På kanten af denne danske sommer Da Dorte arbejdede på biblioteket i Aarhus, syntes hun, at hendes liv var ret kedeligt – især nu hvor der næsten ingen besøgende var, og de fleste hellere ville finde bøger på nettet. Hun ryddede regelmæssigt op på hylderne og tørrede støv af bøger med alt fra romantiske romaner til filosofiske værker. Alligevel indså hun omkring de tredive, at romantikken havde sprunget hende over. Alderen var passende, det var vel på tide at finde en familie, men hverken udseende eller løn lå i den bemærkelsesværdige ende. Dorte havde dog aldrig overvejet at skifte job – hun var egentlig tilfreds. Kun studerende, enkelte gymnasieelever og pensionister kom forbi biblioteket. For nylig havde hun uventet vundet førstepræmien i en national biblioteks­konkurrence: et betalt to ugers ophold ved Vesterhavet. ”Hvor fedt, jeg SKAL bare afsted!” havde hun glad sagt til sin veninde og sin mor. ”På min løn ville jeg aldrig komme så langt – det er næsten for godt til at være sandt.” Sommeren gik på hæld. Dorte spadserede alene på stranden ved Blåvand, hvor feriegæster denne dag foretrak strandcafeerne, fordi Vesterhavet viste sig fra sin vilde side. På tredjedagen ved havet ville hun bare tænke og drømme lidt for sig selv. Pludselig så hun en bølge rive en teenage­dreng ud fra molen. Uden at tænke på sig selv sprang hun i vandet – heldigvis var de ikke langt fra stranden, og Dorte, aldrig den store svømmer, men dog vandvant, kæmpede sammen med bølgerne for at få ham ind. Til slut lykkedes det. Hendes kjole klæbede sig til hendes krop, da hun så på drengen: ”Han er jo knap fjorten, bare meget høj,” tænkte hun, og spurgte: ”Hvorfor i alverden hoppede du i på sådan en dag?” ”Jeg ved det ikke…,” svarede han, lidt rystet, og gik væk. Dorte trak på skuldrene og så efter ham. Næste morgen vågnede hun op til en solbeskinnet havudsigt og tænkte, at havet måske mente undskyld for gårsdagens storm. Efter morgenmaden gik hun ned på stranden, solede sig, og slappede af. Først hen mod aften gik hun en tur gennem byen, ind i et skydetelt i en lille fornøjelsespark – hun havde altid været god til at skyde – men det første skud slog fejl, det andet ramte perfekt. ”Se dér, søn, sådan skyder man!” lød en stemme bag hende. Det var drengens far – og en overrasket Dorte vendte sig om til synet af gårsdagens dreng. Drengens far, Anders, viste sig at være fra samme by som Dorte. De tre endte med at tale godt sammen over is og en tur i pariserhjulet, og Dorte mærkede hurtigt, at hun godt kunne lide dem. De følgende feriedage blev magiske. De tilbragte timer sammen på stranden, tog på udflugter, og Dorte følte hurtigt, at noget bandt dem sammen. I en samtale alene med drengen, Jonas, fortalte han snart om familiens oplevelser efter morens nylige exit, om tabet og om at skulle finde sin plads i en splittet familie. Snart måtte Anders og Jonas hjem, mens Dorte havde to dage tilbage. De sagde farvel på kanten af den danske sommer, men Anders lovede at hente hende i lufthavnen, og lystige beskeder blev udvekslet mellem Aarhus og det jyske vestkyst. Ikke længe efter flyttede Dorte ind hos Anders og Jonas i deres lejlighed, og Jonas var den gladeste af alle – for sin far, for sig selv, og for Dorte.

På kanten af denne sommer

Mit navn er Mads, og jeg arbejder på byens bibliotek i Odense. Ofte plejer jeg at sige, at mit liv er lidt kedeligt i dag kommer der nemlig ikke mange besøgende. Folk finder det meste på nettet nu om dage. Nogle gange flytter jeg lidt rundt på bøgerne på hylderne, tørrer lidt støv af, og det eneste gode ved dette arbejde er, at jeg har læst flere bøger end de fleste, inden for alt fra romantik til filosofi. Det slog mig forleden, at al den romantik, jeg har læst om, aldrig har ramt mig selv. Jeg er fyldt tredive, har hverken familie eller fast forhold, udseendet er ganske almindeligt, og lønnen i biblioteket rækker kun lige til husleje og dagligvarer.

Jeg har aldrig tænkt over at skifte job. Alt er jo, som det plejer, og de få, der besøger biblioteket, er studerende, ældre folk og enkelte skolebørn.

For nyligt var der en landsdækkende konkurrence for bibliotekarer, og uden at forvente det vandt jeg hovedpræmien en betalt to ugers ferie ved Vesterhavet.

Fantastisk, det skal fejres! Jeg skal bare afsted! sagde jeg smilende til min mor og min veninde. På min løn ville jeg aldrig kunne unne mig sådan en ferie selv, men nu faldt det hele i skødet på mig.

Sommeren gik på hæld, da jeg ankom til Blåvand. Jeg gik en sen eftermiddag tur langs stranden. De fleste sad i dag på caféerne, for vestenvinden rasede, og havet var særlig oprørt. Jeg var på tredjedagen, længtes efter lidt alenetid med mine tanker.

Pludselig så jeg en fyr blive revet i vandet af en voldsom bølge fra molen. Jeg tøvede ikke selvom jeg aldrig har været den bedste svømmer, kan jeg holde mig oppe og svømme skridt for skridt. Heldigvis var han ikke langt ude. Bølgerne trak kraftigt, men jeg fik fat i ham i kraven og slæbte ham ind mod land. Det var tungt, men det lykkedes mig at få ham op, selvom jeg næsten stod til livet i vandet.

