Otte år af småting
Telefonen ringede klokken halv otte om morgenen, mens jeg stod ved komfuret og så vandet koge op i en lille gryde. Komfuret var gammelt, gasdrevet, med støbejernsriste dækket af et lag andres fedt, som jeg aldrig helt kunne få væk. Hver morgen mindede det fedt mig om, at lejligheden ikke var min, at andre havde boet her med deres vaner, deres livretter og deres historier.
Jeg kastede et blik på skærmen. Ida.
Jeg tog røret.
Du har ikke svaret på hans besked igen, sagde min datter, uden engang at sige godmorgen.
Godmorgen, lille Ida.
Far, helt ærligt. Han skrev til mig i går aftes. Han siger, du ignorerer ham.
Vandet kogte. Jeg slukkede for blusset og smed tebrevet ned i gryden. Billig, georgisk te i poser fyrre i en pakke. Før i tiden drak jeg kun løs, ceylonesisk te, den slags som Hans plejede at købe til mig ovre hos grønthandleren på Gothersgade.
Lad ham snakke, sagde jeg.
Far, forstår du slet ikke, hvad du gør? Du bor i en eller anden hul i Nordvest, der er sikkert kakkerlakker, og du er alene. Du fylder snart tres…
Jeg er otteoghalvtreds.
Det er næsten tres! Og du gik fra et normalt menneske, lejligheden i centrum, et godt liv. For hvad?
Jeg så ud ad vinduet. Udenfor var novemberhimmelen grå, poplen var nøgen, man kunne skimte nabobygningens afskallede gul maling. Nede på gaden kørte en sporvogn forbi. Skinnerne er gamle, og sporvognen larmede sådan de første nætter, at jeg knap kunne sove.
Men jeg vænnede mig til det.
Ida, jeg kommer for sent på arbejde.
Du gider aldrig snakke ordentligt om det!
Jeg vil gerne, men ikke nu og ikke på den måde. Kan du komme forbi lørdag? Jeg koger suppe.
Jeg kommer ikke op i det der hul.
Hul. Ordet var nu også nået til Ida. Sikkert fra min søster, Mette.
Fint, sagde jeg roligt. Så taler vi bare en anden dag.
Far…
Jeg elsker dig, Ida. Vi snakkes.
Jeg lagde telefonen på bordet. Tog gryden, hældte teen i et gammelt facetglas, jeg havde fundet bagerst i køkkenskabet sammen med andres gryder. Glasset var massivt, sådan et fra min barndom. Jeg tog en slurk teen var varm, let bitter med en pap-agtig smag fra posen.
Jeg drak den stående, kiggede ud på poplen.
Så tog jeg tøj på og gik ud.
***
Opgangen lugtede af fugt og kat. Et sted på tredje sal boede der en kat, som jeg aldrig havde set, men hvis mjaven om natten jeg kendte udmærket. Der var ingen elevator. Fire trapper ned, forbi postkasser med afrevne låger og nogle gamle kælke i hjørnet, sikkert fra sidste vinter.
Udenfor var der fem grader, ikke mere. Jeg knappede frakken og satte kursen mod metroen. Nordvest var stadig nyt for mig: seks måneder her, og jeg forvilder mig stadig i sidegaderne. Frederikssundsvej, Tagensvej, Tomsgårdsvej. Gaderne her er anderledes end inde i Indre By. Stilere, bredere, flere træer. Folk skynder sig, møder ikke hinandens blik, som i hele København, men alligevel mangler den hektiske travlhed fra midtbyen, som altid har irriteret mig.
Jeg købte kærnemælk og en halv grovbolle nede i supermarkedet ved hjørnet. Kassedamen, en ung pige med grøn øjenskygge, så ikke op engang. Jeg talte byttepengene op og lagde varerne i en mulepose.
Metroen var varm og fyldt. Jeg stod op, holdt fast i stangen, og tænkte på projektet. I går var Søren og jeg blevet færdige med de første opmålingsskitser, og nu gjaldt det om at se nærmere på kælderdækket, der så vidt jeg kunne vurdere var holdt sammen af ren og skær vilje samt lidt god, gammel håndværkerheld fra 1800-tallet.
