På ferie med den frække familie: Tid til at sætte grænser og få sagt sandheden én gang for alle — Jeg har holdt ud i to uger, Signe! To uger i det her skur, som de kalder “hotel”. Hvorfor sagde vi ja? — Fordi mor bad os. “Annette har brug for at komme væk, hun har haft det så hårdt,” sagde bror Jens og imiterede mor. Tanten Annette har virkelig ikke haft et nemt liv, men jeg kan simpelthen ikke have ondt af hende. Slet ikke. Annette, mors søster, har altid været “den stakkels slægtning”, som alle skal hjælpe. Kufferten ville ikke lukke. Jeg pressede knæet hårdt mod låget, mens lynlåsen nægtede at glide og spyttede kanten af badehåndklædet ud. Bag den tynde papvæg, som i dette faldefærdige gæstehus stolt blev kaldt for “mur”, kunne man høre skrig – det var Victor, Annettes seksårige søn, der hylede. — Jeg vil ikke have grød! Jeg vil have nuggets! — hylede drengen, som om nogen var ved at slagte ham. Så kom et tungt smæld, klirrende porcelæn og Annettes dovne, røgede stemme: — Kom nu, skat, tag en lille skefuld for mor skyld. Karla, gå lige i supermarkedet og køb nuggets – kan du se, at drengen er ved at gå i spåner? Mine ben værker, jeg orker ikke mere. Jeg stivnede og klamrede mig til lynlåsen. Karla! Og mor straks efter! Min bror Jens sad på den eneste halvløse stol på det lille værelse og stirrede dystert ned i sin mobil. Han gjorde ikke engang mine til at pakke sammen. Hans taske stod i et hjørne, opgivet for længst. — Kan du høre det? — hviskede jeg og nikkede mod væggen. — Hun pisker mor rundt igen. “Karla, hent”, “Karla, giv mig”. Og mor springer straks til. — Lad nu være, — mumlede Jens uden at løfte blikket. — I morgen tager vi hjem. — Jeg har fandme holdt ud i to uger, Jens! To uger i det her lortested af et “hotel”. Hvorfor sagde vi overhovedet ja? — Fordi mor bad os. “Annette har brug for ferie, hun har haft det hårdt,” gentog Jens. Jeg satte mig på sengekanten, og madrassen knagede modvilligt. Der var virkelig ikke meget held over Annettes liv, men ondt af hende? Nej, det kunne jeg ikke. Hun var altid den “fattige slægtning”, alle skyldte hende noget. Første barn døde som spæd – en tragedie, vi aldrig talte om. Hendes mand drak sig selv ihjel for et par år siden. Nu har hun to børn med to forskellige mænd, og hele banden bor i mormors gamle lejlighed. Også den nye “drømmefyr” – hendes ottende i rækken. Annette har ingen lyst til at arbejde, synes hendes kald er at pynte på verden og lide lidt – men det skal andre betale for. Især min mor, Karla, som Annette mener “svømmer i penge”. Udsigten fra værelset – “fremragende”: affaldscontainere og naboens hønsehus. Det var mors idé med ferien. “Alle sammen, som en familie – Annette har brug for det.” At hjælpe betød i praksis, at Karla betalte for det meste, købte ind og lavede mad til hele flokken, mens Annette og hendes nye veninde – en eller anden Bodil, som hun blev dus med i poolen – lå og vendte sig i solen. — Pak nu, — sagde jeg til Jens. — I aften går vi på restaurant. Afskedsmiddag. *** Restauranten valgte vi selvfølgelig ikke selv. Annette annoncerede, at hun ville have noget dyrt. Stedet lå på havnen. De slog to borde sammen for at samle hele “cirkuset”, som jeg kaldte dem for mig selv. Annette i sin glitrende kjole, der var ved at sprække, tronede for bordenden ved siden af veninden Bodil – en stor, larmende kvinde med afbleget hår. — Tjener! – råbte Annette uden at se i menuen. – Vi skal have det bedste! Grillspyd, salater, og en kande af den der rødvin! Karla sad ydmygt for bordenden. Hun så træt