For mange år siden, dengang livet føltes lidt mere farverigt, boede Astrid på fjerde sal i en gammel lejlighed i Aarhus. Jeg husker, hvor travlt hun altid havde, men lige den dag havde skæbnen gemt hende en helt særlig udfordring.
– Mikkel, vent nu! råbte hun ud ad vinduet, kun iført sin uldne trøje.
Men Mikkel, hendes kæreste, hørte hende ikke. Han satte sig allerede ind i sin gamle Volvo og startede motoren. Astrid greb hurtigt mobilen, styrtede ud ad døren og løb ned ad trappen, hendes hænder rystede, mens hun flere gange prøvede at ringe til ham. Han tog ikke telefonen.
Hendes eneste tanke var: “Bare jeg når det!”
Det var, som om hendes bønner blev hørt. Da Astrid stormede ud på den sneklædte gade, sad Mikkel stadig og lod bilen varme op.
Han kiggede overrasket på hende gennem vinduet, da han så hende i strømper på det kolde fortov: “Hvad er der sket? Du ser jo bleg ud!”
– Der der er noget under din bil…
Hun prustede så voldsomt, at hun nærmest ikke kunne tale. I stedet kastede hun sig på knæ og krøb ind under bilen fuldstændig ligeglad med den sjappede sne, der straks gjorde hendes bukser våde.
Da hun kom frem igen, havde hun en mager, gammel kat i favnen. Mikkel steg ud forvirret, mens han betragtede hende.
– Astrid? Hvad i alverden har du gang i? Jeg er sent på den!
– Der sad en kat under din bil, jeg så ham fra vinduet. Jeg var bange for, at du ville køre ham ned…
– En kat? Seriøst? Er det derfor, du farer sådan rundt?
– Tror du ikke også, at katte har lyst til at leve? så hun spørgende på ham.
– Jo, men hvis den kat ville leve, sad den næppe der. Den var skredet, så snart den hørte motoren.
– Nej, Mikkel Se nu på ham, han kan dårligt miave.
– Nå, du har reddet katten, flot klaret. Tag en småkage, skriv en opdatering på Facebook jeg skal altså videre.
Mikkel kørte, og Astrid stod tilbage i sneen, katten trykket blidt ind til sit bryst. Hun forstod ikke, hvordan hendes kæreste pludselig kunne lyde så kold det havde hun aldrig lagt mærke til før.
Da hun vendte blikket mod katten, så hun, at hans øjne hvilede på hende et blik, der udstrålede taknemmelighed. Ja, hun var ikke i tvivl.
Hun tog katten med hjem, klædte sig ordentligt på, samlede sine sparede kroner og bestilte taxa. Da hun satte sig ind, smilede chaufføren venligt:
– Hvor skal vi hen?
– Jeg sagde det jo til dyreklinikken. Det haster.
– Ah, ja – dyreklinikken! Er katten syg?
– Han har brug for hjælp. Det haster…
– Forstået. Jeg kender en god klinik, hvis det er lige meget hvilken?
– Bare det er den bedste.
– Så kører vi straks. De kan redde selv de mest forkomne dyr.
Et kvarter senere sad Astrid i venteværelset på veterinærklinikken. Mange sad der, alle med deres dyr, alle med deres egne bekymringer.
En ældre dame så venligt på hende med en lille mops i armene.
– Hvad er der sket med jeres kat?
– Jeg fandt ham under en bil lavet af kulde og sult, tror jeg.
– På denne frost? Lad mig give dig min plads. Vores Tobbe skal bare til rutinetjek.
– Er du sikker?
– Selvfølgelig, vi skal da hjælpe hinanden.
Endelig sad Astrid overfor dyrlægen, mens han nænsomt undersøgte katten. Resultaterne lod vente på sig, og Astrid var så nervøs, at hun ignorerede Mikkels gentagne opringninger.
– Du fandt altså denne kat på gaden? spurgte dyrlægen omsorgsfuldt.
– Ja, han sad der hele natten, tror jeg.
– Han har begyndende forfrysninger, men vigtigst: han er syg. Det bliver dyrt og kræver tålmodighed. Er du klar til det ansvar?
Astrid afsøgte kattens blik. Han bad ikke, han tryglede ikke. Han så blot, som om han sagde: Hvis du opgiver mig, så forstår jeg det.
– Jeg er klar, svarede hun bestemt. Så længe det tager.
Dyrlægen smilede: Så må katten blive her et stykke tid. Så gennemgår vi behandlingsplanen senere.
Astrid takkede med tårer i øjnene, nussede katten og lovede, at hun ville komme tilbage.
Mikkel var hjemme, da hun kom sent hjem. Hans blik var mørkt, stemningen tung.
– Hvor har du været? Du tog jo ikke din telefon, og maden står ikke på bordet!
– Jeg har haft en lang dag og brugte den på kattens behandling.
– Katten? Seriøst? Du har brugt hele din fridag på en gammel herreløs kat? Hvorfor?
– Fordi han havde brug for hjælp.
– Og jeg sulter så hjemme? Der er jo aldrig mad, når du har fri.
– Mikkel, du er voksen. Der er frikadeller i fryseren. Eller lav selv noget.