Mit pæne sommertøj klæbede sig til kroppen, da jeg så nærmere på ham. En høj, ranglet teenager fjorten år, ikke ældre, men næsten højere end mig. Jeg sagde: Hvad laver du dog ude i det vejr?

Han svarede hurtigt tak og gik væk i let slingrende gang. Jeg trak på skuldrene og gik videre.

Da jeg vågnede næste dag, kunne jeg mærke et smil brede sig. Vejret var fantastisk, solen stod højt, og havet lokkede i sin klare, blå skær langt roligere end dagen før. Det var næsten som om, havet undskyldte.

Efter morgenmaden slængede jeg mig på stranden og nød sommeren. Senere gik jeg en tur i den nærliggende park og fik øje på et lille skydetelt jeg kunne ikke lade være. Jeg havde været en skarpskytte på gymnasiet. Første skud forbi, men andet ramte plet.

Sådan skyder man! lød det pludselig bagfra, en mands stemme. Da jeg vendte mig, opdagede jeg drengen fra i går. En høj, flot mand stod ved siden af ham. Han kiggede på mig med venlige øjne.

Kan du vise os, hvordan man gør? spurgte han med et stort smil. Min søn, Frederik, og jeg er håbløse til det der.

Efter skydeteltet gik vi langs stranden, købte is i caféen, og drengen foreslog en tur i pariserhjulet. Jeg forventede egentlig, deres mor ville dukke op, men det skete ikke, og ingen af dem spejdede efter hende.

Frederiks far præsenterede sig som Anders. Han vidste meget og var god at snakke med jeg mærkede straks lysten til at lære ham bedre at kende.

Er du her alene? spurgte han, da vi slentrede videre.

Ja, første uge nu, har en uge mere, svarede jeg.

Er du også fra Odense? spurgte han, afslappet.

Det viste sig, vi alle tre boede i Odense. Vi grinede. Tænk, Odense er ikke større, end at vi først mødes her på vestkysten.

Frederik blev hurtigt tryg i mit selskab. Han kunne mærke, jeg ikke ville sladre om gårsdagens hændelse til hans far. Vi fulgtes alle tre til hotellet den aften, og blev enige om at mødes igen næste morgen på stranden.

Næste dag var jeg tidligt ude, men de var forsinkede. Anders sendte undskyldende blikke: Undskyld, Mads vi glemte helt at sætte alarmen!

Frederik smed straks tøjet og løb mod bølgerne.

Stop, du kan jo ikke svømme! råbte jeg.

Hvad mener du? Han går til svømning hjemme, han vinder endda medaljer, sagde Anders forbavset.

Jeg sagde ikke mere. Måske havde jeg bare taget fejl i går.

Jeg fik senere en chance for at tale alene med Frederik. Anders var blevet syg, sagde Frederik glad, og han havde fået lov at følges med mig i stedet for at sidde alene på hotellet. Jeg ringede til Anders og forsikrede ham om, at jeg gerne holdt øje med drengen.

På stranden sagde Frederik pludselig: Mads, du er en rigtig ven. Tak fordi du ikke nævnte noget om i går. Jeg blev bare overrasket af en bølge, og jeg blev lidt bange.

Vi satte os i sandet, og jeg spurgte forsigtigt: Hvor er din mor egentlig?

Frederik tøvede et øjeblik, men forklarede så med beslutsomhed i stemmen, at forældrene blev skilt. Hans far arbejder med teknik og er tit ude og rejse, og når faren skulle til København på kursus, blev Frederik hos sin mor, Birgitte.

Men det var ikke ren idyl hjemme. En dag havde Birgitte sagt: Vi får besøg i dag. Min kollega Jesper og hans datter, Signe, kommer. Jeg skal arbejde, så du må underholde Signe. Hun er lidt ældre end dig.

Birgitte gav Frederik et par hundrede kroner og sagde, han skulle give Signe en is det havde aldrig tidligere været så meget at gøre godt med. Efter tre uger, inden faren skulle hjem, sagde Signe: Godt, nu kommer din far, så slipper jeg for babysit. Min far og din mor hænger ud sammen, mens vi er væk.

Det var hårdt at høre. Frederik mærkede, forholdet mellem hans forældre var på vej ned. Da faren kom hjem, blev der skænderi. Birgitte sagde åbent, hun havde mødt en anden hun flyttede dagen efter. Anders forsøgte at forklare Frederik alt, men det var ikke nødvendigt. Drengen sagde bare: Jeg har forstået det hele, far. Jeg vil helst blive hos dig.

Efter stranden besøgte vi Anders med frisk frugt. Han var ved at være frisk, og han lovede dagen efter at komme med til stranden igen.

Tre dage senere skulle Anders og Frederik hjem, mens jeg havde et par dage tilbage. Sommeren var næsten slut, men vi tog afsked med håbet om nye møder. Anders lovede at hente mig i lufthavnen, og Frederik vinkede glad.

Jeg lagde ikke de store planer, men kunne ikke lade være med at smile over de kærlige beskeder fra Anders, der skrev, at han savende mig. Kort tid efter flyttede jeg ind hos Anders og Frederik i Odense og jeg tror næsten, det var Frederik, der blev gladest, både for sin far, for sig selv og for mig.

Den sommer lærte jeg, at livet kan overraske, når man mindst venter det, og at man kan finde kærlighed, selv dér hvor man troede, alt bare gik sin træge daglige gang.