ud. Ikke ét øjebliks ferie: snart skriger Victor, så har Annette ondt, så keder Stine sig. — Mor, du må altså gerne bestille fisk, det ville du jo, — hviskede jeg. — Nej, det er alt for dyrt, — slog Karla væk. — Jeg tager bare lidt salat. Lad Annette få noget at styrke sig på, hun har haft det hårdt. Jeg var rasende. Ja, hårdt! Ved siden af Victor på seks, der slog på tallerkenen. — Mad! — krævede han, mens han så på sin iPad. Og Annette stoppede stille og roligt mos i munden på ham. — Min skat, — hvislede hun blidt. — Spis nu, det er godt for dig. — Han er seks år, — sagde jeg. — Kan han ikke selv spise? Tavshed ved bordet. Annette drejede sig langsomt. — Hvem bad dig blande dig, kære niece? — snerrede hun. — Få dine egne børn, og så kan du opdrage. Mit barn er følsomt! Han har brug for omsorg. — Han har brug for grænser, ikke iPad til maden, — svarede jeg. — Han hyler, hvis han ikke får sin vilje. I opdrager en lille konge. — Jeg kan ikke! — udbrød Bodil, – Annette, se på hende! Psykologen over dem alle. Hønen skal lære høgen, ja – du har heller ikke set verden, men tror du kan opdrage på de voksne. — Hold nu op, — hviskede mor, og hev mig i ærmet. — Ødelæg nu ikke aftenen. Aftenen varede en evighed. Annette og Bodil diskuterede mænd, sladrede om naboerne og klagede sig. Stine sad med næsen i mobilen, mens Victor jævnligt begyndte at tude for at få dessert, og straks fik han den største is. Da regningen kom, sukkede Annette dramatisk: — Åh, min pung ligger på værelset! Karla, vil du ikke betale? Jeg giver dig pengene, når vi er hjemme. “Aldrig i livet,” tænkte jeg, idet jeg så min mor trække kortet frem. Standard. *** Vi kom hjem efter midnat. Jeg gik direkte i bad – måtte vaske den aften af mig. Vandet var skiftevis iskoldt og brandvarmt. Da jeg gik ud forbi køkkenet, stivnede jeg. Larmen derindefra var ikke til at tage fejl af. — Har du set hende blæren? — råbte Bodil. — Sidder dér, laver sure miner. “Han kan ikke spise selv”. Hvad rager det hende, tøs! Hun har ikke prøvet livet! Hvis ikke det var for dig, Karla, så gik hun stadig på landet og muhede, i stedet for at løfte næsen i restauranterne. Høj på strå, men indeni tom. Ingen mand, intet fornuft, bare arrogance. Jeg holdt vejret. Hjertet hamrede helt oppe i halsen. Jeg ventede. Ventede på, min mor ville smække i bordet. At hun sagde: “Hold din mund, Bodil, tal ikke sådan om min datter.” Eller bare gik ud. Men mor sukkede bare tungt, og Annette sagde klynkende: — Ja, ja, Bodil. Hun er svær. Helt som den side af familien. Ikke som mine. Stine er sød og imødekommende. Men hende … hun ser på os, som om vi er skidt. Jeg kan ikke engang spise, når hun er der. — Det er din skyld, Karla! — stemte Bodil i. — Du har aldrig sat hende på plads. Nu er det for sent. Hun sidder bare dér, trodsig over for sin egen mor. Jeg ville for længst have smidt sådan én ud, så kunne hun lære det. Jeg pressede panden mod dørkarmen. Mor var tavs. Hun sad der og drak the (eller noget stærkere, efter hvad stanken sagde), mens hendes eneste datter fik sig en omgang bagvaskelse. Jeg rettede mig op. Døren røg op med et brag mod væggen. Stilhed i køkkenet. Treenigheden sad bænket ved plastikbordet med madrester. Annette i sin glitrende kjole, nu revet op under armen, Bodil rød i hovedet og mor… Mor, der straks trak skulderne sammen. — Så jeg er bare tom indeni? — Min stemme rystede ikke. Den var hård som granit. — Og du, tante Annette, har så hjertet på det rette sted? Annette hikstede og gloede. Bodil rejste sig truende, — Nå, har du lyttet