Opskriften på lykke… Hele opgangen fulgte nysgerrigt med, da de nye beboere flyttede ind i lejligheden på anden sal. Det var familien til værkføreren på byens fabrik, en vigtig arbejdsplads i lille provinsby i Danmark. – Hvorfor vælger de at bo i det gamle byggeri? – spurgte pensionisten fru Nina Andersen sine veninder. – Med de forbindelser kunne de nok have fået en lejlighed i et af de nye byggeri. – Du skal ikke tage udgangspunkt i dig selv, mor. Hvem har brug for nyt byggeri, når vi her har en klassisk 50’er-lejlighed med højt til loftet, store separate rum, en rummelig entré og en altan, der nærmest er et ekstra værelse… – indskød hendes datter, Anja på 30, stadig ugift og med markant makeup. – De har endda fået telefon installeret med det samme. Det er der ikke mange, der har – kun tre telefoner til ni lejligheder her i opgangen. – Du skulle ikke snakke så meget i telefon, – irettesatte moderen hende – du driver snart naboerne til vanvid. Du skal ikke rende op til de nye – de er nogle seriøse og travle folk… – Så travle er de nu heller ikke, de er unge, deres datter Natasha er kun ni år, – svarede Anja fornærmet, – de er næsten på min alder, måske bare fem år ældre. De nye naboer viste sig at være søde og høflige. Lene arbejdede på biblioteket, mens Ivan havde ti års erfaring fra fabrikken. Anja fortalte vidt og bredt om det hele, når hun om aftenen sad med sin mor og nabokonerne i gården. – Hvor ved du alt det fra? – spurgte de andre damer – tror, du er på Christiansborg, Anja! – Jeg får lov at låne deres telefon. I modsætning til visse andre, der ikke lukker op, – antydede hun, da nogen engang havde nægtet hende adgang, fordi hun talte i telefon for længe. Sådan lærte Anja de nye at kende, og ofte ringede hun fra deres telefon – til veninder, til kolleger – og blev siddende længe. Hun kom i både smarte outfits og hyggelige hjemmekåber, åbenlyst på jagt efter venskab med familien. En dag så hun Ivan demonstrativt lukke døren til stuen, når hun kom for at ringe. Det gentog sig. Anja smilede til Lene og takkede hende, mens hun kiggede ind i køkkenet, men Lene nikkede kun og bad hende lukke døren efter sig. – Jeg kan ikke gøre det, mine hænder er i dej, vi har en automatisk fransk lås, – forklarede Lene. – Hvad laver du? Mere bagværk? I bager tit… Det kan jeg slet ikke, – sagde Anja. – Ja, det bliver ostekager til morgenmad i morgen. Der er aldrig tid om morgenen, så jeg forbereder nu, – smilede Lene, og vendte sig mod dejen. Anja gik sur hjem, skuffet over den kølige modtagelse. – Hør Lene, jeg ved det er svært at sige nej, – sagde Ivan en aften – men vores telefon er altid optaget om aftenen, og mine venner kan ikke få fat på os. – Ja, hun kommer nærmest ind som om det er hendes egen lejlighed, – samtykkede Lene. Samme aften satte Anja sig atter med sin veninde i røret. – Anja, hvor længe bliver du ved? Vi venter et opkald, – sagde Lene efter ti minutter. Anja lagde røret, men hev straks en chokolade frem fra lommen: – Jeg har noget sødt med – skal vi ikke have te for at fejre at vi har lært hinanden at kende? Hun gik i køkkenet og lagde chokoladen på bordet. – Nej, fjern den. Hvis Natasha ser det, bliver hun fristet, men hun tåler ikke sukker. Hun har allergi. Chokolade er tabu her. – Hvad? Hvordan da? – rødmede Anja – jeg ville bare sige tak. – Det er ikke nødvendigt, og du skal heller ikke låne telefonen tit – kun hvis det er til lægen, alarmcentralen eller lignende. Vores