Ved verdens ende.
Snepresset sig ind i støvlerne og brændte på huden. Men at købe uldsko var ikke noget Mie havde lyst til; ridestøvler var mere hende, men herude ville hun bare ligne et fjols i dem. Og hendes fars kort var jo spærret.
Mener du virkelig, at du vil bo her på landet? spurgte han og vred læberne i foragt.
Faren havde altid hadet provinsen, friluftslivet, alt uden byens bekvemmeligheder. Og Jonas var lige sådan, så derfor tog Mie til landsbyen. I bund og grund ville hun ikke bo der; hun elskede ellers teltture og den slags eventyr, kompromisløs natur. Men at slå sig ned nej. Hun sagde dog noget andet til faren.
Det vil jeg! Og jeg bliver her!
Du snakker vrøvl. Hvad skal du gøre her, lege med koens hale? Jeg troede, du og Jonas skulle giftes til sommer, og vi skulle planlægge bryllup
Bryllup. Han pressede nærmest Jonas på hende, som en kold skål grød med klumper så klam, at kvalmen hang i timen. Jonas så egentlig pæn ud; lige næse, skarpe øjne under lette bryn, lidt krøllet hår og godt bygget. Han var farens faste makker, hans højre hånd, og det lå i kortene, at datteren skulle tage ham.
Mie brød sig ikke om Jonas. Hans monotone stemme, pølsefingre, evige pral om, hvad hans skjorte, ur og bil kostede hun kunne ikke holde det ud.
Penge, penge, penge! Det var alt, der betød noget for dem og Mie havde kun plads til kærlighed. Følelser, der kunne tage pusten fra hende, som i bøgerne. Hun havde ikke oplevet det endnu, men vidste, det ville komme. Hun blev tit lun på en dreng, men det var flygtigt, og efterlod ingen ar. Hun hungrede efter drama ikke Jonas ro og forudsigelighed. Derfor virkede det vidunderligt at overtage lærerstillingen på den lille landsbyskole. Jonas ville aldrig følge efter. Han frygtede manglen på internet, varmt vand og ordentlig kloak.
Mie havde sikret sig, at den landsby manglede alt det. Skolelederen var skeptisk, tvivlede på om Mie var den rette, men hun insisterede og endte hos kommunen med alle sine beviser og kursuscertifikater.
Og hvad vil en så kvalificeret og ung lærer dog i en landsby? spurgte en myndig kvinde med ildrødt hår.
Undervise børn! svarede Mie lige så bestemt.
Nu underviste hun så. Boede i et hus uden varmt vand og ordentlig afløb, fyrede selv op i ovnen. Som ventet prøvede Jonas at være der en nat, men løb hurtigt skrigende bort. Han blev ved med at ringe, ville have hende hjem, overbevist om, at det nok bare var en fiks idé, der ville gå over.
I begyndelsen nød Mie livet på landet. Men vinteren kom, og kulden var overvældende; at slæbe brænde var hårdt arbejde, og hun savnede byens bekvemmeligheder. Alligevel havde hun besluttet sig for ikke at give op. Nu havde hun jo også ansvar for børnene.
Klassen var lille kun tolv elever. Først var Mie rystet: på Børnekulturhuset i Aarhus, hvor hun havde arbejdet et halvt år, var børnene intelligente og kreative. Men her vurderede hun indledningsvis dem som håbløse. Tredje klasse, og de læste stadig nærmest stavelse for stavelse, lavede ikke lektier, larmede på timerne. Men det var kun først. Hurtigt fik hun øje på deres særegenheder og forfaldt til at holde af dem.
Simon snittede dyr af træ små ræve, bjørne og harer, som ethvert børnehus ville være stolte af. Cecilie skrev smukke digte, William blev altid efter skole og ordnede klassen, og Ida havde et lam, der fulgte hende til skole som en hund.
De lærte faktisk at læse, bare med andre bøger, end dem skolen normalt tilbød, og dem måtte Mie hente i købstaden en halv times kørsel væk, for internettet var elendigt, og man kunne ikke bestille til levering.
Kun én elev kunne hun ikke trænge ind til og det var netop hendes far, Mie så, mens hun kæmpede sig gennem sneen med et favnfuld brænde.
Goddag, Mie Jørgensen, sagde han, stoppede ved havelågen.
Mie var faktisk lidt bange for ham. Hans træk barske. Som en slags rocker. Han smilede aldrig, og hendes hjerte bankede hårdt, når han dukkede op ville han se, hun var nervøs? Eller var hun det overhovedet?
Goddag.
Hendes stemme skælvede mere, end hun ønskede.
Hvorfor får Freja kun dårlige karakterer?
Fordi hun ikke laver noget.
Så må du få hende til det. Hvem er lærer dig eller mig?
Mie var lærer. Men hun nægtede at presse nogen. Freja var sikkert autistisk og havde brug for en anden slags hjælp.
Har hun altid været sådan?
Han tøvede.
Nej. Da moren levede, lavede hun alt.
