I drømmen om ferie
Et helt år drømmer vi om ferien, forbereder os, håber at vi vender tilbage lykkelige. Men ofte sker det modsatte…
Allerede i maj begyndte Mads og Mette at planlægge ferien. De diskuterede, hvor de skulle hen, hvor de skulle bo. Mette ville gerne til de sandede strande i Blåvand. Vandet er lavt i næsten en kilometer, varmt og perfekt til den lille Lukas.
— Vil du virkelig tage afsted med barnet? spurgte Mads tørt.
— Spørger du sådan, som om det kun er mit barn? Ja, selvfølgelig. Hvorfor ikke? Folk tager afsted selv med nyfødte.
— Hvis der ikke er nogen til at passe dem. Men vi har din mor. Spørg hende om hun vil passe sin barnebarn, hun vil ikke sige nej. Så tager vi bare alle de søvnløse nætter, bleer og humørsvingninger med. Hvordan skal det blive en ferie?
Mette var enig med sin mand. Men hun kunne ikke forestille sig at skulle skilles fra sin søn i ti hele dage.
Moderen støttede Mads.
— Tag afsted alene, få jer en pause. Han er for lille, I bliver kun trætte af at have ham med, og han forstår det alligevel ikke.
— Se hvilket hotel jeg har fundet. Og udsigten fra vinduet? Fra de øverste etager kan man se havet. Mads vendte laptopskærmen mod Mette.
— Hvad betyder udsigten? Du tager ikke på ferie for at kigge på havet fra et hoteltværelse, sagde Mette. — Stranden er fuld af sten, man kan ikke ligge ned.
— Hvad tror du solstole er til? Så slipper vi i det mindste for at slæbe sand med ind på værelset.
Middag ovn altid de rigtige argumenter. Og Mette gav altid efter, fordi hun elskede ham blindt. Hvor betød det noget, hvor de tog hen, hvilken strand, bare de var sammen? På to og et halvt år var intet ændret sig.
— Jeg synes, det er bedst at flyve. Det er dyrere, men hurtigere, sagde Mads.
Mette tænkte på, hvordan hun skulle skilles fra Lukas. Han var kun lille, men han ville hurtigt opdage, at mor ikke var der, savne hende, græde. Ville hendes mor klare det?
— Så skal jeg bestille hotellet? afbrød Mads hendes tanker.
— Ja, selvfølgelig.
De havde forskellige opfattelser af alt, også familien. Mads havde mistet sine forældre tidligt, blevet opdraget af bedsteforældrene. Bedstefaren døde, da Mads gik ud af skolen. Bedstemoren levede to år mere.
Da de mødtes, boede Mads allerede alene. Næsten med det samme flyttede Mette ind, de lavede sammen renovering, skabte deres fremtidige rede. Alle var misundelige på Mette.
— Du har virkelig været heldig, Mette. Smuk forlovede, og endda med egen lejlighed, uden en irriterende svigermor. Pas på, du ikke klikker for højt, ellers tager nogen ham fra dig, rådede en veninde.
— Mener du dig selv? lo Mette.
— Hvorfor ikke? Jeg er også pæn.
Den første skuffelse kom en måned efter brylluppet, lige før Mettes fødselsdag, da Mads helt direkte sagde til sin kone, at hun ikke skulle invitere sin mor.
— Vores venner kommer, hun vil kede sig med os.
— Det er også hendes dag. Hun fødte mig, opdragede mig. Hvordan skal jeg sige det til hende? blev Mette oprørt.
— Inviter hende dagen efter. Så kan vi sidde og drikke te med kage.
Mette kunne ikke lide det, men hun elskede Mads og ville ikke skændes. Moderen lod i hvert fald ikke til at være såret. Hun kom dagen efter og gav Mette et smukt teservice. Mads overøste hende med komplimenter, kyssede hende på kinden og takkede for sin kone. Alt gik godt, der blev ingen scene.
Sådan blev det en vane, at det var Mads’ venner, der samledes til højtider i deres hjem. Mange af dem havde ikke egen lejlighed, boede til leje eller hos forældrene. Og moderen blev ikke inviteret.
— Hvis man elsker nogen, må man acceptere dem, som de er. Han voksede op uden forældre, forstår ikke familiefølelsen, sagde moderen. — Og især skal I ikke skændes pga. mig. Det er jo bare en fødselsdag. En kone skal være vis og tålmodig. Hvis I begynder at skændes, kan det gå galt. Du har en søn, han har brug for sin far, og det er hårdt at opdrage et barn alene, tro mig.
Mette lod Lukas blive hos sin mor, mens hun selv løb rundt i butikkerne. Efter fødslen var hun blevet tykkere, kjolerne sad stramt, og hun havde brug for en ny badedragt. Engang så hun sig selv i spejlet i en ny, lys sommerkjole.
— Kan du lide den? Når jeg bliver brun, vil den se fantastisk ud. Mette vendte sig væk fra spejlet og mod Mads.
— Den er okay. Du ser bare bleg ud i den. Den gør dig tykkere, sagde manden, kun med et hurtigt blik på Mette.
Det føltes som en iskold douche. Hun vendte sig mod spejlet og studerede sit spejlbillede kritisk. Før brylluppet havde hun været tynd, slank, kvik. Mens hun ammede, blev hun rundere.
— Du kunne godt lide, at mine bryster blev større, sagde Mette såret.
Kjolen kunne hun ikke længere lide. Hun tog den af og lagde den væk.
— Vær ikke sur. Men farven passer dig ikke rigtig, prøvede Mads at rette op på det.
Dagen før afrejsen pakkede Mette langsomt sine ting. Hun prøvede at få så meget Lukas som muligt, bar ham hele tiden. Hun fortrodte, at hun havde sagt ja til at tage uden ham. De kunne lige så godt have udskudt turen et år, de ville ikke dø uden sol. Lukas ville også nyde at plaske i havet, løbe på den varme sand, blive brun og stærk. Men han skulle nok vokse sig stor nok, så skulle de helt sikkert tage afsted sammen. Mads skulle lære ham at svømme. Hvis bare…
Mette skræmte tanken væk. Hvor kom den fra? De havde aldrig rigtig skændtes. De elskede hinanden. “Ingen hvis’er,” befalede hun sig selv.
Hun spiste mindre, studerede sig selv i spejlet hver dag for at se, om hun var blevet tyndere. Men hun vidste, at selv hvis hun tabte sig, ville hun næppe blive den samme, som da Mads forelskede sig i hende.
De afleverede sønnen hos moderen på vej til lufthavnen. Mads ventede utålmodigt, mens Mette kyssede ham farvel.
— Stop nu. Du siger farvel, som om du tager afsted for evigt. Moderen tog Lukas fra Mette. — Se, han bliver allerede vred, han kan mærke det. Gå nu, før han begynder at skrige, vinkede hun.
Mads var glad som et barn. I flyetMen da de landede i København, vidste Mette med sikkerhed, at hun aldrig mere ville lade nogen tage Lukas fra hende, ikke engang hans egen far.
