Marie blev født og voksede op i en velhavende familie. At gifte sig med Niels var en spontan beslutning. Hun ønskede at irritere sine forældre og gå imod deres vilje. Så hun valgte en mand uden penge, uden en lejlighed og uden en ordentlig job. I én ting var hun heldig – Niels elskede hende meget og gjorde alt for hendes skyld.
Niels tog sin kone med til sin fars lejlighed, for der var ikke andre steder at tage hen. Og her begyndte alting at gå galt.
– Tror du, hun er en dronning? – råbte faren, uden at vælge sine ord. – Hun kan hverken lave mad eller vaske op! Hvor længe kan det blive ved?
– Far, lad være med at råbe, Marie kan høre det, – sønnen forsøgte at berolige ham, men det gjorde kun tingene værre.
– Hun kan høre det? Er du bange for at såre hende? – manden blev helt rasende. – Har du tænkt dig at opdrage din kone eller ej?
– Far, vær sød at holde op. Marie vil helt sikkert ændre sig. Hun er ikke vant til det, forstår du?
– Jeg forstår det ikke! – råbte faren. – Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er en varm middag, og hvorfor vasken er fuld af opvask.
Marie dukkede op midt under skænderiet, hvilket virkelig overraskede Niels. Hendes ansigtsudtryk var uforstyrret.
– Jeg er ikke en tjenestepige. Hvis I vil have mad, så lav noget, eller… – hun strøg sine fingre over den gamle, støvede komfur. – Køb i det mindste nogle ordentlige husholdningsapparater…
Ole, Niels’ far, blev endnu mere vred.
– Kan du ikke lide husholdningsapparaterne? Gå ud og arbejd. I bliver ikke siddende hjemme hos mig uden at bidrage! Enten arbejder I begge, eller også kan I flytte ud af min lejlighed!
– Vi pakker vores ting, Niels. Jeg bliver ikke her længere.
Niels adlød. Han pakkede sine ting og forlod stedet med Marie.
Hans far forsøgte at stoppe ham.
– Hun udnytter dig, – sagde faren. – Hun har fået kontrollen, hun skal sættes på plads. Hvad laver du? Løber afsted, hver gang hun kalder.
Hun vil ende med at tage alt fra dig. Du er ikke hendes lige!
– Det er ikke op til dig at bestemme, – sønnen så på sin far utilfreds og forlod lejligheden med sin kuffert.
Udenfor ventede Marie utålmodigt. Hun trippede fra fod til fod og kommanderede.
– Bestil en taxa, vi tager hjem til mine forældre. Du skal bede min far om at lade os bo der og love ham alt muligt.
Men jeg vil bo under ordnede forhold.
Og du, – hun så grundigt på sin mand, – skal overbevise min far om, at det var din idé at flytte ind hos dem.
Niels accepterede alt, hun sagde.
I konens forældres lejlighed ydmygede han sig længe og bad om tilladelse til at bo der.
– Nå, så I er kommet krybende tilbage? – Maries far så ned på sin svigersøn. – Hvad vil I have?
Da Marie løb hjemmefra, sagde hun, at hun ikke ønskede noget med os at gøre.
– Anders Frederiksen, hun talte i affekt. Desuden forstår du, at jeg kun arbejder deltid, jeg kan ikke forsørge din datter, som hun fortjener…
– Det er ikke mit problem. I får ikke lov at bo i vores hus. Marie valgte dig, så må du forsørge hende, som du kan.
Marie og Niels gik. Den unge mand måtte finde måder at tjene penge på. Han lånte ofte fra bekendte og venner.
De første to år levede de meget fattigt. Maries mor hjalp lidt i hemmelighed for ikke at lade hendes mand vide det, og nogle gange sendte Niels’ far penge.
– Hvis ikke det var for din far, – mumlede konen. – Så ville vi i det mindste have haft en lejlighed.
– Du ville selv væk herfra, – mindede manden hende om. – Far havde ikke noget imod, at vi boede hos ham.
Han krævede nogle grundlæggende ting som at lave mad og gøre rent. Det er kvindeopgaver.
– Hvem siger, det er kvindeopgaver? Mit skind bliver dårligt af vand. Jeg kan ikke vaske op, og hvad madlavning angår…
Niels diskuterede ikke, han viftede med hånden. Han vidste, det var nytteløst. Der var ingen måde at overbevise hende på.
