Det er nu mange år siden, jeg husker det hele så tydeligt, som var det i går. I otte år var jeg husmor, ikke fordi det var min drøm, men fordi livet simpelthen foldede sig sådan ud. Jeg havde to børn, en mand der arbejdede fra morgen til aften, og et hjem, der aldrig synes at holde op med at blive beskidt. Hver morgen stod jeg op klokken 5:30. Før nogen havde åbnet øjnene, havde jeg allerede sat kaffe over og smurt morgenmad.
Klokken syv havde jeg vasket op, fejet stuen, redt sengene, og halfvejs gjort frokosten klar. Når min mand gik ud ad døren, sagde han altid: Bare slap af derhjemme. Som om at være hjemme var det samme som at holde fri. Men når jeg lukkede døren efter ham, begyndte dagens anden arbejdsdag: vasketøj, gulvvask, badeværelsesrengøring, legetøjsopsamling, indkøb, hente børn fra skole.
Når børnene kom hjem, var der ikke tid til at puste ud. Lektier, eftermiddagsmad, skænderier, råb, flere beskidte tøjstumper. Imens kom min mand hjem, træt, lænede sig tilbage og kiggede på sin telefon. Hvis jeg bad om hjælp, lød det altid: Jeg har jo arbejdet hele dagen. Engang svarede jeg: Det har jeg også, og han blev vred. Han sagde, jeg overdrev, og at jeg slet ikke vidste hvad rigtig træthed var.
En dag sagde jeg til ham, at jeg ønskede at komme ud og arbejde igen. Jeg ville tjene mine egne penge, komme lidt væk fra huset, føle mig nyttig til andet end rengøring. Han svarede: Hvem skal så passe børnene? Hvorfor giftede jeg mig overhovedet med dig? Det er egoistisk. Hans mor blandede sig også og sagde, at en god dansk kone bliver hjemme.
Jeg begyndte at føle mig usynlig. Ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Ingen sagde tak. Hvis maden var for salt, klagede de. Hvis huset var rodet, var det min skyld. Hvis børnene fik dårlige karakterer, var det igen mit ansvar. Alt var lagt på mine skuldre.
En dag brast det hele. Jeg stod ved køkkenvasken klokken ti om aftenen, med smerter i ryggen, og jeg hørte min mand sige i telefonen: Min kone arbejder ikke, hun går hjemme. Jeg slap tallerkenen og begyndte bare at græde.
Sådan blev jeg træt. Træt af arbejde uden løn, uden arbejdstider, uden anerkendelse. Træt af at føle, at mit liv var lukket inde mellem fire vægge. Træt af at være bare husmor.
Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Om jeg skal holde ud, eller insistere, eller lede efter et arbejde, selv hvis det skulle skabe uro i ægteskabet.
Synes du, at husmødre virkelig er priviligerede eller er det en byrde, ingen ønsker at se?
