– Jeg bad jer ikke om at få ham! – rasende udbrød Signe. – Hvorfor skal jeg lide under jeres barns tøven?
Først tog I mit værelse, derefter gjorde I mig til gratis barnepige, og nu viser det sig, jeg skal af med min eneste ven? Som har været her i 9 år?
Nej tak! Jeg flytter til bedstemor og bor der med Balder! I kan selv opdrage jeres lille prins Valdemar!
Sekstenårige Signe havde skændtes konstant med sine forældre det seneste år.
Sandheden var, hun havde sine grunde – mor og far havde glemt den ældste datters eksistens efter sønnens fødsel.
Siden hun var ni, var Signe overladt til sig selv. Som yngre forstod hun ikke årsagen til deres ligegyldighed, der knuste hende.
Hulkende klagede hun overfor bedstemor Inge:
– De er altid sammen med Valdemar! Jeg beder mor lege, men hun har aldrig tid. Far vender ryggen til! Elsker de mig ikke?
– Søde skat, – svarede Inge Nielsen, mens hun undveg blikket, – selvfølgelig gør de det! Det er bare en travl periode.
Valdemar er lille og kræver opmærksomhed. Du ved, han kan hverken holde hovedet oppe eller gå endnu. Når han bliver større, letter det. Prøv at hjælp mere – gå tur med ham, leg. Så får de måske tid til dig.
Inge vidste godt, selv om Signe hjalp til, ville forældrenes favorisering fortsætte.
Grundlæggende var første barn uønsket. Lise og Mads blev gift i en fart – han havde kun kendt hende få måneder.
Da de mødtes, anede han ikke, hun løj om sin alder for at virke moden. En 16-årig gravid skoleelev satte Mads i panik, så han arrangerede et hastværk af et bryllup.
Signe var uplanlagt. Lise hadede at miste sin frihed, og begge forældre følte datteren som en byrde. Mads havde altid drømt om en søn.
Valdemar blev deres øjesten, omhyggeligt planlagt.
– Mor, kan jeg få den dukke med havfruesvans? – spurgte Signe i legetøjsafdelingen.
Lise, optaget af små strømper, svarede distræt:
– Jeg har ikke ekstra kroner. Stop nu det tiggeri! Du ved godt, din bror snart kommer. Han skal have tøj, seng, barnevogn.
Hvorfor er du så selvoptaget? Tænk dog på andre!
Gentagne bebrejdelser fik Signe til at føle skyld. Selvfølgelig – hendes få legetøj betød intet mod brorens behov.
***
Valdemar fik alt. Forældrenes kærlighed strømmede – nye ting kom dagligt. Han fik eget værelse før fødselen – Signe flyttedes til stuen.
Da hun protesterede, forklarede Mads strengt:
– Du er stor nok til at sove på sofaen! En baby skal have privatliv. Vores værelse er for småt til hans seng.
– Vær nu ikke barnlig, – tilføjede Lise. – Jeg ville være taknemmelig. Jeg voksede op uden søskende.
Snart har du en legekammerat. Kom, ryd dine ting. Halvdelen må smides ud – der er ikke plads.
***
Efter Valdemars fødsel mistede Signe sin barndom. Forældrene mente, hun var gammel nok til at passe ham.
Når babyen græd om natten, råbte de:
– Hører du ikke han skriger? Giv ham flaske, check bleen!
Signe stod op hver nat og passede ham efter skole. Lise “hvilede sig” på barsel, mens Mads arbejdede overtid.
Bedstemor Inge protesterede ved besøg:
– Hvordan kan I lægge ansvaret for en nyfødt på en 10-årig?
– Det gavner hende, – svarede Lise nonchalant. – Hun får erfaring til senere. Jeg har det hårdt nok! Mads hjælper ikke.
– Men Signe mister sin barndom! Hun burde lege, ikke være barnepige.
– Tiderne har ændret sig. Hun må vise ansvar som storesøster.
***
Da Signe blev 13, hadede hun Valdemar. Drengen opdagede hurtigt, han kunne skylde alt på hende.
– Hvad laver du, når vi er væk? – skældte Lise ud. – Der lå glasskår i skraldespanden!
– Det var Valdemar. Han smed koppen, fordi jeg nægtede ham slik.
– Hvem tror du, du er? – brød Mads ind. – Slikket er ikke dit! Lad ham spise!
– Mor sagde, han skal have suppe først.
– Tåbelige pige! – råbte Lise. – Han kunne skære sig! Ingen udgang i dag – lær ham bogstaver!
Læreren siger, han er bagud. Dette er din skyld!
***
Krisen kom, da Signe fyldte 16. Uden rådslagning besluttede forældrene at afhænde Balder – hendes redningshund fra gaden.
– Han skal være væk i morgen! Valdemar nyser – det må være hundeallergi.
– I får ikke Balder! – rasede Signe. – Han er min eneste ærlige ven.
– Hvem spørger dig? – sagde Mads. – Vi har tolereret din pelsklump længe.
Signe stod fast:
– Jeg flytter til bedstemor!
– Elsker du ikke din bror? – hissede Lise. – Risikerer hans helbred for en hund?
– JA! I har ødelagt mit liv for “jeres lille prins”! Mens mine veninder legede, skubbede jeg barnevogn! Mens de læste, passede jeg jeres barn!
Jeg er færdig! Jeg flytter NU!
***
Bedstemor Inge tog hendt modvilligt. I Københavns lejlighed følte Signe sig fri – ingen bebrejdelser eller tvungen samvær.
Efter fire uger ringede Lise:
– Kom hjem! Vi klarer det ikke.
– Hvorfor skulle jeg? – spottede Signe. – Jeg trives her.
– Jeg spørger ikke! Valdemar skal hentes i skole.
– Hvad rager det mig? – svarede Signe. – Han er JERES ansvar! Jeg studerer på gymnasiet. Her kan jeg faktisk læse!
– Vent bare! – hvæsede Lise. – Far henter dig!
Inge tog telefonen:
– Stop presset! Valdemar er 7 – han kan være alene. Ansæt en barnepige! Signe bliver her.
***
Forældrene ansatte endelig en professionel. Signe følte ingen skyld – Valdemar var deres valg, ikke hendes.