Hvem er moren?
Han vred ansigtet, som havde sneen også ramt ham.
Hendes mor, Anna
Her var det klart, at man ikke skulle spørge mere. Men Mie turde alligevel:
Og hvor er hun nu?
Hun ligger på kirkegården.
Sådan var det altså. Lidt som faren ville sige: det er ikke så kompliceret.
Brændet var tungt og uhandy, men det var pinligt at nævne. Da øverste brændestykke gled ned på foden, udbrød Mie et lille hvin, lod brændet falde og kneb øjnene sammen mod tårerne; både af smerte og af skam over sin klodsethed foran en voksen. Men hun følte sig ikke voksen selv.
Lad mig hjælpe dig, sagde han.
Nej, nej, det går, jeg klarer den selv.
Det ser jeg jo.
Han bar brændet ind, justerede døren med en kæp, så den glider bedre.
Du siger bare til.
Så gik han sin vej.
Hvorfor han kom var en gåde. Troede han, lidt brænde ville få hende til at give Freja bedre karakterer? Nej, det ville hun ikke lade ske.
Freja fyldte hendes tanker. Flere dage forsøgte Mie sig frem, oplevede et væld af frustrationer, både af faglig og omsorgsmæssig karakter. Hun gik endda til viceskoleleder.
Det kan du glemme. Giv hende de svage karakterer, og så må vi sende hende til specialskole til sommer.
Hvad mener du?
Vi sender hende til vurdering, får hende registreret med udviklingshæmning. Hvad kan man gøre, hvis barnet er sådan?
Men faren siger, det har været anderledes
Ja ja. Moren tog sig af hende. Ham kan du ikke regne med, han fortæller dig alt muligt vrøvl
Du bryder dig ikke om ham, vel? sagde Mie
Viceskolelederen smallede på munden.
Han er ikke en småkage, jeg skal kunne lide og barnet skal undervises efter sine behov.
Det svarede ikke Mie. Hun følte ikke Freja burde på specialskole, så hun ringede til sin yndlingsmetodikker i Odense og søgte gode råd, og tog så til Frejas hus. Hun var nervøs, drak kamillete først hendes mor sagde, det dulmede nerverne, og hun drak det som en slags rituel trøst. Moren var også død, så historien ramte ekstra hårdt.
Frejas far var ikke synderligt venlig, men Mie havde forestillet sig, han ville være glad for hendes initiativ.
Vi tager egentlig ikke imod gæster, sagde han.
Mie gjorde som viceskolelederen og pressede på, at klasselæreren har pligt til at sikre opvækstforholdene.
Frejas værelse var vidunderligt lyserøde vægge, bløde bamser og bunker af bøger. Mie følte misundelse; hendes egen far kun tolererede beige, alt glimtende og livligt blev straks fjernet.
Første gang gik det sløjt. Mie spurgte ind til bøger, bladrede i dem, spurgte efter farveblyanter. Freja gav blyanterne, men sagde ikke noget om bøger. Først da Mie spurgte om navnet på den lyserøde kanin, kom svaret:
Pjuske.
Næste gang kom Mie med en trøje til Pjuske. Hun havde lært at strikke af sin mor og strikkede stadig, for mindet om hende. Det blev lidt kluntet, men Freja blev glad og sagde: “Den er pæn.”
Mie foreslog at tegne Pjuske i den nye trøje, og det gjorde Freja. Mie skrev navnet med vilje med en stavefejl Freja rettede.
Der var altså intet udviklingshæmmet ved hende.
Jeg kommer hos Freja tre gange om ugen, sagde Mie til faren.
Jeg har altså ikke råd til at betale ekstra.
Jeg skal ikke have penge for det, sagde Mie.
Sådan blev det.
Viceskolelederen blev ikke glad for nyheden.
Du går over stregen! Det er ikke pædagogisk at favorisere et barn! Du får intet ud af det, har set sådan nogle før.
Det har jeg også, svarede Mie. Men jeg ved, det er for tidligt at give op.
Freja var anderledes; hun talte næsten aldrig, undgik øjenkontakt, ville hellere tegne end skrive. Men hun regnede godt, og grammatikken fangede hun hurtigt. Ved kvartalets slutning var karaktererne ikke kunstige de var velfortjente.
Skal du rejse væk til nytår? spurgte Frejas far, og undgik at se hende i øjnene som sin datter.
Nej, faktisk ikke, sagde Mie og mærkede rødmen stige.
Freja vil gerne invitere dig.
Mærkeligt. Freja havde ikke selv sagt det. Men kunne hun nægte at glæde pigen? Selvom Mie ikke havde lyst til nytår med fremmede.
Tak, jeg tænker over det.
Mie sov dårligt; hun blev mærkeligt berørt. Hvorfor egentlig? Hun havde været der for Freja, som nu lynede lidt op. Er det ikke det, hun ville? Og gør det en forskel, hvad faren synes?
Det var tankerne, der fulgte hende i søvn.
