Pak dine ting, jeg har mødt min første kærlighed, sagde min mand. Men en time senere stod han selv med tasken i hånden.
Anders kom hjem fra sit gymnasietræf en søndag aften, mens jeg, Astrid, var ved at vaske det sidste op. Der var noget sært opløftet over ham, nærmest lyserødt over hans kinder. Det var, som om han havde fået en forfremmelse eller vundet i Lotto. Jeg tørrede hænderne i viskestykket og tænkte for mig selv: Nå, de havde vist en god aften derude.
Anders sagde ikke noget, hang sin jakke på knagen og lagde sig til at sove.
Dagen efter sad han i køkkenet med den slags udtryk, man ser på folk, der har taget en stor beslutning. Sådan som man ser det på film: hænderne foldet på bordet, blikket alvorligt. Jeg satte kaffen foran ham og åbnede køleskabet for at kigge til frikadellerne fra i går. Det var dér, han talte.
Astrid. Vi skal lige snakke sammen.
Åh nej, tænkte jeg. Klassisk sætning. Præludium til et eller andet dårligt.
I går mødte jeg Louise. Du ved, hende jeg har nævnt før. Min første kærlighed.
Selvfølgelig huskede jeg det. Louise blev nævnt cirka hver femte år, oftest efter et par øl og lidt vemod. Vi var så unge dengang. En helt almindelig historie.
Vi snakkede længe. Og nu, Astrid Ja, du må hellere begynde at pakke.
Jeg vendte mig overrasket om. Frikadellerne stod stadig på hylden.
Hvad?
Vi har besluttet at være sammen. Mig og Louise. Forstår du?
Jeg kiggede på min mand i stilhed.
Lejligheden er jo min, tilføjede Anders så bare for en sikkerheds skyld. Sådan næsten demonstrativt. Det er bedst, hvis du finder et andet sted.
Jeg satte frikadellerne roligt tilbage på køl. Lukkede døren forsigtigt, så Tyrkiet-magneten ikke faldt ned.
Har du allerede besluttet dig? spurgte jeg roligt.
Ja.
Jeg nikkede. Gik ind i værelset.
Jeg satte mig på sengekanten og lod blikket hvile på væggen. På væggen hang den der kalender med killinger, som vi havde købt i januar på Torvehallerne, bare fordi den kostede 40 kroner og vi manglede en kalender. Januar og februar var længst forbi, killingerne hang stadig der, og den røde killing med sløjfe så næsten ud, som om den havde ondt af mig.
Sådan er virkeligheden, tænkte jeg.
Tyve år sammen med ét menneske. Nu sad han ude i køkkenet og ventede på, at jeg skulle pakke min kuffert. Tyve år er meget.
Den første lejlighed i Valby vi lejede, hvor vandhanen dryppede, og naboen råbte skældsord om natten. Konkursen, hvor Anders i måneder gik rundt og var grå, og jeg lod som om jeg ikke så det og han sad ude på altanen med et glas. Den nat på hospitalet, hvor jeg måtte køre ham derhen klokken tre, fordi han havde ondt en time senere og det havde ikke gået, sagde lægen. Elevernes translokation, dengang jeg underviste i dansk, og Anders dukkede op med blomster, lidt genert men fornøjet. Det hele havde været dér, og det hele betød nu pludselig ikke noget.
Jeg rejste mig, gik lidt rundt i værelset og stoppede op ved skabet. På øverste hylde, bagerst lå papirerne.
Anders sad stadig ved bordet og stirrede på sin telefon nok smsede han med Louise, for af og til smilede han lidt fjoget glad og forlegent, som en der forventer bifald.
Jeg satte mig og lagde papirerne på bordet.
Samler du dokumenterne nu? spurgte han.
Nej. Jeg vil vise dig noget.
Jeg åbnede mappen.
Skal vi virkelig tage det nu, Astrid?
Vær nu bare stille et øjeblik.
Jeg fandt dokumentet frem og lagde det foran ham.
Det var ægtepagtens kopi. Femten år tilbage, dengang Anders startede sit første firma byggematerialer havde advokaten anbefalet det. Anders gik ikke voldsomt op i det dengang. Det er jo bare formalia, Astrid. Vi er jo en familie. Jeg tog til notar og fik det ordnet selv.