Herregården lå ude på Amager. Lille, bygget sidst i 1700-tallet hovedbygning, to sidefløje og et gammelt vognskur, der siden var blevet bygget om så mange gange, at det nu nærmest var umuligt at forstå, hvad det var opført til oprindeligt. Ejerne skiftede, kommunen brugte stedet som lager under krigen, og så stod det tomt i tyve år. Nu var der fundet penge, ildsjæle og et projektteam, og jeg var hyret ind som chefarkitekt-restaurator. Søren tog sig af konstruktionerne.
Det var rigtigt arbejde. Ikke de småopgaver med boligindretning, jeg havde haft de senere år sammen med Hans men rigtigt, stort arbejde, med historie og ansvar.
***
Søren var allerede på stedet, da jeg dukkede op. Han stod midt i stueetagen med sin uundværlige grå jakke, målebåndet i hånden, og stirrede op i loftet.
Godmorgen, sagde jeg, da jeg kom ind.
Kom og se, sagde han og pegede mod et hjørne, hvor pudset var faldet af i en stor skælv, så man kunne se de gamle mursten. Jeg tror, jeg ved, hvorfor loftet hænger. Deroppe hele bjælken er revnet. Det bliver ikke en reparation nærmere en udskiftning.
Er træet revnet på langs, eller er det en årring, der er gået fra hinanden?
Kom, jeg viser dig det.
Vi gik op på første sal ad en trappe, der netop var blevet understøttet, men stadig knirkede for hver skridt. Jeg holdt fast i gelænderet; duften af gamle brædder, tør, svagt sødlig og med et stænk støv og noget udefinerbart, fyldte næsen. Tiden duftede her, tænkte jeg. Andre menneskers tid, som nu var sunket ind i væggene.
Jeg elskede den duft. Det havde jeg altid gjort.
Søren pegede på bjælken. Jeg satte mig ned på hug, fandt lommelygten frem og lyste ned langs revnen.
Det er ikke en årring, sagde jeg. Se, hvordan den løber? Det er en mekanisk skade. Der har stået noget tungt her.
Sikkert en maskine.
Eller flere. Der var jo lager.
Søren satte sig ned ved siden af mig. Vinden, der kom ind gennem det vindue, hvor ruden engang havde siddet, hvislede ind.
Så må vi udskifte den, sagde han.
Ja. Men på den gammeldags måde. Jeg har kigget på dokumenterne i stadsarkivet. Det var nok dansk fyrretræ, af den gode gamle slags.
Den slags findes dårligt længere.
Jeg kender en leverandør i Nordsjælland, vi havde fat i dem på Frederiksberg-projektet. Jeg ringer til dem.
Søren nikkede. Han var høj, gik ofte lidt foroverbøjet, og når han lyttede sænkede han altid hovedet lidt, sådan så det ud som om, han var gået ind i sine egne tanker. Men det var kun udenpå. Han lyttede nøje og talte præcist, aldrig for meget. Gennem fire måneders samarbejde havde jeg vænnet mig til det, og satte pris på det.
Skal du have en kop te? spurgte han. Jeg har taget termokande med.
Meget gerne.
Vi gik ud i gangen, hvor hans sportstaske stod. Han fandt termokanden frem og hældte op i to plastikkrus.
Du virker lidt… han lod sætningen hænge og så på mig.
Hvad?
Jeg ved det ikke. Meget samlet.
Jeg trak lidt på skuldrene.
Så har enten min datter eller min søster ringet, tidligt i morges.
Han spurgte ikke videre. Rakte bare koppen frem.
Teen smagte helt fint. Ikke som den billige hjemmefra.
***
Jeg havde set min søster, Mette, i søndags. Hun dukkede op uden varsel og ringede nede fra gaden: “Luk op, jeg har bagt tærte.” Og selvfølgelig lukkede jeg.
Mette er tre år ældre, bor på Østerbro med sin mand Carsten og arbejder som bogholder i et entreprenørfirma. Hendes livssyn er solidt forankret og kan ikke flyttes med argumenter. Hun gik rundt i min lejlighed og så sig kritisk omkring med det ansigtsudtryk, jeg har kendt fra barndommen: blanding af medlidenhed og triumf.
