»Igor kan tage på ferie, men du skal tilbage på arbejde,« sagde svigermoren.
Da Mette hørte nøglen i døren, sank hendes hjerte. Hun kendte den myndige lyd af hæle i gangen bedre end sin egen puls. I ottende måned af graviditeten var hver bevægelse en kamp, og nu skulle hun møde den person, hun frygtede mere end fødselssmerter. Døren fløj op, og ind i lejligheden stormede en orkan af kritik og utilfredshed i skikkelse af Gerda Nielsen.
»Hvad i alverden!« udbrød svigermoren i stedet for en hilsen. »Hvorfor ser min svigerdatter så mulm ud?«
At Gerda dukkede op var det sidste, Mette havde brug for. Hun havde planlagt en lur efter frokost den lille byrde i maven krævede konstant hvile. Selv de simpleste huslige pligter føltes som en maraton.
Endelig havde hun fået barselsorlov for at lette presset, men alle planer blev ødelagt på et øjeblik.
»Velkommen, Gerda,« sagde Mette underdanigt og trådte til side.
»Hvor er min lille Anders?« Svigermoren spejdede straks efter sin søn.
»Han tjener penge,« svarede Mette roligt. »Arbejder for vores familie og den lille.«
»Kan du virkelig ikke klare dig selv?« Gerda satte nogle uventet tunge kufferter ned og marcherede ind i lejligheden, så hun næsten væltede den gravide. »Voksent menneske, snart mor det er på tide at vokse op!«
Så snart Gerda var inde, begyndte hun at inspicere hver krog som en skolelærer på rundvisning. Mette blev urolig.
»Er du kommet af en særlig grund?« spurgte hun forsigtigt. »Skal du heve noget?«
»Hvad?« Gerda vendte sig forvirret. »Jeg bor her nu.«
Det var, som om knæene gav sig under Mette.
»Men hvordan« hviskede hun.
»Jeg er træt af den frække stodder, jeg lejede værelse hos,« svarede Gerda irritabelt. »Jeg gider ikke ham mere. Jeg er flyttet ud med det samme. Min egen lejlighed står i min mands navn, og det er svært at finde en ny, så jeg bor her i mellemtiden.«
Forklaringen gjorde kun Mette mere ulykkelig. Ja, der var plads, men gav det svigermoren ret til bare at invadere og kræve husly?
Mette ville protestere, men graviditeten havde udmattet hende, så hun gik bare ind i soveværelset for at vente på Anders.
Desværre ændrede hans hjemkomst ikke meget han syntes, det var synd for sin mor. Selv om Gerda var en mester i drama, havde hun trods alt opdraget ham, og han kunne ikke bare forlade hende.
Mette accepterede det, forstod sin mands følelser. Måske kunne de få ekstra hjælp i hjemmet?
Håbet forsvandt hurtigt. Inden for to dage havde Gerda taget fuldstændig kontrol over hjemmet. Anders arbejdede hele tiden, så det var Mette, der måtte tilpasse sig.
Og det var ikke let. Gerda syntes at hade alt, Mette gjorde. Hun brokkede sig over gulve, der ikke var vasket, krummer på bordet, endda en enkelt beskidt kop.
»Gerda,« sagde Mette træt, »jeg kan ikke bøje mig, jeg har det dårligt, ryggen gør ondt, mine ben er ømme«
»Åh, ryggen gør ondt!« Gerda foldede hænderne over brystet. »Det er kvinder, der bærer verden! Og hvad så, om du er gravid? Sådan er det! Det fritager dig ikke fra husligt arbejde! Jeg ved bedst jeg har allerede opdraget en søn, mens du stadig skal lære alt!«
Mette fandt ikke ord. Hun ville ikke skabe konflikt, for det var ikke godt for babyen.
En hverdag, mens Anders var på arbejde, løb de ud af mad, og Mette måtte handle.
»Nå, jeg går med dig,« gav Gerda sig til at sige. »Så du ikke køber forkert. Jeg holder øje med dig.«
»Tak« Mette ville helst gå alene, men i hendes tilstand kunne hun ikke engang klare den simple opgave.
Turen til torvet gik fint, og indkøbene på nær Gerdas konstante brok også.
»Hvad glor du på?« sagde Gerda. »Tag poserne, så går vi hjem. Du har fået nok frisk luft.«
Mette stirrede forvirret. »Tag poserne«?
»Gerda,« hviskede hun nervøst, »kan du ikke hjælpe mig? Jeg må ikke overanstreng mig, du ved det«
»Overanstreng dig!« Gerda efterabede hende. »Der er næsten ingenting klar dig selv!«
Mette protesterede ikke og tog poserne. Men efter få meter følte hun sig dårlig. Indkøbene var for tunge.
»Åh,« stønnede hun, »jeg har det ikke godt«
»Hvad nu?« Gerda blinkede ikke engang, selv om det var tydeligt, at der var noget galt. »Kan du ikke engang bære nogle poser?«
Men Mette hørte hende ikke alt lød fjernet.
»Frøken! Frøken!« En fremmed mand greb hende. »Hvad er der? Skal jeg ringe efter en læge?«
»Nej, nej, det går nok over«
»Nutidens kvinder« sukkede Gerda. »De kan ingenting«
Heldigvis kom Mette sig efter få minutter. Gerda tog dog med et surt udtryk nogle af poserne, og de kom hjem.
Da Anders hørte om episoden, skyndte han sig hjem.
»Min søde Mette,« sagde han og strøg hendes hånd. »Undskyld! Jeg burde have hjulpet dig. Hvorfor ventede du ikke på mig? Jeg ville have handlet!«
»Jeg troede, jeg kunne klare det,« hviskede Mette. »Du arbejder hele tiden, jeg ville hjælpe«
»Hvorfor bad du ikke mor om hjælp?«
Mette lukkede øjnene og sukkede.
»Jeg ville ikke sige det,« sagde hun, »men det var Gerda, der insisterede på, at jeg skulle bære de tunge poser.«
Anders standsede midt i at stryge hendes hånd.
»Mor?« hviskede han forvirret.
»Og da jeg fik det dårligt« Mettes skuldre rystede af gråd. »Hun trak bare på skuldrene.«
Der blev stille. Mette græd stille.
»Jeg ordner det. Hvil dig, skat.« Han rejste sig og gik beslutsomt ind til sin mor.
Mette kunne ikke høre samtalen, men den lød vred. Hun håbede bare, Gerda ville lade hende være.
Endelig kom det store øjeblik. Mette kunne ikke få nok af at holde sin lille datter. Anders græd af lykke, hvilket rørte hende dybt. Det føltes som en ny start.
Men virkeligheden var hård. Moderskab var en udmattende opgave, og