med, møgunge? — brød hun ud. — Varmer ørerne? — Jeg behøver ikke lytte, I larmer så hele huset kan høre, — sagde jeg og gik ind. — Hvad så – får du ikke ned mad, Annette? Men da mor betalte for det i restauranten, gled det fint ned, ikke? — Du er utaknemmelig! — peb Annette, helt rød i hovedet. — Vi har kun villet dig det bedste! Du kunne være min datter, og nu skal jeg høre for et stykke brød? Gør dig ikke så fin med dine penge! — Det er ikke pengene, det er din frækhed! — Jeg flød over. — Du har siddet på mors ryg hele livet! Først den ene mand, så den anden, så børn og “sygdomme”! Mor knokler for at betale din ferie – og du snakker hende ned bag ryggen! Din datter er en r..s, der bander som en havnearbejder og bruger dig som dørmåtte, og DU skal lære mig moral? Din søn manipulerer, så det driver, og du tør ikke sige “nej” til ham! Tanten stirrede tavst. — Louise! — peb Karla og sprang op. — Stands nu! Gå ind på værelset! — Nej, mor, jeg går ikke, — nu så jeg mor lige i øjnene, og smerten ramte hende. — Du sidder her og lytter til, at en fremmed kvinde sviner din datter til. Og du siger ikke et ord? Lader dem? Bodil rejste sig og gik truende frem, knyttede næverne. — Nå, møgunge, nu lærer du at respektere voksne… Hun langede ud, men hånden blev grebet i luften — Jens stod bag hende. — Prøver du bare, — sagde han lavt. — Har I helt tabt sutten? Tante Annette, pak dine ting. Vi tager hjem. — Hvad mener du med “vi”? — hylede Annette, rædselsslagen. — Jeg tager ingen steder, vi har to dage betalt for endnu! Karla! Dine børn er vanvittige! Nu sagde Karla endelig noget. Hun greb mig om skuldrene og rystede. — Hvorfor startede du?! — råbte hun, tårerne løb — Hvorfor gik du ud? Du ødelagde alt! Vi er jo familie! Kan du ikke skamme dig og lave skandale sådan?! Jeg fjernede roligt mors hænder. Noget gik i stykker inden i mig, for altid. — Jeg skammer mig ikke, mor, — sagde jeg meget stille. — Du burde skamme dig. For at du lader dem gøre sådan ved os alle sammen… Jeg gik ud af køkkenet. Jens med. Vi pakkede tavst på værelset. Udenfor hylede Annette, Bodil stemte i og kaldte os for alt muligt. Stine var sur over larmen. — Vi kan ikke tage af sted nu, — sagde Jens, — bussen først i morgen tidlig. Vi må vente på stationen. — Fint, — sagde jeg, og proppede cremer i posen. — Hellere stationen end det her svineri. Jeg sætter ikke mine ben her mere. — Hvad med mor? Jeg stivnede med en T-shirt i hånden. — Mor har valgt. Hun bliver derude i køkkenet og trøster søsteren. *** Jeg taler ikke med min mor længere. Jens heller ikke — vi har aldrig tilgivet hende. Karla ringede flere gange for at sige, hun gerne vil tilgive os, hvis vi siger undskyld til Annette – men vi vil ikke have sådan en tilgivelse. Vi har fået nok. Hvis mor bedst kan lide at føje sin søster – så værsgod. Vi klarer os glimrende uden den frække familie.

På ferie med fræk familie der sættes grænser

Jeg har holdt ud i fjorten dage, Mads! Fjorten dage i det her skur, de kalder for et hotel.
Hvorfor sagde vi ja til det her?
Fordi mor bad os om det. Sofie har brug for at komme lidt væk, Sofie har haft det svært, efterabede min bror mors tone.
Og der er noget om snakken tante Sofies liv har virkelig ikke trukket vinderloddet, men medlidenhed har aldrig været min stærke side.
Sofie, mors søster, har altid været den stakkels slægtning, som alle automatisk skylder alting.
Kufferten kunne ikke lukkes. Emma satte knæet hårdt i låget og forsøgte at mase lynlåsen i hak, men den sprættede op og kastede et hjørne af strandhåndklædet ud.