telefon er til arbejde, og Natasha læser lektier nu. Vi prøver at holde det stille. Anja tog chokoladen og gik. Hun følte sig afvist og var sikker på, at Lene var jaloux på hendes udseende. – Hun er jo bare jaloux fordi jeg er yngre og pænere, – forklarede Anja sin mor – jeg kom endda med chokolade og blev ikke budt på te… – Du forstår ikke at man ikke skal trænge sig på i andres familier. Lær at leve dit eget liv, få din egen telefon, så skal naboerne nok komme til dig, – sagde moderen. Anja forsøgte én sidste gang at nærme sig Lene – hun kom med blok og ville have opskriften på ostekager. – Spørg hellere din egen mor, – sagde Lene overrasket – jeg tager bare alt på gefühl. Jeg har aldrig haft præcise mål… mine hænder ved, hvad de skal… jeg har travlt, du må spørge din mor! Sårbar gik Anja hjem – hun vidste jo godt, at hendes mor havde en gammel kogebog med alle opskrifter på supper, frikadeller, salater og bagværk skrevet ned. Men Anja gad ikke bage selv, og moderen havde længe ikke bagt pga. sin vægt. Men hun bladrede kogebogen igennem – og fandt netop den opskrift hun skulle bruge, meget til sin mors overraskelse. – Skal du bage? – spurgte Nina Andersen overrasket. – Hvorfor ikke? – svarede Anja og bukkede hjørnet på siden. – Er det på grund af ham Svend? Jeg troede I ikke så hinanden mere? – Det bestemmer jeg selv – vil jeg, så skal han nok komme løbende igen. – Så gør det da – du bør gifte dig. Hvad med opskriften, skal jeg hjælpe? – Nej, jeg forbereder mig mentalt først. Et par dage senere, da moren kom hjem, bredte duften af frisk bagværk sig i lejligheden. – Jamen! Her dufter af bagværk! – udbrød hun – du må være forelsket, så meget som det dufter! – Tag det roligt, kom og smag – det er ostekager, traditionelle, – smilede Anja og satte te på. Moren smagte. – Du kan jo det her – vi har ikke bagt sammen i mange år, men du kan stadig – virkelig flot, mit barn! – Nej, sig nu ærligt – blev de gode? – Du må da smage selv, de er bestemt spiselige! Anja huskede sin fars ord: det er spiseligt – den højeste ros! – Snart inviterer jeg Svend til te og ostekager. Hvad tror du, vil han kunne lide dem? – Det er der ingen tvivl om! Jeg fik din far hooked på præcis de kager. Han forgudede dem – og mig! Bag bare, inviter – jeg går over til naboen og ser film imens. Skønt du endelig har fået styr på tingene – mænd falder altså ikke kun for kjoler og krøller. Snart begyndte Svend at komme på besøg. Nu var der færre skænderier, og Anja tilbragte mere tid i køkkenet med Svend, og mors latter og stolthed fyldte lejligheden. Da Anja fortalte, at hun og Svend havde indgivet bryllupsattest, blev moren rørt: endelig… Anja forandrede sig; hun tabte sig op til brylluppet. Svend spurgte: – Du er helt stoppet med at bage ostekager? Bager du til brylluppet? Ved hjemmebrylluppet hjalp Anja, moderen og mosteren hinanden; de bagte i to dage til tyve gæster, mest familie. Anja og Svend fik deres eget værelse og året efter fik alle i opgangen telefon. Anja var tilfreds – nu ringede hun kort til alle, ikke længere timevis som før. – Rita, jeg må slutte, dejen er hævet og Svend kommer snart hjem. Hun stævnede ud i køkkenet – gravid og klar til barsel – men hun blev ved med at bage, for hun elskede selv ostekager – og hendes mand elskede hende, netop fordi hun bagte og skabte hygge. En dansk opskrift på lykken: Fra nysgerrige naboer og telefonkøer til duften af hjemmebag og kærlighed i et lille provinsboligkvarter

