På vores skole gik der en pige en forældreløs. Hun boede hos sin bedstemor, som var meget gammel og dybt religiøs. Hver søndag gik de to forbi mit hus på vej til kirke, begge tynde og skrøbelige, i rene, hvide tørklæder. Ifølge rygterne forbød bedstemor hende at se fjernsyn, spise slik og le højt så dæmonerne ikke flyver ind, og hun skulle altid vaske sig i iskoldt vand.
Vi børn drillede hende. Hun svarede med et blik, gråt og voksent, og sagde: Gud, tilgiv dem, de ved ikke hvad de gør. Ingen havde lyst til at være hendes ven, vi syntes hun var mærkelig. Hun hed Karen. Karen Jensen.
I min barndoms skolekantine var maden ikke særlig velsmagende. Men om fredagen fik vi frøsnappere med te eller pølsehorn med kakao og en lille chokolade. En dag hvor vi igen drillede Karen, skubbede nogen til hende, hun stødte ind i mig, jeg væltede ind i bordet med bakken hvor kakaoen stod, og hele dette chokolade-vandfald skyllede ud over to store elever.
Nå så, sagde de store.
Vi må løbe, hviskede jeg og trak Karen med mig ind i vores klasse.
Jeg forestillede mig, at vi blev jaget af vilde vikinger og en flok rasende køer. De sidste timer var matematik. Bag glasdøren stod der to høje skikkelser. Af og til gik døren op og de kiggede ind, snakkede sammen. Jeg vidste, hvad der ventede os: afhøring, dom og straf.
Vi skal ud uden at de lægger mærke til det, sagde jeg. Jeg ved en vej til loftet, så kan vi sidde der til det bliver mørkt, og bagefter løbe hjem.
Nej, sagde Karen. Vi går, som piger går i dagslys, stille og roligt.
Men Karen, de venter De vil
Hvad? Hvad vil de? Hælde yoghurt i håret? Råbe? Slå to femteklasses piger? Hvad så?
Tja
Selv hvis de slår os, gør de det én gang. Hvis vi ikke går, er vi bange hver dag.
Vi gik ud sammen med de andre, som det skal være for piger. Stille. To store elever stod op ad væggen.
Hey småfolk, hvem har tabt denne? med det stod min tegnebog med Anders And og ti kroner (til svømning og tegneklub) i hånden på den ene.
Her, sagde han og gav mig tegnebogen tilbage, og lad være med at løbe.
På vej hjem svingede jeg min skoletaske og tænkte på hvor godt det var at leve, og hvor nemt det var gået. Og jeg var glad for min nye ven.
Skal jeg ringe til min mor, så hun kan ringe til din bedstemor og spørge om du må komme hjem til mig og se tegnefilm? Eller må du ikke det?
Karen rullede med øjnene.
Lad os hente vafler med kondenseret mælk hos bedstemor, hun har bagt i dag.
Vi var venner i mange år, indtil livet sendte os hver til sit land.
Men jeg husker altid den ene gang.
At springe fra vippen ned i den blå pool er skræmmende. Men det er kun skræmmende én gang.
Det er svært at gøre noget nyt. Hvad er det værste, der kan ske? De kan kalde mig dum. Det gør de én gang, men jeg gør det mod mig selv hver dag, hvis jeg ikke prøver.
Frygt er skræmmende én gang. Eller hver dag.
Enten overvinder du frygten én gang, eller så får den lov til at leve dit liv for dig, hver eneste dag.
Vi har altid et valg.