Anders havde dengang sagt fint nok og lagt det ned bagerst i skrivebordsskuffen. Senere havde jeg naturligvis flyttet det til skabet.
Jeg havde aldrig været taktiker jeg var bare et ordentligt menneske.
Apropos firmaet. Det levede et år og lidt til, så gik det ned som noget, der altid havde stået lidt skævt fra begyndelsen.
Gælden blev stor. Jeg tilbød dengang at sælge lejligheden og rydde ud med det samme. Anders sagde nej han skulle nok klare den, sagde han. Han gjorde det da også, men ikke på tre måneder som lovet, det tog seks år. Jeg arbejdede halvanden stilling de år og klagede aldrig.
Anders tog papiret. Begyndte at læse.
Jeg hældte en slat kold kaffe op til mig selv. Drak.
Vent lidt, sagde Anders, med en anden stemme, lav og mere forsigtig. Her står der…
Ja, sagde jeg.
At det er din lejlighed ved skilsmisse.
Ja.
Jamen…
Anders læste igen. Så lagde han papiret.
Jeg lod ham være, han kunne læse så mange gange han havde lyst. For femten år siden spurgte han ikke ind til det nu læste han grundigt.
Hvad så med lånene? spurgte han.
Forretningslånene er dine. Se punkt fire.
Han sagde ikke noget. Telefonen blinkede Louise, formodentlig, der spurgte til, hvordan det gik. Han svarede ikke.
Astrid, er det her noget du har planlagt? Med vilje holdt tilbage?
Jeg tænkte lidt. Svarede ærligt:
Nej. Jeg smider bare aldrig papirer ud.
Det var ærligt talt sandt. Jeg gemte det hele kvitteringer, garantibeviser, gamle brugsanvisninger til vaskemaskiner der var smidt ud for længst, lægepapirer fra halvfemserne. Ordnung muss sein, sådan er jeg bare.
Anders så igen på papiret og så ud ad vinduet.
Jeg rejste mig, samlede mappen. Skyllede min kop. Jeg vendte mig mod ham.
Anders. En af os skal finde et andet sted, sagde jeg og nikkede. Du har ret.
Og gik ind i soveværelset.
Anders blev siddende tyve minutter. Måske en halv time. Det vidste jeg ikke, for jeg sad bare derinde og lavede ingenting, som ethvert menneske i en underlig situation. Stablede bøgerne op ved sengen, flyttede pelargonien fra vindueskarmen op på reolen. Tørrede støv af skabet. Når hænderne er beskæftigede, larmer tankerne mindre.
Anders kom hen til døren.
Astrid.
Jeg vendte mig om. Han stod med papiret i hånden, ægtepagten. Holdt fast, som om det kunne redde ham.
Astrid, vent nu. Kan vi ikke tale stille og roligt sammen?
Jo, sagde jeg neutralt, uden følelser i stemmen.
Altså, den ægtepagt. Var det ikke bare dengang vi tænkte jo ikke…
Tænkte hvad?
Han tav. Vidste vist ikke hvordan sætningen skulle ende. Tænkte vi ikke, vi skulle gå fra hinanden? Eller at dokumentet ville få betydning?
Notaren har underskrevet, sagde jeg. Det hele er lovligt. Jeg tjekkede det.
Du tjekkede det?
For fem år siden, ja. Bare lige for at være sikker.
Anders kiggede på mig, som om han først der indså, hvor dårligt han havde læst situationen.
Planlagde du det her?
Jeg tænkte mig lidt om.
Nej. Jeg er bare grundig.
Også sandt. For fem år siden ringede jeg notaren op i forbindelse med min mors arv og spurgte tilfældigt til ægtepagten. Den gælder stadig, vær du bare rolig. Jeg nikkede og glemte alt om det indtil i dag.
Anders gik ud i køkkenet igen. Jeg kunne høre ham gå rundt. Så blev der stille, så rodede han igen.
Jeg gik ind i køkkenet; han stod midt på gulvet og så ned.
Hvad laver du? spurgte jeg.
Jeg tænker.
På hvad?
Han svarede ikke.
Jeg satte en kedel vand over.
Anders, jeg vil spørge dig om noget. Har du tænkt over hvor du skal bo?
Han så på mig.
Stilhed.
Okay, nikkede jeg.