Opskriften på lykke …

Hele opgangen stirrede søvnigt ud gennem et vindue, mens de nye beboere flyttede ind på anden sal. Det var familien til fabrikkens værkfører, en vigtig skikkelse i en lille, drømmende provinsby i Jylland, hvor selv asfalten bølger under fødderne.

Hvorfor i alverden vil sådan en fin familie bo i den gamle bygning? mumlede pensionisten Inge Madsen til sine veninder, der pudsede brillerne og smøgede sig i deres hjemmestrikkede sweatre. Med deres forbindelser kunne de da snildt få sig en lejlighed i det nye byggeri ved havnen.

Mor, du skal ikke sammenligne alt med dit eget liv, sukkede hendes datter, den trediveårige og stadig ugifte Regitze med ildrød læbestift. Hvorfor vælge beton, når vi har disse gamle murstenspragtbyggerier fra 30erne? Højt til loftet, store lyse stuer, entreen så bred at man kan danse, og altanen føles som et ekstra værelse og de har fastnet! Kun tre ud af ni lejligheder i huset har det.

Du skulle hellere tænke mindre på at snakke i telefon hele tiden, skar Inge ind og viftede med hånden. Slid ikke vores naboer op! Hold nu op med at rende ned til de nye, de virker for travle til sladder.

Helt så alvorlige er de nu ikke, protesterede Regitze og rullede med øjnene. De er unge, deres pige, Magrethe, er kun ni år. Jævnaldrende med mig næsten, måske fem år ældre.

De nye viste sig at være høflige og gik smilende igennem trappeopgangen. Karen passede skolebiblioteket og Jens havde ti års erfaring fra fabrikken. Alt dette fortalte Regitze, mens hun om aftenen sad nede på græsset mellem de store svajende fuglegræsser sammen med morens veninder, der røg filterløse cigaretter og snakkede om alt og intet, som om virkeligheden stod i et askebæger.

Hvordan ved du ALT det, Regitze? spurgte damerne og smed småsten mod en gammel cykel. Du burde have arbejdet som politibetjent.

Jeg bruger deres telefon, grinede Regitze frydefuldt. De siger aldrig nej, i modsætning til nogen, der tror at deres telefon er hellig.

Således blev Regitze hurtigt gode venner med de nye og ringede lystigt til både veninder og kolleger fra deres stue. Nogle gange i nydelige kjoler, andre gange i slaskede uldtrøjer som om hun ledte efter noget særligt i deres selskab.

Men en dag så hun, hvordan Jens lukkede døren ind til stuen med et lydløst nik, straks hun begyndte at snakke. Siden gjorde han altid det samme. Lige meget Regitze smilede bare stadig til Karen, takkede for samtalen, og lod stille døren lukke bag sig, når hun gik.

Jeg kan ikke lukke efter mig, se, jeg har dej på fingrene, undskyldte Karen fra køkkenet, og låsen smækker selv fransk fabrikat.

Hvad laver du? Er det igen teboller? Der dufter altid så sødt fra jeres ovn, sagde Regitze og snusede.

Nej, denne gang bliver det ostebrød serveres til morgenmad. Jeg laver det nu, ellers når jeg det ikke i morgen, svarede Karen og vendte sig mod dejen.

Regitze rynkede næsen, ikke tilfreds med den kølige tone. Hun følte sig afvist og gik modvilligt hjem.

Senere om aftenen sad Jens og rørte i sin kaffe ved det krøllede spisebord.

Karen, vi bliver nødt til at sige noget. Hun taler i telefon hele aftenen, mine kammerater kan ikke ringe igennem. Det går ikke, sagde han lavmælt.

Ja, hun er begyndt at tage sig alt for meget til rette, sukkede Karen, jeg føler vi er blevet til et telefonselskab.

Den aften kom Regitze igen denne gang i duftende parfume og lakstøvler. Hun satte sig på puffen i gangen og ringede endnu engang.

Regitze, du bliver nødt til at stoppe om lidt. Vi venter på et vigtigt opkald, lød Karens stemme fra køkkenet efter ti minutter.

Regitze nikkede forstående, lagde røret og fandt en marabou-chokolade frem fra lommen.

Jeg har noget til at gøre det lidt sødt! Skal vi ikke tage en kop te sammen? Det er for at fejre vores bekendtskab, sagde hun og gik ud i køkkenet.

Nej, vil du sætte den væk? Magrethe ser det, og hun må ikke få søde sager hun har allergi. Så det dur desværre ikke med te og chokolade her. Sorry. Chokolade er forbudt hjemme hos os.

Hvad? Forbudt? spurgte Regitze og blev rød i kinderne, jeg ville bare sige tak.

Du behøver ikke takke, og vi vil heller ikke have for mange opkald. Kun hvis det er lægen, alarmcentralen eller brandvæsenet. Det er vigtigt. Uanset tid på døgnet. Men ellers, pressede Karen frem med et undskyldende nik, Jens venter opkald fra arbejde, Magrethe laver lektier lige nu, og vi prøver at have lidt ro.

Regitze stak chokoladen i lommen og gik underligt forurettet ud gennem opgangen, hvor tapetet blafrede som sommerfuglevinger. Hun opfattede afvisningen som jalousi.

Hun er sikkert bare jaloux, fordi jeg er yngre og kønnere, forklarede hun moren dagen efter, jeg prøvede at være venlig, men kunne ikke engang få en kop te. Jeg kom endda med min egen chokolade.

