Feriedagbog, Skagen, juli
Tænk, at jeg under mit ophold på spa-hotellet i Skagen endte med at melde mig til danseaften i festsalen. Jeg havde egentlig bare brug for lidt luftforandring få dagene til at flyde sammen med musik, dans og grin, og lægge hverdagen bag mig for en stund. Ikke så meget som en tanke på romantiske eventyr, bare lidt bevægelse og levende musik.
Lokalet summede af samtaler, latter og saxofontoner. Luften var tæt af sommer, og min lette kjole flagrede, da jeg stod i døråbningen næsten som første gang jeg var til skolefest som teenager i Hillerød. Pludselig mærkede jeg en hånd på skulderen.
Må jeg have denne dans? lød en mandestemme bag mig, og jeg vendte mig smilende om, helt klar til at hilse på en vildt fremmed partner. Men ansigtet, jeg så, glemte jeg straks alt andet for. Det føltes, som om verden holdt vejret i ét sekund.
Det var Poul. Min første kærlighed fra gymnasietiden, ham, der altid skrev små digte i margenen af mine hæfter, og fulgte mig hele vejen hjem.
Benen føltes som gele. Poul? hviskede jeg, halvt for mig selv, halvt til ham. Han smilede sit altid lidt frække smil, det jeg kunne genkende fra dengang vi slentrede rundt foran skolen. Godaften, Freja, sagde han, som om vi først havde set hinanden i går. Skal vi danse?
Vi gik ud på dansegulvet, og bandet spillede en virkelig gammeldags swing. Vi dansede sammen, som om vi aldrig var stoppet med det. Han huskede stadig, at jeg foretrak faste, men blide bevægelser. Igen blev jeg til den unge pige, der troede, alt lige var begyndt.
I pausen sad vi stille i et hjørne. Rummet var fyldt af duften fra parfumer og menneskers varme. Jeg havde aldrig troet, vi skulle ses igen, sagde Poul. Livet gik stærkt efter studentereksamen… Studier, job i Aarhus, rejser… Pludselig er der gået fyrre år.
Vi talte om mine børn, som nu lever deres eget liv, og ægteskabet, der sluttede for nogle år siden. Hvad angik ham, blev han enkemand for tre år siden, og ensomheden havde været svær. Alligevel følte jeg, at blikket og humoren imellem os stadig lå lige under overfladen, som i gamle dage.
Musikken begyndte igen. Poul rakte hånden frem, og jeg sagde ja til én dans mere. Hele aftenen forsvandt: dansen kom før samtalen, som lige bagefter kom endnu en dans. Vi vidste begge, at dette ikke var et tilfældigt møde mellem to gæster på et spa. Det var meget mere.
Da natten faldt på, gik vi ud på den store terrasse. Havet var indhyllet i let tåge, og gadelygterne langs promenaden kastede bløde, gyldne ringe. Kan du huske, at jeg engang lovede dig, at vi skulle danse sammen, når vi fyldte tres? sagde han pludselig lavt. Jeg blev helt stille, mindet rev mig tilbage til dengang det blot var en umulig, fjern tanke. Se nu bare her, smilede han, jeg holdt ord.
Min hals snørede sig sammen. Jeg har altid troet, at først kærlighedens styrke ligger i dens forgængelighed. At hvis den fik lov at vare, ville den miste sit særlige skær. Men der stod Poul hår og bryn grånet, smilerynker ved øjnene og jeg så stadig gymnasie-drengen.
Mit hjerte bankede som dengang jeg var atten, da jeg gik til mit værelse. Jeg forstod, at det ikke var tilfældigt. At livet nogle gange giver os en anden chance, ikke for at genopleve fortiden, men for at leve den rigtigt.
Måske derfor tøvede jeg slet ikke, da Poul næste dag foreslog en vandretur langs stranden. Solen var knap stået op over Skagerrak, og himlen malede havet i guld og rosa. Vi gik nærmest alene, kun mågerne og et ældre ægtepar i det fjerne, der samlede muslinger.
Vi lod det kolde havbølger skylle over vores bare fødder, og Poul fortalte om rejsen gennem voksenlivet hvordan han flakkede rundt efter gymnasiet, rejste, arbejdede, men at intet kunne måle sig med et ægte smil som dengang. Jeg lyttede og mærkede, hvordan hvert ord skrællede årtiers tavshed af mellem os.
På et tidspunkt bøjede han sig og samlede et stykke rav op. Som barn troede jeg, at rav var solstråler, der var faldet i havet, sagde han, og rakte det til mig. Måske kan det blive din lykkesten nu.
Jeg lukkede hånden om det, mærkede varmen trods kulden fra havet, og så på Poul både den mand han var blevet, og drengen fra engang, der gjorde livet enklere og lysere.
Vi gik videre, tiden forsvandt, men minutter føltes som timer. Da vi vendte hjem, føg vinden gennem håret, og hvert øjeblik fjernede han en vild lok fra mit ansigt, akkurat som dengang. Jeg vidste, at denne gang ville jeg ikke bare lade det være en sentimental oplevelse. Jeg ville give det en ægte chance uden frygt for hvad der måtte komme.
Om aftenen sad vi sammen på spaens balkon og så solen gå ned bag klitterne. Ingen store ord, bare en tryg stilhed. Poul lagde sin hånd på min og sagde blidt: Måske får man virkelig mulighed for et smil fra livet, selv anden gang. Og for første gang i lang tid, troede jeg på det.