For fanden, mumlede Mette. Er det her et badeværelse eller et kosteskab?
Badeværelse.
Fliserne er revnede.
Du kom med tærte, ikke med byggesagkyndig, protesterede jeg.
Jo-hov! Hun gik ud i køkkenet, stillede tærten på bordet og snusede rundt. Sig mig, du havde en god treværelses i centrum. Fornuftigt menneske, flotte lofter, trægulve. Hvorfor dog flytte? Bankede han dig?
Aldrig.
Utro?
Det aner jeg ikke. Måske, måske ikke. Det var ligegyldigt til sidst.
Så hvad? Du er skør at stikke af her sidst i livet. Er du klar over det?
Jeg tog tallerkener ud.
Skal vi ikke droppe den snak.
Droppe hvad, Niels? Jeg er din søster! Jeg skal da blande mig. Ida ringer og græder. Han ringer, spørger, om jeg har hørt fra dig. Han er en god mand.
Ja, men til en anden. Skær nu tærten.
Det er altid det samme. “Skær tærte.” Du flygter fra samtalen.
Jeg har forklaret dig det. Flere gange.
Overhovedet ikke! “Jeg havde det dårligt.” Alles liv går op og ned. Tror du, jeg altid har det sjovt med Carsten? Men jeg smutter da ikke væk til en etværelses!
Jeg bor altså alene, ikke i en opgang.
Alene! Mette slog ud med armene. Du er otteoghalvtreds, bor alene i et hul, slider på arbejde til småpenge, og påstår, alt er fint?
Jeg så på min søster, stor, varm i sin evige beige sweater, med det ansigt fuld af uforfalsket uforståenhed. Det var umuligt at blive vred på hende.
Mette… jeg sagde lavmælt.
Du forgår uden mig, fjols, sagde hun.
Jeg rystede på hovedet: Ja, men så bliver det min egen død.
Mette stirrede.
Hvad snakker du om?
Ikke noget, mumlede jeg, og begyndte at skære tærten. Med hvad?
Med kål. Hun så stadig mistroisk på mig. Er du okay, Niels? Går du til en psykolog?
Ja.
Hvad siger han så?
At jeg tager kloge beslutninger.
Ja ja, de siger, hvad du betaler dem for.
Vi drak te og spiste tærte. Mette fortalte om Carsten og hans dårlige ryg, om naboens hund, der gøede hele tiden. Jeg lyttede. Udenfor blev det mørkt, himlen over poplen blev blåviolet.
Før hun gik, stod hun i døren.
Du kunne skrive til ham, sagde hun. Han er bekymret.
Det lover jeg.
Men jeg vidste, jeg ikke ville gøre det.
***
Hans og jeg levede sammen i otte år. Vi var aldrig gift han var principielt imod papir på det hvilket fortalte sit, men det forstod jeg først senere.
De første to år var anderledes. Eller det troede jeg. Han var opmærksom, tog mig med på restauranter, i teatret, vi rejste til Italien og Prag. Han sagde, jeg var klog og havde smag. Så begyndte det at ændre sig. Smått og næsten umærkeligt, som revnerne i gammel puds.
Det startede med småting. Engang tog jeg en grøn kjole på til hans kontorfest min yndlings. Han så på mig i gangen og sagde: “Er du sikker?” Kun det. Bare “er du sikker?” Så klædte jeg om til sort.
Så kom kommentaren om min mad. Om hvordan jeg talte til hans venner. Om jeg spildte tid på arbejde for lidt løn. Det sidste sagde han med så mild stemme, næsten velmenende, som om han ville hjælpe mig til erkendelse.
Niels, restaurering fører ingen vegne. Det er for folk uden ambitioner.
Jeg har da ambitioner.
Nå ja. Du er dygtig men gennemsnitlig. Og det er jo ikke skidt; ikke alle skal være genier.
Jeg fandt ikke noget svar. Jeg sad i stuen og stirrede mod væggen, spejdede efter en dør ud fra det, han gjorde ved mig med bare ord sagt i venlighedens klæder.
