Vi tog katten Morten med os ud på landet fra København, da vi skulle på ferie i min mormors gamle bindingsværkshus i Nordsjælland. Ude på gården bor Mortens bror, Birk, som vi kalder for Ugle, fordi hans øjne altid ser helt runde og store ud han ligner faktisk lidt en ugle, så det navn har bare hængt ved. Herude på landet tager man altså ikke så meget hensyn til følelser alt får nærmest bare kælenavne ud fra, hvordan det ser ud.
Det var virkelig ikke nemt for Morten den første tid. Selvom han faktisk er lidt mindre end Birk, så satte Birk sig hurtigt i respekt han sendte Morten væk fra madskålene og hvæsede som en vildmand, noget i stil med gæsterne på et vildt talkshow en fredag aften.
Men så, som det ofte sker med selvsikre bøller, troede Birk at han var usårlig, og han angreb Morten frontalt en dag. Morten, der næsten fnes ad ham, viftede bare dovent med poten, præcis som man forestiller sig en greve, der affærdiger noget ubetydeligt. Men tilfældigvis ramte han plet med poten, og pludselig lå Birk på hovedet nede i den gamle skraldespand ude ved udhuset.
Så på mærkelig og ret diskret facon endte Morten ligesom i det meste af sit liv med at stå øverst i kattehierarkiet.
Her på landet ser man på katte som en slags levende værktøj de skal holde mus væk. Hvis ikke det havde været vinter, var Morten måske blevet sat til at jage markerne tynde. Det er ikke som i København, hvor han blev serveret for med sølvfoderbakke på almindelige tidspunkter, og køkkenet nærmest havde butlere.
Her er mad noget, man finder, når man kan, og ofte på fantasifulde måder. Det kunne Morten altså ikke rigtigt forstå i starten. Han var vant til at få serveret sin mad hver dag kl. 18, og det var efterhånden blevet en livsstil at spise regelmæssigt.
Ud af ren stress begyndte hans instinkter at vågne igen, og ikke sjældent fandt jeg ham midt om natten, hvor han stod oppe på komfuret med hele hovedet begravet i en gryde. Ugle, altså Birk, sad på taburetten og holdt udkig og hvæsede, hver gang han hørte mig nærme mig, som om han advarede Morten om, at nu kom den der mærkelige tobenede, som også selv sniger sig rundt i mørket efter natmad. Og Morten kiggede bare sløvt på mig og mjavede, som for at sige: Ham her skal du ikke være bange for, han er en af de gode du skulle se ham, når han kokser rundt efter leverpostej kl. 23.
En dag syntes vi, at nu skulle Morten altså introduceres rigtigt til det danske vinterlandskab, så vi bar ham ud og satte ham i sneen i gården. Da han vendte sig om og så på os, var hele snuden dækket af sne, og hans øjne så decideret melankolske ud lidt som Al Pacino i Scarface, i scenen hvor han indser, at livet vist ikke blev helt som han havde drømt om. Vi gik nærmest med det samme ind igen Morten har ikke rigtig været ude siden.
En aften, mens Eskild altså min søn havde sine venner på besøg, sad vi hyggeligt i stuen med kakao, og jeg læste højt for børnene. Jeg havde fundet frem til H.C. Andersens stemningsfulde Den store søslange. Lige da jeg læste stykket om heksen, der forvandler sig til en kulsort kat, der klaprer med kløerne, lød et knirkende brag. Døren til stuen gik op, og ind vraltede uglekatten Birk sort som kul og med et nærmest majestætisk udtryk.
Det vidste sig, at Morten havde lært sin bror det der med at åbne selv de sværeste døre med poten. Vi nåede dårligt at opfatte, hvad der skete, før børnene forflyttede sig som lyn. Et af dem endte halvt ude af vinduet, og hvis ikke Eskilds farmor havde grebet ham i tide, var han smuttet helt ud på gårdspladsen.
For resten: Ugle altså Birk han er ikke bare lidt mørk, han er helt igennem sort; et stort, mørkt dyr midt i stearinlysets flimrende skær. Det er altså sjældent, at klassisk litteratur kan gøre så stort et indtryk på ungerne i Danmark!