Din tossede, stædige unge, sukkede Inge og tørrede støv af sin kobberkedel. Man skal ikke trænge ind i andre folks familier for enhver pris. De har ikke bedt om dine samtaler. Nu ved du, hvor grænsen går. Lad være med at tage det ilde op. Gå ud og find dig en god mand, få sat telefon op, så kan de komme til dig og ringe. Så får du alle de samtaler, du drømmer om.

Regitze forsøgte én sidste gang at nærme sig Karen. Hun kom med sin slidte notesbog, klar til at nedfælde den magiske opskrift på ostebrød.

Vil du ikke skrive opskriften ned til mig? Det ville være meget venligt, spurgte hun forsigtigt.

Spørg din mor, Regitze. Hun ved sikkert mere end mig. Jeg måler nemlig aldrig af jeg mærker bare, hvornår dejen er klar. Hænderne kender vejen, sagde Karen smilende. Og jeg har faktisk lidt travlt. Spørg mor hun kender det hele!

Med ildrøde kinder gik Regitze hjemad. Hun vidste udmærket, at moderen havde en tyk, fedtet kogebog gemt bag køkkendøren. Den flød over med opskrifter på alt fra leverpostej til karrysild og selvfølgelig masser af bagværk.

Det var dog sjældent Inge selv bagte længere. Hun kæmpede med for højt blodtryk og undgik derfor kager.

Men denne aften bladrede Regitze sløvt i den gamle bog og fandt det eftertragtede ostebrødsrecept, hentede overrasket sin mor.

Har du tænkt dig at bage? spurgte Inge.

Hvad, overrasker det dig? Regitze smækkede bogen i. Måske.

Har du noget kørende med Jakob igen? Jeg troede ellers, I var færdige?

Hvem sagde, vi var? sagde Regitze og fnyste. Hvis jeg vil, kommer han gerne løbende tilbage.

Ja, så gør noget ved det. Du burde for længst være gift. Hvad ledte du efter i opskriftsbogen, egentlig? spurgte moderen.

Ikke noget. Jeg forbereder mig mentalt, svarede datteren barskt.

Men et par dage senere bølgede duften af hjemmebagte ostebrød ud i hele lejligheden. Inge kom hjem, smed tasken og snusede i luften.

Hvem skulle tro det? Her dufter jo som hos bageren! udbrød hun. Du må være forelsket!

Ved du, hvad, mor, kom og smag, lo Regitze og satte varme ostebrød på det solplettede bord. Tevandet koger og kopperne er klar.

Du har ikke glemt det helt, smilede moren og nikkede. Ikke dårligt, Regitze, ikke dårligt.

Er du nu ærlig? spurgte Regitze pludselig. Smager de godt, eller prøver du bare at opmuntre mig?

Smag selv, barn det er mere end spiseligt, svarede moren og lo. Regitze genkaldte sig sin fars gamle ord: Det er spiseligt. Den største ros.

Så, næste gang bager jeg til Jakob og inviterer ham over. Hvad tror du, han synes?

Han bliver ellevild. Jeg fik selv din far til at elske ostebrød dengang han kunne ikke modstå mig bagefter! lo Inge.

Så begyndte Jakob at komme oftere. Der blev grinet i køkkenet, de skændtes mindre, og Regitze tilbragte mere tid blandt gryderne, med moren som hemmelig vejleder.

En dag fortalte Regitze stille og drømmende at hun og Jakob havde besluttet sig for at blive gift, og Inge måtte fælde en tåre: Endelig!

Regitze ændrede sig. Hun tabte sig og forsøgte at blive mere elegant før brylluppet. Jakob drillede:

Hvorfor bager du aldrig ostebrød mere? Lover du at lave dem til brylluppet?

Op til brylluppet, som blev holdt hjemme, var det Regitze, hendes mor og moster Ruth, der tryllede i køkkenet. Der var kun tyve gæster inviteret, mest familie, men stemningen var som i en sovende film.

Efter vielsen flyttede de nygifte ind i et stort værelse. Et år senere fik alle beboere i opgangen endelig fastnet installeret. Regitze tog stadig initiativ til samtaler, men nu blev de hurtigt færdige.

Det må vente, Rikke! Jeg har travlt dejen hæver over kanten, og Jakob kommer snart hjem. Vi tales!

Hun hastede ud i det lille køkken, hvor dejen voksede som en levende pude i skålen. Regitze var gravid og snart på barsel, men hun holdt aldrig op med at bage for både sig selv og Jakob. Og han elskede hende for hendes kærlige hænder og ostebrød det var deres opskrift på lykke i det danske drømmekøkken.