Efter to år med en “fattig” tilværelse, som Marie kaldte det, fik den unge hustru en perfekt plan.
– Vi har brug for et barn, – sagde hun. – Jeg er træt af at tælle penge, jeg vil leve normalt.
– Tror du, at hvis du får en baby, vil min løn stige ti gange? – lo Niels. – Lad være med at være fantasifuld, et barn betyder endnu flere udgifter.
Vi har ikke råd til et barn lige nu. Medmindre du begynder at arbejde, så ville vi få det lettere.
– Ikke tale om. Jeg sagde, vi har brug for et barn. Så vil min far tilgive mig og sikre os et ordentligt liv.
Marie gik allerede til sin far og bad om tilgivelse, endda lovede at forlade sin mand. Men han ville ikke engang tale med hende.
– Du er voksen, selvstændig. At bo med os og på vores regning er ikke længere en mulighed.
Marie vendte tilbage hjem og var glad for, at hun ikke havde sagt noget til Niels. Ellers ville han måske have afvist idéen.
Alt i alt havde Marie tænkt det hele igennem. Barnet ville være den perfekte løsning, forældrene ville tilgive hende og begynde at hjælpe.
Marie tænkte ikke længere fremad.
Graviditeten havde en positiv indflydelse på Maries forhold til familien.
Forældrene begyndte at hjælpe lidt, de kom på besøg, svigerfar fandt endda et godt job til Niels.
– Her er nøglerne til vores sommerhus, – Maries far rakte et nøglebundt til Niels. – Vi kommer ikke der så ofte. I har godt af lidt frisk luft.
Niels tog taknemmeligt imod nøglerne og tog straks sin kone med derud.
– Se, min plan virkede, – sagde Marie, mens hun gik rundt i det store sommerhus. – Nu kan vi i det mindste få slappet ordentligt af.
– Marie, vi skal også opfostre barnet, det kræver mange penge, det forstår du nok. Og vi har ikke noget hjem selv.
– Jeg har det hele tænkt ud, – svarede hun roligt. – Inviter din far herud.
– Hvorfor? I er jo ikke på talefod.
– Hvad betyder det? Jeg siger, inviter ham herud i dag.
Bare fortæl ham ikke, at det var min idé. Og sig ikke, at sommerhuset tilhører mine forældre, sig, at du har lejet det for en uge.
Niels forstod ikke, hvad hans kone planlagde. Han var bare vant til at udføre alle hendes ønsker. Derfor ringede han til sin far og fremsatte tingene lidt anderledes.
– Hej far, – Niels talte roligt. – Vi er på landet med Marie. Hun venter et barn, og jeg tænkte, at det var tid for jer at forsone jer.
Kom forbi, vi er jo familie…
Faren tænkte ikke længe, sønnen havde inviteret, det var en mulighed. Han pakkede, tog fri fra arbejdet og tog til sommerhuset.
Marie bemærkede bilen på afstand og smilede. Deres plan havde virket.
– Hvad vil du? – Marie mødte gæsten udenfor huset. – I smed os ud.
Ole blev lidt forvirret.
– Sønnen inviterede mig over.
Marie rystede på hovedet og gik ind i huset.
Niels gik ud for at møde sin far.
– Ja far, ikke vær opmærksom. Hun er bare hormonel, det vil gå over. Hvordan går det?
De to mænd talte sammen i flere timer. Marie holdt sig demonstrativt væk fra stuen, og om aftenen, da hendes svigerfar var forsvundet til sit værelse, sagde hun højt.
– Jeg vil ikke tolerere din far! Han smed os ud af huset! På grund af ham har dit barn ikke noget hjem. Han skal tage hjem! Som han behandler os, sådan behandler vi ham.
– Hvad mener du? – Niels blev forbavset. – Han kan jo ikke tage hjem nu om natten. Måske om morgenen.
Ole hørte det hele og begyndte ikke engang at pakke ud. Han planlagde at tage afsted om morgenen. Men nogen havde punkteret hans dæk.
– Nok bare nogle børn fra nabolaget, – sagde Niels usikkert, da han gik ud for at tage afsked med sin far. – Bliv, så tager vi sammen afsted om et par dage med min bil.