Han råbte aldrig. Han slog aldrig. Men han overbeviste mig langsomt og metodisk om, at jeg ikke duede uden ham. At mit fag var ligegyldigt, mine venner kedelige, min smag provinsiel. At jeg burde være taknemmelig for at han overhovedet var der.
Jeg kogte suppe og var i tvivl, om jeg saltede rigtigt. Ringede til venner og bekymrede mig, om jeg var for anmassende. Gik ind til møder og blev usikker på, om jeg virkede for selvsikker. Den indre tvivl talte med hans stemme.
Så kom den aften.
Vi var hjemme hos hans venner, Jens og Vibeke, i deres pæne lejlighed ved Søerne. Snakken drejede sig om et nyt lejlighedsbyggeri, og jeg sagde, at facaden var grim et klassisk spareprojekt fra en investor, der ikke prioriterede arkitekten. Sagt roligt og sagligt.
Hans så på mig tværs over bordet og trak på smilebåndet, sådan som jeg efterhånden kendte alt for godt.
Niels er ekspert, sagde han til Jens. Men du ved, eksperter findes der to slags af; dem der kan, og dem der snakker. Niels er nu mest til teori. Det er længe siden, han har lavet noget stort.
Der blev stille et øjeblik. Vibeke så på mig. Jens tog sin vin.
Jeg smilede.
Jeg spiste op. Drak min vin. Snakkede videre. Tog taxi hjem. På vej dér sad Hans og snakkede om forretninger med Jens, og jeg kiggede ud af vinduet og tænkte: jeg kan ikke mere.
Ikke “han er et dårligt menneske,” ikke “jeg er ulykkelig”. Bare: jeg kan ikke mere. Der var en mur, intet mere.
Tre måneder efter flyttede jeg. Jeg fandt denne lille lejlighed i Nordvest. Flyttede tingene over på to ture. Hans var på forretningsrejse den dag. Jeg efterlod nøglen på køkkenbordet med en seddel, hvorpå der kun stod: “Undskyld”.
Senere kunne jeg ikke forklare hvorfor. Jeg skrev det bare.
***
November i Nordvest er noget særligt. Parken er tæt på, og når jeg efter arbejde ikke gik direkte hjem, men slentrede langs stierne blandt nøgne træer, var der ro. Blade dækkede stierne, alt var fugtigt, men luften var stille og lugten af fugtig muld og bark føltes lidt som at drikke ren ilt.
Hjemme var der koldt. Radiatorerne i gamle byggerier er upålidelige enten glohede eller helt slukkede. Køkkenhanen dryppede. Jeg ringede flere gange til udlejeren, der lovede at sende en VVSer, men han kom aldrig.
Jeg købte selv en pakning i Silvan og skiftede. Det tog fyrre minutter, to knækkede negle og et ord, jeg sagde højt, da svensknøglen smuttede. Bagefter tørrede jeg hænderne og mærkede et pust af stolthed over at have klaret det.
Om aftenen sad jeg ved køkkenbordet med tegningerne spredt ud og arbejdede. Tændte min gamle lampe med den grønne glaskuppel den, jeg købte på loppemarked for årtier siden. Hans kunne ikke fordrage lampen og gemte den væk i midtbyen. Nu stod den her fremme.
Arbejdet med herregården trak ud, som den slags altid gør. Først opmåling, så arkivstudier, nedbrudsanalyser, så idéoplæg. Jeg nød hele processen, fordi den var langsom og ærlig; enten holder huset, eller også gør det ikke. Enten har stenen liv, eller også er den død. Historien enten findes eller er digtet til.
Jeg fandt i Københavns Stadsarkiv gamle dokumenter om herregården. Den havde tilhørt købmandsfamilien Mikkelsen i 1800-tallet. Datteren, Karen, lavede senere en slags privat skole der. Så kom besættelsen, så lager. Karen findes på et fotografi i arkivet. En kvinde omkring de halvtreds, rank, med et blik der siger, hun ved mere end fotografen.
Jeg sad længe og betragtede det billede.
