Mette gik hjem med trætte ben og en følelse af tomhed. I den ene hånd holdt hun sin taske, i den anden en pose med indkøb. Hun var ved at falde om af udmattelse. Men derhjemme ventede Emil. Hendes søn. Den eneste mening i hendes liv. Uden ham ville hun for længst have opgivet det hele.
Nogle mennesker bliver født med en guldske i munden, men for andre som Mette er livet en evig kamp. I 10. klasse, til en klassekammerats fødselsdag, mødte hun en dreng, der var to år ældre end hende. Han virkede moden og selvsikker, som om verden tilhørte ham. Hun forelskede sig og mistet forstanden.
Mette var ikke smuk, men sød og ung, som de fleste piger i den alder. Hendes mørkegrå øjne, det lysebrune hår og den slanke, men feminine figur fik opmærksomhed.
I januar blev hendes mor indlagt med lungebetændelse, og lejligheden var pludselig tom. Det var dér, det skete – det, der sker for umodne piger på 17. Hun lod sig overtale af kærlighedsløfterne, som altid lyder så overbevisende.
Da hun opdagede, hun var gravid, løb hun straks til ham.
“*Hvad har det med mig at gøre? Se på mig – hvad skal jeg med et barn? Find en anden at hoppe på,*” sagde han og forsvandt ud af hendes liv lige så hurtigt, som han var kommet.
Hvad nu? Hvem skulle hun rådføre sig med? Tiden gik, men Mette kunne ikke få sig til at fortælle det til sin mor.
Foråret kom, og det var tid til lette kjoler. Da Mette stod foran spejlet og forsøgte at knappe sine bukser, opdagede hendes mor det.
“*Du er blevet tykkere,*” sagde hun bagved. Mette fo r sammen. “*Lad mig se…*” Moren vendte hende om, sukkede dybt og greb sig til halsen.
“*Hvem? Hvor langt henne? Hvorfor har du ikke sagt noget?*”
Moren råbte, ydmygede hende og jagtede den grædende Mette rundt i lejligheden med et håndklæde i hånden. Bagefter sad de på sofaen, holdt om hinanden og græd sammen. Det var for sent at få en abort.
Mette bestod sine eksamener men søgte ikke videre på universitetet. I slutningen af september fødte hun en lille dreng, hvis ansigt allerede viste spor af den uansvarlige far.
Da Emil blev større, fik hendes mor hende et job i boligadministrationen. Mette hadede arbejdet. Klager, truende beboere, kaos. For ekstra penge gjorde hun rent om aftenen på kontoret. Emil skulle have tøj, mad, og der var børnehaveudgifter.
Han var en rolig dreng, der ikke gav problemer. Mette undveg alt for sig selv, men Emil manglede aldrig kærlighed eller legetøj.
Da han startede i skole, blev moren syg og døde otte måneder senere. Mette tog ekstra arbejde og kom hjem udmattet hver aften.
Så ramte de hårde teenageår Emil. Han blev sur og tavs, undveg hendes spørgsmål og snappede tilbage. Mette vidste, han trængte til opsyn – det kunne hurtigt gå galt. Men hun havde kun kræfter til en simpel aftensmad og et “*Hvordan var skolen?*”
Pludselig begyndte hun at se rifter på hans ansigt og blå mærker. “*Faldt i idræt,*” sagde han bare.
En dag så hun ham med en pige. Ikke bare enhver pige – hun havde store sorte sweatere, vidbukser, pink hår og en ring i næsen. Måske var hun sød, men det var en mærkelig stil.
Mette prøvede at tale med Emil, men han smækkede døren i. Hvad nu? Besluttede at lade hans første forelskelse gå sin gang. Men tanken om, at han var alene hjemme, skræmte hende. Ville han gentage hendes fejl?
Hun gik hjem på vaklende ben, spejdende efter lys i vinduerne. Mørket fortalte hende, at Emil ikke var hjemme.
Da hun vaklede op ad trappen, løb Jonas, Emils ven, forbi hende.
“*Jonas?!*” råbte hun. “*Hvor løber du hen?*”
Han standsede og kom tilbage. “*Tante Mette… Emil er ikke hjemme. Så han er derude med dem…*”
“*Hvad snakker du om? Hvor er Emil?*”
“*Jeg hørte noget… Tine, hans kæreste, har overtalt nogle drenge til at udfordre ham. Hvis han hopper fra et tag til et andet, beviser han, han elsker hende. De filmer det. Jeg ville advare ham, men…*” Han løb videre.
Mette tabte posen. Mælk strømmede ned ad trappen. En nabo kom ud og hjalp hende.
“*Hvad sker der?*”
“*Min søn… de vil have ham til at hoppe fra et tag…*”
“*Gå hjem. Jeg løber efter ham,*” sagde manden.
Hun tørrede mælken op, mens en nabo spurgte, om hun var blevet ansat som pedel.
Derefter stirrede hun ud ad vinduet, spejdende efter tagene. Skulle hun løbe derhen? Ringe til politiet?
Hun gik nervøst rundt i lejligheden, indtil hendes blik faldt på en lille billede af Jomfru Maria på køleskabet. Hendes mor havde givet hende det, da hun var syg.
Mette standsede foran det. “*Hjælp mig, red min søn…*”
Da der ringede på døren, var det Emil og naboen.
“*Tak Gud, du er uskadt,*” hviskede hun.
Naboen skældte Emil ud. “*Tænk dog på din mor! Kærlighed er godt, men det her var dumt. I stedet for at hoppe fra tag, kunne du hjælpe hende.*”
Mette omfavnede sin søn. “*Undskyld… jeg svigtede dig. Du fik aldrig en far.*”
“*Mor, stop,*” græd Emil.
Naboen tilbød at træne Emil i selvforsvar.
Dagen efter begyndte de. Emil mødte hende efter arbejde, bar poserne og talte med hende. Freden vendte tilbage.
“*Mor, Kasper (naboen) synes, du er smuk. Men du burde købe nyt tøj,*” sagde Emil en dag.
“*Skammer du dig over mig?*”
“*Nej. Men tror ikke, han kan lide dig.*”
Så hun købte en ny kjole og lidt makeup.
“*Du ser virkelig ung ud,*” sagde Emil.
En dag mødte hun Kasper på trappen.
“*I morgen er det weekend. Har du fri?*” spurgte han.
“*Ja…?*”
“*Kommer I med i biografen? Alle tre. Hvornår var du sidst i en film?*”
“*Da Emil var seks…*”
“*Så er det aftale.*”
Da hun kom hjem, så hun rifter på Emils arme.
“*Har du slås?*”
“*Bare rolig. Kasper har lært mig at forsvare mig selv.*”
Sorger varer ikke evigt. EnOg så en dag, da solen flimrede gennem træernes blade, gik Mette, Emil og Kasper hånd i hånd ned ad gaden, mens latteren og fremtiden føltes lysere end nogensinde før.