– Frikadeller og frosne retter? Jeg holder altså af varm mad. Jeg har arbejdet hele dagen…
Hun lavede alligevel hans livret til aftensmad, bare for at undgå mere ballade. Alligevel sagde han ikke tak.
To uger senere hentede hun katten hjem. Hun havde forinden købt katteskål, bakke og foder uden at sige noget til Mikkel. Hvordan skulle hun fortælle, at kat nu flyttede ind? Men det var hendes lejlighed, og Mikkel var ikke engang hendes forlovede.
Da han opdagede katten, brød helvede løs.
– Du tager en gade-kat med hjem til os?! Hvad sker der for dig, Astrid?
– Tag det roligt, Mikkel. Jeg har ansvaret for ham nu.
– Hvor mange penge har du brugt på det? Og hvor meget mere skal du bruge?
– Mine penge, mine valg. Du handler også uden at spørge, og du bruger næppe penge på mad.
– Bilen kræver jo reparation, og mit job halter. Hvorfor snakker du om det? Katten er problemet!
– Han hedder Viggo.
– Du har allerede givet den navn? Du burde tales med af en psykolog.
Den nat sov Astrid i det andet værelse. Hun lå længe og grublede over deres forhold efter under et år sammen var Mikkel blevet mere krævende, end hun kunne rumme, og nedgjorde hende endda. Alligevel ville hun give ham én chance til men ikke mere.
Chancen blev spildt. Mikkel skældte videre over katten. Astrid havde fået nok.
En aften sagde hun roligt:
– Mikkel, jeg elsker dig ikke længere og du elsker ikke mig. Det stopper nu. Pak dine ting og flyt ud. Jeg vil have ro.
– Fordi du har taget en kat ind?! Det er ikke til at tro…
– Katten bliver, ellers flytter du. Find en uden kat eller køb din egen lejlighed og styr dine regler der.
Mikkel begyndte at pakke. Astrid skyndte på ham, men han trak det hele dagen ud, som om han stadig håbede på noget.
Så ringede hendes chef: Astrid, søde, jeg ved det er din fridag, men vi har brug for dig en time!
Ikke lige det perfekte tidspunkt men hun trak i frakken, bad Mikkel smide nøglerne i postkassen, og gik ud ad døren. Hans blik var fyldt med bitterhed.
Da jobbet var overstået, ringede hun efter taxa. Bag rattet sad … samme taxachauffør som før.
– Og hvad med katten, hvordan har han det nu?
– Han har det bedre. Kan vi skynde os hjem?
Men da hun kom hjem, var nøglerne ikke i postkassen. Mikkels bil var væk. Han måtte være smuttet, men hun mærkede straks, at noget var galt. Viggo var væk. Transportkassen var væk.
Astrids hænder rystede, da hun igen ringede til Mikkel:
– Hvad har du gjort med Viggo?
– Hæ, det er min gave til dig, Astrid! Når du kommer krybende, så kan det være jeg overvejer at give ham tilbage!
– Du er jo forrykt, Mikkel! Han skal have specialkost, han kan ikke bare være hvor som helst!
Han lagde på som om han stolt nød situationen.
Den nat sov Astrid ikke. Hun anede ikke, hvor hun skulle lede. Mikkel kom trods alt ikke fra Aarhus, men fra en eller anden lille by, han aldrig havde navngivet.
Hun opsøgte hans arbejde, men han havde taget fri. Chefen sagde, han nok kom tilbage om nogle dage, og lovede at snakke med ham.
Så ringede hendes telefon et ukendt nummer.
– Er det Astrid? sagde en kvinde.
– Ja?
– Mikkel, din kæreste, overnattede her med katten i aftes. Han arbejder sammen med min mand, men da han tog ud, gik katten ikke fra sin transportkasse. Stakkels dyr. Kan du komme og hente ham? Jeg kan ikke holde ud at se ham lide.
– Tak! Giv mig adressen og rør ham ikke han må kun få sit specialfoder!
Taxaen kørte vildt gennem byen. Chaufføren var fattet, og Astrid takkede ham, da han stoppede foran et gråt lejlighedskompleks.
Op på tredje sal, og dér stod hun igen med Viggo i sin transportkasse lykkelig over kvindens åbenhed og venlighed.
Da huset, hvor Viggo havde været “fange”, forsvandt bag næste sving, græd Astrid af lettelse og over menneskets godhed. Dyrlægens gamle kunde, taxachaufføren, kvinden der havde hjulpet. Der er altid håb, hvor der findes venlige sjæle.
– Skal jeg blive lidt? spurgte taxachaufføren, Victor hvis nu ekskæresten dukker op?
– Ja, tak!
Senere fik hun skiftet låsene ud. Victor sad med Viggo spindende på skødet. Astrid følte sig endelig tryg.
Resten er, som man siger, historie. Astrid og Victor blev snart så nære, at venskabet voksede til kærlighed.
Og hvad med Mikkel? Han blev, som man siger, mødt med karma. Hans kollega smed ham på porten, da han råbte af værtens kone og gav ham endda en blå avis under øjet!
På arbejde blev han bedt om at skrive sin egen opsigelse. Så Mikkel vendte tilbage til sin ukendte provinsby; fortjent og retfærdigt.
For man skal behandle dyr ordentligt. Og mennesker med hjerte skal man aldrig tage for givet.
Vi husker det hele, endnu i dag.