På den anden side af væggen en tynd spånplade, der stolt blev kaldt mur skreg Mikkel, Sofies seksårige søn.
Jeg gider ikke havregrød! Jeg vil ha nuggets! jamrede han, som om det var tortur.
Så fulgte lyden af et klask, og en tallerken, der gik mod gulvet, og tante Sofies sløve, røgbegravede stemme lød:
Nå lille skat, kom så og tag bare en ske for mors skyld.
Vera, kan du ikke lige løbe i Brugsen og hente de nuggets? Kan du høre hvordan barnet hyler? Mine ben er færdige, jeg orker det simpelthen ikke.
Emma stivnede, stadig knuget om kuffertens lynlås. Vera! Og mor ville selvfølgelig straks springe op!
Mads, Emmas bror, sad på den eneste vaklende stol i det lille værelse og stirrede træt på sin telefon.
Han havde ikke engang pakket. Hans taske stod stadig i hjørnet i en rodet bunke.
Hører du det? hviskede Emma og nikkede mod væggen. Hun sætter mor i sving igen.
Vera, hent, Vera, giv… Og mor springer straks op.
Lad nu være, svarede Mads uden at kigge op. Vi tager hjem i morgen.
Jeg har holdt ud i fjorten dage, Mads! Fjorten dage i det her skur, de kalder et hotel!
Hvorfor sagde vi ja til det?
Fordi mor bad om det. Sofie trænger til ferie, Sofie har haft det hårdt, gentog Mads morens ord.
Emma satte sig udmattet på sengen, madrassen jamrede under hende.
Tante Sofie havde virkelig mødt modgang men det kunne Emma altså ikke tage sig af.
Sofie var altid den, alle skulle tage hensyn til.
Hendes første barn døde som spæd en tragedie, kun talt om i familien med dæmpede stemmer.
Senere en mand, der drak sig ihjel for et par år siden.
Sofie opdrager to børn med forskellige fædre og bor sammen med dem og deres nuværende drømmemand nummer otte… i mormors gamle lejlighed.
Arbejde har Sofie aldrig brudt sig om. Hun mener, hendes opgave er at forskønne verden og at lide og at andre må betale for festen. Først og fremmest Emmas mor, Vera, der ifølge Sofie altid har penge nok Vera kan undvære.
Emma gik hen til vinduet.
De havde panoramaview til affaldscontainere og væggen til naboens hønsehus.
Alt det her havde været mors idé. Lad os tage på ferie sammen, så Sofie får lidt adspredelse, hun har brug for det.
At hjælpe betød, at Vera betalte for det meste, købte ind og lavede mad for hele banden, mens Sofie og hendes nye veninde Annika, de var straks faldet i snak ved poolen over dovenskabens kunst lå og slikkede sol, tjeckede hinanden ud og peb lidt.
Pak nu, sagde Emma til broren. I aften skal vi på restaurant. Afslutningsmiddag.
***
Naturligvis var det ikke dem selv, der valgte hvor de skulle spise.
Sofie bekendtgjorde, at hun manglede lidt forkælelse.
Restauranten lå på havnefronten. Bordet var sammensat af to for hele flokken, som Emma kaldte dem for sig selv.
Sofie i et skinnende kjole, der var lige ved at sprikke tronede højt for bordenden ved siden af veninden Annika, en højtråbende kvinde med blegede hårspidser.
Halløj, tjener, råbte Sofie uden at kigge på menuen. Vi skal have det bedste, du har! Noget grill, salater, og den der røde vin i kande!
Emma og Mads’ mor Vera sad nede i hjørnet af bordet, lidt sammenkrøbet med et forsigtigt smil. Hun så udmattet ud.
Hun havde ikke fået ro et øjeblik i to uger enten græd Mikkel, eller Sofie klagede, eller Amalie kedede sig.
Mor, tag nu den fisk, du jo så gerne ville have, sagde Emma lavt og bøjede sig imod hende.
Nej, den er alt for dyr, svarede Vera og vinkede afværgende. Jeg tager en lille salat. Sofie skal jo forkæles, hun har haft det hårdt hele året.
Emma kogte indeni. Nå ja, hun har virkelig lidt ilde, bestemt. Lille Mikkel, seks år, sad og bankede sin ske på tallerkenen som konge for bordet.