Så lagde jeg det væk og vendte tilbage til arbejdet.
***
Engang spurgte Søren, hvordan jeg var endt i restaureringsfaget.
Vi sad i hans bil og lod motoren varme op før vi kørte til arkivet. Udenfor faldt vinterens første sne, tynd og rådvild.
Jeg lavede nybyggeri i halvfemserne, sagde jeg. Lejligheder, kontorer. Gode penge, masser at lave. Men ved et tilfælde kom jeg med ud og så restaurering af en lille landsbykirke. Fulgte bare med en veninde. Og så…
Og så?
Så vidste jeg, hvad jeg ville. At det var vigtigt.
Han sagde stille:
Det er sjældent, folk når dertil.
Gjorde du det?
Ikke straks. Jeg gjorde det, jeg troede, jeg burde i årevis. Indtil jeg stoppede op.
Jeg så på ham. Han stirrede på forruden, hvor sneen dækkede viskerne.
Hvor førte det dig hen?
Det her. Han nikkede ud mod herregården, usynlig herfra. Og jeg er tilfreds.
Der var varmt i bilen, det duftede let af kaffe fra hans termokrus.
Vi kørte til arkivet.
***
Hans dukkede op om onsdagen.
Jeg havde ikke ventet ham. Dørklokken lød klokken otte, mens jeg sad med tegningerne og spiste yoghurt direkte fra bøtten. Det var den gamle type ringeklokke, den samme i hele opgangen.
Jeg åbnede og troede, det var udlejeren eller en nabo.
Hans stod derude på trappen i sin kashmirfrakke med en lille buket. Krysantemum dem har jeg aldrig brudt mig om. På otte år havde han aldrig lagt mærke til det.
Hej, sagde han.
Jeg fandt ikke straks ordene. Stirrede bare.
Hvordan kender du adressen?
Ida gav mig den.
Så Ida. Jeg noterede det i tankerne, gemte det til senere.
Hvad vil du? spurgte jeg.
Tale med dig. Han smilede, det kolde smil. Må jeg komme ind?
Jeg tænkte et øjeblik. Så trak jeg mig væk fra døren.
Han kom ind. Kigget rundt. Jeg så, hvordan han betragtede den smalle entré, de slidte tapeter, de skæve hatteknager, mine støvler.
Bor du så her, sagde han. Ikke et spørgsmål.
Ja.
Niels… Han tog mig i hånden, jeg trak den væk. Han blev ikke fornærmet, flyttede bare blomsterne over i den anden hånd. Hør nu. Jeg forstår, du skulle bruge tid. Men nu er der gået et halvt år. Det er vel nok.
Nok hvad?
Nok alene. Pause. Jeg ved ikke, hvad du kalder det. Han gik ind i køkkenet, så på tegningerne. Arbejder du?
Ja.
Hvad med?
Restaurering af en herregård på Amager.
Fint, sagde han nedladende. Godt for dig.
Ja. For mig og for kulturen. Det er fra 1700-tallet.
Han satte krysantemumerne midt på tegningerne. Jeg flyttede dem til siden.
Niels, forstår du overhovedet, hvad du gør? Du bor her. Gestus rundt. I det her?
Jeg ved godt, hvor jeg bor.
Jeg vil have dig hjem.
Jeg så på ham. Hans var stadig flot, sekstifem, men så yngre ud. Velplejet, høj frakken sad perfekt.
Hvorfor? spurgte jeg.
Han blev forvirret. Den vending havde han ikke ventet.
Hvad mener du, hvorfor?
Du siger, du vil have mig hjem. Hvorfor?
Jeg… Han blev tøvende. Jeg mangler dig.
Hvad mangler du?
Hvad er det for en samtale?
Et helt almindeligt spørgsmål. Du siger, du savner mig. Jeg spørger hvad præcist.
Han så på mig. Nu med den mine, jeg kendte så godt: lidt irriteret, dækket af tålmodighed.
Jeg savner dig, mennesket. Vi har været sammen i otte år.
Jeg husker det.
Så hvad? Så gik du bare ud?