Jeg forstod. Anders havde set det hele for sig anderledes. At han sagde de store ord, jeg blev ulykkelig, tog hjem til en veninde. Han skulle have lejligheden. Louise kom. Alt simpelt.
At jeg kunne have sådan et gammelt dokument det indgik ikke i hans drejebog.
Vandet kogte. Jeg lavede te.
Jeg går ingen steder, sagde jeg. Lejligheden er min, og jeg bliver boende.
Anders sagde ikke noget.
Hvor skulle jeg så gå hen…
Til Louise, mindede jeg ham om. I valgte jo hinanden.
Om Louise tænkte jeg egentlig hverken ondt eller godt. Hun tilhørte en verden, Anders havde pustet liv i under genforeningen over champagne og ungdomsminder. Jeg var bare forstyrrende i den fortælling.
Sådan var det.
Hun… begyndte Anders, og standsede.
Hvad?
Hun ved det faktisk ikke rigtigt endnu. Vi har ikke aftalt noget konkret. Hun er ikke helt klar.
Jeg satte min kop.
Anders.
Hvad?
Mener du det seriøst, at jeg skulle pakke før du har spurgt Louise, om du kan bo hos hende?
Han sagde ikke noget. Det var tydeligt, at præcis sådan var det.
Nogle mænd er vilde med beslutninger. Det kniber mere med detaljerne.
Jeg gik hen til skabet, tog den brune weekendtaske ned og satte den på bordet.
Her, sagde jeg. Pak hvad du synes, du skal bruge.
Astrid.
Anders. Du har truffet din beslutning, og jeg har noteret mig den. Nu må du føre den ud i livet.
Han kiggede på tasken. Og noget knækkede i ham der.
Han gik ind og pakkede.
Jeg blev i køkkenet. Hørte skabslåger og skuffer smække, lyden af metalsager barbermaskinen sikkert.
Tyve år. Alligevel blev det kun til én weekendtaske.
En time senere stod Anders i entreen med tasken. Udtrykket var ikke så meget ombestemt, mere som én, der havde regnet forkert på situationen.
Astrid, jeg ringer senere, sagde han.
Det er fint, svarede jeg.
Vi må jo ordne, altså skilsmissepapirerne.
Ring bare.
Han tøvede lidt. Forventede nok tårer, tryglen, ballade et eller andet. Men der kom ingenting.
Han lukkede døren bag sig.
Tre uger senere hørte jeg fra Bodil, min tidligere kollega, der kun drak te og vidste alt, at det var gået galt mellem Anders og Louise.
Louise boede, viste det sig, hos sin søster. Ét værelse, søsteren med mand og to børn. Ikke ligefrem romantiske rammer. Anders flyttede ikke derind han lejede et værelse på Amager hos en ældre dame, der ikke tillod rygning og præcist ville vide, hvornår han havde gæster.
Da Louise hørte, han kun havde værelset på Amager, ingen lejlighed og slet ingen planer om at få én, kølnede hun hurtigt. Åbenbart er ideen om en mand der ofrer alt for kærligheden, mere tillokkende end selve manden med én taske og gamle gæld. Første kærlighed tager sig bedst ud på afstand tættere på er alting lidt anderledes.
Jeg lyttede til alle nyhederne fra Bodil og hældte mere te op til hende.
Og hvordan går det så med dig? spurgte hun, med det der blik, man kun har, når man er klar til at vise ubegrænset medfølelse.
Fint, svarede jeg.
Det var faktisk sandt. De tre uger havde jeg meldt mig til et massagekursus noget jeg havde drømt om i årevis. Ringet til min gamle veninde, Lærke. Vi mødtes på en café, snakkede løs i timevis. Købte et klippekort til svømmehallen. Småting. Det er jo af så lidt, livet limes sammen.
Nogle aftener, når der var stille, tænkte jeg på Anders. Ikke vredt. Bare sådan. En aften gik det op for mig, at det var godt, han selv åbnede døren ud. Ellers var jeg sikkert blevet hængende, uden at åbne den.
Killingerne hang stadig på væggen, kalenderen vendte endnu på februar. Jeg kiggede på den og tænkte, at nu kunne jeg jo passende vende til den rigtige måned.
Men så tænkte jeg: det kan jeg gøre senere.
