! Alvida blinkede og tog sin far under armen.