Næste morgen ringede Jonas.
Hvornår kommer du hjem?
Hvad mener du?
Til nytår du kan jo ikke fejre i den landsby.
Jo, det kan jeg!
Mie Stop nu, ikke? Din far er bekymret, han kan ikke finde ro.
Men faren havde ikke ringet til hende en eneste gang.
Så må han gå til lægen, svarede Mie.
Så du kommer ikke?
Nej, det gør jeg ikke.
Nå. Hvad skal jeg gøre?
Hvad du vil!
Mie havde aldrig troet, Jonas ville tage hende på ordet, men han kom: med champagne, salater og gaver.
Hvis bjerget ikke kommer til Mohammed
Mie var forbløffet og faktisk ikke bare negativt. Hun havde aldrig forestillet sig Jonas på sådan et eventyr; han elskede nytår på restaurant med levende musik. Her var der ikke engang TV.
Pyh. Du er her, det er nok.
Mie ledte efter en bagtanke, men fandt ingen. “Mon jeg har misforstået ham?” tænkte hun.
Hun tøede endnu mere op, da hun så, hvad han havde med: pædagogikbøger, en projektor, en smart lærer-dagbog i stedet for de sædvanlige smykker eller gadgets.
Tak, sagde hun rørt. Jeg troede, du gav noget overfladisk igen.
Jonas smilede.
Mie, jeg har indset, du er det vigtigste, jeg har. Vil du bo på landet, så bor vi på landet. Jeg har også taget smykker med.
Han fremdrog den røde æske. Det var tydeligt, hvad der var i.
Kan jeg vente med at svare? spurgte Mie.
Han blev ikke fornærmet.
Jeg frygtede, du sagde nej med det samme. Jeg venter så længe, du vil.
Mie gemte æsken i lommen, og vidste ikke hvad hun skulle sige.
Frejas far havde hendes mobil, men han ringede på fastnettelefonen.
Har du besluttet dig? spurgte han.
Undskyld, jeg har besøg.
Okay.
Han lagde på.
Mie fik straks dårlig samvittighed. Hvad mente han med “okay”? Han var da vel ikke vred? Måske for Frejas skyld hvilken far ønsker sin datter skuffet?
Tankerne tumlede. Jonas anede intet, han stod og prøvede at fange signal til nytårstale på iPad.
Udenfor lød en fløjten. Mie huskede, hvordan Frejas far kaldte på hunden sådan. Hun kiggede ud: Freja og hendes far stod ved lågen.
Hun rødmede.
Hvem er det? spurgte Jonas mistænksomt.
Min elev, svarede Freja svagt. Jeg går lige ud.
Mie havde forberedt en gave til Freja en ven til Pjuske, en lyserød kaninpige. Faren ville kalde det kitsch.
Hun havde også lavet en gave til faren: et par hjemmestrikkede vanter. Ikke sikkert, han ville have dem, men nuvel.
Mie greb gaverne og spænede ud uden hue, med bare ben. Sne sprøjtede op i støvlerne, men hun mærkede det knap.
Hej Freja! Godt nytår! Se, hvad jeg fandt til dig.
Hun rakte posen til Freja, som tog kaninen og trykkede den ind til sig, kastede et blik på sin far. Han tog to pakker op, en stor og en lille. Freja åbnede den store en notesbog med en hjemmelavet tegneserie; hun genkendte straks Frejas streg.
Tak, sikke en fin tegneserie!
Den lille pakke gemte en broche: en lille gylden fugl. Mie mødte farens blik han så ikke på hende. Freja sagde:
Den var mors.
En klump satte sig i Mies hals.
Vi må videre, mumlede faren.
Selvfølgelig, Godt nytår!
I lige måde
Mie overvejede at kramme Freja, men turde ikke; pigen stod urokkelig, omklamrede kaninen, forblev tavs.
Mie kiggede efter dem ved porten. Hjertet snørede sig over synet af de to skikkelser, og hun gik ind og blinkede voldsomt.
Hvad var det? spurgte Jonas irriteret.
Mie så på notesbogen og på brochen, hun knugede; huskede hun havde glemt vanterne. Og så det, Freja havde sagt: “Den var mors” Hun tænkte på farens smittende smil, det som kun kom frem, når han så på sin datter. Noget blussede op i hendes bryst. Hun fik ondt af Jonas, men det var meningsløst at snyde ham og sig selv.
Hun tog den røde æske op, rakte den til ham og sagde:
Gå hjem, Jonas. Undskyld, jeg kan ikke gifte mig med dig. Undskyld.
Jonas blev målløs. Han tog æsken, greb bilnøglerne og forlod stedet uden et ord.
Mie pakkede hurtigt maden i beholdere, tog vanterne med, og løb ud i kulden, efter de fremmede, der nu ikke længere føltes fremmede.
For nogle gange skal man turde slippe det sikre for at følge sit hjerte og opdage, at de bånd, vi knytter, nogle gange er stærkere end alt, vi troede vi skulle have.
