Der var engang en kvinde ved navn Astrid, og hun hørte ordene, hun aldrig skulle glemme: “På sådan nogle som dig gifter man sig ikke.”
“Du må da selv kunne se det, Astrid,” sagde Esben roligt, “der er kvinder til kærlighed og fornøjelse, og så er der dem, der gemmer sig til brylluppet. Desværre hører du ikke til den sidste slags.”
“Men hvad er der galt med mig, Esben?” spurgte Astrid forvirret. “Jeg kan lave mad, ser godt ud, holder huset rent, og som kvinde opfylder jeg da alle dine forventninger?”
“Netop derfor!” svarede Esben. “Du er brugt, forstår du ikke? På sådan nogle gifter man sig ikke. Man har det sjovt med dem, men gifter sig med en ren og uskyldig pige, hvor man er den første! En, der vil vande dine fødder og drikke det vand som man siger.” Tilfreds med at have fået det sidste ord, vendte han sig om og begyndte at snorke.
Kun en uge før havde Astrid siddet med sine veninder på en café og diskuteret sine lysende muligheder. Ja, hun var 30 ikke en ung pige længere men karrieren var på plads, hun ejede en lejlighed og en bil, og hun så fantastisk ud. Høj tid at finde en mand og få børn! Især nu, hvor hun allerede havde fundet en perfekt kandidat med godt genmateriale.
Esben havde aldrig været gift, boede selvstændigt, men havde købt en lejlighed lige ved siden af sin mor. 40 år, køn, velplejet, næsten uden dårlige vaner og med en fin stilling. En drømmemand.
De havde mødt hinanden på hendes arbejde han kom til tandlægeundersøgelse og fandt sin elskede. Sådan kan det gå.
Astrid arbejdede hårdt, både på den kommunale klinik og privat, så der var ikke tid til at finde en mand. Men samme aften mødte Esben hende efter arbejde med et buket ikke banale roser, men pragtfulde pæoner. I februar! Derefter inviterede han hende på restaurant. Så begyndte det.
Alligevel var Astrid bekymret: Der var gået to år, men Esben havde ikke friet endnu. Hendes veninder hviskede allerede om, at det var på tide at få en ring på fingeren. Men Esben skyndte sig ikke.
Efter at have lyttet til deres råd, besluttede Astrid sig for at presse ham. Hun startede en alvorlig samtale før sengetid og fik et chokerende svar: Man gifter sig ikke med sådan nogle som hende!
Hvad bildte han sig egentlig ind? Hun måtte snakke med nogen klogere, så dagen efter mødtes hun igen med sine gifte veninder på caféen.
“Piger, han sagde, at jeg var brugt! At man ikke gifter sig med sådan nogle som mig!”
“Hvad mener han?” brummede Kathrine. “Du er smuk, klog og har styr på alt hvad mere skal der til?”
“Han sagde, han kun vil gifte sig med en uskyldig. Men jeg er tredjeklasses, åbenbart. Hvad gør jeg nu? Han passer ellers godt intelligent, penge, godt i sengen…”
“Drop ham, Astrid,” fnisede Lise. “Ellers river han dig med ned i et hul af selvhad.”
“Eller kom med ham til os!” sagde Kathrine. “Vi har årsdag i weekenden ti års ægteskab. Kom med Esben, så kan vi prædike om familielykke!”
Så blev det aftalt. Esben, som sjældent tog med Astrid ud, sagde ja til en tur til sommerhuset. Han tog også rattet, så Astrid glædede sig til at slappe af med veninderne på hjemvejen.
På Kathrine og Mikkels sommerhus var der hyggeligt. Børnene løb rundt Kathrines to og utallige niecer og nevøer der blev grillet, og deres lille hund, Skipper, en spids, hoppede rundt som om den havde en batteri indeni.
Middagen startede eftermiddag og varede til aften. De ældre forældre og bedsteforældre var gået ind, og børnene var faldet til ro. Tilbage ved bordet var de hårdeste: Kathrine, hendes mand, veninderne og Esben. De drak te med bærtærte og snakkede. Ægteskab kom på tale, og Esben gentog sin teori.
“Sig mig, Kathrine,” sagde han listigt, “hvorfor giftede Astrid sig ikke før? I har ti års ægteskab, men hun er alene?”
“Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kathrine forvirret. “Mikkel og jeg var unge og dumme vi giftede os på tredje år. Hun studerede, der var ikke tid.”
“Og var du ren og uskyldig, da I blev gift?”
“Ej, hvor er du grov,” fnøs Kathrine. “Nej, jeg var ikke jomfru vi har været sammen siden første år, hvis det interesserer dig.”
“Men du mødte ham som ung pige?”
“Hør her,” brød Mikkel ind, “hvorfor blev du forsikringsmand og ikke læge, siden du er så optaget af jomfruelighed? Min kone var ung, da vi mødtes. Er det nok?”
“Netop! Hun var ren. Respekt for det. Men hvordan kan man fri til en kvinde, der har haft utallige mænd? Hvis hun er så let på tråden, skal man så vanære sin familie?”
“Og hvad er din familie for noget?” fnisede Lise. “Kongelig? Skal du have en uskyldig jomfru uden fortid? Hvorfor giver du Astrid så falske håb? Hun kunne have fundet en ordentlig mand!”
“Jeg giver ingen falske håb,” svarede Esben køligt. “Hun burde vide, hun er andenklasses. Og der skal gode grunde til at gifte sig med sådan en. De ser jeg ikke. Du, Lise, er tredjeklasses skilt med et barn. Ingen chance for at gifte dig igen. Stakkels dig. Og din søn.”
“Hvordan taler du til kvinder i mit hus?” råbte Mikkel. “Klasser? Du er selv en forfalden fisk du stinker allerede!”
Med de ord trak Mikkel en protesterende Esben væk fra bordet. To meter høj og stærk klarede han det let.
“Ud med dig, og ødelæg ikke vores fest,” sagde han. “Ellers kan jeg ikke holde mig tilbage. Hvis ikke pigerne var her, havde jeg banket dig. Klasser! Du er selv en udløben vare.”
Esben så dybt fornærmet ud og sagde pompøst:
“Astrid, jeg kører! Kommer du med?”
Astrid kunne ikke svare hun var ved at dø af grin. Esben, der ikke fandt støtte i hendes ansigt, greb sin taske, smækkede med døren og kørte.
Mens hun grinede, sagde Astrid til Mikkel:
“Tak for tjenesten, Mikkel. Nu har jeg ingen mand ikke engang en udløben.”
“Ja, det var en dårlig idé at diskutere ægteskab med ham,” sagde Kathrine. “Men hvad er han dog for en? Jeg har aldrig mødt sådan en… speciel fyr.”
“Hørte I det, piger? Jeg er førsteklasses. I er defekte!”
Veninderne grinede længe af Esbens teori. Sen
