Det var engang på kontoret, at sekretæren begyndte at føle sig dårlig tilpas midt under et møde. Nu sidder jeg her og mindes den dag, hvor Frederikke, som altid sad trofast ved direktørens side og noterede hvert eneste ord, pludselig blev bleg i ansigtet. Der var tung luft i mødelokalet, og varmen syntes at lægge sig som et tæppe over os. Frederikke tog et dybt åndedrag, men det hjalp ikke; uroen i brystet voksede, og hendes puls løb løbsk.
På et tidspunkt begyndte hele rummet at gynge, og Frederikke greb fat i bordkanten for ikke at falde. Hun mumlede en undskyldning, rejste sig og gik langsomt ud, mens benene var svage under hende. Direktøren kiggede bekymret efter hende, men hendes ører summede, og hun hørte kun fragmenter af hans ord.
Udenfor var det køligt; en let brise ramte hendes ansigt, men det var ikke nok til at gøre hende bedre. Svimmel og udmattet krydsede Frederikke gaden ved Rådhuspladsen og satte sig på en bænk under store lindetræer i H.C. Ørstedparken. Hun lukkede øjnene og håbede bare på, at ubehaget ville forsvinde.
Da hun atter åbnede øjnene, stod en ældre mand bøjet over hende. Han var nok over halvfjerds, med vatteret jakke og en slidt hue, og hans øjne var rolige, men opmærksomme. Han holdt forsigtigt om hendes håndled, som om han nærstuderede hendes arm.
Hvad laver De? spurgte Frederikke svagt og trak hånden til sig. Bracellet er en gave fra min mand, De må ikke røre det!
Den gamle mand sagde lavmælt:
Det er bracellet, der har gjort Dem dårlig. Se selv.
Frederikke kiggede ned på det tunge guldarmbånd, hun aldrig havde taget af. Hendes hjerte sank, for netop dér, hvor bracellet rørte huden, var guldet blevet mørkt og plettet, som om nogen havde streget det med skygge.
Hvem er De? hviskede hun, med en voksende frygt i stemmen.
Jeg har været guldsmed i fire årtier, svarede han roligt. Jeg bemærkede det straks, da jeg så, at De havde det skidt. Almindelige folk ville ikke opdage det.
Hvad betyder det så? Frederikkes stemme rystede.
Det er spor af thallium, sagde han dæmpet. En grusom gift, man ikke ser med det blotte øje. Den bliver lagt på guldet i et tyndt lag, og så trænger den ind gennem huden. Guldet bliver mørkt dér, hvor giften rammer.
Vil det sige…
Han nikkede alvorligt.
Den, der gav Dem det armbånd, vidste præcis, hvad han gjorde. Det er meningen, at De skal blive svag og syg og til sidst ikke vågne igen.
Frederikke stirrede på bracellet i hånden, og pludselig blev hendes mand helt tydelig for hende: hans kolde blik, hans underlige omsorg på det sidste, hans insisterende ord: “Tag det aldrig af. Det er mit gave.”
Alt faldt på plads.
Forsigtigt pakkede guldsmeden bracellet ind i sit lommetørklæde.
De må straks søge læge og tage det med til politiet, sagde han. Og De må aldrig bære det mere.
Frederikke nikkede uden et ord. Hun sad på bænken med rystende hænder, og jeg minnes stadig, hvordan hun forstod, at hun kun var i live, fordi den gamle mand havde set det i tide. Det var en dag, ingen af os glemmer, for den ændrede alt.