Mad! beordrede han, uden at fjerne blikket fra sin tablet.
Sofie slap snakken med Annika og skrabede tålmodigt kartoffelmos op og puttede det i munden på sin søn.
Min skat, nus nu spis og få kræfter.
Han er seks, sagde Emma. Kan han virkelig ikke spise selv?
Der blev stille rundt om bordet. Sofie vendte sig langsomt.
Spurgte jeg dig, kære niece? snerrrede hun. Få nogle egne børn og opdrag dem først!
Mit barn har brug for omsorg!
Han har mest af alt brug for nogle rammer og ikke at få stukket en tablet foran sig under maden, sagde Emma. Han råber som om han blev flået levende, hvis han ikke får sin vilje. Det I gør er kun at lære ham at være krævende.
Ej, hør nu hende, udbrød Annika og slog ud med armene. Sofie, kig lige på det kloge hoved. Hun har læst psykologi, siger hun. Æg lærer kyllingen at klukke. Lille dame, du aner intet om livet, og så skal du også opdrage de voksne!
Emma, hold nu op, hviskede Vera og hev Emma i ærmet. Lad nu være at ødelægge aftenen, please.
Aftenen slæbte sig langsomt afsted. Sofie og Annika diskuterede mænd højlydt, talte om folkene i hotellet og beklagede sig over kvindelivets byrder.
Amalie sad klistret til sin mobil og kiggede hånligt på de gamle. Mikkel begyndte igen og igen at hyle om dessert, og straks fik han den største is de havde.
Da regningen kom, sukkede Sofie dybt:
Åh nej, har glemt min pung på værelset! Vera, betale du ikke, hva? Jeg gir dig pengene, når vi kommer hjem.
Du betaler aldrig tilbage, tænkte Emma, mens hun så moren finde sit kort op uden at protestere.
Det var nærmest rutine.
***
De var hjemme i gæstehuset lige over midnatten. Emma gik straks i bad for at komme af med fornemmelsen af aftenens klæbrige fornedrelse.
Vandet løb ud i en tynd stråle, først iskoldt, så kogende.
Da hun var færdig og skulle til værelset, standsede hun ved den halvt åbne køkkendør. Derindefra lød højlydt hvisken.
…Så du den krukke? brokkede Annika sig. Sidder bare der med sit fortrukne fjæs. Han kan ikke spise selv, pyh!
Hvad rager det hende? Den lille tøs har ikke prøvet livet!
Hvis ikke det var for dig, Vera, så sad hun nu derhjemme på landet og flyttede halm, istedet for at spille fine fornem i restauranter.
Høj på sig selv, dum og uden kæreste, bare attitude.
Emma bed sig hårdt i læben.
Hjertet hamrede. Hun ventede. Ville mor endelig slå i bordet?
Ville mor sige Hold din mund Annika, sådan taler du ikke om min datter? Eller bare gå ud af køkkenet.
Men det eneste hun hørte fra mor, var et tungt suk, Sofies jamrende stemme:
Ja, du har ret, Annika. Emma er besværlig. Det har hun altid været. Hun ligner sin far de var også alt for krævende, allesammen.
Ikke som mine børn. Amalie har temperament, men hendes hjerte er varmt.
Men Emma… hun kigger på os som var vi lavere stående. Jeg kan ikke engang få en bid ned, når hun er i rummet.
Vera, du har forkælet hende! tilføjede Annika. Der skulle have været sat én grænse og givet hende et par på bagen.
Nu sidder hun dér og tror hun er dronningen selv, hun har ingen respekt for dig!
Hvis det var min datter, havde jeg smidt hende ud for længst, så hun kunne prøve livet!
Emma lænede panden mod dørkarmen. Mor sagde ingenting.
Hun sad dér, drak te (eller måske snaps, efter duften at dømme), mens de sad og trampede på hendes eneste datter.
Emma rettede sig op. Hun skubbede døren op, så den ramte væggen med en brag.
Der blev dødsens stille.
Treenigheden sad ved det plastbord, dækket af madrester og tomme pakker.
Sofie stadig i sit sprækkede partykjole, Annika rød i ansigtet, og mor… Mor trak skuldrene op under ørerne med det samme.
