Nej, du skal slet ikke køre nu, mor. Tænk selv den lange togtur hele natten, og du er ikke ung længere. Hvorfor besværet? Du har jo sikkert travlt med haven i foråret, siger min søn.
Hvorfor skulle jeg? Vi har jo ikke set hinanden i evigheder. Og jeg vil så gerne møde min kommende svigerdatter man skal jo lære den nye familie at kende, indrømmer jeg.
Så lad os aftale, at du venter til månedens udgang. Så kommer vi alle sammen, lige når påskeferien giver masser af fridage, beroliger han mig.
Ærlig talt var jeg klar til at pakke, men jeg lukkede mig selv inde i sofaen og ventede på ham derhjemme. Ingen kom. Jeg ringede adskillige gange, men han gik altid på ben. Så ringede han selv op, sagde han var optaget og at jeg ikke skulle vente længere.
Det sved igennem mig. Jeg havde nemlig forberedt mig på at byde ham og den nye svigerdatter velkommen. Han havde giftet sig for et halvt år siden, og jeg havde slet ikke set hende endnu.
Jeg havde fået min søn, Mikkel, da jeg var 30. Jeg var aldrig blevet gift, så jeg besluttede mig for at få et barn på egen hånd. Måske var det en fejl, men jeg har aldrig fortrudt beslutningen, selvom det ofte var svært ingen penge, kun overlevelse. Jeg havde altid flere småjobs, så min lille dreng havde alt, hvad han behøvede.
Mikkel voksede op og gik på universitetet i København. For at kunne støtte ham i starten, tog jeg en kortvarig tur til Sverige for at arbejde som jordarbejder og sende ham penge til studie og hus. Mit morhjerte sang, når jeg kunne hjælpe min dreng.
I tredje år på universitetet begyndte Mikkel at tjene sine egne penge. Da han blev færdig, fik han et fast job og forsørgede sig selv.
Han kom hjem kun en gang om året. Jeg har aldrig boet i København, kun i Aarhus, så jeg har aldrig sat foden der.
Da jeg hørte, at han skulle giftes, begyndte jeg at spare. Jeg lagde ca. 10.000 kr i en sparegris.
For et halvt år siden ringede Mikkel og sagde: Mor, du behøver ikke komme. Vi holder kun vielsen nu, brylluppet afventes senere.
Jeg blev såret, men hvad kunne jeg gøre? Han viste mig sin forlovede på video. Hun var smuk, rig, og hendes far var en stor forretningsmand. Jeg måtte bare glæde mig over, at alt gik så godt for ham.
Måneder gik, og Mikkel kom stadig ikke. Jeg længtes efter at se min svigerdatter og omfavne min søn, så jeg pakkede taskerne, købte en billet på DSB, bagte hjemmebagt brød, pakkede kiks og kørte afsted. Jeg ringede til Mikkel, før jeg gik ombord.
Hvorfor, mor? Jeg er på arbejde, kan ikke møde dig. Tag en taxa, sagde han.
Jeg ankom til København om morgenen, bestilte en taxa og blev mødt af en pris, der fik mig til at glemme, at byen var smuk fra bilens vindue.
Døren åbnedes af svigerdatteren, Ilona. Hun smilte ikke, gav mig ingen kram, men inviterede mig bare ind i køkkenet. Mikkel var allerede på arbejde.
Jeg lagde ud med kartofler, rødbeder, æg, tørrede æbler, syltede svampe, agurker, tomater og flere glas marmelade. Ilona kiggede tavst på mig, så sagde hun, at de aldrig spiser sådan, for de bestiller mad hver dag og hader lugten fra madlavning.
Hvad spiser I så? spurgte jeg.
Vi får leveret mad hver dag, og jeg elsker ikke at lave mad, for så er der altid en dårlig lugt i køkkenet, svarede Ilona.
Før jeg var nået at samle mig, kom en lille dreng, ca. tre år, ind i køkkenet.
Mød min søn, Daniel, sagde Ilona.
Daniel? gentog jeg.
Ikke Daniel, men Daniel, jeg kan ikke lide at folk forvandler mit navn, svarede hun.
Sådan er det, lille Daniel, sagde jeg, men Ilona sagde, at hun hed Ilona og ikke Ilona, så ingen kunne forvandle navne.
Jeg ville græde ikke fordi min søn har en familie, men fordi han aldrig havde fortalt mig om det.
På væggen hang et stort bryllupsbillede.
Åh, ingen bryllup? I har da i hvert fald taget et flot billede, sagde jeg for at skifte emnet.
Hvorfor ingen bryllup? Ja, der var 200 gæster, men du var ikke med, så Mikkel sagde, du var syg. Måske var det så bedre, svarede Ilona.
Skal vi spise morgenmad?
Ja, svarede hun og lagde en kop te og nogle stykker dyr ost foran mig. Det var hendes idé om morgenmad.
Jeg er vant til et solidt morgenmåltid efter en rejse, så jeg ville stege æg og spise mit hjemmebrød. Ilona forbød mig at stege æg lugten, sagde hun. Hun ville ikke engang spise brødet, fordi de spiste sundt.
Jeg havde mistet lysten til at spise. Jeg havde ventet så mange år på denne dag, sparet penge, kun for at blive afvist.
Jeg drak min te, men Ilona sad tavs. Pludselig kom den lille dreng og krammede mig. Jeg ville omfavne ham, men Ilona viftede med hænderne og sagde, at jeg ikke måtte, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg bragte ind i deres hus.
Jeg havde ingen stol til ham, så jeg gav ham et glas hindbærsyltetøj.
Vi spiser ikke sukker, vi spiser kun sund mad, råbte Ilona, mens hun rev glasset ud af min hånd.
Jeg følte, at tårerne ville bryde ud. Jeg drak ikke teen færdig, gik ud på gangen, tog mine sko på. Ilona sagde intet, spurgte ikke, hvor jeg gik hen.
Jeg gik ud til indgangen, satte mig på en bænk og lod tårerne strømme. Jeg havde aldrig følt så meget smerte.
Et øjeblik senere så jeg Ilona gå ud med drengen og smide min indpakning i skraldespanden.
Jeg samlede mine ting i taskerne igen, skyndte mig mod stationen. Heldigvis havde nogen solgt deres billet, så jeg kunne få en ny til aften.
Ved stationen fandt jeg en lille kiosk. Jeg købte en portion hønsegryde, et stykke steg, kartofler og salat. Jeg betalte en del, men jeg fortjente jo også noget lækkert, tænkte jeg.
Jeg lagrede mine tasker i en locker og gik en tur i København. Byen var charmerende, og jeg glemte lidt af min sorg.
I toget sov jeg ikke. Jeg græd. Det var så trist, at min eneste søn ikke engang spurgte, hvor jeg var.
Jeg havde så håbet på en solrig sommer, men fik kun en kold vinter. Mikkel var den eneste, jeg havde sat al min tillid i, og nu viste han sig at være en, han ikke behøvede.
Nu tæller jeg de penge, jeg sparede til hans bryllup. Skal jeg give ham de 10.000 kr og vise, at jeg altid har tænkt på ham? Eller skal jeg beholde dem, fordi han ikke fortjente dem?