Jeg gik ikke bare. Jeg lagde armene over kors. Stod i min gamle sweater og jeans, en anden end ham fra Glyptoteket kendte. Jeg gik i otte år. Du bemærkede det bare ikke.
Jeg forstår det ikke.
Det ved jeg.
Forklar.
Det har jeg gjort. Min stemme var rolig. Det undrede mig, at jeg kunne holde den sådan. For et halvt år siden havde jeg grædt eller undskyldt. Kan du huske den aften hos Jens og Vibeke?
Hvilken aften?
Du sagde der, at jeg bare var teoretiker. At jeg ikke havde lavet noget stort i årevis. Foran alle.
Han tænkte sig om.
Jeg jokede. Jeg husker det ikke men det var for sjov.
Måske. Men det var kun én af mange. Jeg husker dem alle.
Du er så følsom.
Måske.
Det var ikke at ydmyge dig.
Måske ikke. Men det gjorde ondt.
Over småting.
Over otte års småting.
Han tav. Så så han rundt på køkkenet. Facetglasset, lampen med grøn skærm.
Og du trives her? Skeptisk.
Jeg tænkte efter, kun for mig selv.
Det svinger. Det er hårdt til tider. Ensomt. Radiatorerne duer ikke. Men jeg foretrækker det.
Det er en illusion.
Måske, men min.
Han tog sin jakke, så på mig en sidste gang. Der var noget ægte i ham i det sekund. Ikke smilene, ikke overbærenheden. Bare en snert af det rigtige.
Niels, jeg er jo ikke en fremmed.
Nej. Men du er heller ikke min længere. Hans, tag hjem.
Han stod lidt, så gik han. Tog frakken på og åbnede døren.
Du vil fortryde det, sagde han.
Ikke som en trussel. Mere tungt.
Måske, sagde jeg.
Døren lukkede. Jeg stod i entreen og stirrede på døren med det lille tittehul. Så gik jeg ind igen. Satte blomsterne i et syltetøjsglas og hældte vand over dem. Smider dem skulle jeg ikke.
Så kastede jeg mig over tegningerne.
Nedenunder rumlede sporvognen. To gange, så blev der stille.
Jeg opdagede, at lyden ikke længere forstyrrede mig.
***
Fremlæggelsen af konceptet var sat til anden uge af december. En slags første etape, hvor bygherrerne skulle se grundideen: Hvad bevarer vi, hvad genskaber vi, hvad nytænker vi og hvorfor. Jeg forberedte mig grundigt. Søren gjorde det samme. Om aftenen snakkede vi sammen, diskuterede detaljer, kunne godt blive uenige.
En aften sagde han noget konkret om kælderdækket, jeg var lodret uenig, vi diskuterede førre minutter. Det gik op for os begge, at vi faktisk begge havde ret bare med hvert vores fokus: jeg på udtryk, han på holdbarhed.
Du er hård, sagde han bagefter, uden bebrejdelse.
Professionelt.
Det er godt i faget.
Det var det. Han sagde ikke mere sentimentalt.
Jeg lagde røret og indså, at jeg smilede.
***
Tre dage før fremlæggelsen ringede Ida, denne gang om aftenen.
Far, sagde hun med en anden stemme ikke den samme som de sidste måneder. Må jeg komme forbi?
Selvfølgelig.
Ida kom med en flaske vin og det udtryk, folk har, når de har bestemt sig for noget, men ikke kan formulere det endnu. Hun lignede mig som ung samme kindben, samme hænder. Toogtredive, grafisk designer, bor sammen med sin kæreste på Amager.
Vi sad i køkkenet. Jeg skænkede vin op i to almindelige glas jeg havde kun et eneste vinglas, det brugte jeg til gæster, men Ida sagde, glas var fint.
Ringede han efter besøget? spurgte Ida.
Nej, smser af og til.
Hvad skriver han?
Forskelligt. Jeg svarer ikke altid.
Ida roterede glasset mellem fingrene.
Far, jeg gav ham adressen. Er du vred?
Nej.
Jeg troede… Jeg ved ikke, hvad jeg troede. Måske ville I tale ud…
Det gjorde vi.
Og?