Ole nikkede og gik tilbage til huset, selvom han egentlig ikke havde lyst. Marie blev mere voldsom med sine skænderier og udbrud.
– Jeg vil ikke have din far i huset, – hviskede Marie vredt. – Vi er her for at slappe af, ikke for at se på ham.
– Hvad kan jeg gøre? Er du forslår, at han skal tage til fods tilbage?
– Bare find en løsning! Hvem er vigtigst for dig: din far eller dit barn? – Kvinden dækkede instinktivt sin mave med hånden.
Manden lyttede til alle hendes anklager og kunne ikke holde det ud.
– Marie, lad os forsøge at finde en fælles forståelse. I er familie, snart kommer der et barnebarn. Hvad ønsker du?
– En lejlighed, – sagde svigerdatteren roligt. – Jeg ønsker en lejlighed.
– Jeg har ikke penge nok til en lejlighed. Dine forældre har råd til det.
– Jeg vil have en lejlighed fra jer. I smed os ud, så I må give os jeres lejlighed.
– Og hvor skal jeg så bo? – Ole blev overrasket over hendes frækhed, selvom han med svigerdatteren burde ikke lade sig overraske.
– Det er ikke mit problem. Skal I bo med en ung familie? Desuden vil der ikke være plads nok, når barnebarnet kommer.
Ole vendte tilbage til sit værelse.
– Hun kræver en lejlighed, helt skør! Hvad bliver det næste? Skal jeg give dem min løn? Og hvor har han fundet sådan en kvinde?
– mumlede han. – De giver mig et valg… Enten lejligheden eller intet..
Næste morgen gik Ole til sin søn.
– Vil du have en lejlighed? Jeg kan give dig halvdelen. Men jeg ser ikke pointen, du er eneste arving. Du får den ikke lov at bo der.
– Far, – Niels forstod først nu sin hustrus plan. – Tak, men jeg har ikke brug for din lejlighed.
Marie stod og lyttede med armene over brystet.
Ole sagde sit og gik udenfor, bestilte en taxa og tog afsted.
Marie tog overraskende nyheden roligt og forsvandt ind på sit værelse. Emnet blev ikke taget op igen.
Marie ventede på, at hendes svigerfar havde givet halvdelen af lejligheden til sin søn.
– Vi lejer rummet ud, – sagde hun. – Vi har brug for penge.
– Marie, vi kan ikke gøre det, der bor far jo.. Vi kan ikke…
– Vi kan skam godt. Han smed os ud, nu får han samme behandling.
Niels kunne ikke diskutere med sin gravide kone. Han måtte gøre, som hun bad om. De fandt en lejer.
– Perfekt valg, – glædede Marie sig. – En ældre kvinde med frygtelig karakter. Din far får et helvede…
Ole tog nyheden roligt, han havde forventet noget lignende. Og han fandt endda fælles fodslag med den nye lejer.
Efter lidt tid begyndte han at kunne lide Maria, og han friede til hende. Til brylluppet inviterede han sin søn og hans kone.
– Vi sælger lejligheden, halvdelen af pengene er dine, – sagde Ole til sin søn. – Maria og jeg køber et lille hus og flytter.
Marie fnøs og ignorerede helt det. Hun ville gøre det værst muligt, men det gik i hendes eget mod. Og det irriterede hende.
– Du skylder hele lejligheden til sønnen, – hvæsede svigerdatteren. – Niels, forstår du ikke? Han lægger det hele over i Marias navn!
– Marie, slap af, – sønnen forsvarede sin far for første gang. – Jeg er glad for din skyld, far.
Efter barnet blev født, blev det svært for Marie. Forældrene hjalp ikke meget – de kunne ikke forlige sig med deres datters valg. De nægtede at ansætte en barnepige, og ægtemanden havde ikke råd til det.
Kvinde tog flugten, og Niels ringede til sin far. Der var ingen andre at bede om hjælp.
Ole og Maria ankom straks.
Da Marie kom hjem, lod manden hende ikke komme ind i lejligheden.
Bedsteforældrene besluttede at opfostre deres barnebarn, Niels indgav skilsmisse.
Marie vendte tilbage til sine forældre, uden at tage barnet, for det var blevet en byrde.
