På vej hjem fra forretningsrejse til sin syge svigermor, så Tanja pludselig sin mand på perronen – selvom han ikke burde være i byen…

Skyndende sig hjem fra en forretningsrejse til sin syge svigermor, opdagede Rikke sin mand på perronen selvom han slet ikke burde være i byen
Rikke havde knap lukket et øje de sidste to døgn. Møderne trak ud, diskussionerne var seje som tarteletter, og tankerne kredsede konstant om Odense Sygehus, hvor hendes svigermor lå indlagt efter et slagtilfælde. Lægerne var forsigtige med diagnoser, og hver aften ringede hendes mand, Anders, for at gentage den samme strofe:
Rolig nu, jeg er hos hende. Alt er helt under kontrol.
Hun troede på ham. I femten år havde Anders aldrig svigtet: stabil, rolig, måske lidt reserveret han var det tætteste, man kom på en levende udgave af et blødkogt æg. Netop derfor kunne hun altid sove roligt, når han havde styr på tingene.
Toget rullede ind på banegården i det grå, tidlige morgenlys. Lugten af frisklavet kaffe blandede sig med duften af jern og dansk morgenkulde. Rikke genkaldte hurtigt sin plan: taxa, hospital, op på stuen. Hun havde så travlt, at hun først troede, hun forvekslede syner, da hun spottede Anders på modsatte side af perronen.
Han stod med ryggen til i sin mørkeblå jakke og med den sportstaske, han altid havde med sig, når han skulle nogen steder. Armene begyndte nærmest spontant at dirre, for han burde jo sidde hos sin mor på hospitalet. Hun ville råbe hans navn, men standsede brat.
Ved siden af Anders stod en ung kvinde alt, alt for tæt på. Hun tog ham let i ærmet, sagde noget ganske stille, mens han smilede. Og ikke med den der høflige hej-naboen-smil, men med det varme, lidt stille smil, han plejede at have for år tilbage kun til Rikke.
Alt omkring hende gik i stå. Banegårdens rumlen forsvandt, det eneste der eksisterede, var det her absurde lille teaterstykke, hun overhovedet ikke havde dit navn på rollen i.
Rikke gik ikke tættere på. Hun råbte ikke, hun lavede ingen drama. Hun stod bare og så på, mens hendes mand sagde farvel til kvinden, tog hendes lille kuffert og plantede et kys på hendes tinding.
Så vendte Anders sig og deres blikke mødtes.
Hans ansigt blev blegere end en vinterdag i Esbjerg. Smilede forsvandt, øjnene blev fremmede. Han gik et skridt hen mod hende, mund åben, men ordene blev hængende et sted mellem hals og samvittighed.
Du sagde, du var hos din mor sagde hun, overraskende rolig, nærmest som om hun bad om at få regningen på en cafe.
Rikke Jeg kan forklare fik han endelig fremstammet.
Hun nikkede.
Selvfølgelig. Bare ikke her, vel?
De fandt et øde hjørne i ventesalen, hvor DSBs linoleumsgulv kunne reflektere enhver tåbelig tanke. Kvinden blev tilbage på perronen Rikke gad ikke engang ænse hende. Til sidst blev alle hendes spørgsmål reduceret til ét: Hvor længe?
Anders fortalte. Lidt i øst og vest. Om ensomhed, om at være træt og uforklarligt ked af det, om hvordan tingene bare skete. Ja, svigermor lå faktisk på hospitalet, men der havde også været en plejer henne ved hende i dag. Han ville især ikke forstyrre Rikke ikke i sådan en situation.
Rikke lyttede. Ingen tårer, ingen råb. Bare stilhed, og en følelse indeni af, at noget endelig faldt på plads i puslespillet.
Ved du hvad, sagde hun, da han var færdig. Det værste er faktisk ikke, at du har fundet en anden. Det værste er, at du valgte at lyve lige, da jeg stolede allermest på dig.
Han rakte ud efter hendes hånd, men hun flyttede sig blidt.
En time senere sad Rikke på hospitalet ved svigermors seng. Den gamle dame sov, og Rikke mærkede en mærkelig lettelse brede sig: Som om livet havde rystet hende vågen midt på banegården, og at illusionen blev revet af som et plaster hurtigt, uden advarsel.
En måned efter flyttede hun ud. Helt roligt. Ingen store ord, ingen drama. Anders skrev, ringede, tryglede om en kop kaffe og en snak. Hun svarede kort sommetider slet ikke.
Nogle gange råber skæbnen dig ikke op. Den placerer dig, hvor du skal være, og så er det kun dig selv, der kan tage valget.
Rikke tog sit.