Kasper vaskede op. Han havde holdt ud i tre dage, men der var hverken rene kopper eller tallerkener tilbage. Så da han kom hjem fra arbejde, skiftede han ikke engang tøj. Han tog et forklæde på og gik i gang med opvasken. Det ville heller ikke skade at koge en omgang suppe, for han havde næsten glemt, hvordan det smagte…
Resterne sad så fast på tallerkenerne, at han blev nødt til at lægge dem i blød. Og der var en hel samling kaffekopper. Altså, hvorfor kunne man ikke bare vaske dem op efter brug? Det føltes som en klump i halsen. Han var sulten, men der var kun tomme hylder i køleskabet. Pludselig duftede Rikke’s boller, og han mindedes, hvordan huset altid duftede af bagværk, fordi hun elskede at bage. Så snart hun kom hjem, spredte duften af kanel eller vanilje sig i køkkenet. Mixerens summen og ovnens varme…
Men det var Kasper nu, der tænkte så varmt tilbage på Rikke. Dengang virkede det på Kasper som om, at hun kun havde øje for køkkenet og børnene (arbejde talte ikke). Hun havde altid travlt med at vaske tøj, pudse vinduer eller rengøre tæpper. Fra sommer til efterår omdannede køkkenet sig som et konservesværksted. Kasper kunne knapt følge med at bære glasene ned i kælderen.
En aften, da han kom hjem, stod Rikke i køkkenet, hvor noget altid simrede på komfuret. Hun sad, som hun plejer, på kanten af bordet og skrællede æbler, mens hun så en koncert i fjernsynet.
– Jeg vil skilles fra dig, sagde Kasper stille, uden at hilse.
Hun rykkede en smule, men vendte sig ikke.
– Jeg har fundet en anden kvinde, forklarede han. – Jeg elsker hende, og jeg kan ikke længere lyve for dig.
Rikke lagde kniven fra sig, drejede langsomt sit ansigt fyldt med damp og nyheden mod ham og sagde stille:
– Tag en roulade, vi kan ikke spise det hele selv.
Kasper tog ikke rouladen, selvom han elskede dem med birkes og nødder… Han tog sine vigtigste ejendele og flyttede ind hos en kvinde, der slet ikke mindede om Rikke. Hun gik aldrig i jeans som Rikke, kun i korte kjoler og nederdele. Sneakers var aldrig på tale, kun sko med hæle. At sige, hun gik til skønhedssalonen, lød som en vigtig forretningsaftale. Hele verden måtte vente på hende.
Rikke gik aldrig til saloner. Hun brød sig ikke om at shoppe uden mål og med. Hvis hun havde brug for noget, lavede hun en liste, købte tingene og kom hurtigt hjem med poser. Hun læste ikke glittede kvindemagasiner, drak ikke kaffe, farvede aldrig sit hår, dyrkede ikke fitness. Alligevel var hun altid smuk, plejede og slank. I stramme jeans og korte trøjer, med en lille fletning, lignede hun en skoleelev.
Kasper derimod ønskede en ægte kvinde ved sin side. Så han fandt Mia, og nu stryger han skjorter, laver mad og vasker op. Om natten drømmer han om Rikkes roulader og kager. Drømmene dufter af vanilje, og Rikkes latter ringer i hans hoved…
Efter at have gjort køkkenet rent gik Kasper ind i stuen. På sofaen lå Mia, elegant lænet på albuerne. Foran hende et magasin, og på bordet ved siden af, endnu tre kaffekopper.
– Hvor er du sød, min skat. Hvad skulle jeg dog gøre uden dig? kvitrede hun og rakte armene ud mod ham. – Jeg er lige kommet fra manicure. Så udmattende! Se: flotte negle, ikke? Som mine egne, ikke sandt? Kom lille skat, lad mig kramme dig…
Kasper fik kvalme. “Det må være sulten,” tænkte han og gik ud i køkkenet for at skrælle kartofler.