Så jeg er en hul pige? stemte Emma, stemmen rystede ikke.
Den var hård som sten.
Og du, tante Sofie, du er så fyldt med varmt hjerte?
Sofie gispede og gloede vantro. Annika rejste sig truende.
Hvad laver du, snothvalp? spyttede Annika. Tykker du ører, hva?
Hør her, I råber så højt, at hele huset kan høre jer, sagde Emma og så Sofie direkte i øjnene. Nå, tante, kunne du få maden ned, da mor betalte for dig i restauranten? Satte den sig ikke fast?
Du er utaknemmelig! skreg Sofie og blev mørkerød. Vi har været SÅ søde mod dig, og du gør grin med os!
Jeg kunne være din mor, og du nævner penge!
Du kan stikke de penge skråt op!
Det er ikke pengene men dit frække snobberi jeg er træt af, råbte Emma. Hele dit liv har du siddet på mors ryg!
Først den ene mand, så den anden, børn, påfundte sygdomme! Mor arbejder som en hest for at kunne invitere dig på ferie og du bagtaler hende bagefter!
Din datter, Amalie, opfører sig som en hidsig banegårdspige, bander og skælder ud som en havnearbejder, og du moraliserer over MINE valg!
Din søn er en hysterisk manipulator, og du tør ikke engang sige nej!
Sofie tav og stirrede på sin niece hun vidste ikke hvad hun skulle svare.
Emma! lød det fra Vera, der var sprunget op. Stop med det samme! Gå ind på værelset!
Nej mor, jeg går ingen steder, sagde Emma, og hendes blik var så smertefuldt, at Vera tav. Du sidder her og lader fremmede træde på dit barn, din egen datter. Og du… du siger ikke fra? Du tillader det?
Annika skubbede stolen tilbage og styrtede mod Emma med knyttede hænder.
Nu er det SLUT, din møgunge, du skal lære respekt…
Hun svingede hånden gennem luften. Men slaget kom aldrig Mads havde grebet hendes arm.
Bare rør hende, sagde han lavt. Er I helt fra den?
Tante Sofie, pak jeres ting. Vi tager hjem.
Hvem er vi? skreg Sofie, for nu begyndte panikken. Jeg tager ikke nogen steder! Vi har stadig to nætter betalt!
Vera! Dine børn er skøre! De springer på folk!
Og så sagde Vera endelig noget. Hun løb hen til Emma og begyndte at ruske hende i skuldrene.
Hvorfor skulle du blande dig! skreg hun, mens tårerne sprang frem. Kunne du ikke bare sidde ude på værelset? Du har ødelagt alt! Vi er en familie! Hvordan kunne du gøre det her mod mig?
Emma fjernede blidt, men bestemt mors hænder. Noget brast inde i hende, en slags endelig opgivelse.
Jeg skammer mig ikke mor, sagde hun roligt. Det burde du gøre. For at du lader dem behandle os sådan her…
Hun vendte sig om og gik ud af køkkenet. Mads fulgte med.
På værelset pakkede de i stilhed. Udenfor tudede Sofie, beklagede sin modgang for alle der gad høre på det, og Annika kaldte Emma og Mads for undermåler.
Amalie, vækket af råberiet, brokkede sig højlydt over ikke at kunne sove.
Vi kan ikke tage af sted nu, sagde Mads, lukkede sin taske. Første bus går i morgen tidlig. Vi må vente på stationen.
Fint, svarede Emma og proppede makeup ned i en pose. Hellere på banegården end i det her hul. Jeg bliver ikke et sekund mere.
Hvad med mor?
Emma standsede med en bluse i hånden.
Hun har valgt selv. Hun bliver derude. For at trøste sin søster.
***
Emma har ikke kontakt med sin mor længere. Det har Mads heller ikke forældrene har de ikke tilgivet.
Vera ringede flere gange og sagde, hun gerne ville tilgive sine børn, hvis de ville undskylde til Sofie, men Emma og Mads synes bare, det er til grin.
De har fået nok.
Hvis mor vil se sin søster op til munden så må hun gøre det. De klarer sig faktisk udmærket uden arrogant familie.