Og det blev ikke til mere. Han gik.
Ida sagde ikke noget. Så, mens hun så ned i glasset:
Far, jeg har hele tiden været på hans side. Kan du se det?
Ja.
Jeg bildte mig ind, at du bare… at du var tabt i dine egne tanker, og du burde vende hjem. Jeg havde ondt af ham, han virkede så ensom.
Han kan godt virke sådan.
Ja. Hun så op. Jeg opdagede det først forleden. Han ringede, efter han havde været her. Han sagde… Han sagde, du altid havde været problematisk. Han havde holdt dig ud. Gjort dig en tjeneste i otte år.
Jeg nikkede.
Det er typisk ham, ja.
Far, nu mødte hun mit blik helt roligt havde du det dårligt?
Meget.
Hvorfor sagde du det ikke?
Jeg tænkte lidt.
Måske fordi jeg ikke kunne beskrive det. Når én ikke slår eller råber eller smider dig ud, så er det svært at forklare. Især for en datter, der kun ser ham fra hans bedste side.
Ida rejste sig og gav mig et pludseligt, uventet kram. Jeg tøvede et sekund, så krammede jeg tilbage. Hendes hoved var varmt, lugtede af hendes yndlings-shampoo med pæresmag.
Du er ikke skør, sagde hun mod min skulder. Tante Mette tager fejl.
Jeg lo sagte.
Det er rart at vide.
Vi drak vinen færdig. Ida så på tegningerne, spurgte ind til herregården. Jeg fortalte, viste hende billedet af Karen Mikkelsen. Ida sagde: “Hun ligner dig.” Jeg så på billedet igen. Måske.
Ida gik klokken halv tolv. Hun lovede at komme næste lørdag.
Jeg vaskede op, lagde tegningerne sammen. Tog plads ved vinduet.
Sporvognen stod stille nu, det var sent. Gården nedenfor var blå i gadebelysningen. I en lejlighed overfor var der lys og en skikkelse.
Jeg overvejede at ringe til Søren med et spørgsmål om kælderdækket, men lod det være. Det kunne vente til næste morgen.
***
Fremlæggelsen foregik i et kedeligt konferencelokale hos entreprenøren. Bygherren var dygtig, med et hold jurister og en rådgiver indenfor kulturarv, som stillede skarpe, ikke helt behagelige spørgsmål. Jeg svarede. Søren supplerede om konstruktionerne. På et tidspunkt spurgte bygherren, hvor hurtigt vi kunne skaffe træ til bjælkerne på første sal. Jeg svarede ærligt: Kan vi bestille det rigtige træ nu, holder vores plan. Ellers må vi rykke tre uger. Rådgiveren så skeptisk ud. Jeg tilføjede: “Bedre at få sandheden nu end at undskylde forsinkelser bagefter.”
Rådgiveren nikkede. Lige dét kunne han lide.
Vi stod bagefter på gangen. Søren holdt mappen med printede planer.
De godkender den, sagde han.
Det tror jeg også.
Han så på mig. På gangen var travlt; fremmede folk med mapper skyndte forbi.
Vil du spise? spurgte han. Der ligger et rart sted ovre ved søerne. Skal vi fejre det?
Ja. Det vil jeg gerne.
Vi gik gennem december-København, gennem Amager, hvor gadelygterne tændtes, sneen lå på karmene. Søren gik, let foroverbøjet som altid. Vi sagde ikke noget væsentligt. Talte om tømmer. Om kulturarvsrådgiveren, at hans grundighed var god. Om mørket, der falder for tidligt i Danmark.
Caféen var lille, stemningsfuld, med tunge gardiner og egetræsborde. Vi bestilte varm mad og et glas rødvin. Vi talte længe, ikke kun om arbejde. Om byen, dens forandring, bøger. Jeg lagde mærke til, at jeg ikke så på uret.
Da vi gik, holdt han mit frakkeærme, mens jeg tog den på. En praktisk gestus. Jeg lod det glide hen eller måske ikke.
Ude sagde han:
Jeg er glad for, vi arbejder sammen.
Det er jeg også.
Vi gik hver til sit.
