“Overraskelsen bliver ikke til dig”
“Mor, sig ikke, at du har glemt det!” skreg Freja, da hun fløj ind i entreen og smed sin dyre taske fra sig. “Altså mor! Jeg advarede dig for en måned siden!”
Gertrud vendte sig langsomt om fra spejlet, hvor hun ordnede sit grå hår. Hendes hænder dirrede let, men hendes blik var roligt.
“Hvad snakker du om, skat?” spurgte hun blidt.
“Hvad jeg snakker om?!” Freja smed tasken på sofaen. “Om Laurits’ fødselsdag! I morgen fylder han femten! Har du virkelig glemt det igen?”
“Nej da, jeg husker det…” Gertrud satte sig i lænestolen og lagde hænderne i skødet. “Jeg tænkte bare, måske behøver vi ikke gøre så stort et nummer ud af det…”
“Behøver ikke?” Freja standsede midt i stuen og stirrede på sin mor. “Det er min søn! Dit barnebarn! Femten år! Og du siger, det ikke er vigtigt?”
Gertrud sukkede. Hun vidste, hvad der nu ville ske. Det var altid sådan, når Freja og Laurits kom på besøg i weekenden. Hendes datter var altid sådan – arrig, krævende. Og efter skilsmissen var hun blevet endnu værre.
“Freja, slap nu af. Jeg husker det godt. Jeg har købt en gave og bestilt en kage fra bageren,” sagde hun træt. “Men jeg tænker bare, måske ønsker han ikke en stor fest? Han er så stille for tiden…”
“Stille?” fnøs Freja. “Han er en teenager! Alle teenagere er stille overfor voksne. Men det betyder ikke, han ikke skal have en fest! Tværtimod – vi skal vise ham, at vi elsker ham!”
Fra gangen lød der en knirkende gulvplanke. Laurits dukkede op – høj, slank, med mørkt uroligt hår og sin fars alvorlige øjne.
“Hej, bedste,” mumlede han og skottede til sin mor. “Hvad råber I om?”
“Vi råber ikke, vi taler om din fødselsdag,” sagde Freja og skiftede straks til sødmefyldt stemme. “I morgen fylder du femten, skat! Bedste har bestilt en kage, og jeg har medbragt gaver…”
“Behøver ikke,” mumlede Laurits og satte sig på sofaens kant. “Lad være.”
“Hvad mener du? Det er femten år! Det er en stor dag!”
Laurits trak på skuldrene og kiggede på sin telefon. Gertrud så bekymret på ham. Der var noget galt. I flere måneder havde han været mere og mere tilbageholden, næsten ikke talt med hende, og med sin mor svarede han kun med enstavelsesord.
“Laurits, hvad ønsker du dig i gave?” spurgte hun blidt.
“Ingenting,” svarede han uden at kigge op.
“Ingenting?” Freja satte sig ved siden af ham. “En ny telefon? Eller en opgradering af din computer?”
“Mor, lad mig være,” knurrede Laurits og rejste sig. “Jeg går op.”
“Op? Vi er lige kommet! Lad os i stedet planlægge, hvem vi skal invitere…”
“Jeg vil ikke have nogen!” vendte Laurits sig skarpt. “Forstået? Ingen! Jeg vil være alene!”
“Hvorfor dog?” spurgte Freja forvirret. “Før plejede du at elske fester…”
“Før…” Laurits smilede skævt. “Før var mange ting anderledes. Nu skal I ikke lade som om, I er glade for disse fødselsdage.”
Han gik og smækkede døren. Freja stod midt i stuen med åben mund.
“Hvad er der galt med ham?” Hun vendte sig mod sin mor. “Han plejede at være så glad!”
Gertrud sukkede tungt. Hun havde set, hvordan barnebarnet ændrede sig. Hun havde set, hvor meget han led under sine forældres skilsmisse, hvor han vaklede mellem mor og far, træt af deres gensidige bebrejdelser.
“Freja, sæt dig,” bad hun. “Lad os tale.”
“Hvad skal vi tale om?” Freja gik nervøst rundt. “Det er tydeligt! Erik har vendt ham mod mig! Jeg ved, hvordan han kan være.”
“Det handler ikke om Erik,” sagde Gertrud forsigtigt. “Laurits er bare træt. Træt af jes skænderier, af at pendle frem og tilbage…”
“Hvilke skænderier? Vi skændes ikke! Vi har en civil skilsmisse!”
“Civil?” Gertrud rystede på hovedet. “Freja, jeg hører, hvordan du taler med hans far i telefonen. Hvor I bebrejder hinanden.”
“Jeg kæmper for min søn!” udbrød Freja. “Han er mit barn!”
“Og hans fars også. Laurits forstår det godt. Han er splittet,” sagde Gertrud og nærmede sig. “Kan vi ikke tænke på ham i stedet for os selv?”
“Det gør jeg!” Freja trak sig væk. “Derfor vil jeg give ham en fest.”
“Men måske har han brug for ro.”
Freja fnøs og gik hen til vinduet. Udenfor dryppede det fra himlen.
“Er du også imod mig?” hviskede hun.
“Jeg er for Laurits. Og for dig. Men måske er det, vi tror er rigtigt, ikke det, han har brug for.”
“Hvad mener du?”
Gertrud tænkte sig om.
“Da du var lille, troede jeg også, jeg vidste, hvad der var bedst.”
“Og hvad så?”
“Du gjorde det modsatte. Fordi jeg ikke lyttede. Laurits har brug for, at vi lytter.”
“Men han er et barn!”
“Men han ved, hvad han har brug for,” sagde Gertrud.
Freja satte sig ved siden af hende.
“Mor, jeg er bange for at miste ham.”
“Han ved, du elsker ham. Men nu har han brug for ro.”
Freja nikkede langsomt. Udenfor tordnede det.
“Lad os spørge ham,” foreslog Gertrud. “Hvad han ønsker.”
“Men hvis han ikke vil have noget?”
“Så er vi der for ham.”
Et knirk i gangen. Laurits stod i døren.
“Kan jeg komme ind?”
“Selvfølgelig.”
Han satte sig og tav.
“Undskyld, at jeg råbte,” mumlede han.
“Hvad er der galt?” spurgte Freja blidt.
“I spørger altid, om jeg har det godt…” Han sukkede. “Men I kan ikke engang tale ordentligt sammen.”
“Vi prøver…”
“Men I lyver!” Han så op. “Mor, jeg er ikke dum. Jeg ser, hvor vred du bliver, når far ringer. Hvor han siger, du er hysterisk. Tror I, det er nemt?”
Freja tav.
“Og nu vil I give mig en fest.” Laurits rystede på hovedet. “Men det er falsk. I hader hinanden.”
“Vi elsker dig!”
“Men kan I ikke bare… holde op med at kæmpe?” spurgte han. “For min skyld?”
Freja knælede foran ham.
“Undskyld,” hviskede hun.
“Jeg elsker jer begge.”
Freja nikkede.
“Vil du have far med i morgen?” spurgte hun.
Laurits’ øjneLaurits nikkede, og en lille smule af den tunge byrde, han havde båret så længe, faldt endelig fra hans skuldre.
