Under mit ophold på kurstedet meldte jeg mig til en dansesalon. Jeg havde ikke forestillet mig nogen romantiske eventyr det hele handlede bare om at slippe hverdagen, lytte til levende musik og bevæge kroppen lidt.
Lokalet summede af liv og latter, saxofonen slyngede sig gennem rummet, og jeg, iført en let sommerkjole, følte mig nærmest som en ung pige til sin første gymnasiefest. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder.
Må jeg be om denne dans? spurgte en mørk stemme. Jeg vendte mig, klar til at tage imod en fremmed. Men det var slet ikke nogen fremmed. Jeg stivnede. Foran mig stod en mand, hvis ansigt jeg ikke havde set i fyrre år og med ét stoppede tiden.
Det var Poul. Min første kæreste fra gymnasietiden. Ham, der skrev små digte i margenen af mine hæfter og altid fulgte mig helt hjem til havelågen.
Mine ben blev til gelé. Poul? hviskede jeg. Han smilede akkurat det samme drengede smil, som jeg kunne huske fra dengang, vi sad på stenmuren foran skolen. Hej, Margrethe, sagde han, som om vi havde set hinanden i går. Skal vi danse?
Vi gik ud på dansegulvet, og orkestret satte i med en gammel swingmelodi. Det føltes, som om vi aldrig havde holdt op med at danse sammen. Han huskede stadig, hvordan jeg kunne lide at blive ført selvsikkert men blidt, uden at rive i mig. Jeg fik følelsen tilbage af at være atten år hvor livet kun lige var begyndt.
I pausen satte vi os ved et lille bord i hjørnet. Luften dirrede af duft fra parfume og varme menneskekroppe. Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen, sagde Poul. Efter studentereksamen gik alt så stærkt… universitet, arbejde, rejser… og pludselig er der gået fyrre år.
Jeg fortalte ham om mit ægteskab, der sluttede for nogle år siden, og om børnene, som for længst var flyttet hjemmefra og havde deres eget liv nu. Han betroede mig, at han havde mistet sin kone for tre år siden, og hvor svært det havde været at skulle finde sig til rette i ensomheden. Da vi talte sammen, mærkede jeg, hvordan vi stadig havde vores gamle fælles sprog halvfærdige sætninger, interne grin, forstående blikke.
Da musikken igen lød op, rakte Poul hånden frem. En dans til? spurgte han. Sådan gik aftenen dans på dans, snak på snak. Vi vidste begge, at det ikke bare var to mennesker, der mødtes på et kursted. Det var noget langt større end det.
Da dansesalonen lukkede, gik vi ud på terrassen. Over Østersøen lå en let tåge, og gadelygterne kastede et varmt, gyldent skær over natten. Kan du huske, jeg engang lovede dig, at vi ville danse sammen som tresårige? sagde Poul pludselig. Jeg stivnede. Den muntre pagt vi lavede i ungdommen, som dengang føltes så fjern og uvirkelig, havde jeg glemt for længst. Men se nu sagde han og smilede jeg holdt, hvad jeg lovede.
En klump samlede sig i min hals. Hele mit liv havde jeg troet, at de første forelskelser kun var smukke, fordi de ophørte. At magien forsvandt, hvis de varede ved. Og nu stod Poul foran mig med gråt hår og smilerynker omkring øjnene men jeg så stadig drengen fra dengang.
Tilbage i mit værelse slog mit hjerte hårdt, som dengang jeg var atten. Jeg vidste, at det ikke var tilfældigt. At livet indimellem giver én en ny chance, ikke for at genskabe fortiden, men for endelig at leve den, som den skulle have været.
Måske var det derfor, jeg næste morgen sagde ja, da Poul foreslog en gåtur langs stranden. Solen var lige stået op over horisonten og kastede et rosa-gult skær over vandet. Stranden var tom kun mågerne kredsede, og i det fjerne kunne man se et ældre ægtepar, der samlede skaller.
Vi gik langsomt, barfodede i sandet, lod de kolde bølger skylle over vores fødder. Poul fortalte mig om livet om hvordan han efter gymnasiet blev kastet rundt i verden, om rejserne, der skulle gøre ham lykkelig, men som aldrig gav ham den varme, der fandtes i et smil fra gamle dage. Jeg lyttede og mærkede hvert ord løsne gamle lag af stilhed imellem os.
På et tidspunkt stoppede han op, samlede et lille stykke rav op fra sandet og rakte mig det. Da jeg var barn, troede jeg, at rav var små stykker sol, som gemte sig i havet, sagde han med et smil. Måske kan det her være din lykkesten.
Jeg knyttede ravet i hånden og mærkede, at det var lunt, selvom havet burde have gjort det koldt. Jeg så op på Poul og så både den mand, han var blevet, og drengen, der engang fik verden til at virke lysere og mere enkel.
Vi gik i flere timer, men tiden føltes som minutter. På vejen tilbage blæste vinden mit hår, og Poul børstede det blidt væk fra mit ansigt med den samme gestus som for årtier siden. Jeg indså, at jeg ikke ville betragte mødet som en sentimental oplevelse, men som en reel chance bevidst, ægte og uden frygt for fremtiden.
Senere, da vi sad på kurstedets terrasse og så solen gå ned, var der ingen store ord, kun stilhed og jeg følte mig hjemme. Poul lagde hånden oven på min og sagde sagte: Måske kan livet virkelig smile til én igen. Og for første gang i lang tid troede jeg på det.
